Analyse
Læsetid: 7 min.

Elefanterne i rummet

Israels valgkamp har undveget de to vigtigste problemstillinger for de kommende år – en endelig stillingtagen til reaktion på Irans atompolitik og den lammede fredsproces med palæstinenserne – som fortsat vil ligge brak til regionens brikker er faldet på plads
Israels præsident Benjamin Netanyahu ankommer til en pressekonference for at annoncere, at hans eget parti Likud og partietYisrael Beteinu vil slå sig sammen under valget i 2013. De foreløbige meningsmålinger viser, at Netanyahu vil blive genvalgt.

Israels præsident Benjamin Netanyahu ankommer til en pressekonference for at annoncere, at hans eget parti Likud og partietYisrael Beteinu vil slå sig sammen under valget i 2013. De foreløbige meningsmålinger viser, at Netanyahu vil blive genvalgt.

Abir Sultan

Udland
19. januar 2013

Den korte version er, at den israelske valgkamp har handlet om alt muligt andet, end de presserende problemstillinger: Iran og fredsprocessen med palæstinenserne. De to elefanter i rummet som regeringen og oppositionen i det store og hele har været enige om at ignorere. Valgkampen har fokuseret på værnepligt for ultraortodokse, personopgør og -konstellationer samt et budgetunderskud på 39 milliarder shekel (58 mia. kr.), der skal beskæres med 15 mia. i det kommende Knesset.

Således spejler israelsk politik en konsensus om ikke at tale om det nødvendige. Den lammede fredsproces med palæstinenserne har ikke været tacklet seriøst de sidste to år og rummets anden elefant, Iran, forsvandt fra premierminister Benjamin Netanyahus dagsorden i oktober, da han dels indså, at hverken Mitt Romney eller Barack Obama ville love de amerikanske vælgere at hjælpe ham med at bombe de iranske atomanlæg, dels kunne konstatere, at Iran lå og rodede på tolvtepladsen i vælgernes prioritering.

Indtil da havde Netanyahu talt om Iran hver dag, og han vil givetvis genoptage talestrømmen, når han igen indtager premierministerkontoret efter dette valg, idet han (men ikke i samme grad hans sikkerhedschefer) mener, at dette år bliver afgørende for en stillingtagen til Irans kernevåbenambitioner. Som vel at mærke stadig er en påstand, der ikke er ført bevis for.

Uenige om tostatsmodellen

Det andet vigtige problem på den politiske dagsorden er den lammede fredsproces, der har ligget i koma siden 2010, og som fik et ekstra slag i slutningen af oktober, da Netanyahu fusionerede Likud med Avigdor Liebermans parti, Yisrael Beitenu, i et fælles valgforbund. Manøvren havde blandt andet til formål at sikre Netanyahus genvalg som premierminister med et mandattal bag sig dobbelt så stort som nærmeste konkurrent, men også at sikre fodslag på højrefløjen, der kan modstå pres udefra – også fra Det Hvide Hus i Washington. Det opsigtsvækkende ved alliancen er, at den har valgt ikke at vække opsigt. De to partier havde fem dage før valget på tirsdag ikke formuleret nogen fælles platform om fraværet af fredsforhandlinger.

Hvad man ved er, at Benjamin Netanyahu i 2009, kort efter han var tiltrådt som premierminister, holdt en tale på Bar Ilan-universitetet, hvori han erklærede sin støtte til den tostatsløsning, der er international enighed om. Hvad man også ved er, at Avigdor Lieberman, der var udenrigsminister indtil en korruptionsskandale tvang ham til at gå af i december, er kategorisk imod tostatsmodellen. Han har sagt, at »kravet om en palæstinensisk stat ved siden af Israel kun har til formål at skjule den virkelige hensigt, nemlig at udslette Israel som jødisk og zionistisk stat«.

Der er altså en klar diskrepans, som de to partier løser ved at undlade atudtale sig om spørgsmålet. Den eneste, der har søgt at gøre fredsprocessen til emne i valgkampen, er Tzipi Livni, tidligere leder af Kadima, der nu stiller op for sit eget parti. Hun er ikke blevet hørt af nogen uden for den hensygnende fredsfløj, der er enig med hende.

Derimod har den nye stjerne i israelsk politisk, Naftali Bennett, ørenlyd, når han stort set uimodsagt agiterer for israelsk annektering af ’Område C’, de næsten to tredjedele af Vestbredden, der er underlagt direkte israelsk kontrol. ’Område B’ er under det palæstinensiske hjemmestyre, men med israelsk sikkerhedsovervågning, og ’Område A’, de større byer, er under fuld palæstinensisk kontrol. Den 40-årige Bennett, IT-millionær og med en fortid som elitesoldat, har fusioneret to små nationalist- og bosætterlister til partiet Habayit Hayehudi (’Jødisk Hjem’), der er valgkampens komet i meningsmålingerne fra nul mandater midt i oktober til 14 i den sidste uge før valget på tirsdag. Bennett ligger på tredjepladsen efter Arbejderpartiet, og har ligeud erklæret, at en palæstinensisk stat »ikke er en mulighed« og at tostatsmodellen er »uløselig«.

Han sætter således ord på den israelske højrefløjs tankegods, nemlig, at Vestbredden – Judæa og Samaria i deres terminologi – med tiden indlemmes i den jødiske stat som en del af Israel.

Tanken, der ikke siges højt af de ansvarlige politiske ledere, er daglig konkret praksis på den besatte Vestbred, der i teorien skal danne rammen om en selvstændig palæstinensisk stat. Denne teori underløbes af de tørre tal: I 2012 godkendte Israels myndigheder opførelsen af 6.676 nye boliger i de jødiske bosættelser på Vestbredden og i Østjerusalem. I 2011 var tallet 1.607 og i 2010, da presset på den israelske regering for at ’fryse’ bosættelserne var størst, fik under 1000 nye boliger et blåt byggestempel.

Opgørelsen er fra Peace Now-organisationen, som de israelske vælgere ellers ikke har hørt meget til i den valgkamp, der nu er afsluttet. Og de færreste vælgere beskæftiger sig med den grimmere pris for de jødiske bosættelser, nemlig at ca. 27.000 palæstinensiske huse og bygninger i de besatte områder og Østjerusalem er bulldozet siden 1967.

Bare den israelske valgkamps sidste uge er to huse jævnet med jorden i Østjerusalem med den begrundelse, at de er opført uden byggetilladelse. Andre to huse er bulldozet i Hebron tillige med en stald og to lader. Ifølge ’Israelsk Komité mod Nedrivning af Huse’ er 94 procent af alle palæstinensiske byggeansøgninger afslået. Og selvom 2012-tallene for nye kolonistboliger er relevante i valgkampen, er de ikke genstand for debat – men mere end halvdelen af de 6.676 godkendelser er i ’E1’-korridoren som gengældelse for palæstinensernes optagelse i FN som ikkestatslig observatør i september.

Det palæstinensiske problem er den store ’elefant i rummet’ som kommentatoren Gideon Levy noterede i avisen Haaretz. Og ingen ud over Tzipi Livni taler om den. Det kunne været gået anderledes, hvis samtaler i valgkampens opstart mellem Livni og Arbejderpartiets Shelly Yachimovic havde udmøntet sig i optagelse af Livni som nummer to på Arbejderpartiets valgliste – der ifølge politiske eksperter kunne hente 28-30 Knesset-mandater som et reelt centrum-venstre-alternativ til Netanyahu-Lieberman-alliancen.

Forsøget blev ikke til noget, og Livni leder nu sit eget parti, Hatnuah (’Bevægelsen’) efter at hun blev gået som formand for Kadima efter valgsejren i 2009, der gjorde Kadima til Knessets største parti.

