Læsetid: 6 min.

Genopbygningen af Haiti slog fejl

Genopbyg bedre, lød mottoet, da verden skulle genopbygge Haiti efter et af verdenshistoriens mest ødelæggende jordskælv. I dag – tre år senere – er en unik chance forspildt, mens donorer og organisationer bevæger sig væk fra en fiasko, man i vid udstrækning selv er ansvarlig for – blandt andet ved at tage for meget ansvar. Og for lidt
Jordskælvet, der ramte Haiti for tre år siden, slog over 200.000 mennesker ihjel og ødelagde store dele af hovedstaden Port-au-Prince.

Jordskælvet, der ramte Haiti for tre år siden, slog over 200.000 mennesker ihjel og ødelagde store dele af hovedstaden Port-au-Prince.

Logan Abassi

12. januar 2013

Landsbyen Gressier er et eksempel på, hvad genopbygningen af Haiti skulle – og måske kunne – have været. Placeret en snes kilometer fra Port-au-Prince-forstaden Leogane, der var epicenter for det jordskælv, der den 12. januar 2010 kl. 16.53 om morgenen ramte Haiti som den værste naturkatastrofe i nyere tid (sammen med 2004-tsunamien) og slog over 200.000 mennesker ihjel og ødelagde store dele af det allerede sammenbrudte lands hovedstad, er Gressier et lille mønstersamfund in spe.

180 familier står klar til at flytte ind ved udgangen af denne måned i små hyggelige stenhuse med balustrader og bambusbuske rundt om.

»Alle husene er sikrede mod orkaner og jordskælv. De har adgang til vand, og de sanitære installationer er bygget, så vi kan undgå smitsomme sygdomme. Der er fællesskabshuse og beskæftigelsesstrategier, ikke bare for de nye beboere, men også for de beboere, der er i området i forvejen, så man undgår strid. Samtidig har vi startet et program, hvor beboeren genbeplanter skrænterne rundt om med træer, så man kan klare sig bedre i fremtiden,« forklarer Rudelmar de Faria, global programkoordinator for udviklingsorganisationen Lutheran World Federation og sammenslutningen ACT Alliance.

En undtagelse

Han erkender imidlertid også, at Gressier er undtagelsen fra reglen i en genopbygning, der på mange måder er gået helt galt.

»Gressier er en fremvisningsmodel, men det er bestemt ikke normen. I Haiti er der blevet lovet meget mere, end vi kunne levere, specielt når det kommer til at genopføre husene. Det har været temmelig kaotisk. Og det har vi alle sammen et ansvar for,« konstaterer den brasilianske udviklingsarbejder.

Det er ikke et synspunkt, han står alene med. Tre år efter at katastrofen ramte det caribiske land, er det spektakulære beløb, der blev afsat fra internationale donorer til en genopbygning, der skulle ændre det uheldsramte lands skæbne, i store træk brugt.

Haitis jordskælv var en katastrofe af hidtil uset omfang, og behovet for genopbygning var enormt. »Build back better« var mottoet, pengene strømmede ind fra privatpersoner, internationale donorer og organisationer, og det samme gjorde udenlandske ngo’er og kendisser som USA’s ekspræsident Bill Clinton, der blev sat i spidsen for en overgangskommission sammen med den haitianske premierminister, som ikke bare skulle genopføre landets knuste boliger, men genrejse landet i en ny og bedre form.

Som en leder i udviklingsbranchen formulerer det, er det er imidlertid »svært at finde nogen i udviklingsmiljøet, der vil betegne Haiti som en succes«.

»Genopbygningen af Haiti er i vid udstrækning en forspildt mulighed. Man genopbyggede ikke bedre. Man genopbyggede faktisk meget lidt, og i dag er donorpengene droslet ned til et meget lavere niveau, hvor det ikke handler om genopbygning, men om langsigtet udvikling,« konkluderer forskeren Viyaya Ramachrandran, der sammen med forskerkollegaen Judith Waltz har lavet en kritisk evaluering af hele genopbygningsindsatsen for den ansete amerikanske tænketank Center for Global Development.

Konklusionen i rapporten er, at det vældige indtog af organisationer efter jordskælvet resulterede i en akut mangel på lederskab, hvor de fremmede ngo’er brugte pengene på individuelle projekter, der sjældent havde noget med den store vision at gøre – og i ganske vid udstrækning på at aflønne deres egne medarbejdere og dække deres egne udgifter, mens Clintons overgangskommission, der skulle styre pengestrømmen og genopbygningsindsatsen, et helt år efter jordskælvet stort set var en tom skal i et ubemandet telt, før den endelig blev lukket ned af Haitis regering.

