Baggrund
Læsetid: 6 min.

Den fladpandede uvidenhed

Briterne har i 2012 fået ry for at være bøvlede og egoistiske, og det er ikke første gang. Tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen drager paralleller til perioden, hvor Margaret Thatcher pressede briternes rabatordning igennem imod de øvrige EU-landenes ønske
Tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen oplevede, at briterne var ’skide besværlige’ og aldrig ville gå på kompromis i forhandlinger om EU.  Selv satte han et stort kryds ved ’Ja’ ved unionsafstemningen 18. maj 1993. Arkiv

Tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen oplevede, at briterne var ’skide besværlige’ og aldrig ville gå på kompromis i forhandlinger om EU. Selv satte han et stort kryds ved ’Ja’ ved unionsafstemningen 18. maj 1993. Arkiv

Michael Daugaard

Udland
2. januar 2013

Storbritannien og det europæiske samarbejde har altid været en vanskelig kombination. Fra før landet blev medlem sammen med Danmark og Irland i 1973, har briterne haft det svært med samarbejdet. Og det gælder også den anden vej, for de øvrige medlemslande på kontinentet har også haft det svært med briterne.

På den ene side har briterne spillet en uundværlig rolle i udviklingen af det indre marked, som det ser ud i dag. På den anden side har krav om særbehandling på bekostning af fællesskabet gentagne gange igennem de 40 års medlemskab været skyld i frustration og splid.

Sådan er det i dag. Og sådan var det i 1982, da Uffe Ellemann-Jensen som nyudpeget dansk udenrigsminister blev kastet ud i et dansk EF-formandskab og dermed de svære budgetforhandlinger. Denne gang havde den britiske premierminister Margaret Thatcher besluttet, at Storbritannien skulle have en rabatordning.

»Jeg var med i alle slagsmålene om budgettet, og der fik jeg Thatcher at opleve. Jeg husker stadig håndtasken,« griner Uffe Ellemann-Jensen, der omvendt kom godt ud af det med den daværende britiske udenrigsminister Geoffrey Howe, som hørte til den EU-positive fløj i det britiske konservative parti.

»Ved en af de utallige lejligheder, hvor hun var vanskelig, og der blev erklæret pause, satte Howe og jeg os over i et hjørne og forsøgte at udarbejde en løsning. Hun kom over til os og sagde: ’Hvad laver I, I skal ikke gøre min tekst svagere.’ Howe sagde ’nej, nej’ – den store mand svedte og stammede – og hun svarede: ’Jeg stoler ikke på jer. Mænd er svage.’,« fortæller Ellemann-Jensen – med en imponerende gengivelse af Thatchers karakteristiske stemme – om en af de gange, hvor han og Howe forsøgte at finde frem til Europa-positive løsninger.

»Thatcher var fuldstændig hensynsløs og modbydelig under de møder. Der skulle bare indrømmelser på bordet. Hun skabte en hæslig stemning, og alle kunne se, at det var forkert (at Storbritannien skulle have rabat, red.), men vi skulle jo videre,« tilføjer han.

Majors forsøg

I 1984 lykkedes det Margaret Thatcher at få en permanent britisk rabatordning forhandlet på plads. Blandt andet derfor er hun siden blevet de britiske EU-modstanderes idol. Den EU-kritiske tænketank The Bruge Group er sågar opkaldt efter byen, hvor hun holdt en af sine EU-skeptiske taler i 1988, og hun er i dag ærespræsident for organisationen.

Imidlertid var der i 1980’erne samtidig en EU-positiv fløj inden for det britiske konservative parti, fortæller Ellemann-Jensen og peger på rækken af britiske udenrigsministre, som han lærte at kende gennem sine knap 11 år i samme stilling: Peter Carrington, Francis Pym, Geoffrey Howe, John Major og Douglas Hurd.

»Du havde den Europa-positive del, som Howe og Carrington og sådan set også Major og Hurd tilhørte, men som nu er blevet kørt helt ud på sidelinjen. Og så havde du kræmmerdelen, som er kommet til at fylde mere og mere,« fortæller han.

Inden det gik så vidt, blev Margaret Thatcher imidlertid presset af sine egne til at træde tilbage. Netop Geoffrey Howe spillede en afgørende rolle ved at træde tilbage fra regeringen i protest imod netop hendes håndtering af Storbritanniens forhold til EU. I sin berømte aftrædelsestale opfordrede han sine partifæller til at »overveje deres eget svar på den tragiske loyalitetskonflikt, med hvilken jeg selv har kæmpet i måske for lang tid«.

