Analyse
Læsetid: 6 min.

Har EU brug for en medielov?

Et for tæt samspil mellem politikere, erhvervsliv og medier har skabt behov for harmonisering af medielovgivningerne i EU, mener eksperter og aktivister. Men medlemslandene vil næppe frivilligt afgive deres eneret på at føre kulturpolitik
Udland
10. januar 2013

Finans- og eurokrisen har vist, at medierne ikke formår at leve op til fordringen om at kontrollere samfundets politiske og økonomiske magthavere. Det er konklusionen i en ny rapport om pluralisme og pressefrihed i Europa fra Open Society Foundations (OSF), et af den ungarskamerikanske finansmand George Soros’ filantropiske foretagender:

»Ejerkoncentrationer har styrket båndene mellem medier og politiske eliter, hvilket har undergravet demokratier i hele Europa,« hedder det bl.a. i rapporten, der omtaler mediepolitiske indgreb som »et presserende behov« i visse medlemslande og konkluderer, at der er »god grund til at opfordre medlemsstaterne til omsider at overvinde deres modvilje mod at lovgive på EU-plan om mere eksplicitte standarder i forbindelse med mediernes lovgivningsmæssige rammer«.

I oktober 2012 godkendte EU-Kommissionen et såkaldt borger-initiativ, som kan være det første skridt mod en europæisk regulering af medierne. Hvis det lykkes at indsamle en million underskrifter til støtte for initiativet (mediainitiative.eu) i løbet af det næste år, bliver EU-Kommissionen pålagt at fremsætte et forslag om harmonisering af EU-landenes medielove.

Roberto Natale, som indtil for få dage siden var formand for Italiens journalistforbund, FNSI, men nu er kandidat ved parlamentsvalget for venstrefløjspartiet Sinistra Ecologia Libertà, har deltaget i udarbejdelsen af forslaget, som er blevet til i et samarbejde mellem organisationer og aktivister i ni lande: »Det handler om at gøre ideen om Europa konkret. EU kan ikke udelukkende bestå af økonomiske parametre,« siger Natale til Information og tilføjer:

»Det bliver mere og mere nødvendigt at forsvare retten til pluralistisk information på europæisk plan. I de seneste år er det blevet tydeligt, at problemet ikke er isoleret til Berlusconis Italien, men også handler om tilfælde som f.eks. Orbán i Ungarn og Murdoch i Storbritannien.«

Incestuøst system

For at modvirke interessekoncentrationer og -konflikter er der i første omgang brug for regler om åbenhed om, hvem der ejer medierne, påpeger OSF: »I en række østeuropæiske lande ved man faktisk ikke, hvem der ejer hvad og hvor meget. Således kan ejere, som ikke kun har publicistiske, men også erhvervsmæssige interesser, komme til at indgå i et alt for tæt samspil med politikere. Så er man ude i noget helt uigennemskueligt. Det er slemt nok i Italien, men der ved man trods alt, at Berlusconi ejer medierne,« forklarer DR’s tidligere generaldirektør Christian Nissen, der har deltaget i arbejdet med OSF’s rapport.

Det europæiske borgerinitiativ om mediepluralisme hævder, at »mediemarkedet og public service-medierne er under stigende politisk pres«, og foreslår derfor »en delvis harmonisering af de nationale regler om ejerskab af medier og mediernes tilsynsorganers uafhængighed«.

Om pressens vilkår i det kriseramte Grækenland skriver den amerikanske demokratiorganisation Freedom House, at »mange ejere af medierne har et tæt forhold til regeringen«.

Journalisten Kostas Vaxevanis, der for nylig blev arresteret efter at have publiceret den omstridte såkaldte Lagarde-liste med navnene på over 2.000 grækere – velhavende og indflydelsesrige personer, som er mistænkt for skattesnyd på grund af deres schweiziske bankkonti – i månedsmagasinet Hot Doc, har sagt sin mening om de græske medier til Reuters:

»Forretningsfolkene, der ejer medier, interesser sig ikke for aviserne, hvis det ikke handler om at fremme andre interesser. Generelt kan man så sige, at hvis en avis lever af reklamer for banker, kan den ikke offentliggøre en afslørende artikel om bankerne.«

En repræsentant for trojkaen, som i et par år har forsøgt at reformere det græske samfund, betegner forholdet mellem medier, virksomheder og politikere som »ekstremt incestuøst«: »De hævdvundne interesser modsætter sig de reformer, som er nødvendige for at kunne gøre økonomien konkurrencedygtig.«

Borgerinitiativet om mediepluralisme er netop baseret på argumentet om, at EU’s indre marked ikke kan fungere uden en delvis harmonisering af de nationale regler: »Pålidelige markedsforhold er uforenelige med politisk styring af medierne,« hedder det.

