Læsetid: 10 min.

Kapitalisme-kritik helt ude i skoven

I 2011 trak familien Hejlskov stikket til det storforbrugende højhastighedssamfund og flyttede langt ud i den svenske skov, hvor livet føles tæt på og ægte. Familien er del af en ny autenticitetsbevægelse
’Det sværeste for mig har været at opgive mine ambitioner – fordi jeg er så selvoptaget, som jeg er. Jeg har brug for andres menneskers anerkendelse for at føle, at jeg er noget. Hvilket jo også er sygt, siger Andrea Hejlskov.

’Det sværeste for mig har været at opgive mine ambitioner – fordi jeg er så selvoptaget, som jeg er. Jeg har brug for andres menneskers anerkendelse for at føle, at jeg er noget. Hvilket jo også er sygt, siger Andrea Hejlskov.

Jakob Carlsen

21. januar 2013

I 2011 hev Andrea Hejlskov, hendes mand Jeppe Juul og deres fire børn i bogstaveligste forstand stikket ud. Familien flyttede fra Danmark langt ud i den svenske ødemark. Væk fra stress, ubetalte regninger, mangel på tid og et pres om hele tiden at tjene mere og bruge mere. De byggede et bjælkehus helt fra bunden, uden el, rindende vand, varme eller internet. De var off the grid. Det var deres eget valg, men det var et valg, der blev truffet på baggrund af frustration.

I dag er de online og på solcelle, men de lever fortsat et liv uden hårde hvidevarer, hvor alt gøres fra grunden – og de kommer aldrig tilbage til Danmark.

Men hvor kom inspirationen fra?

»Vores overvejelser gik meget på, at vi havde solgt ud af vore værdier. At det moderne liv ikke hang sammen for os, og at vi og vores børn ikke havde det godt. Vi havde brug for at reagere på dette ’nagende ubehag’ – men det tog lang tid, før vi rent faktisk tog springet. Jeg husker, at vi slet ikke kunne forestille os at bo et sted, hvor der ikke var el, eller hvor man skulle hente vand i en brønd. Det forekom fuldstændig urealistisk og umuligt – også selv om 90 procent af jordens befolkning godt kan finde ud af det. Det var et stort og vildt spring ud over kanten. Ud i det ukendte,« indleder Andrea Hejlskov og fortsætter: »Vores største bekymring var ’må man det her?’ ’Hvad med børnene?’ – og det tog lang tid for mig at erkende, hvor dybt jeg havde internaliseret samfundets normer og værdier, og hvor meget jeg hele tiden gik og tæskede mig selv, fordi jeg aldrig rigtig passede ind i dem.«

Modedille for krea-klassen?

– Det er vældig trendy lige nu med nøjsomhed og den slags. En del kvinder, jeg kender, har lige meldt sig ind i en gruppe på Facebook, hvor man ikke må købe noget tøj i et år eller seks måneder. Er I monstro en del af den kreative klasses seneste dille?

»Ja, vi er helt sikkert del af ’autenticitetsbevægelsen’. Det kan godt irritere mig – for vi ville jo væk fra alt det der … vores små plastre på såret. Trends vi følger for at give livet indhold. Jeg har beskæftiget mig meget med begrebet autenticitet, både da jeg var coach, og da jeg underviste på universitetet. Jeg kan sagtens se, hvor latterligt det kan forekomme, hvor fake. Og hvor meget autenticitet bare bliver en ny form for forbrug, en hul livsstil, man kan købe, og som ser pænere ud,« siger hun og fortsætter:

»Men når det er sagt, så er der også nogle understrømme i denne bevægelse, som er meget sarte, inderlige. Occupy-bevægelsen eller Anonymous handler grundlæggende om at generobre noget, man føler, man har mistet kontrollen over. Det er der noget utrolig smukt over. Det gider jeg godt være med i. Jeg tror hundrede procent på, at man selv må tage personligt ansvar. Jeg tror på handling.«

En søgen, der provokerer

I dag går Andrea Hejlskovs to ældste børn på højskole. Den yngste på to år er derhjemme, og hendes midterste dreng, Silas, går i skole i Sverige. Efter et år i vildmarken besluttede familien sig for at vælge samfundet til.

– Tror du, du er en del af noget større? En søgen i de vestlige postindustrielle samfund, der vil føre til en større miljøbevidsthed og omsorg, eller er du snarere en del af et ekstremt lille lag af vestlige veluddannede mennesker, der keder sig? Er dit nye liv din måde at dyrke ekstremsport på?

»Jeg tror, vi er en del af den slags fænomener, som et ekstremt lille lag af vestlige, veluddannende mennesker elsker at hade/elske. Jeg har arbejdet som foredragsholder i mange år, men da jeg begyndte at holde foredrag om vores radikale livsvalg, oplevede jeg noget, jeg aldrig havde oplevet før. En lille procentdel af tilhørerne bliver sindssygt provokerede. Det forvirrede mig meget. Hvordan kan vores personlige valg provokere nogle få folk på den der voldsomme måde? Jeg er nået frem til, at jeg ikke gider mere pis. Især ikke med de veluddannede, som kritisk dekonstruerer alt, hvad der truer status quo. Dem, der ser sig selv som progressive, men i virkeligheden er dybt reaktionære.«

– Jeg elsker at køre i min lille grønne Beetle ud af de amerikanske landeveje med høj musik og soltaget nede. Jeg føler mig fri, også selv om man kan indvende, at min frihed kræver, at jeg tjener en del penge. Men penge giver frihed. Man kan rejse til steder. Man er ikke bundet til at købe ind i dårlige supermarkeder. Hvor længe kan det blive ved med at være fantastisk at se den samme sol, sø og skov i Sverige og arbejde så sindssygt hårdt med praktiske ting, som I gør hver eneste dag?

»Jeg forstår hundrede procent, hvad du siger – også fordi jeg selv har frihedsfølelsen, når jeg kører i bil! Jo, vi har da valgt mere end det materielle fra. Vi har med vilje indskrænket vores verden. Og havde jeg råd, ville jeg da helt klart tage mine børn med ud at se verden. Men altså ... sådan er livet. Man kan jo for fanden ikke få det hele. Man må vælge. Jeg har jo ikke noget problem med folk, der vælger noget andet som f.eks. dig, du har bevidst valgt det liv, du har. Det er de ubevidste valg, den måde livet bare trækker af sted med folk, der kan bekymre mig.«

Et sygt ideal for coolness

– Hvad med den fede følelse, når man går ind i verdens mest cool brunchrestaurant i New York eller en gadecafe i Amsterdam. Er du ikke spærret inde i en provins, der nærmest er middelalderlig?

»Ha ha ha ha! Nej, Annegrethe. Det er kun en lille veluddannet skare af vesterlændinge, der kender de der følelser, du beskriver. Jo, det kan godt være, at det fedeste liv i hele verden er at være rig og fri, men det er bare ikke den virkelighed, de fleste af os vågner op til. En anden ting er, at det er sygt ideal. Hvorfor er trendy brunchcafeer indbegrebet af coolness? Jeg har mødt langt flere cool mennesker herude i mit afgrænsede territorium, end jeg nogensinde har mødt inde i byen, hvor alle ligner hinanden,« siger hun med overbevisning og sætter trumf på:

»Frihed er en indre følelse. Det er noget, man kræver og kæmper for. Du kæmper jo også din egen kamp for den frihed, du har. Min frihed er følelsen af, at jeg slap ud. Lad mig fortælle en anekdote: Sidste vinter sendte min datters veninde fra Danmark en besked på Facebook til mig. Hun skrev: ’Det var godt, I slap ud i tide’. De unge i vores samfund har lugtet lunten, og det er en illusion, den lille skare hyller sig i, at det moderne liv er den bedste af alle livsformer.«

At være kendt er en slags narko

– Du siger, at du dog savner at være ’noget’, at have en karriere, anerkendelse, blive inviteret i debatprogrammer, på tv. Du siger, at du ’arbejder med det’. Som om det er noget forkert? Er det ikke menneskeligt at ville lykkes – at ville være en del af det samfund, man er vokset op i?