Den 28. november 1990 tog John Major over som partileder og premierminister, og det kunne mærkes i Europa, hvor forhandlingerne om Maastricht-traktaten var i gang.

»Det var vores opfattelse, at Major virkelig gjorde sig en anstrengelse for at indgå Maastricht. Det sociale område var især svært for briterne, og der fik han nogle indrømmelser. Da vi sad og forhandlede om det her meget tekniske dokument i et møde, hvor der kun måtte være udenrigs- og statsministre til stede, sad den britiske EU-ambassadør under bordet og kom med gode råd. Vi kunne alle se ham, men vi bar over med det, fordi vi fornemmede, at Major af et ærligt hjerte ville lave en aftale, og så fik han den goodwill,« fortæller Ellemann-Jensen, der erkender, at netop Maastricht-traktaten blev et kæmpe problem for John Major, hvis regering var tæt på at blive væltet hele tre gange af rebeller i det konservative bagland.

»Major blev bagtalt. Hun (Thatcher, red.) var blevet bagtalt lidt, fordi hun var kræmmerdatter – men han blev i højere grad, fordi han kom fra ydmyge kår, og hans far var cirkusartist. Det blev brugt imod ham, og så havde han Thatcher til at sprede gift i baglandet,« tilføjer han.

Margaret Thatcher – på dette tidspunkt medlem af det britiske Overhus – erklærede dengang, at hun aldrig ville have underskrevet Maastricht-traktaten. Et tidspunkt i britisk EU-historie, som mange anser for at være et vendepunkt i forhold til den britiske offentligheds holdning til samarbejdet.

På trods af en efterfølgende 13-årig periode under først den EU-entusiastiske Tony Blair og siden Gordon Brown er briterne blevet stadig mere kritiske over for samarbejdet.

Manglende lederskab

Uffe Ellemann-Jensen har selv haft med de britiske EU-modstandere at gøre og mener, at den EU-positive del af den britiske politiske klasse ganske enkelt ikke har vist lederskab på området.

»Bill Cash (lederen af Maastricht-oprøret, red.) og jeg havde et stort sammenstød på et møde i reformklubben, hvor jeg fik et indblik i det fuldstændigt firkantede verdensbillede, de har. Jeg læser historien sådan, at der i dag er langt mellem de politiske ledere, der vil sige noget positivt om den langsigtede udvikling i Europa, og derfor har den store, fladpandede uvidenhed om EU’s retning vundet,« siger Ellemann-Jensen, der ikke er imponeret over hverken premierminister David Camerons eller oppositionsleder Ed Milibands lederskab på området.

»Der er ingen ledende politikere, der tør sige: ’Det er vores overordnede interesse i Europa’. Sådan af lidt Churchill’sk statur. Det har de ikke i dag. Hvis vi følger deres tankegang med at pille rosinerne ud af brødet, så får de altså heller ikke de fordele ved det indre marked, som de regner med, at de vil få,« siger han.

Han mener, problemet er, at briterne »grundlæggende set aldrig har set sig selv som europæere«.

»De var skide besværlige og har altid været det. Tyskerne er også benhårde i forhandlingerne, men de er parate til at gå på kompromis. For briterne er det et nederlag at gå på kompromis. En af mine britiske venner sagde til mig: ’Det var derfor, det var os, der besejrede nazisterne’. Og den del hører jo også med til briternes selvforståelse,« erkender han.

Imidlertid har briterne ikke vundet slaget om EU’s fremtidige retning. Mens eurozonen forbereder sig på yderligere integration, har EU-Kommissionsformand José Manuel Barroso spredt rædsel i det britiske med sit forslag om, at EU skal udvikle sig til en »føderation af nationalstater«.

»Det hænger sammen med, at deres ønsker strider imod det almene Europas ønsker. Og når man er fodslæbende, så mister man indflydelse,« konstaterer den tidligere udenrigsminister, som ikke desto mindre mener, at det er en skam.

For briterne kan være en konstruktiv og vigtig spiller i samarbejdet, hvilket han alt i alt konkluderer, at de var selv i årene under Thatcher og Major.

