International kommentar
Læsetid: 5 min.

Frankrigs mission i Mali indskriver sig i en lang og farlig tradition

Den tidligere ’due’, François Hollande, er sprunget ud som den mest usandsynlige krigsherre i nyere europæisk historie
At den franske præsident Hollande har sendt soldater til Mali er overraskende, da han tidligere har talt for at neddrosle Frankrigs engagement i landets tidligere kolonier

At den franske præsident Hollande har sendt soldater til Mali er overraskende, da han tidligere har talt for at neddrosle Frankrigs engagement i landets tidligere kolonier

Andrew Winning

Udland
18. januar 2013

At han ville kaste Frankrig ud i en hasarderet krig mod den globale terrorismes internationale svøbe, var der ikke mange, der havde forventet af præsident François Hollande. Før han kom til magten i maj sidste år, havde den bløde socialistleder måske nok lovet, at han ville gennemføre radikale politikker, men opmærksomheden samlede sig primært om faren for, at han ville brandbeskatte de superrige franskmænd i et sådant omfang, at mange af dem ville ende med at forlade landet, på samme måde som filmstjernen Gérard Dépardieu i mellemtiden har gjort det.

Hvad angår udenrigspolitik, havde Hollande altid givet udseende af at være en ’due’ – en isolationist med større interesse for social omfordeling af den indenlandske velstand end for noget, der foregik i udlandet.

Men her, kun otte måneder efter den foregående og langt mere aggressive præsident Nicolas Sarkozys nederlag, må vi nu konstatere, at monsieur Hollande har valgt at springe ud som den mest usandsynlige krigsherre i nyere europæisk historie.

Præsidentens beslutning om at indsætte et større antal styrker i den fejlslagne vestafrikanske stat Mali, en tidligere fransk koloni, er i sandhed forbløffende. Ikke alene strider det militære eventyr mod Hollandes tidligere utvetydige tilsagn om at neddrosle Frankrigs engagement i dets tidligere kolonier. Det står også i skærende kontrast til hans beslutning om at trække de franske tropper ud af de vestlige styrkers 12 år lange kamp mod Taleban i Afghanistan.

Uden på forhånd at sige et ord til sit eget parlament, endsige vælgerne, er Hollande gået til angreb på al-Qaeda-støttede hellige krigere i både Mali og Somalia. Sidste fredag begyndte franske jagerfly at bombe de jihad-baser i Mali, hvorfra oprørsstyrker truede med at rykke frem mod landets hovedstad, Bamako. Samtidig slog franske kommandosoldater til i et mislykket forsøg på at befri en fransk statsborger, der siden 2009 er blevet holdt fanget af de ikke mindre voldelige islamistiske oprørere i nabolandet Somalia.

Det endelige mål, for så vidt angår Mali, er sig ifølge den franske forsvarsminister, Jean-Yves Le Drian, at knuse »tilblivelsen af en terroriststat ved Frankrigs og Europas dørtærskel«. På samme måde som Afghanistan blev set som et arnested for militante aktiviteter og træningslejre og et sted at opbygge våbenlagre, kunne Mali potentielt blive en base for udførelse af politisk motiverede grusomheder over hele verden.

Hollande påberåber sig at have mandat til denne krig ved at henvise til, at Malis provisoriske præsident, Dioncounda Traoré, har erklæret landet i undtagelsestilstand. Islamisterne har i de seneste ni måneder erobret kontrol over store dele af ørkenen i det nordlige Mali, og for nylig indtog de også den strategiske by Konna, lidt over 640 kilometer fra Ba-mako.

Et dystert kapitel

Ud over den maliske regerings desperate anmodninger om hjælp har Frankrig dog også sine helt egne grunde til at handle. Paris var Malis koloniherre frem til 1960, og de to lande opretholder stærke handelsforbindelser. Der er franske garnisoner i nabolande som Elfenbenskysten, Tchad og Den Centralafrikanske Republik, hvor der befinder sig op til 5.000 soldater i alt – alle er de involveret i Frankrigs årelange sikkerhedsengagement i det fransktalende Afrika, som Hollande ellers havde lovet at nedtrappe.

Problemet, hvad angår Hollande, er, at hans lands historiske engagement i sine tidligere kolonier i området på mange måder er et dystert kapitel.