»Det sværeste for mig har været at opgive mine ambitioner – fordi jeg er så selvoptaget, som jeg er. Jeg har brug for andres menneskers anerkendelse for at føle, at jeg er noget. Hvilket jo også er sygt. Heldigvis kan jeg forholde mig analytisk til den. Hvorfor er det sådan? Hvordan er det blevet sådan, at din eksistensberettigelse afhænger af succes? Jeg synes, vores menneskesyn er skadeligt og decideret farligt. Jeg synes, at ’succes’, ’vækst’ og ’det store gennembrud’ er løgne, vi hænger vores hatte på. Men jeg kan ikke sige mig fri for det.

Da jeg skrev min bog, Andrea Hejlskov, oplevede jeg lige pludselig at være up and coming. Jeg fik venskabsanmodninger fra kendte mennesker, og medierne begyndte at ringe til mig. Det var vildt dejligt. Jeg følte mig meget særlig. Jeg brugte lang tid på at prøve at forstå, hvad fanden dét handlede om, og jeg nåede frem til, at hele vores underholdningskultur bare er ... underholdning. Opium for masserne! Jeg vil væk fra dét narko. Jeg prøver at vælge det fra. Men det er ikke let. Tænk, hvis det hele lige pludselig lykkes, man vandt i lotto, og alle elskede dig! Den amerikanske drøm om at lykkes (via succes) sidder ekstremt dybt i os.«

Frisk luft – ikke antidepressiver

– Du siger på bloggen hverdage.dk, hvor du har skrevet et essay om dit hverdagsliv, at det også er enormt hårdt at få en husholdning til at køre, men hvis man læser om dig der, virker du lykkelig – er du det?

»Jeg bliver nok aldrig helt lykkelig. Jeg er født med en sort plet i sjælen. Men i stedet for at symptombehandle med antidepressiver er det vigtigt, at man tilrettelægger sit liv, så man får masser af frisk luft, høj himmel og natur. At ens dag er fyldt med arbejdsopgaver, der giver eksistentiel mening. Som at hugge brænde eller hente vand i brønden. At livet føles tæt på og ægte. På dén måde er jeg lykkelig. For jeg er levende.«

– Hvor meget ’frikvarter’ fra det materielle højhastighedssamfund er der over jeres liv? Tror du, I vender tilbage til normaliteten?

»Vi kommer aldrig tilbage. Der er intet i den moderne livsstil, der siger mig noget. Det kan være, jeg besøger byen engang imellem og går på cafe og ser mine gamle venner, men fandeme om jeg vil tilbage i den vattilværelse, jeg havde før! Den daglige indignation over et eller andet, de her små frustrationer, der ikke er store nok til, at vi gør oprør.«

– Jeg kender godt den tilfredsstillelse, man kan få ved at producere noget fra grunden. Bage selv. Bygge noget. Men hvorfor ikke leve et mere selvberoende liv i Danmark. Hvorfor skal det være så radikalt?

»Vi prøvede faktisk at leve sådan her i Danmark. Men der er ikke noget natur tilbage i Danmark, hvor man kan få lov til at passe sig selv. Kontrolsamfundet har invaderet alt. Det skræmmer mig. En anden ting er, at jeg faktisk tror på det fundamentale oprør. Jo, man kan bytte til elsparepærer, bage sit eget rugbrød og bruge mere tid sammen med sine børn, men man er fortsat en del af det. Vi havde brug for at bryde fri. Det er absolut ikke for alle, og jeg har aldrig sagt, at vores livsstil er et ideal. Det vigtige er, at man bevidst og aktivt ikke kun tager stilling, men også reagerer på de ting, man har erkendt.«

Styrken i kulturpessimismen

– Du siger videre på hverdage.dk, at man må forberede sig på, at samfundet, som vi kender det, vil bryde sammen. Det lyder som de typer, der har våben, konserves og vand i kælderen, så folket i fremtiden kan slå en ond regering tilbage. Den idé slår mig som ret kulturpessimistisk. Historisk har kapitalismen været ret smart og genopfundet sig selv. Hvorfor skulle det ikke kunne fortsætte?

»Ja, det er kulturpessimistisk. Måske genopfinder kapitalismen sig selv og finder nye, smarte måder at bevare folket slavebundet – jo, jeg taler virkelig sådan – det kan jeg ikke udelukke. Men jeg håber det ikke. Jeg håber, vi river slørene væk fra øjnene, vågner op og skifter kurs. Jeg synes, vores kultur er syg,« svarer hun og fortsætter: »Det er rigtigt, at vi er lidt prepper-agtige (’Preppers’ er amerikansk slang for mennesker, der forbereder sig på overlevelse efter mulige kommende katastrofer enten af lokal eller global karakter. Bevægelsen er mest udbredt i USA, red.). Det hænger også sammen med skoven. For de gamle herude er der intet som helst mærkeligt i, at man skal være forberedt. At man skal kunne sørge for varme og mad til sig selv. Det er en grundlæggende indstilling til livet. Livet er jo mere hardcore herude. Nogle gange stormer det, og nogle gange er det minus 30 grader. Det påvirker ens sind. Man bliver bedre til at huske at hugge brænde, til at have et forråd af mad. Men jeg skal også ærligt sige, at det stikker dybere. Hvis klimaet går helt amok, hvis de økonomiske systemer bryder sammen, så vil jeg sgu have mit på det rene. Jeg vil kunne sørge for mig, min familie og mine naboer.«

– Du skriver også, at du jo godt ved, »at chokolade bliver produceret af børneslaver, at flytrafikken forurener atmosfæren, og at de rige bliver nødt til at gå af med privilegier, hvis vi ikke skal smadre planeten«. Men råder dit nye liv bod på alle de uhyrligheder? Ville det ikke være mere effektivt at blive politisk aktiv?

»Nej, det tror jeg ikke. Jeg tror, det handler om at leve livet bevidst. At tage nogle valg og stå inde for de ting, man gør. Jeg tror ikke på politisk aktivisme, fordi jeg ikke længere tror på vores politiske system. Det eneste, jeg tror på nu, er, at man stiller noget op med sit liv. Gør noget.«

Du kan læse mere om Andrea Hejlskov på hendes blog: www.andthepioneerlife.wordpress.com – du kan læse essayet om hendes hverdagsliv på www.hverdage.dk, hvor en lang række danskere fortæller om, hvordan de håndterer deres dagligdag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • emil kobberup
  • Regitze Willemoës
  • Vang Bach
  • Jonas Foged Kristensen
  • Brian Pietersen
  • Lasse Nyholm Jensen
  • Niels Møller Jensen
  • Mogens Højgaard Larsen
  • Emma Koppel
  • Lonnie Dirckhoff
  • Lars Kristensen
  • John Fredsted
  • Esben Lykke
  • Gunvor Trinderup
  • Oliver Mouritzen
  • Birgit Østergård
  • Alberto Vernaccini Petersen
  • lars abildgaard
  • Dennis Lyngbæk-Førsterling
  • Kim Hansen
  • Marianne Christensen
  • Andreas Trägårdh
  • randi christiansen
  • Thomas Elle
  • Q Eight
  • Niels Mosbak
  • Benny Larsen
  • Jeppe Juul
  • Maj-Britt Kozlovski
  • Flemming Albertus
  • Søren Roepstorff
  • Vivi Rindom
  • Lone Christensen
  • Martin Åberg
  • Anders Hansen
  • Signe Vange
  • Peter Ravn Mikkelsen
  • Tor Brandt
  • Jacob Knudsen
  • Henrik Rude Hvid
  • Reza Wali
  • Alan Strandbygaard
  • Torben Nielsen
  • Simon Olmo Larsen
  • kim jensen
  • Jens H. C. Andersen
  • Vincent Kløcker
  • Dennis Berg
  • Claus Høeg
  • Jakob Lilliendahl
  • steen ingvard nielsen
  • Rune Petersen
  • Holger Madsen
  • Toke Ernstsen
  • Jens Christoffersen
  • Jens Falkesgaard
  • Heinrich R. Jørgensen
  • peter arctander
  • Niels-Holger Nielsen
  • Kenneth Sebastian Mølholt
emil kobberup, Regitze Willemoës, Vang Bach, Jonas Foged Kristensen, Brian Pietersen, Lasse Nyholm Jensen, Niels Møller Jensen, Mogens Højgaard Larsen, Emma Koppel, Lonnie Dirckhoff, Lars Kristensen, John Fredsted, Esben Lykke, Gunvor Trinderup, Oliver Mouritzen, Birgit Østergård, Alberto Vernaccini Petersen, lars abildgaard, Dennis Lyngbæk-Førsterling, Kim Hansen, Marianne Christensen, Andreas Trägårdh, randi christiansen, Thomas Elle, Q Eight, Niels Mosbak, Benny Larsen, Jeppe Juul, Maj-Britt Kozlovski, Flemming Albertus, Søren Roepstorff, Vivi Rindom, Lone Christensen, Martin Åberg, Anders Hansen, Signe Vange, Peter Ravn Mikkelsen, Tor Brandt, Jacob Knudsen, Henrik Rude Hvid, Reza Wali, Alan Strandbygaard, Torben Nielsen, Simon Olmo Larsen, kim jensen, Jens H. C. Andersen, Vincent Kløcker, Dennis Berg, Claus Høeg, Jakob Lilliendahl, steen ingvard nielsen, Rune Petersen, Holger Madsen, Toke Ernstsen, Jens Christoffersen, Jens Falkesgaard, Heinrich R. Jørgensen, peter arctander, Niels-Holger Nielsen og Kenneth Sebastian Mølholt anbefalede denne artikel

Kommentarer

Heinrich R. Jørgensen

Randi Christiansen:
"Er ikke Staten ´de naturlige personer´s redskab til administration af fællesskabets resort ?"

Det kommer vist an på hvad man forstår ved 'stat'.

I moderne tid er stater ofte blevet territoriale kolosser, hvis størrelse umuliggør at der kan være en værdig og meningsfuld relation mellem statens borgere og de, der tegner det politiske lederskab og forvalter de statslige institutioner. Jeg tilslutter mig Leo Tolstoys betragtninger og synspunkt om den moderne stat, som i engelsk oversættelse lyder:
"The truth is that the State is a conspiracy designed not only to exploit, but above all to corrupt its citizens ... Henceforth, I shall never serve any government anywhere."

Om det danske rige, kan siges, at det ikke er tænkt som værende én stat. Det er et rigsfællesskab, hvilket åbne for muligheder for borgernes selvforvaltning og selvstyre i enheder af forskellige størrelser. De muligheder er efterhånden blevet destruerede, gennem centralisering. VK-regeringen gennemførte ét af de største anslag mod fordums fornuft og rimelighed, gennem kommune-sammenlægniner, amternes nedlæggelse, politireform, en generel DJØF'isering af forvaltningen gennem New Public Managements formynder og bestemmer-kultur, samt mange andre indgreb, der udhulede borgernes tilknytning til de bestroede forvaltere og forvalternes tilknytning til de borgere de skulle betjene. Den distance der er blevet kreeret derved, mener jeg er katastrofal.

Ville det mon have været muligt før de nævnte reformer, at opnå held til at indføre f.eks. den såkaldte lømmelpakke? Jeg tror det ikke. Da der var mindre (og flere) kommuner, og mindre (og flere) politikredse, var båndene mellem borgere og forvaltere langt stærkere, og det tror jeg ganske enkelt ville have afstedkommet, at en centralistisk beslutning om futtog, lømmelbure, vandkanoner og 12-timers såkaldte 'administrative' frihedsberøvelser (der står i skarp kontrast til Grundlovens § 71) ville have haft en chance for at blive accepteret hos f.eks. politiet. Hvis ikke distancen mellem politi og borgere, var blevet reduceret så markant som det er sket, tror jeg ikke det havde været muligt at opnå opbakning hos politidirektører og blandt politikredsenes personalegrupper til regeringens politistatsambitioner.

De fem regioner der af amternes afløsere, har en størrelse der gør der meget vanskeligt for de lokale borgere, at have en meningsfuld relation. Det er jeg sikker på, var intentionelt. Lige som de øvrige nævne ændringers konsekvenser, var intentionelle.

Tidligere var en stat markant mindre. De amter Lille-Lars afskaffede, var sådan set stater. Amter har eksisteret i 350 år, og før de blev kaldt amter (fra tysk, hvor 'Amt' betyder forvaltning) blev disse regionale enheder kaldt len, og før det bispedømmer. Uanset hvilke navne de havde, var de stater, eller rettere stader. Ordet stad har samme rod stat, og en stad var en stat. Hver stad og det opland der var tilknyttet, havde egen forvaltning og ledelse (domstol, domkirke), egne uddannelsesinstitutioner (bl.a. et seminarium i hvert stift), og meget andet.

Hvad der i højeste grad angår en stat, er noget så basalt som de spilleregler der angår de kontraktlige forhold der kaldes 'ægteskab' samt arveregler. På sin vis er det de aspekter de væsentligste der angår en stat. Det er nemlig de aspekter, der sikrer at borgerne kan bevare en meningsfuld tilknytning til det fællesskab, som staten tegner.

Anders Hansen, randi christiansen, Kaspar Olsen, Jens Thaarup Nyberg, Niels Mosbak, Simon Olmo Larsen, Karsten Aaen og Jeppe Juul anbefalede denne kommentar
Holger Madsen

Jeppe Juul.
- Uden ventiler eksploderer det.

Disse ventiler, er det ikke dem vi i "gamle dage" kaldte for repressiv tolerance, - fra systemets side.?

Anders Hansen, Jeppe Juul og randi christiansen anbefalede denne kommentar
Ruben Michelsen

Jeg har med interresse læst Annegrethe Rasmussens udmærkede artikel og de mange kommentarer.
Jeg har stor respekt for, at Andrea og Jeppe har deltaget i debatten. Det er vi mildt sagt ikke forvendt med i Danmark. (Det kunne mange lære noget af)

Andrea har nedsat sig som selvstændig erhvervsdrivende med base i en svensk skov, hvor hun og familien lever det simple liv. Respekt for det.

Både hun og debattørerne er enige om, at mor Danmark (kapitalismen) er syg og dødsmærket.
Jeg tror at mange danskere, også folk der ikke tilhører den yderste venstrefløj, er klar over, at forbruget/velfæren er løbet løbsk, og at det ikke kan fortsætte.
Problemet er, at "ingen" kan få øje på et realistisk alternativ.(Bemærk anførselstegn)

De løsninger, som det yderste venstre og yderste højre peger på er blevet afprøvet i andre lande med katastrofale følger.

Danmark er som bekendt et demokratisk land, hvor befolkningen vælger folketingsmedlemmerne.
Samtlige partier i folketinget går ind for den danske samfundsmodel.
Senest bevist ved, at også EL stemmer for finansloven.

Vi danskere sætter altså vores lid til, at folketinget kan finde løsninger på problemerne.
Hvad andet kan vi gøre?
Vi kan jo ikke alle flytte i skoven eller til Kreta.

Med al respekt og i venlighed / Ruben.

Heinrich R. Jørgensen

Ruben Michelsen:
"Danmark er som bekendt et demokratisk land, hvor befolkningen vælger folketingsmedlemmerne"

Det forvrøvlede mantra er blevet skamredet ad nauseum længe.

Reklamemanden Goebbels udtrykte sin indsigt om propagandaens væsen mindeværdigt klart. Gentages en løgn tilstrækkeligt ofte, vil den blive troet. Des større løgn, jo mere vil den blive troet.

Hvis dén afsender står i vejen for at anerkende sandhedsværdien af udsagnet, så kunne der laves en lang liste over andre kendisser der har udtrykt lignende betragtninger.

Anders Hansen, Jeppe Juul, randi christiansen, Kaspar Olsen, Kim Hansen og Holger Madsen anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

@Heinrich R. Jørgensen: Det er alt sammen meget godt, men tilbage står:
"Vi danskere sætter altså vores lid til, at folketinget kan finde løsninger på problemerne.
Hvad andet kan vi gøre?
Vi kan jo ikke alle flytte i skoven eller til Kreta."

Anders Hansen, Per Torbensen og Andrea Hejlskov anbefalede denne kommentar
Holger Madsen

Hvis der kun var Kreta eller skoven som alternative muligheder, - så var vi godt nok på den.!

Jeppe Juul, randi christiansen, Per Torbensen, Niels-Holger Nielsen og Niels Mosbak anbefalede denne kommentar
Niels-Holger Nielsen

A pro pos Kreta

For mange år siden var min hustru og jeg med en halvt år gammel purk på ryggen taget til Lashitisletten, men vi havde desværre begge glemt vores pung hjemme på hotellet i Hesonnisos, så det var lidt anstrengende at spadsere rundt i middagsheden. Da der kun var tre kvarter til returbussen kom, satte vi os lidt udasede og fortumlede på nogle store sten i udkanten af en lille landsby. Mens vi sad her kom en midaldrende kvinde ud for at tale med os (måske var det purken, der trak). Da hun hørte om vores problem gik hun ind i sit hus igen, og kom straks efter ud med frugt og vand.

Vi havde i øvrigt en morsom oplevelse, da vi traskede rundt på Lashitisletten, som er (var?) kendt for sit utal af små vindmøller med aftagelige sejl på. Ude midt på sletten kørte en tysker i en stor Mercedes op på siden af os, rullede vinduet ned og spurgte os svedende og prustende om vi vidste hvor Lashitisletten lå. Her, var det promte svar. Sejlene var af en eller anden grund ikke sat på de fleste møller, det var sidst i september;-)

Anders Hansen, randi christiansen, Per Torbensen og Niels Mosbak anbefalede denne kommentar
Andrea Hejlskov

Se, nu sker der dælme ting og sager på Informationions kommentarspor :-)

Tilbage står vi nu:

1. Vi kan ikke allesammen gøre hvad alle gør lige nu. Vi kan ikke forsætte status qou. Det er vi vel enige om? eller hvad?

2. Vi kan ikke allesammen flytte ud i skoven (eller til Kreta).

Er det så ikke her vi vender tilbage til spørgsmålet: "kan man forandre systemet indefra eller ej?"
Eller er det her diskussionen dør. Fordi vi skal konstruere, ikke dekonstruere?

Jeg tror ikke man kan forandre systemet indefra. Jeg kender alt for mange som prøvede- og døde. På den anden side kan man heller ikke, ihvertilfælde ikke som medlem af stammen Danmark, melde sig ud af systemet (hverken på det praktiske eller det personlige plan- systemet sidder inde i hovedet).

Og så sidder man lidt der. Tygger på det. Får måske spat. Tænker "kraftædemig" og så GØR man bare et eller andet. Fordi frustrationen er blevet for stor.

Anders Hansen, randi christiansen, Gunvor Trinderup, Per Torbensen, Niels Mosbak, Holger Madsen, Heinrich R. Jørgensen og Simon Olmo Larsen anbefalede denne kommentar
Heinrich R. Jørgensen

Jens Thaarup Nyberg gentager Ruben Michelsens udsagn:
"Vi danskere sætter altså vores lid til, at folketinget kan finde løsninger på problemerne."'

Der er megen empiri, der peger på at folketinget langtfra altid formår at finde adækvate måde at forholde sig til de fælles udfordringer på.

Hvad er f.eks. visdommen i, at hundrede tusinder af personer er ekskluderet fra det såkaldte 'jobmarked', og er henvist til inaktivitet, mindreværd og forsørgelse? Hvorfor er der et 'jobmarked'? Hvorfor kan alle ikke være med? Er der nogen, der ikke kan arbejde? Er der nogle hvis indsats, der ikke blot kan undværes, men som et eller andet obskurt 'os' har vurderet skal undværes? Er det virkeligt til fælles bedste, at de der tilsyneladende yder den mest effektive arbejdsindsats, er beskæftigede, mens de der åbenbart er mindre effektive, blivet bedt om ikke at gå i vejen og i øvrigt forsøge at gøre sig usynlige?

Det er blot én måde, hvorpå der er sat skel i befolkningen, og lus i skindpelsen. Hvor meget følelse af fællesskab er der tilbage? Hvor meget 'vi' er der tilbage? Eller er det snarere gået fra et 'vi' til et 'dem og os'?

Et sådant skel i befolkningen er opstået i den periode, hvor folketinget var det eneste parlamentariske kammer (fra 1953), og parlamentet således var sammensat som følge den proces, hvor myndige samfundsmedlemmer omsætter folkets almagt ved at hver enkelt sættes analfabetens tegn på en smørrebrødsseddel med op til fire år mellemrum.

Er det ikke et eksempel på, at den største fælles udfordring 'vi' har, er skabt af det system, hvor befolkningen har udpeget nogle charmeurs til at bestemme på alles vegne? Ikke alene har de valgte folketingsmedlemmer ikke fundet en passende løsning på en udfordring der angår fællesskabet. Det er snarere et resultat af både vælgernes og de folkevalgtes uforstand, at disse problemer har fået lov til at opstå.

Anders Hansen, Jeppe Juul, randi christiansen, Gunvor Trinderup, Andrea Hejlskov, Niels Mosbak og Holger Madsen anbefalede denne kommentar
Holger Madsen

At overlade det til folketingspolitikere at styre ens liv, er så livsfornægtende som noget kan være.!

Anders Hansen, Jeppe Juul, Per Torbensen og Heinrich R. Jørgensen anbefalede denne kommentar

Niels Holger Nielsen

Ak ja, det er kun på gamle postkort at Lassithi højsletten er befolket af vindmøller med hvide sejl - dieselmotorer driver i dag vandpumperne.
Til gengæld er der noget der ikke har forandret sig - den kretensiske gæstfrihed.

Anders Hansen, Jeppe Juul og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Holger Madsen

@ Andrea Hejlskov
- Kan man forandre systemet indefra.?

Nej, - men man kan lave et andet system inde i systemet. Enten alene eller sammen med andre.

Anders Hansen, Poul Kjeldgaard, Jeppe Juul og randi christiansen anbefalede denne kommentar
Heinrich R. Jørgensen

Andrea Hejlskov:
"Eller er det her diskussionen dør. Fordi vi skal konstruere, ikke dekonstruere?"

Du har givet udtryk for dine forbehold overfor fornuften bag akademikere der har travlt med at dekonstruere.

Men måske ligger svaret netop i, at hvis det skal være muligt at kreere en ny verden (ikke blot en egen verden, men en verden andre kan antage som deres), må første trin består i den intellektuelle og sproglige øvelse, det handler om nedrivningen af gamle verdener, således at verden kan formes påny?

Beklager hvis det lyder som meta-fysisk tågesnak. En forklaring hvad der menes med udsagnet kan måske fattes hvis dette kan forstås.

Konstant må man overveje, om ens opfattelser udtrykker noget ægte, sandt og virkeligt, eller om det modsatte er tilfældet. Det burde ikke være majoriten der afgjorde hvad der er sandt, virkeligt osv, men et pseudo-demokrati bliver det uvægerligt majoritens forestillinger der dominerer og dikterer hvilken virkelighed der har gyldig i det fælles rum.

En nærliggende formodning ville være, at afskrive mit ordskvalder som det rene nonsens. Mange gør det utvivlsomt -- hvad andet er muligt, end at afvise det som skinbarligt vås? Men muligvis lader det sig gøre at fornemme, at fordums og udenlandsk sprogbrug ikke ligger fjernt fra mine besynderlige ytringer?

Jeppe Juul, randi christiansen og Gunvor Trinderup anbefalede denne kommentar
Gunvor Trinderup

For at kunne (gen)konstruere en anderledes synergi, end den vi kender, må vi evne at dekonstruere, reflektere og erkende, at tage afsæt i den verden vi kender. Ellers bliver det for utopisk til, at mennesket kan koble sig på nye narrativer med deres psykiske og kropslige ordhandlinger/forstand - og så sker der intet. Også om man så kan indvende, at den verden vi lever i, i selv er en utopi som ’magten’ har besluttet, gør sig ud for den normative kultur.