Forskudt magtbalance

Christian Nissen har observeret et større skift i mediernes rolle og vilkår: »Tidligere var medierne iagttageren og kommentatoren af samspillet mellem erhvervsliv og politik. I en proces, som har varet de seneste 30 år, er kommunikation i stigende grad blevet til et redskab for politiske og erhvervsmæssige aktører. Det ændrer magtbalancen totalt,« siger Nissen og fortsætter: »Meget politisk handling drejer sig om det kommunikative. Et politisk parti spørger ikke sig selv: ’Hvad ville være det bedste redskab til at løse dette problem?’ Allerede i tænkningen om den politiske handling indgår spørgsmålet om det kommunikative. Så der er sket en forskydning af magtbalancen omkring kommunikationen i det offentlige rum.«

Denne situation har fået Europarådets 47 medlemmer, bl.a. Danmark, til at vedtage en anbefaling om, at landene skal evaluere deres lovgivning omkring ledelse og kontrol af public service med henblik på at sikre medieselskabernes redaktionelle uafhængighed:

»Public service-organisationer skal have tiltro til, at de kan stille magthaverne til ansvar på vegne af offentligheden, hvis interesser de tjener uden politisk indblanding,« hedder det i anbefalingen, som Nissen også har været med til at skrive. I Italien har journalistforbundet og pressefrihedsorganisationen Articolo 21 brugt dokumentet til at udarbejde et forslag omkring det statslige radio- og tv-selskab Rai. Flertallet af de politisk udpegede medlemmer i Rais bestyrelse skal ifølge forslaget udskiftes med repræsentanter for branchens faggrupper og licensbetalerne for at mindske partiernes indflydelse på nyhedsformidlingen. I Italien har Berlusconis dominans på det kommercielle tv-marked altså blot forstærket effekterne af politisk styring med såvel aviser som Rai:

»Det handler om et opgør med årtiers journalistisk praksis,« påpeger Nissen og hævder:

»Når man har en dybt forankret kultur, kan den ikke laves om med reguleringer.« Roberto Natale mener derimod, at Rai har brug for øget uafhængighed for kunne at tjene borgernes interesser ved at hæve standarden for de øvrige medier og udfordre politikerne: »De europæiske initiativer giver Italien en chance for at gå fra en placering som delvist frit land til frit land på Freedom Houses liste.«

Kort armslængde

»Vores frihedsrettigheder skal forsvares på mange måder: Af journalister og aktive borgere, med love på nationalt niveau og om nødvendigt på EU-niveau,« sagde EU-kommissæren for konkurrence, hollænderen Neelie Kroos, da Viktor Orbáns nationalkonservative regering i Ungarn i januar 2011 indførte et politisk udpeget medieråd, der mindede mest om en politisk censurinstans. Efterfølgende nedsatte kommissæren en ekspertkommission om pressefrihed og pluralisme, som offentliggør sin rapport senere på måneden.

»I Danmark og andre nordiske lande bliver nyhedschefen jo ikke fyret, hvis der har været et regeringskritisk indslag. Det ser man mange steder i Østeuropa. Men omvendt har meget få genereldirektører for de nordiske public service-stationer siddet i længere tid med en regering, de ikke spillede godt sammen med,« siger Christian Nissen med henvisning til sin egen fyring fra DR i 2004 under VK-regeringen:

»Derfor skal man spise brød til, før man påstår, at der er en fundamental forskel på de nordiske lande og tilstandene i Østeuropa. Hvis man sammenligner lovteksterne om gennemsigtighed og uafhængighed i de nationale public service-virksomheders tilsynsorganer, ser de næsten fuldstændig ens ud. Men der er en politisk kultur og sædvane i Danmark, som gør, at det fungerer ganske udmærket sammenlignet med andre steder.«

Uheldig skævhed

Som reglerne er nu, har EU-Kommissionen kun sanktionsmuligheder, hvis tv-stationerne sender for få europæisk producerede programmer eller får for meget i statsstøtte, men ikke hvis de nationale regeringer blander sig i programpolitik. Christian Nissen betegner det som »en uheldig skævhed«, at EU kun kan gribe ind i kommercielle sammenhænge.

Men det bliver svært at ændre, mener han:

»Selv blandt EU-tilhængere er det blevet betragtet som noget positivt, at man med udgangspunkt i det såkaldte subsidiaritetsprincip har holdt kulturpolitiske beslutninger uden for EU’s regulering. EU blander sig ikke vores kulturelle støtteordninger, hvilket de fleste har set som en god ting. At lave om på det kræver traktatændringer, som nok ville møde meget bred modstand.«

Nissen tvivler også på, at et mediedirektiv ville blive overholdt, da reglerne om kvoter af europæiske programmer rutinemæssigt bliver brudt.

»Det er klart, at det handler om at kæmpe for, at medlemssta-terne også overholder det direktiv, vi foreslår,« siger Roberto Natale og tilføjer:

»Indtil videre har der kun været europæisk enighed mellem de store tv- og medieselskaber. Det er en lobby, som påvirker reglerne omkring f.eks. reklamer. Så vi er nødt til politisk at styrke de kræfter, der arbejder for pluralisme i medierne, og som er økonomisk mindre potente, men til gengæld er bedre forankret i civilsamfundet. Vi er nødt til at kæmpe for at genoprette balancen.«

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her