»Hvis vi ser på den kommunitære side af det, så var de meget fodslæbende og optaget af at rage fordele til sig. Men hvis man ser på det fra et politisk synspunkt, så var de meget optaget af at styrke det interne samarbejde, styrke koordineringen med NATO og sikre udvidelsen. Der anlagde de storpolitiske visioner og var meget optaget af at sikre demokratiet i de lande, der brød ud af Østblokken. Så ja, de spillede en vigtig rolle.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

Forhåbentlig får UK en folkeafstemning om medlemskabet af EU.
Hvis de ikke vil være med, så skal de da heller ikke - bare smut.

Michael Kongstad Nielsen

Problemet med Ellemann-Jensen er, at han aldrig har villet anerkende den danske befolknings ønsker til udviklingen i EU. Han er derfor ikke særlig interessant at høre på. Danskerne har været på linje med briterne, nemlig at vi kun ønskede "the single market", fællesmarkedet uden told og med fri bevægelig for varer. Derfor har vi de fire forbehold, og briterne har ét af dem, nemlig overfor euroen, derudover har de andre forbehold.

Danske politikere har desværre ikke handlet og tænkt i overensstemmelse dette mandat, der er fastslået ved tre folkeafstemninger - og derefter har politikerne ikke turdet spørge folket mere. Det kontrovers burde Information beskæftige sig med, i stedet for at give Ellemann-Jensen taletid.

Philip B. Johnsen

Man kan da ikke beskylde briterne for, at være vaklende i deres afstandtagende fra euroen, og de viser det ved klart, at sige nej til en fælleseuropæisk ’tilsynsmekanisme’ styret af den Europæiske Centralbank (ECB), men der er ikke den samme berøringsangst for EU spørgsmål i England, man kan faktisk høre politikere, der stiller kritiske spørgsmål til EU.

Tænk hvis vi fik mulighed for at stille spørgsmål til den nye ECB ’tilsynsmekanisme’ eller fik svar på, hvorfor statsministeren og folketinget, ikke tager ansvar for, at sikre den danske finanssektor ikke igen, kan tvinge staten til, at garantere for sektorens gæld, eller hvorfor det ikke er bedre, at få dansk lovgivning på finanssektorområdet.

I Danmark er folketinget blevet et stempel kontor, der underskriver og stempler EU lovgivning og intet diskutere med borgerne der har med EU at gøre,

John Houbo Pedersen

Hvis Briterne mener de skal leve i "Splendid isolation" skal de have lov til det !

Hvorfor var der dog ikke nogen af de nænd der var tilstede som ligeud sagde til Thatcher, at hun skulle holde sin kæft, og at briterne ikke fin den rabat. Og at de kunne få en rabat hvis de bare meldte dig helt ud af EU. Det er nemlig lige præcis sådan en kvinde som Thatcher skal have det - det eneste hun respekterer er styrke.

John Houbo Pedersen

Det Danske folketing har vel den samme indflydelse på europapolitikken som et gammelt dansk sogneråd på landspolitikken, ja endda mindre!

jasper bertrand

Allerede i 1984 var det klart at EU ikke længere blev drevet af et lille effektivt bureaukrati, men at de fleste penge der kom der ned ville gå til ineffektivitet. Men Uffe tabte jo valget til Nyrup fordi den sidste debat afslørede han ikke regnede så godt, så han kunne måske ikke se det. Samlet set har Thatcher gjort Europa en tjeneste, havde EU fået de ekstra penge, havde de også brugt dem. Starve the beast.

"Den flad-pandede uvidenhed"

Hvem og hvad er det lige artiklens overskrift dækker over?

Danske pæne demokratiske politikere (inkl S, V, R...m.fl) sendte engang flere tusind mand i kamp med fuld velsignelse for den daværende europæiske drøm i Frikorps Danmark og Waffen SS mens de bøvlede og egoistiske briter og de onde russere og de billige polakker stod imod den drøm!

Undskyld mig et øjeblik. Jeg skal lige ud og kaste op, inden jeg kan genoptage debatten!

Robert Ørsted-Jensen

Ja enhver sammenligning mellem Hitlers tredje rige og EU - er i sandhed sygt og til at brække sig over Nic

Steffen Gliese

Vi var gået glip af meget bøvl, hvis Napoleon havde vundet.