Det betyder blandt andet, vi skal tænke nuværende teknologier mere bæredygtige, ved at pille produktionens komponenter fra hinanden og sammensætte dem på ny - med blik for en kontinuerlig nulvækst. Det sociale må ligeledes redefineres, til ikke at kunne defineres – sådan er det med den naturlige sociale leg mellem entiteter; vi ved alle hvornår vi leger, det er straks sværere at sætte ord på, hvad det lige præcis er - for det er subjektivt og fælles på en og samme tid plus noget med tid og sted m.m. Det er dog denne ånd eller flow mellem aktører der for mig er blevet rundtosset af magt og markedsøkonomi – verden og menneskene i den, eksisterer tilsyneladende kun på et abstrakt og overfladisk plan, fremfor at rodfæste sig i den naturgivne samhørighed, i den nærværende realitet, vi så senere skaber virkelighed af … for at kunne navigere gennem denne udefinerbare realitet. Vi er stivner som døde i systemet.

Jeg oplever det kræver indsigt via erkendelsen; at vide vi ved at et løg kan bliver til tulipaner eller fluesvamp er giftig, hvordan man skaber noget vha af den verden man er i, via egne handlinger og kendskab til teknikker. Og ikke mindst hvorfor fænomenerne opfører sig som de gør. Dette at, hvordan og hvorfor har til alle tider været koblet på sameksistensen med naturen – vi har gennem årtusinder lært af vores ’fejl’.

Har vi mistet denne evne, blandt andet ved, at staten har gjort sig uundværlig oppe i vores hoveder, at vi lader alting konformere til systemets spilleregler og kan vi genfinde den? …når vi gang på gang erfarer disse systemer render panden mod realiteten igen og igen – tag bare hele dagpengeproblematikken der ikke længere hænger sammen med den virkelighed og mening som folk oplever i deres hverdag.
Er det nok til, vi skubber os selv ud over kanten mod det ukendtes kendte?

Om vi tør, må vi dekonstrurere for at skabe syntese, må vi have mod til at tage ansvar som myndige mennesker, både i selvet såvel som i fællesskabet. Hvordan vi gør det, må bero på dels det vi skaber sammen, dels med det vi hver især giver ind med til det fælles af livserfaring.

Når dét jeg tilføjer det fælles, giver mening for mig samtidig med det bliver respekteret og inkluderet af mine medmennesker som en del af det som binder det sociale net sammen, så tror jeg personligt der vil ske en ændring i den måde vi er sammen på. Det vil motivere til samarbejde, dialog og nye spor mod fremtiden. Mening som handling ud af boksen, har systemet svært ved at undertrykke – det er sgu så befriende.

Jeppe Juul, randi christiansen, Andrea Hejlskov og Jacob Thorsen anbefalede denne kommentar
Andrea Hejlskov

Heinrich, jeg beklager min stikpille, det gør jeg. Jeg referede dog ikke kun til nogle andre udenfor mig selv. Jeg synes det er ekstremt vigtigt at analysere- man kommer bare til en mur på et tidspunkt. Og derfra betyder kun handling noget.

Gunvor skrev: "Når dét jeg tilføjer det fælles, giver mening for mig samtidig med det bliver respekteret og inkluderet af mine medmennesker som en del af det som binder det sociale net sammen, så tror jeg personligt der vil ske en ændring i den måde vi er sammen på."

Hovedet på sømmet!
Og totalt urealistisk.

Hvis samfundet bevæger sig mere og mere henimod ekstrem intolerance og generel fordømmelse af enhver afvigelse fra normen (de fattige, de arbejdsløse, de pyskisk syge er jo selv ude om det, de er dovne, de nasser)- hvad stiller man så op?
Hvordan kan man forandre en så massiv samfundsdiskurs som den kører for tiden?

Man kan stikke snotten frem og tage de ørefigner der høre med. Klart. Det kan man gøre. Man kan gå i dialog. Man kan udfordre den sociale kontrol. Man kan insistere på andre narrativer. Man kan deltage i debatten på diverse sociale medier. Dét er en strategi.
Der var en her i tråden der sagde, at akademikerne har sovset MERE rundt i systemets sprog end andre og at man derfor måske skal passe lidt på med at forvente sig revolutioner af dem. Det var en øjenåbner for mig, det var en formulering og en observation der gav totalt genklang for mig personligt- og dermed var med til at forandre min verden. Personligt.
Og så er vi jo tilbage ved individ/fællesskab og hele egoisme og anti-solidaritet tematikken. Så er vi tilbage ved autenticiteten og det sprog længslen efter autenticitet taler.

Måske kan man forandre systemet VIA autenticitetsbegrebet? Via sig selv- og ikke de andre?
Måske er det vi har tilbage efterhånden kun det personlige sprog?

Det sprog som new agerne, ngo´erne, permakulturnørderne og klima-aktivisterne taler. I dette sprog hører man selvfølgelig selvet- ja- men man hører også længslen efter fællesskab og længslen efter tolerance højere end nogen andre steder... men disse grupperinger har ingen taletid i det offentlige rum. Hvorfor?

Gunvor Trinderup, Jacob Thorsen, Heinrich R. Jørgensen, Holger Madsen og randi christiansen anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Andrea :; "... men disse grupperinger har ingen taletid i det offentlige rum. Hvorfor?"

Fordi der for den herskende diskurs ikke er penge i det. Og derfor må jeg til bevidstløshed gentage mig selv : det handler om administrationen af fællesskabets ressourcer - og så længe vi ikke engang er enige om, hvor grænserne for det fælles og det private er, så er det svært at fastlægge retfærdige - og dermed hensigtsmæssige - retningslinjer for anvendelsen af disse ressourcer. It´s the economy, stupid!

Og med ´stupid´ mener jeg selvfølgelig ikke dig, Andrea - men hentyder til den berømte bemærkning fra den amerikanske valgkamp.

Du taler om ´permakultutnørder´- disse er faktisk frontløbere indenfor en forståelse af, hvad miljø-og socioøkonomisk bæredygtighed er. Det, som er kernestrukturen i ´Den store Omstilling´, i Gro Harlem Brundtlands ´Grænser for vækst´, i hele miljøbevægelsen som for alvor tog fart, da blomsterbørnene i fremtids- og posttraumatisk efterkrigsstress ( tjek epigenetik) rædselsslagne tjekkede ud af rotteræset og i et historisk lille bitte vindue havde mulighed for at tale magtens mænd midt i mod uden at dø af sult eller andre dødelige begivenheder.

Når vi har formuleret den retfærdige og bæredygtige fordelingsnøgle, så kan vi fægte med åben pande, og INGEN vil have nogen modargumenter. Men her er socialisterne for svage - jeg ved ikke hvorfor, men jeg tror, det har noget at gøre med ikke kun den teoretiske enighed, men også med kommunikationen af den. Enighed gør stærk - første forudsætning. Næste er kommunikationskanalerne og dernæst selvfølgelig de frie ressourcer, som det endnu ikke er lykkedes storkapitalen at lægge deres klamme hænder på. Men det haster med at frisætte - tredje verdenskrig er i fuld gang - indeni hovederne på os - det er en kamp om definitionsretten. Din indsats er livsvigtig.

Jens Thaarup Nyberg, Jeppe Juul, Niels-Holger Nielsen, Holger Madsen og Heinrich R. Jørgensen anbefalede denne kommentar
Heinrich R. Jørgensen

Andrea Hejlskov:
"Heinrich, jeg beklager min stikpille, det gør jeg"

Du bør ikke beklage stikpillen; der anvendes givetvis megen tid på tænkning der tilsyndeladende kun ydest sjældent bærer frugt eller anviser veje.

Der er dog nogle, der er lykkedes i deres bestræbelser at nedbryde vrangforestillinger og foreslå andre forestillinger i deres sted. Et eksempel er David Graeber, hvis antropologiske reflektioner er yderst tankevækkende og emanciperende, og i høj grad har været uslagsgivende for at en Occupy-bevægelse er opstået.

Heinrich R. Jørgensen

Randi Christiansen:
"Men her er socialisterne for svage - jeg ved ikke hvorfor, men jeg tror, det har noget at gøre med ikke kun den teoretiske enighed, men også med kommunikationen af den."

Jeg tror årsagerne til socialisters svaghed handler om to aspekter.

For det første at mange er snævert fokuserende på at føre en politiske kamp, og at denne kamp primært antages at handle om ressourcer.

Jeg kan ikke se hvordan den strategi kan føre til nogen succes. Strategien giver mulighed for vundne kampe, men det er ikke vundne kampe der tæller i det lange løb. Der mangler perspektiv, der mangler momentum, der mangler holdbare værdier som en bevægelse og dets deltagere vedholdende kan identificere sig med, der mangler et grundlag for et holdbar fællesskab der er funderet på fælles mål.

Strategien er muligvis velegnet til at mobilisere nogle deltagere i selve kampene, men hvad nytter det hvis en vunden kamp får de sejrende til at hvile på laurbærene? Ved at fokusere på deltagernes selviske interesseforfølgelse, er kimen lagt til bevægelsen destruktion -- det er alt for nemt at drive kilen ind mellem deltagere, med en dosis del-og-hersk, hvor nogle favoriseres fremfor andre.

Hvilket er den andet årsag. En bevægelse, der let lader sig splitte og afspore, blot ved at de mest ihærdige belønnes med nogle privilegier og nogle illusioner om frihed, vil aldrig kunne formå noget stort. Når nogle forfremmes til at være mellemklasse, og disse dernæst føler sig emanciperede og at denne emancipation skyldes deres egen indsats, indtager de rollen som den klassiske husneger. Gruppen, der i begejstring over ikke at dele vilkår med marknegerne, forsvarer den bestående orden.

Gunvor Trinderup, Jeppe Juul og Holger Madsen anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Heinrich : "For det første at mange er snævert fokuserende på at føre en politiske kamp, og at denne kamp primært antages at handle om ressourcer."

Til dette kan jeg kun sige : uden mad og drikke, duer helten ikke. Det HANDLER om ressourcer - overlevelsesressourcer. Socialist må betyde at være socialt orienteret som i at have forstået, at den enkelte er del af en indbyrdes forbundet helhed, i hvilken det er mere hensigtsmæssigt at samarbejde end at konkurrere indbyrdes om overlevelsesressourcer, og følgelig må skillelinjen i den aktuelle debat være imellem ´liberalister´ og ´socialister´. Liberalister synes at understøtte jungleloven ´nak og æd´(dog med en af dem ikke nærmere defineret nedre grænse > minimalstaten). Socialister har forstået, at samarbejde er mere hensigtsmæssigt for helheden og smukkere > den græske firkant : det gode, sande, skønne og retfærdige.

Jeg må ty til scifi intergalaktiske spilteorier for at forstå et muligt rationale i verdensordenen, som den udspiller sig og historisk har udspillet sig - eller der må være tale om ren og skær dumhed fra mindre ånder, som vi alle slavebindes i - altså et evolutionært spørgsmål, og græsset gror jo ikke, fordi man hiver i det.

Så tålamod samtidig med at vi er aktive, oplader vore stemmer og kæmper for livet, hvor vi kan. Verden er smuk, og nu ´skal vi sejre i Fristadens fejde´.

Jeppe Juul, Jens Thaarup Nyberg, Niels-Holger Nielsen, Karsten Aaen, Holger Madsen og Heinrich R. Jørgensen anbefalede denne kommentar
Heinrich R. Jørgensen

Andrea Hejlskov:
"I dette sprog hører man selvfølgelig selvet"

Hvad er 'selvet'? Hvad er 'et selv'? Hvad menes der med 'selv'? Hvad henvises der til, med udtrykket 'mig selv'? Og med 'mit selv'? Kan man sige 'jeg selv', og i så fald -- hvad er det?

Ruben Michelsen

Randi Christiansen skriver:
"Når vi har formuleret den retfærdige og bæredygtige fordelingsnøgle"...... osv.

Det lyder rigtigt klogt.
Men så spørger den lille irriterende dreng som jeg har boende i baghovedet:
"Hvem er "vi" ?

randi christiansen

Andrea - "Det sværeste for mig har været at opgive mine ambitioner – fordi jeg er så selvoptaget, som jeg er. Jeg har brug for andres menneskers anerkendelse for at føle, at jeg er noget. Hvilket jo også er sygt, siger Andrea Hejlskov"

Jeg har længe haft lyst til at kommentere dette udsagn.

Forestil dig en verden uden dine omgivelsers positive eller negative response. Vi er jo sociale væsener, så selvfølgelig betyder andres anerkendelse eller mangel på samme noget.

Og netop, som Heinrich nævner, ´selvet´, hvad er det? Er det en indre kerne, som i princippet er urørlig? Som jeg må værne om - og ER tanker toldfri ?

Væsentlige filosofiske spørgsmål og relevante for et samfund, som ønsker at blive betegnet som intelligent og udviklet. Overvejelser og meditationer som der vil være plads til, når en retfærdig og hensigtsmæssig ressourceadministration er etableret, men som nu brutalt fejes af bordet af finanselitens kolde og for livet irrelevante, ja direkte skadelige kalkyler.

Det er tredje verdenskrig in case you haven´t noticed

Gunvor Trinderup, Jeppe Juul og Niels-Holger Nielsen anbefalede denne kommentar
Heinrich R. Jørgensen

Randi Christiansen:
"Til dette kan jeg kun sige : uden mad og drikke, duer helten ikke. "

Det er sandt.

Hvis helte lader sig lokke med smørrebrød, og forsager både heltegerninger og brødre i bytte for luxoria, bliver der hurtig mangel på helte og overflod af klassiske idioter ;-)

Det svarer jo til, at fattige gives en kæmpe kassekredit og dermed købekraft, og derfor oplever sig som velhavende og frie. Det er jo mægtigt fint, indtil illusionen om rigdom bliver fortrængt af indsigten om gældens realitet.

I øvrigt anser jeg netop forgældethed som en hovedårsag til at det ikke er muligt at mobilisere de fleste til at arbejde for nogen samfundsmæssig genstart. Så længe branddaskeri tager opmærksomhed og tid, er der ikke mulighed for at reflektere over hvorfor branden opstod, og hvordan den kunne være undgået.

I samfundsmæssig målestok, var forgældethed også helt konkret anledningen til både den europæiske og den USA'nsk deroute efter WWII, vil jeg hævde. Marshall-hjælpen og den kunstige økonomi, der derved skabtes, førte til uforstandige og uholdbare sociale og samfundsmæssige forandringer, viste sig at være en gældsfælde. For USA's befolkning, var det lidt anderledes. De var yderst produktive, og deres massive forbrug oversteg ikke indtægterne førend langt op i 1960'erne. Da produktiviten og indtægterne gik massivt ned, forblev det civile og statslige forbrug højt (det sidste primært pga. global krigsførelse), og haps sad også de brave og de frie i både en personlig og en kollektiv gældsfælde.

I både (vest) Europa og i USA satte befolkningerne deres lid til en samfundsmæssig orden, der beror på at et valgt, politisk lederskab handler ansvarligt og kompetent, og søger at gøre hvad der gavner det almene vel. Det viste sig ikke at være tilfældet; tværtimod.

Jeppe Juul, Holger Madsen og randi christiansen anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Det er nemlig rigtigt Heinrich - og der er stadig nogen, som kan tænke selv, og ikke er blevet helt komatøse af fodbold, fjernsyn og friværdibestikkelse. Men kampen er hård, ´sin sjette narkoman begravet i går´ > citat og copyright privat bekendtskab/sangskriver.

Heinrich R. Jørgensen

Jens Thaarup Nyberg:
"Heinrich, er du selv i tvivl ?"

Jeg tvivler på alt, pånær hvad der kan udledes af klar og konsistent tænkning. Ikke at meget kan påvises som sandt, men der er rig mulighed for at erkende mangt og meget om hvad der må være usandt og uvirkeligt.

Jeg er altid meget i tvivl om, hvad andre i tidens løb har forbundet med ord, og det gælder også i det konkrete tilfælde. Det er aldrig oplagt at forbinde ord med et begreb, med mindre der er tale om betegnelse for genstande.

Men ja. Ordet 'selv' kan være en refleksiv reference, som sprogligt set er ganske nyttig. Det kan i andre sammenhænge være et overflødigt ord, der anvendes i stedet for andre, der er mere præcise. Endelig kan det være anvendt om en imaginær genstand.

Heinrich R. Jørgensen

Randi Christiansen:
"Når vi har formuleret den retfærdige og bæredygtige fordelingsnøgle"

Det er nemt. Det hedder 'rationering'. Ikke rationering fordi der nødvendigvis er knaphed på ressourcer, men fordi det er muligt at beslutte hvor meget der er rigeligt.

At der er knaphed på f.eks. fødevarer, har i vid udstrækning at gøre med at mange anskaffer sig langt mere end de har brug for.

Rationering medfører ikke sult og mangel -- tværtimod. Rationering handler ikke om ufrihed -- det handler om personligt mådehold, om samfundssind og om retfærd.

randi christiansen

Nemlig, men det er lykkedes at omtåge skelneevnen langt ind i socialisternes rækker, så dette i virkeligheden klare skel i mellem ´need to have´og ´nice to have´ bliver utydeligt for selv dem.

Det er hjernevask og massehypnose - forbold, fjernsyn og friværdi - miljøgifte og sociale nedskæringer - er du socialist eller liberalist ... er du klog eller dum ... er du visionær livselsker eller lakaj for lidelse

Gunvor Trinderup, Jeppe Juul og Heinrich R. Jørgensen anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Holger - ´rationering´ i et retssamfund forstået som de færdselsregler, vi alle følger, fordi der er en fælles forståelse af deres hensigtsmæssighed.

randi christiansen

Ja, Holger, men som jeg så ofte har plæderet for, så har socialisterne logikken på sin side - nu skal de også bare selv opdage det

Heinrich R. Jørgensen

Holger Madsen:
"Rationering udløser ofte hamstring, som så igen udløser mangel og sult."

Hvis rationering indføres pga. knaphed, eller vil resultere i knaphed, så vil nogle rage til sig -- det er klart.

Men rationering behøver ikke at være indført, pga. knaphed. Rationering kunne være indført på nogle varegrupper, og ikke på andre. Der er ingen der har behov for at konsumere 300 gram oksekød dagligt, og det ville være aldeles uholdbart hvis det mønster var udbredt.

Holger Madsen

@ Heinrich R. Jørgensen.
Det er godt være jeg er ved at være træt for i dag, men den med rationering - om personlig mådehold, om samfundssind og om retfærdighed, - den kan jeg ikke se som en mulighed i DK i dag.
Men jeg ville gerne.!

randi christiansen, Gunvor Trinderup, Jeppe Juul og Heinrich R. Jørgensen anbefalede denne kommentar

Autenticitet - hvad er det? Hvad er det autentiske liv? For dig og din familie, Andrea, er det åbenbart at leve som mor Alma gjorde det sammen med far og Emil i Lönneberga omkring år 1913. I og med at du siger at I er en el af autencitets-bevægelsen (sådan da) indrømmer du og I, sådan som jeg ser det, Andrea, dette: engang var der en tid, i en fjern eller nær fortid, hvor alt var bedre, hvor mennesker levede i pagt med naturen, hvor naboer hjalp hinanden og hvor hanen galede, mens solen stod op. Og bonden gik ud over markerne....i solnedgangens skær. (alt dette siges måske ikke direkte, men sådan som jeg læser artiklen ligger dette bag linjerne eller mellem linjerne i det du siger....)

Og denne fortælling om det Danmark, eller Sverige, der var engang, er en romantisk, nostalgisk, tilbageskuende fortælling......netop til de små landsbyfælleskaber......hvor alt påstås bedre. Men sandheden om dette er denne her, Andrea: et sådant fællesskab har aldrig nogensinde eksisteret. I 1930erne og i 1950erne boede landarbejdere i hytter, deres børn gik uden sko, og deres børn kom ud at tjene for andre mennesker i 7 års alderen, eller 10 års alderen, måske 14-års alderen (efter konfirmationen) hvis de var heldige.

Jeg vil påstå at for andre end jer er det autentiske liv netop det hårde liv på stenbroen; på brogaderne (Nørrebro mv) i København eller i baggårdene i Århus - det er det som de nostalgisk drømmer sig tilbage til, ikke et landbosamfund a la Lönneberga a la 1913.

Del 2 kommer nedenunder så denne her kommetarer ikke bliver alt for lang.

Del 2 af min kommentar:

Jeg er altså stadig i tvivl om hvad budskabet egentlig er her? Er budskabet resignation? At familien Hejlskov har givet op og nu flytter på landet? to tend their garden - som det ironisk og satirisk i Voltaire's Candide..... altså når eller hvis vi ikke opnår vores drømmesamfund øjeblikkeligt og nu laver vi da bare et selv - ude i de øde svenske skove - præcis som Bo forsøgte i Krøniken (Kan i huske det?) som hippierne forsøgte i Det ny Samfund i Tvind....og hvordan var det lige det gik....

Er budskabet at vi skal have mindre forbrug? og ikke leve i det brug og smid-væk samfund vi har haft de sidste 15 år? Måske især blandt unge mennesker? (og med unge tænker jeg på de 15-39 årige....sådan cirka....) Vi kunne ikke få nok computerspil, nok iPhones, nok samtalekøkkener, nok drømmebryllupper mm. og mv. i de 15 år fra 1994-2008...... Vi glemte det som en meget gammel ven af min familie engang sagde for 45 år siden til min familie: der kommer altid en regning der skal betales for vort overforbrug; vi glemte også at en ny telefon eller et nyt fladskærmstv ikke altid er lykken.....men at lykken kommer fra at vi tager os af hinanden, enten i de lokale fællesskaber eller i det store samfundsfællesskab.....

For hvis budskabet eller et af dem er dette her: vi skal passe på naturen, ikke udbytte den, ikke smide gode ting som er brugbare væk og i orden, ja så er jeg helt med her.
Mit billedrørstv holdt i 14-15 år, inden jeg skiftede det ud. Og det blev kun skiftet ud, fordi billedrøret var begyndt at vise flimrende billeder. Min mobiltelefon er fra 2008 eller 2007, og virker udmærket. Min computer bliver 10 år til august, og aldrig har den fungeret bedre :) Min støvsuger er min mors gamle støvsuger; Nilfisk er mærket: årgang 1958 eller 1962. Og den virker stadigvæk. Jeg har nemlig noget imod at udskifte gode, gamle ting, som virker, bare fordi de er gamle. Mine to radioer er fra 1998 eller 1999, måske 2000 eller 2001. Jeg udskifter selvfølgelig ting som går i stykker eller ikke fungerer mere, f.eks. er min elkedel ved ikke at virke mere; elkedlen købte jeg vel for 10 år siden eller var det 8 år siden....

Pointen ift. dette er: Alt det jeg nævner ovenfor kan man også gøre i en treværelses lejlighed i København, eller i en villa i Holte. Man kan bruge regnvand til toilettet, man kan få solceller på taget.... mv. Ift. træet I bruger, familien Hejlskov, i jeres brændeovn er det sådan, at kigger man på Afrika f.eks. er der faktisk ved at være mangel på træ, netop fordi de lokale, især på landet i Afrika, fælder en masse træer. [Og hvorfor? Fordi der ikke bliver plantet nye træer; i Sverige bliver der plantet nye træer som erstatning for de gamle....]

Er budskabet at det hele er noget lo..... - og at man derfor får mere ud at beskæftige sig med de nære ting, f.eks. familien og at vi alle bliver frie producenter som tilbyder vores arbejdskraft på et frit marked i kamp med hinanden. (dette er f.eks. partiets Venstres drøm om hvordan samfundet skal må, og bør indrettes.....alle er vi vore egne firmaer....) Jeg kan forstå at du, Andrea, er selvstændig erhvervsdrivende og til dels lever af at tage ud og holde foredrag om den vej,den måde, I har valgt at leve jeres liv... På den måde må du - og I - jo også have et behov for at meddele, fortælle folk, noget om jeres liv. Men hvad er formålet med at tage ud og holde fordrag? Er det at oplyse og informere? eller sniger der sig måske også en lille missions-befaling med ind; igen det fremgår ikke af jeres indlæg eller af Anne-Grethes fremragende artikel....