Mangel på lederskab

»Der var en enorm bølge af velvilje, og det var til dels problemet. Haiti er i perioder blevet kaldt ’the republic of ngo’s’, fordi organisationerne styrtede ind, alle sammen med hvert deres mål, der som regel ikke handlede om at genopføre infrastruktur i en stor skala, men om netop det, som de kunne, uanset om det handlede om uddannelse, kvinderettigheder eller at levere basal nødhjælp,« forklarer Viyaya Ramachrandran.

»Samtidig var der en akut mangel på lederskab og en udbredt mistro til den haitianske regering. Konsekvensen er, at den basale infrastruktur, der skulle opføres, huse, der skulle bygges, og så videre, ikke er blevet det. Og i dag, hvor der omsider er ved at være styr på planlægningen, er pengene væk sammen med mange af organisationerne.«

Når resultaterne gøres op af blandt andet FN, kan de imidlertid godt se pæne nok ud. 80 procent af ruinerne er blevet fjernet, tre fjerdedele af lejrene for hjemløse er blevet tømt, ikke mindst de mest synlige ved lufthavnen og Port-au-Princes centrale Champ de Mars-plads, så antallet er nede på 360.000 lejrbeboere, og en række statsinstitutioner er blevet genopbygget.

»Man kan anskue glasset som halvt fyldt eller halvt tomt,« som en FN-leder konstaterer over for Information.

F.eks. er Port-au-Princes hovedhospital stadig i ruiner sammen med de fleste andre vigtige institutioner, der blev ødelagt under jordskælvet, og også succeserne kan der sættes spørgsmålstegn ved, mener Rudelmar de Faria, der ikke mener, at tallet på 360.000 hjemløse afspejler virkeligheden.

»Nej, nej, nej. Der er mange flere, som reelt ikke har noget hjem. Der er jo ikke blevet opført huse til dem. De har blot udnyttet midlertidige tilskud til at flytte ind i familiers hjem. Problemet er jo ikke blevet løst, for de fleste er det blot blevet udskudt,« siger udviklingsarbejderen.

»Koordinationsindsatsen var ekstremt kaotisk. Et af hovedklagepunkterne fra Haitis regering har været manglen på lederskab og gennemskuelighed, og jeg er enig. Ofte var der forkerte oplysninger i omløb, og ofte blev de haitianske ledere ikke engang inviteret med til møderne, mens fremmede organisationer, tit mindre, religiøse organisationer, der ikke havde arbejdet i Haiti før, strømmede til og konkurrerede med hinanden,« forklarer han.

FN og regeringens ansvar

For Dansk Røde Kors og organisationens generalsekretær, Anders Ladekarl, er dommen over Haiti-indsatsen den samme, mens ansvaret placeres lidt anderledes.

»Alle håbede, det ville blive en ny chance for Haiti, men der mangler alt for meget, i forhold til hvor mange ressourcer der er blevet brugt. Nødhjælpsindsatsen fungerede faktisk godt, men overgangen til systematisk genopbygning lykkedes ikke,« siger Anders Ladekarl, der imidlertid ikke placerer ansvaret hos organisationerne, men i højere grad hos FN – og den haitianske regering, der bl.a. ikke formåede at udstykke land til nye bebyggelser og havde svært ved at overvinde tabet af mange statsansatte.

»Forudsætningerne var ganske enkelt ikke til stede, og der var ingen, der tog ansvar, og så kommer vi til kort. I sektor efter sektor manglede vi nogen at overlevere vores projekter til, fordi hverken FN eller Clinton tog ansvar. Ingen ville tage ansvar for at udstykke jorden. Så kan man ikke bygge huse, og derfor brugte organisationerne deres penge på andre ting. Vi blev tvunget til at tage ansvar for ting, vi normalt aldrig ville beskæftige os med.«

Uanset hvem der har ansvaret, er de fleste enige om, at løbet nu stort set er kørt.

»På trods af desperate behov er støtten faldet drastisk. Fra 1,1 mia. dollar i humanitær støtte om året efter katastrofen faldt det sidste år til 61 mio. dollar, hvilket kun dækker 40 pct. af det allermest kritiske behov,« siger George A. Ngwa, talsmand i Haiti for FN’s humanitære koordinationsorgan, OCHA.

»Donorerne har bevæget sig videre til andre områder, og det er en skam, for i dag er der faktisk kapacitet til at gennemføre de projekter, der er brug for, men ingen penge. Og Haiti er et land, der tiltrækker katastrofer,« siger Vijaya Ramachandran, der ikke er i tvivl om læren af Haiti-indsatsen.

»Man er nødt til at stole på den lokale regering og gøre den stærk nok til selv at styre. Ja, Haitis regering er svag, men den eneste vej fremad er at gøre den stærk nok til selv at håndtere sine konflikter.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer