Læsetid: 10 min.

Kapitalisme-kritik helt ude i skoven

I 2011 trak familien Hejlskov stikket til det storforbrugende højhastighedssamfund og flyttede langt ud i den svenske skov, hvor livet føles tæt på og ægte. Familien er del af en ny autenticitetsbevægelse
’Det sværeste for mig har været at opgive mine ambitioner – fordi jeg er så selvoptaget, som jeg er. Jeg har brug for andres menneskers anerkendelse for at føle, at jeg er noget. Hvilket jo også er sygt, siger Andrea Hejlskov.

’Det sværeste for mig har været at opgive mine ambitioner – fordi jeg er så selvoptaget, som jeg er. Jeg har brug for andres menneskers anerkendelse for at føle, at jeg er noget. Hvilket jo også er sygt, siger Andrea Hejlskov.

Jakob Carlsen

21. januar 2013

I 2011 hev Andrea Hejlskov, hendes mand Jeppe Juul og deres fire børn i bogstaveligste forstand stikket ud. Familien flyttede fra Danmark langt ud i den svenske ødemark. Væk fra stress, ubetalte regninger, mangel på tid og et pres om hele tiden at tjene mere og bruge mere. De byggede et bjælkehus helt fra bunden, uden el, rindende vand, varme eller internet. De var off the grid. Det var deres eget valg, men det var et valg, der blev truffet på baggrund af frustration.

I dag er de online og på solcelle, men de lever fortsat et liv uden hårde hvidevarer, hvor alt gøres fra grunden – og de kommer aldrig tilbage til Danmark.

Men hvor kom inspirationen fra?

»Vores overvejelser gik meget på, at vi havde solgt ud af vore værdier. At det moderne liv ikke hang sammen for os, og at vi og vores børn ikke havde det godt. Vi havde brug for at reagere på dette ’nagende ubehag’ – men det tog lang tid, før vi rent faktisk tog springet. Jeg husker, at vi slet ikke kunne forestille os at bo et sted, hvor der ikke var el, eller hvor man skulle hente vand i en brønd. Det forekom fuldstændig urealistisk og umuligt – også selv om 90 procent af jordens befolkning godt kan finde ud af det. Det var et stort og vildt spring ud over kanten. Ud i det ukendte,« indleder Andrea Hejlskov og fortsætter: »Vores største bekymring var ’må man det her?’ ’Hvad med børnene?’ – og det tog lang tid for mig at erkende, hvor dybt jeg havde internaliseret samfundets normer og værdier, og hvor meget jeg hele tiden gik og tæskede mig selv, fordi jeg aldrig rigtig passede ind i dem.«

Modedille for krea-klassen?

– Det er vældig trendy lige nu med nøjsomhed og den slags. En del kvinder, jeg kender, har lige meldt sig ind i en gruppe på Facebook, hvor man ikke må købe noget tøj i et år eller seks måneder. Er I monstro en del af den kreative klasses seneste dille?

»Ja, vi er helt sikkert del af ’autenticitetsbevægelsen’. Det kan godt irritere mig – for vi ville jo væk fra alt det der … vores små plastre på såret. Trends vi følger for at give livet indhold. Jeg har beskæftiget mig meget med begrebet autenticitet, både da jeg var coach, og da jeg underviste på universitetet. Jeg kan sagtens se, hvor latterligt det kan forekomme, hvor fake. Og hvor meget autenticitet bare bliver en ny form for forbrug, en hul livsstil, man kan købe, og som ser pænere ud,« siger hun og fortsætter:

»Men når det er sagt, så er der også nogle understrømme i denne bevægelse, som er meget sarte, inderlige. Occupy-bevægelsen eller Anonymous handler grundlæggende om at generobre noget, man føler, man har mistet kontrollen over. Det er der noget utrolig smukt over. Det gider jeg godt være med i. Jeg tror hundrede procent på, at man selv må tage personligt ansvar. Jeg tror på handling.«

En søgen, der provokerer

I dag går Andrea Hejlskovs to ældste børn på højskole. Den yngste på to år er derhjemme, og hendes midterste dreng, Silas, går i skole i Sverige. Efter et år i vildmarken besluttede familien sig for at vælge samfundet til.

– Tror du, du er en del af noget større? En søgen i de vestlige postindustrielle samfund, der vil føre til en større miljøbevidsthed og omsorg, eller er du snarere en del af et ekstremt lille lag af vestlige veluddannede mennesker, der keder sig? Er dit nye liv din måde at dyrke ekstremsport på?