Foerst vil jeg sige en fremragende artikel af Anne-Grethe og det er hende der har skrevet den, selvfoelgelig i samraad med Andrea som en god journalist goer. Hvis en vil have svar paa alle de spoergsmaal som artiklen ikke giver svaret paa saa maa I jo spoerge Andrea om det skal forstaaes paa den maade i stedet for at at drage konklusioner som maaske ikke er rigtige. Hvis Andrea skulle give svar paa alle spoergsmaal hvorfor hun og hendes familie goer som de goer vil det nok kraeve maaske en bog, det ville det ihvertfald for mit tilfaelde.
Jeg laeser normalt Anne-Grethes artikler med stor interesse maaske fordi jeg bor i USA, og er normalt ret uenig med hende, men USA er mange ting, jeg lever I midt West og faerdes ikke i de kredse som hun goer, har jo ikke stemmeret. Min gamle matematk laere fortalte os, konsentraere jer om de ting I kan goere noget ved, og lad de andre ligge.Saa hvad de goer I Danmark kan jeg ikke goere noget ved, men jeg har stadig min frie ret til at kritiserre det da jeg er dansk statsborger (betaler skat i danmark), og vil blive ved med det.
Man kan selvfoelgelig lave mange akademiske analyser om hvad der vil ske eller burde ske i et samfund som det danske, en af de ting som man kan undre sig over er at der ikke er demonstrationer osv. i gaderne, maaske fordi det er vinter.
Vi goer det samme som Andreas familie, hvorfor goer vi det, der vil nok kunne skrives en meget lang artikel, men det hurtige svar er fordi vi kan goere det, og vi mener det er det rigtige for os. Vi bor langt ude i et lille samfund, men vi har koebt 16 acers ( ca 7 ha) land op til en af USA's National parker, og vi kan bygge vores dream hus som vi vil, ingen restrikton. Hvad vil vi goere: Vi vil bygge et cord wood house, bruge meget af det trae vi har, maalet er blive uafhaengig af electricitet (solfanger) og blive uafhaengig af foedevare ude fra, hvorfor fordi vi kan. Oensker vi saa at andre goer det samme som os, O' NO we don't want any here, men vi vil gerne vise hvordan man kan goere det et andet sted.
Vi maa vaere venstre orinteret maaske, jeg har ikke taenkt over det og det er fuldstaendig ligegyldigt.

Kristian Rikard, Gunvor Trinderup, Niels Mosbak, Andrea Hejlskov, Jeppe Juul og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar
Andrea Hejlskov

1. Autenticitet.
Andrew Potter (som har skrevet the authenticity hoax) er populær i Information, no doubt about it. Han har nogle relevante pointer- men hvor han fejler, i modsætning til f.eks Charles Taylor som har skrevet "the ethics of authenticity" er deri, at han på ingen måde forstår eller reflekterer dybere over autenticitetskulturen som noget andet og mere end dumme mennesker der falder for dumme ideer.
Charles Taylor (amerikansk filosof) har derimod redegjort for hvilke, grundlæggende humanistiske behov og sarte tendenser der ligger NEDENUNDER. Altså: skønheden i denne kultur.

Ingen hemmelighed at jeg bedere kan lide Charles Taylor og længe har forsøgt at få en mod-fortælling op at gøre (i det personlige sprog) omkring autenticitetskulturen. F.eks her:
http://andthepioneerlife.wordpress.com/2012/04/11/the-authentical-life/

2. igen med fortidsromantikken: jeg har aldrig nogensinde sagt, ment, ytret eller antydet mellem linjerne at alting var bedre i fortiden!
Jeg har muligvis sagt, ment, ytret eller antydet mellem linjerne at vi har mistet noget- og at det ikke skader at kigge tilbage (ligesom det heller ikke skader at kigge frem)
At reducere vores historie til en historie om nogle idioter der tror alting var bedre i fortiden er simpelthen, excuse my french, sindssygt provokerende.

Vi er moderne mennesker. Vi kan ikke forlade moderniteten. Vi ØNSKER ikke at forlade moderniteten. Vi ønsker at bruge de BEDSTE fra moderniteten og finde, og forhandle, mere bæredygtige måder at bruge det på.

3. Selvet.
Jeg er ikke essentialist. Jeg tror selvet er en social forhandling. Jeg tror vi er produkter af vores tid og vores omgivelser MEN (og selvfølgelig er der et men): man taler om vores kultur som en narcisismekultur. Det kan da godt være. Men NEDENUNDER den blatante selvoptagelse ligger der OGSÅ noget andet, noget dybere- et menneskeligt behov.
Mange mennesker oplever at have mistet dem selv. Det er ikke en oplevelse vi kan blive ved med at benægte i akademiske termer. Det er en TENDENS.
Hvorfor? Hvor kommer følelsen af at have mistet sig selv fra? (en følelse der, måske, kan forklare den åbenlyse narcisisme).
Har vi mistet noget? Hvad er det vi har mistet?
I mine øjne er den sociale forhandling om selvet blevet ekstremt indskrænket og undertrykkende. Den samfundspolitiske diskurs er træls på det idelogiske plan- men den er også træls helt nede i det enkelte individ som måske, måske ikke, oplever et mere og mere begrænset råderum for hvad man må få LOV til. At gøre. At være.

Nu skyder jeg lige vildt omkring mig men jeg tænker sådan her: ja, der er en second wave of hippies coming. I Sverige kalder de det den grønne bølge- vi er så del af den, moderne, ANDEN grønne bølge (hippierne var den første bølge)

Hvor vi, måske, adskiller os fra hippierne er, at selvet har en anden historie og en anden betydning. Vi er langt mere en DEL af samfundet end hippierne var (de gjorde jo meget ud af at både at ligne nogle andre og tale anderledes).
Jeg tænker det måske er fordi nogle af os er børn af hippier. Blomsterbørn. Og let me tell you (her smider jeg lige en undskyldning til min mor og min far): det var ikke altid lige fedt at være blomsterbarn.
Måske havde den første bølge så ekstremt travlt med at realisere og frigøre sig selv at de mistede nogle af de (traditionelle) værdier som er ret aktive i den "anden bølge": nemlig traditionalisme.

Kernefamilien er for mig af aførende vigtighed (og ja, jeg kan sagtens se fine ting i gamle Venstreværdier- ikke i det moderne parti dog). Du kan endda kalde mig for konservativ.

Min tanke er denne: måske har de traditionelle værdier (som f.eks personligt ansvar, kernefamilie, at kunne klare sig selv, at være et moralsk menneske ect) en reel værdi for et postmoderne flosset menneske?
Måske arbejder disse værdier helt nede i selvforståelsen. Måske er de med til at definere et selv, som ellers ikke bliver defineret på andre måder end via det personlige forbrug ( i vores kultur) og narcisimen (som vi må forkaste- fordi vi savner fællesskab)

Well. Måske bare rodede tanker.
Lang tid siden jeg gik på universitetet. Nu skal jeg udenfor, hej hej.

randi christiansen og Gunvor Trinderup anbefalede denne kommentar

Karsten Aen: Du indrømmer i det mindste at du læser noget usagt mellem linjerne. At du derefter bruger noget du egentlig godt ved er usandt til at prygle en død hund er aller højest en politiker værdig...

Gav du mig lige skylden for at afrikanerne ikke planter træer? Jeg planter træer. Er jeg afrikaner?

Dit udsagn om at fortiden var forfærdelig og håbløs, er ligeså ligegyldig og forkert som vores (i dine ører) påståede fantasi om hvor lækkert og romantisk det var.

Jeg ved 100% hvor hårdt det her liv er, for det er mig som lever det. Jeg skider i en spand og tømmer den og laver lortet om til kompost. Så jeg er enormt meget til stede i min afføring kan man sige. Det synes JEG er sundt, og giver en forståelse for hvorfor jeg aldrig kommer til at skylde den ud med drikkevand igen.

Den slags forståelse kan man kun få med "hands on experience" om jeg så må sige.

Du kan sikker læse noget ind mellem linjerne her...

Jens Thaarup Nyberg

@Tråden.
Kan vi knytte an til "Oprør på Yogamåtten, i skoven ... " Inf. 29.01.13.? Idet jeg tillader mig at se Heinskous klumme som ét svar på Rubens spørgsmål.

Sider