Tidligere præsident Jacques Chirac var en af mange, der blandede sig og fik forkludret situationen i et sådant omfang, at store dele af Elfenbenskystens luftvåben blev smadret i 2004 på grund af et påstået traktatbrud. Frankrig har siden 1960 gennemført over 50 militære interventioner i sit gamle afrikanske imperium og opfatter fremdeles området som sin eksklusive indflydelsessfære.

Det er en offentlig hemmelighed, at Frankrig jævnligt har hjulpet og holdt kontroversielle afrikanske ledere ved magten for egen vindings skyld.

Dette er alt sammen del af den såkaldte Françafrique-politik, der strækker sig helt tilbage til Charles de Gaulles præsidenttid, og som i årtier har haft til formål at sikre, at Frankrig kunne bevare både sin politiske indflydelse og sit strategiske greb om regionens olie- og mineralrige lande. En smagsprøve på samme kynisk-pragmatiske tilgang til internationale anliggender fik vi tidligere på ugen, da Hollande gæstede De Forenede Arabiske Emirater – officielt for at deltage i en konference om vedvarende energi, Abu Dhabi Sustainability Week, skønt hans ærinde i i realiteten nok snarere var at diskutere et muligt salg af 60 Rafale-jagerfly til den lille golfstat og støtte op om den franske oliegigants Totals position i Emiraterne. »Vi ser ingen grund til at skamme os over, at vi bakker vores nationale virksomheder op,« lød præsident Hollandes svar på kritikken af, at tidspunktet for en international våbenhandelsession måtte forekomme malplaceret i lyset af, hvad der samtidig foregik i Mali.

Vi skal her huske på, at Hollande ikke længere er nogen populær præsident i Frankrig. Han har forkludret flere indenrigspolitiske satsninger, herunder indførelsen af den meget omtalte topskat på 75 procent for dem, der tjener over én million euro om året. Men dette initiativ blev underkendt som forfatningsstridigt, om end der fortsat gøres forsøg på at få det igennem parlamentet. I mellemtiden stiger både arbejdsløshed og leveomkostninger, men økonomien synker ned i dybere stagnation.

Meget kan gå galt

Franske præsidenter har ofte grebet til udenrigspolitiske eventyr for at afstive deres vigende popularitetstal på hjemmefronten. Det seneste eksempel så man, da Sarkozy pludselig vendte sig imod sin tidligere ven Muammar Gaddafi og brugte franske jagerfly til at bistå med at vælte den libyske despot, da Det Arabiske Forår var på sit højeste i 2011. På tilsvarende vis tænker Hollande velsagtens, at en kort periode med intens militær aktivitet i en tidligere koloni kan sikre ham politisk medvind.

Og det er alt sammen meget fint, hvis operationen ellers går godt. Desværre, må vi sige, er der en meget stor risiko for, at meget kan gå helt galt, hvilket gårsdagens dødbringende gidselredningsaktion i Algeriet allerede er et ubehageligt forvarsel om.

Det officielle terroralarmberedskab over hele Frankrig er allerede blevet optrappet til det maksimale niveau. Og i dag er det allerede en uge siden, at fransk helikopterpilot blev skudt ned som det første offer i, hvad der meget vel kan gå hen blive en lang, blodig og overordentlig upopulær krig.

Nabila Ramdani er fransk-algerisk journalist

© Nabila Ramdani og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

François Hollande sætter sig i rækken af uheldige socialister/socialdemokrater i DK, Tyskland, GB, - fortsæt selv.
Kun Norge står i et klart - politik er at ville - lys.

- »Vi ser ingen grund til at skamme os over, at vi bakker vores nationale virksomheder op,« lød præsident Hollandes svar på kritikken af, at tidspunktet for en international våbenhandelsession måtte forekomme malplaceret i lyset af, hvad der samtidig foregik i Mali.

Nej, nej, selvfølgelig - det handler jo om penge og magt. Og ikke, som Informations lederskribent skrev i går, om at det "internationale samfund efter bedste evner og uden skelen til egne særinteresser i fællesskab tager ansvar for at sikre freden."

