Læsetid: 4 min.

Vil demokrati føre til fred i Myanmar?

Stilstand i fredsforhandlingerne mellem regeringen og etniske oppositionsgrupper truer demokratiseringsprocessen i Myanmar. Alligevel spores en forsigtig optimisme i landet, hvor de fortsatte krigshandlinger i Kachin er største hindring for fred
Efter 50 års militærstyre og væbnede kampe i Myanmar er der nu en reel mulighed for fred, men konflikten her i Kachin kan køre en fredsproces af sporet.

Efter 50 års militærstyre og væbnede kampe i Myanmar er der nu en reel mulighed for fred, men konflikten her i Kachin kan køre en fredsproces af sporet.

Soe Than WIN

Udland
28. januar 2013

Den bedste mulighed for fred i Myanmar i et halvt århundrede er lige nu.«

Sådan lyder vurderingen fra den politiske analytiker Ashley South, der netop har besøgt de såkaldte ’sorte områder’ i det sydlige Myanmar, hvor væbnede etniske oprørsgrupper efter et halvt århundredes borgerkrig har indgået våbenhvile med regeringshæren. Men umiddelbart efter det optimistiske udsagn følger forbeholdet:

»Men det kræver, at både regeringen og de væbnede etniske oppositionsgrupper handler med mod og fantasi. Hvis fredsprocessen fejler, vil det få betydelige negative konsekvenser for landets demokratiske reformer,« siger Ashley South. Hans forsigtige optimisme deles af den tidligere chef for FN i Myanmar, Charles Petrie:

»Der er ægte vilje bag regeringens fredsinitiativ,« understreger han med henvisning til de 10 våbenhviler, der er blevet indgået eller genforhandlet mellem regeringen og 10 af landets 11 ledende etniske oppositionsgrupper i løbet af det seneste halvandet år.

»Folk er trætte af krig – også soldaterne.«

Som chef for FN i Myanmar under de store munkedemonstrationer i 2007 blev Charles Petrie på spektakulær vis smidt ud af landet af det daværende militærregime efter at have udtrykt sympati for demonstranternes krav om bedre leveforhold. Nu har regeringen inviteret ham tilbage som leder af det norsk støttede Myanmar Peace Support Initiative (MPSI), der har til formål at understøtte den nye fredsproces.

På lokalt niveau kan den nye fred i den sydøstlige del af landet for alvor mærkes. I Bago-regionen, der ligger tæt på Karen-staten ved den thailandske grænse, er de internt fordrevne begyndt at vende tilbage til deres landsbyer – efter årtier på flugt i jungleområderne.

»Kan du garantere, at I ikke brænder vores landsbyer af?« spørger de den besøgende bataljonschef fra regeringshæren, da der afholdes fællesmøde i den lille landsby Mo The.

»Det kan jeg, men I vil ikke stole på mig. Giv mig tid til at vinde jeres tillid,« lyder hans svar.

Det indbyrdes forhold mellem soldaterne i området, hvor Karen National Liberation Army (KNLA) har kæmpet for delvist selvstyre i det, der indtil våbenhvilen var verdens længste borgerkrig, er forandret. Når de nu mødes i junglen, er det kameraerne, der tages frem – ikke våbnene. Junglekrigere iført sarong og hovedtørklæder og regeringssoldaterne i uniform foreviger de nye venskaber med fotografier, fortæller Petrie. »Hvordan går det med familien?« spørger KNLA’s lokale kommandør regeringshærens bataljonschef, mens de har armene om hinandens skuldre, som var de gamle venner. For halvandet år siden ville ingen have troet, at det var muligt.

Stilstand i fredsprocessen

Men freden er skrøbelig – og landets demokratiseringsproces står på spil. Mens hærlederne krammer i sydøst, mistede Kachin Independence Army (KIA) lørdag kontrol over Hkaya Bum – den sidste bjergtop uden for deres hovedkvarter, Laiza, ved den nordlige grænse mod Kina. I den seneste uge – efter regeringens melding om våbenhvilen i nord – har militæret rettet morterangreb mod KIA.»Hvis ikke den etniske krise løses fredeligt, så vil hæren aldrig tillade fuld demokratisering,« udtaler Harn Yawnghwe, en uafhængig etnisk fredsforhandler, der forsøger at formulere en fælles køreplan for de politiske forhandlinger, som både reformkræfterne inden for regeringen og de etniske grupper er enige om, er det næste og afgørende skridt for den overordnede fredsproces. Efter 50 års militærstyre og væbnede kampe er der nu en reel mulighed for fred, men Kachin-konflikten står i vejen. Så længe kachinerne er under beskydning fra militæret, ønsker de andre etniske grupper ikke at deltage i politiske forhandlinger. Uden forhandlingerne »vil fredsprocessen gå i stå, og så risikerer den at køre af sporet,« understreger Petrie, der har erfaring fra konflikter fra Rwanda, Somalia og senest Sri Lanka (hvor han var forfatter til en højprofileret FN-rapport, der i skarpe vendinger kritiserede organisationen for alvorlige forsømmelser under borgerkrigen, red.).

»Det vil underminere reformkræfterne i regeringen. Det er tydeligt, at de, der ønsker reformer, udgør en mindre gruppe – og at der er store spændinger mellem dem og militæret.«

»Udfaldet af konflikten er afgørende for, om præsidenten kan fortsætte sine reformer, eller om det vil lykkes for de mere konservativt indstillede at forsinke processen,« mener også Harn Yawnghwe. »Militæret tror, at superiør magt er svaret. Regeringen tror, at økonomisk udvikling er svaret. De tager begge fejl. Det eneste, de etniske grupper ønsker, er anerkendelse af deres separate identitet og retten til at bestemme over deres egen fremtid. Det handler om, hvordan forskellige befolkningsgrupper sammen kan opbygge en nation.«

Risiko for sammenbrud

På en stille villavej i Yangon er vigtigheden og skrøbeligheden af freds- og demokratiseringsprocessen ikke til at tage fejl af. På Myanmar Peace Center er der travlhed fra morgenstunden. Centeret er nyt og oprettet som en støttefunktion til den ledende reformminister, Aung Min, der er præsidentens frontfigur, når det handler om fredsforhandlingerne.

»Han har kastet krop og sjæl ind i fredsprocessen,« forklarer Aung Naing Oo, der som så mange andre på centeret er vendt tilbage fra eksil efter at have kæmpet mod militærstyret i to årtier. Han er stadig optimistisk:

»Fred og demokrati hænger tæt sammen her i landet. Introduktionen af demokrati har åbnet op for en myriade af fredsmuligheder, der ikke eksisterede før. Derfor er det ikke bare fred, fredsforhandlerne skal have for øje, men også hvordan demokratiet kan fremmes.«

Men Aung Min og hans kollegers rolle er truet af militærets skepsis på den ene side og de etniske gruppers på den anden.

»Risikoen for, at fredsprocessen bryder sammen, er til stede hver eneste dag,« understreger Andrew Lian Ngun Chun, en tidligere oprørssoldat fra Chin-minoritetsgruppen, der nu er ansat på centeret.

»Det er børnehavedemokrati, vi har gang i, så ingen bør have høje forventninger om fred eller demokrati de næste par år. Det vil tage meget lang tid.«

 

Sara Olsen skriver af sikkerhedsgrunde under pseudonym fra Myanmar

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her