Arbejderpartiets nye kvindelige leder, Shelly Yachimovic, der trak partiet ud af Netanyahus koalition i januar 2011 – og dermed blev årsag til Ehud Baraks afgang med fire af partiets 13 mandater – har evnet at genetablere positionen som Israels næststørste parti – i hvert fald i meningsmålingerne med en tilslutning på op mod 18 pladser i Knesset.

Ikke ved at tale om fredsaftale med palæstinenserne, men netop ved ikke at gøre det – Yachimovic har koncentreret sin politiske kampagne på sociale krav i et Israel, hvor afstanden mellem rig og fattig øges. Og med et budgetunderskud på langt over fire procent af BNP.

En alliance med den fredsorienterede Tzipi Livni havde været perfekt–Yachimovic kunne koncentrere sig om det sociale, Livni om det politiske med sin plan for en genoptagelse af fredsprocessen. Men ’elefanten i rummet’ er der stadig, og den bliver mere og mere pirrelig i takt med, at Hamas, den islamiske modstandsbevægelse, der har magten i Gaza, vinder frem på Vestbredden, hvis hjemmestyre ledes af præsident og PLO-formand Mahmoud Abbas sekulære Fatah-parti.

Abbas – Abu Mazen blandt sine landsmænd – har siden sin magtovertagelse efter Yassir Arafats død i 2004 demonstreret vilje til at nå en løsning med israelerne, men har stillet som betingelse at Israel ophører med at udvide de internationalt ulovlige bosættelser i de palæstinensiske områder.

Af samme årsag har der ikke været ført forhandlinger siden 2010, og intet tyder på, at de vil blive genoptaget når Benjamin Netanyahu efter på tirsdag indleder dannelsen af endnu en koalitionsregering. For uanset om en sådan regering får deltagelse af centrumpartier som Livnis Hatnuah eller Mofaz’ Kadima, eller om det bliver en ren højreregering med de ortodokse partier og Naftali Bennetts bosættere, er Netanyahu mindre end nogensinde interesseret i en aftale med Abbas.

Muren i Golan

Årsagen er de arabiske revolter i Israels nabolag. Netanyahu ser ingen grund til at forhandle med Abbas om ’indrømmelser’ (der i israelsk optik er opgivelse af total sikkerhedsmæssig kontrol med hele det tidligere britiske mandatområde, Palæstina) uden at kende fremtidens Mellemøsten.

I begyndelsen af januar gav hans regering ordre til opførelse af endnu en mur ved våbenstilstandslinjen i Golan-højderne med det formål, at beskytte Israel mod ’infiltration og terror’ fra Syrien. Siden 1973 er der ikke løsnet et skud ved denne linje bortset fra en episode i begyndelsen af opstanden mod Bashar al-Assad, da det syriske regime i maj sendte palæstinensiske flygtninge mod de israelske linjer på årsdagen for Nakba (katastrofen), som henviser til Israels etablering i 1948, hvor mindst tre blev dræbt af israelske grænsevagter.

»Vi ved, at den syriske hær på den anden side af grænsen er trukket tilbage, og at globale jihadister har taget dens plads,« sagde Netanyahu, da han meddelte beslutningen om Golan-muren 6. januar. Israel er forberedt på at imødegå et kommende islamistisk styre i Syrien. Og et sådant styre vil, forudsat den aktuelle udvikling i Jordan fortsætter med pres på kong Abdullah II, betyde, at Israel inden for en overskuelig tid være omringet til alle sider af mindre venlige eller direkte fjendtlige sunni-regimer fra Kairo over Gaza til Amman og Damaskus.

Den israelske ledelse ser tiden an.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ingen ved hvad katten trækker med ind i morgen. På den baggrund, kan situationen fortsætte ad libitum.

Det beklagelige er at europa ikke reagerer, mens de bomber muslimer i afrika.

Det er så hyklerisk det der kører for åbent tæppe, og tilsyneladende er folk ligeglade.

En anden situation havde et lignende skær.

Se også Herbert Pundiks kommentar om den politiske midte, der er blæst af banen i Israel:

http://politiken.dk/debat/profiler/pundik/ECE1873551/israels-politiske-m...