Niels-Holger Nielsen, Tom Clark, Mona Jensen, Benjamin Bach, Steffen Nielsen, Karsten Aaen, Niels Mosbak, Janus Agerbo, Holger Madsen, Jette Abildgaard og Peter Jensen anbefalede denne kommentar

Læs iøvigt her om, hvordan Gadaffis fald hjalp de nordafrikanske oprørsgrupper, om hvordan de tjente på krigen i LIbyen:

http://www.klassekampen.no/61099/article/item/null/tjente-pa-libyakrigen

Nok har Folketingets partier med undtagelse af Enhedslisten besluttet sig for at støtte Frankrig i denne krig, men halvdelen af den danske befolkning er imod:

http://www.b.dk/politiko/flertal-er-imod-dansk-indsats-i-mali

Så Enhedslistens Nikolaj Villumsen's forklaring af partiets Nej til dansk krigsbistand i Mali i DR2's Deadline forleden aften var måske alligevel ikke helt så meget "ved siden af" ; - )

Leif Mikkelsen

Ligegyldig om det er socialister eller liberalister, så fører de nærmest den samme politik lige så snart de kommer til magten.

Hollandes skridt er derfor ikke overraskende. Det er nemlig helt andre kræfter og magter, der styrer bagved og det bliver efterhånden tydeligere og tydeligere......næsten så tydeligt at man måske kunne tale om en vis form for desperation fra disse lyssky magthaveres side, for det må jo helst ikke blive for tydeligt, at magten i virkeligheden ligger et helt andet sted end hos de synlige politikere, vel? Den ene procent elle snarere måske o,1 procent....

Det er jo totalt absurd at en lille fredelig due springer ud af magtskabet som en bloddryppende høg. Men langt stærkere kræfter end det franske presidentembede har sat den franske president grundigt på plads.....han er svindebundet af disse mørkemagter

Den slags svigefulde og "forbløffende" covendinger er efterhånden klassiske. Bare se hvor egen "regering". Bagved de tilsyneladende polititiske forskelle regererer den samme mere eller mindre skjulte magtelite.

Med andre ord demokratiet er et skin demokrati.

Men efterhånden er dette ved at blive lidt for synligt, det er alt for kluntet skjult, så måske kan vi håbe på at den desperation som denne modvillige synlighed måske er udtryk for er begyndelsen til at denne lyssky og ufattelige rige og magtfulde elite falder og falder og falder, som en "Mad men"eller som en Don Juan fra Mozarts opera.....

Men selvfølgelig kunne den efterhånden større og større synlighed af de usynlige magter bagved være udtryk for arrogance og følelsen af at man efterhånden kan gå på vandet. Der er jo tilsyneladende ingen værdige modstandere. Kun afmægtige debattørere på internettet;))

Men igen: højt at flyve, dybt at falde og falde og falde.....

måske

At den danske regering støtter dette projekt viser at det er de samme magter der NU står bagved Hollande, som der står bagved den danske regering.

Scary, virkeligt scary....

Martin Hansen , Jacob Jensen, Mona Jensen, Nic Pedersen, Peter Hansen, Karsten Aaen, Niels Mosbak, Janus Agerbo, Jette Abildgaard og kim jensen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Jeg hæfter mig ved Nabila Ramdanis ord: "Hollande påberåber sig at have mandat til denne krig ved at henvise til, at Malis provisoriske præsident, Dioncounda Traoré, har erklæret landet i undtagelsestilstand."
Det er godt nok et tyndt grundlag at gå i krig på.

Derudover ved vi, at den vestafrikanske økonomiske samarbejdsorganisation har fået et FN-mandat til med 3000 mand at gå ind i Mali for at "sikre landets integritet", som det hedder, samt at støtte den under opbygning værende regering. Dette mandat er ikke udnyttet, fordi det er løbet ind i korruption og magtkampe. Nu snupper Frankrig mandatet i luften. Og Danmark følger trop.

Jette Abildgaard

Leif Mikkelsen,

Helt korrekt og, hvem er saa denne ''magt-elite''??

Jeg vil ikke besvare spoergsmaalet, men jeg vil henvise til denne bog som burde laeses og forstaas af alle mennesker paa denne planet:

Hitlers Children af Dr Guido Knopp...

..hvor gamle er de sidste af dem ved at vaere nu??? Lige ved at vaere faerdige paa denne jord, ikke!?

else hammerich

Jeg anbefaler Informations udenrigsredaktion og læsere af studere den kloge udtalelse fra RIKO, Rådet for International Konfliktløsning:http://riko.nu/2013/01/riko-udtalelse-den-fransk-anforte-militaerinterve...

Her findes også forslag til, hvad Danmark kan gøre for at støtte det ustabile, fattige land, frem for at bakke op om Franksrigs tvivlsomme projekt.
Med venlig hilsen, Else Hammerich

Mona Jensen, Kristian Rikard, Peter Hansen, Karsten Aaen, Jette Abildgaard, Niels Engelsted, Peter Jensen, Michael Kongstad Nielsen og Steen Sohn anbefalede denne kommentar
Lars R. Hansen

Man kunne nok komme med nogle flere indsigelser, men jeg vil nøjes med at nævne - Somalia standigvæk ikke er naboland til Mali - samt at Elfenbenskystens flyvevåben i 2004 ikke fik en fransk røffel 'på grund af et påstået traktatbrud', men fordi samme flyvevåben just havde bombet franske styrker med mange dræbte til følge.

Når nu man den ene vej (Syrien) rundt forsyner Al Qaeda-militser med våben, hvordan skal det så kunne lade sig gøre at afvæbne deres våbenbrødre den anden vej (f.eks. Mali)? Krigen mod terror(tilstande) forekommer nærmest funktionel.

Martin Hansen , Mona Jensen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Niels Engelsted

Amerikanske special forces har i årevis trænet den maliske hær for at gøre den i stand til at bekæmpe tuareg oprørere i nord og deres islamiske våbenfæller og for at sikre statens integritet og værdifulde råstofressourcer, bl.a. uran.

Uheldigvis var mange af de Mali-tropper amerikanerne trænede tuareger, og nogle af dem valgte på et tidspunkt at gå over til oprørerne medbringende deres amerikanske våben. Da der også strømmede kampvante jihad krigere ind fra Libyen efter Vestens krig mod Gadaffi, blev det for overvældende for Malis hær.

Så nu må vi sende special forces fra Nato og omegn ind for at træne Mali-hæren, så de kan modstå oprørerne. Så må vi bare håbe, at de ikke går over til oprørerne, når de er blevet toptrænet og velbevæbnet.

Det er fuldstændigt det samme, som der er sket i Afghanistan (endda indtil flere gange). De afghanere som amerikanerne (og danske allierede) trænede til kamp mod andre afghanere, vendte sig mod deres herrer og lærere og dræbte dem så ofte i en ny variant af friendly fire, at de vestlige soldater ikke længere tør være i nærheden af deres afghanske allierede.

Mon ikke der var noget at lære?

http://www.nytimes.com/roomfordebate/2013/01/15/is-mali-a-new-line-in-th...

Steen Sohn, Martin Hansen , Tom Clark, Jacob Jensen, Mona Jensen, Niels Mosbak, Karsten Aaen, Jette Abildgaard og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Ja, der er mange paralleller, man kunne måske også sammenligne tuaregerne med de syriske alawitter, der er et ugleset mindretal af shiiter, der for at overleve måtte blive krigere indrulleret i maghavernes hær, lige indtil de selv tog magten, således som det skete med Assad-familjen.

Det hører vel også med at nævne, at mudjahedinerne i Afghanistan, som USA bevæbnede så de kunne bekæmpe Sovjetstyrkerne i landet, indtil de senere blev til Taleban, der jo som bekendt kostede USA / NATO/ Isaf 12 års krig.

Nic Pedersen, Niels Mosbak og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Per Torbensen

Ja-kan man ikke løse problemerne i sit eget land,er det altid rart med en ydre fjende som kan aflede opmærksomheden for en stund.

Det var så måske håbet der forsvandt med Hollande?

Christiansborg og EU Bruxelles fremstår mere og mere pinlig ... panikken er til at få øje på.

Niels Mosbak og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar

I en kommentar/læserbrev i EB skriver en person at Frankrig er gået ind i landet for at sikre (vesten?) forsyning af bl.a. uran og guld. Og disse forekomster er i den sydlige del af landet, ikke i den nordlige del af landet. Såvidt jeg har forstået er baggrunden for at gå ind i Mali militært denne: Mali ligger tæt på Europa, hvis dem vi kalder for det som begynder med t, får magten i Mali, vil de kunne bruge Mali som base for angreb på Europa; et sikkerhedsspørgsmål er det åbenbart. Spørgsmålet er bare om dette er sandt eller om det en myte - præcis som USA idé om at hvis et land i Asien faldt til kommunismen, ville de alle falde (til kommunismen).

Hele balladen i Mali begyndte sidste år da den den nuværende præsident, med støtte fra militæret (og fra USA og Frankrig også?) væltede den demokratisk valgte præsident i Mali. Dette benyttede tuaregerne sig af - og oprettede en slags fristat i det nordlige Mali - med militærhjælp fra personer som siden viste sig at tilhøre islamiske fundamentalister/krigsherrer. Desværre for tuaregerne i Mali havde disse mennesker (islamisterne) en anden dagsorden; de ville indføre en islamisk stat i Nordmali, sikkert efter saudi-arabisk mønster.

Benjamin Bach, Torben Selch og Niels Engelsted anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Karsten Aaen - dit andet afsnit - sådan har jeg også forstået det. Men billedet er uklart. Nogle af de såkaldte islamister er sikkert folk fra det nordlige Mali, der blev krigere i Libyen under Gadaffi, fordi han ikke turde stole på sine "egne". Men disse krigere blev jo bombet hjem til Mali igen, medbringende top moderne udstyr leveret fra franske våbenfabrikker, fra dengang Sarkozy var ven med Gadaffi. Pludselig ophørte det venskab som bekendt, og nu kæmper Sarkozys tidligere våbenfæller mod Hollandes våbenfæller. Ja, undskyld, hvis jeg får det til et lyde humorrististisk, eller kommer til at gentage Engelsted, men det er just ikke noget at spøge med.

Et af mine allerværste mareridtscenarier: Danmark i krig med franske generaler i front. Hvad gør vi, når de (denne gang) stikker halen mellem benene ?

Michael Kongstad Nielsen

Peder Kruse,
- ja, vi gør vel som i 1800-tallet, efterlader os tab. Dengang var det Norge vi tabte, så gud ved om ikke Mali-krigen efterlader Mali delt i to-tre stykker? Det vil de fleste danskere sikkert være fløjtende ligeglade med, bare de får god tv-underholdning.

Jeg vil tro at mali bliver delt i Nordmali og i Sydmali - hvor Nordmali kan gøre som de vil, mens Sydmaili bliver kontrolleret af en fransk, britisk og usansk kontrolleret præsident, sådan at vesten igen kan få adgang til guldet og uranet fra Mali.

Det lå lidt og lurede at Hollande var et flop, men der ligger nok en interesse i det, for dele af den blå avis, at netop Italesætte den ambivalens, det må fremavle på den anden fløj.

Der skal enighed til i parlamentet, eller et flertal, så at pege på en mand i en demokratisk sekulær stat, virker lidt off.

Det eneste jeg har noteret mig i sagen fra dansk side - af relevans - er, at enhedslisten trak sig fra flokken.

En stemme værdig.

Jeg har stadig ikke hørt et forstandigt argument, for dansk deltagelse.

Under en procent af de terrorangreb der udføres er af arabisk natur, resten er etniske indfødte europæere fra de respektive stater.

Det er rent ud sagt en skandale.

Ivan Gullev, jeg tror du er lidt for hurtig ud med riven. Hollande har faktisk vist kulør ved at indføre millionærskatten, men også han rammer murene som 30 års neoliberalistisk styre har opført for at forhindre socialismens genopståen.

Politikerne HAR ikke længere magten til at bestemme over økonomien, og siden hen det er der pengene er har de ingen magt overhovedet.

Der er brug for andet og mere end socialdemokratisk ledte regeringer. Der er brug for en kulturrevolution i stil med 68 og det største opgør er opgøret mod "greed is good" kulturen. Først når den er ændret kan vi håbe på politiske ændringer også.

Kuldsejlingen af den franske millionærskat er et godt eksempel. Det drejer sig om folk med en personlig indkomst på over 7,5 millioner kroner om året! Den slags indkomster er i 60'erne blevet beskattet med over 90% endda i USA og det har ikke forhindret disse mennesker i at blive endnu rigere!

Nu er det "forfatningsvidrigt" at beskatte disse uhyrlige indkomster med 75% men det anses ikke at være i strid med forfatningen at der drives en økonomipolitik der har ført til at millioner af mennesker har mistet deres eksistensgrundlag.

Det er denne kultue vi er op imod og som SKAL ændres før vi overhovedet kan begynde at drømme om en mere retfærdig verden.

Ang. militæraktionen i Mali er det svært at gennemskue hvad sandheden egentligt er. ER de påstande at Islamisterne er ved at overtage Mali og forsøger at opbygge et nyt magcentrum der korrekt er det en virkelig alvorlig situation og trussel imod sikkerheden i hele Europa. Ellers er det bare kampen om ressourcerne, imperialistisk eller ej, faktum er at de ressourcer vores velstand bygger på bliver færre og færre. Kineserne kan købe sig til dem, det kan vi åbenbart ikke....

Robert Ørsted-Jensen og Søren Peter Langkjær Bojsen anbefalede denne kommentar
Peter Pedersen

"...islamistiske oprørere i nabolandet Somalia."

På samme måde som Danmark har grænser til Uzbekistan og Jylland er landfast med Afghanistan og Kina... eller hvad ?
Somalia er som bekendt "næsehornet" der stikker ud fra Østafrika i det Indiske Ocean, mens Mali er i den helt anden ende af Vestafrika, med kun Senegal skal krydses for nå strandene til Atlanterhavet.

"Og det er alt sammen meget fint, hvis operationen ellers går godt. Desværre, må vi sige, er der en meget stor risiko for, at meget kan gå helt galt, hvilket gårsdagens dødbringende gidselredningsaktion i Algeriet allerede er et ubehageligt forvarsel om.

Peter Pedersen

sidstnævnte citat giver en yderst mærkværdig sammenligning, der altsammen gør hele artiklen lettere forvrøvlet - for at udtrykke det pænt.

Bashy Quraishy

Danmark bør holde sig væk fra disse krige, hvor USA, Frankrig eller Storbritannien finde deres geopolitiske interesser truet. Den vestlig medier forsøger at være en del af dette spil og male Mali og Algeriet begivenheder som Islamist, Al-Qaeeda inspireret og en del af den alvorlige trussel mod den europæiske sikkerhed.

Jeg har lige set et program på TV2 News med journalist Martin Krasnik og to fremtrædende danske politikere og tidligere udenrigsministre, Uffe Ellemann Jensen og Mogens Lykketoft. Emnet for diskussionen var;

Er Frankrig blevet verdens nye vagthund?

Hvad der virkelig slog mig var, at de to meget erfarne analytiker var enten helt uvidende om det store billede af konflikten i Mali eller de ikke ønskede at sætte situationen i perspektiv. De fortsat med at insistere på, at Vesten har ret til at blande sig militært overalt, hvor islamistiske gruppering findes.

De havde ikke modet til at gå lidt dybere og forklare, at mennesker i verden, især den islamiske verden er trætte af tidligere kolonimagter med USA i front konstant gå ind i forskellige muslimske lande, dræbe, bombe, begå statsterrorisme og dermed hjælpe ekstremisterne og voldelige grupper at udvide deres forretning. Hvor svært kan det være at forstå dette faktum?
Jeg refere her et link med Robert Fisk, der har couarge at kalde spade for en spade og fortælle sandheden.

http://www.independent.co.uk/voices/comment/algeria-mali-and-why-this-we...

Englands Cameron er ved at forberede englænderne på, at krigen mod terror i Nordafrika kan vare år, 'måske endda årtier.'

http://www.guardian.co.uk/world/2013/jan/20/algerian-hostage-crisis-terr...

Holger Madsen

Danmark har travlt i øjeblikket med at komme afsted til fronterne.
I dag sender forsvarsminister Nick Hækkerup 10 soldater til Tyrkiet, fordi Tyrkiet er bekymret for, at Syrien finder på at angribe landet.

Ja, Holger - Anne-Marie Steen Petersens tegning i Politiken forleden siger det ret godt:

http://politiken.dk/debat/dagenstegning/ECE1869964/global-intervention-inc/

Michael Kongstad Nielsen

Det må man håbe, FN kan få sat en stopper for. Se også denne artikel med kommentar:
http://www.information.dk/telegram/448477#comments

Det ligner en fortsættelse af undertrykkelsen af befolkningen i Algeriet som den har foregået siden 1990-erne, hvor demokratiske bestræbelser blev underkendt fordi islamisk funderede partier stod til at vinde. Man må også trække tråden tilbage til Frankrigs krig mod algierne i 1950-erne, der kostede 300.000 algiere livet og ufattelige ødelæggelser. Eller man kunne huske på Englands og Frankrigs krig mod Ægypten i 1956, fordi Nasser havde nationaliseret Suez-kanalen. Dengang blev europæerne kaldt til orden og trukket hjem efter ordre fra USA´s præsident Eisenhower.

Vi skal ikke have en ny langvarig krig mod "terror", vor herre bevares. Nu må demokratiet snart se at få lov til at leve i Afrika.