»Jeg tror, vi er en del af den slags fænomener, som et ekstremt lille lag af vestlige, veluddannende mennesker elsker at hade/elske. Jeg har arbejdet som foredragsholder i mange år, men da jeg begyndte at holde foredrag om vores radikale livsvalg, oplevede jeg noget, jeg aldrig havde oplevet før. En lille procentdel af tilhørerne bliver sindssygt provokerede. Det forvirrede mig meget. Hvordan kan vores personlige valg provokere nogle få folk på den der voldsomme måde? Jeg er nået frem til, at jeg ikke gider mere pis. Især ikke med de veluddannede, som kritisk dekonstruerer alt, hvad der truer status quo. Dem, der ser sig selv som progressive, men i virkeligheden er dybt reaktionære.«

– Jeg elsker at køre i min lille grønne Beetle ud af de amerikanske landeveje med høj musik og soltaget nede. Jeg føler mig fri, også selv om man kan indvende, at min frihed kræver, at jeg tjener en del penge. Men penge giver frihed. Man kan rejse til steder. Man er ikke bundet til at købe ind i dårlige supermarkeder. Hvor længe kan det blive ved med at være fantastisk at se den samme sol, sø og skov i Sverige og arbejde så sindssygt hårdt med praktiske ting, som I gør hver eneste dag?

»Jeg forstår hundrede procent, hvad du siger – også fordi jeg selv har frihedsfølelsen, når jeg kører i bil! Jo, vi har da valgt mere end det materielle fra. Vi har med vilje indskrænket vores verden. Og havde jeg råd, ville jeg da helt klart tage mine børn med ud at se verden. Men altså ... sådan er livet. Man kan jo for fanden ikke få det hele. Man må vælge. Jeg har jo ikke noget problem med folk, der vælger noget andet som f.eks. dig, du har bevidst valgt det liv, du har. Det er de ubevidste valg, den måde livet bare trækker af sted med folk, der kan bekymre mig.«

Et sygt ideal for coolness

– Hvad med den fede følelse, når man går ind i verdens mest cool brunchrestaurant i New York eller en gadecafe i Amsterdam. Er du ikke spærret inde i en provins, der nærmest er middelalderlig?

»Ha ha ha ha! Nej, Annegrethe. Det er kun en lille veluddannet skare af vesterlændinge, der kender de der følelser, du beskriver. Jo, det kan godt være, at det fedeste liv i hele verden er at være rig og fri, men det er bare ikke den virkelighed, de fleste af os vågner op til. En anden ting er, at det er sygt ideal. Hvorfor er trendy brunchcafeer indbegrebet af coolness? Jeg har mødt langt flere cool mennesker herude i mit afgrænsede territorium, end jeg nogensinde har mødt inde i byen, hvor alle ligner hinanden,« siger hun med overbevisning og sætter trumf på:

»Frihed er en indre følelse. Det er noget, man kræver og kæmper for. Du kæmper jo også din egen kamp for den frihed, du har. Min frihed er følelsen af, at jeg slap ud. Lad mig fortælle en anekdote: Sidste vinter sendte min datters veninde fra Danmark en besked på Facebook til mig. Hun skrev: ’Det var godt, I slap ud i tide’. De unge i vores samfund har lugtet lunten, og det er en illusion, den lille skare hyller sig i, at det moderne liv er den bedste af alle livsformer.«

At være kendt er en slags narko

– Du siger, at du dog savner at være ’noget’, at have en karriere, anerkendelse, blive inviteret i debatprogrammer, på tv. Du siger, at du ’arbejder med det’. Som om det er noget forkert? Er det ikke menneskeligt at ville lykkes – at ville være en del af det samfund, man er vokset op i?

»Det sværeste for mig har været at opgive mine ambitioner – fordi jeg er så selvoptaget, som jeg er. Jeg har brug for andres menneskers anerkendelse for at føle, at jeg er noget. Hvilket jo også er sygt. Heldigvis kan jeg forholde mig analytisk til den. Hvorfor er det sådan? Hvordan er det blevet sådan, at din eksistensberettigelse afhænger af succes? Jeg synes, vores menneskesyn er skadeligt og decideret farligt. Jeg synes, at ’succes’, ’vækst’ og ’det store gennembrud’ er løgne, vi hænger vores hatte på. Men jeg kan ikke sige mig fri for det.

Da jeg skrev min bog, Andrea Hejlskov, oplevede jeg lige pludselig at være up and coming. Jeg fik venskabsanmodninger fra kendte mennesker, og medierne begyndte at ringe til mig. Det var vildt dejligt. Jeg følte mig meget særlig. Jeg brugte lang tid på at prøve at forstå, hvad fanden dét handlede om, og jeg nåede frem til, at hele vores underholdningskultur bare er ... underholdning. Opium for masserne! Jeg vil væk fra dét narko. Jeg prøver at vælge det fra. Men det er ikke let. Tænk, hvis det hele lige pludselig lykkes, man vandt i lotto, og alle elskede dig! Den amerikanske drøm om at lykkes (via succes) sidder ekstremt dybt i os.«

Frisk luft – ikke antidepressiver

– Du siger på bloggen hverdage.dk, hvor du har skrevet et essay om dit hverdagsliv, at det også er enormt hårdt at få en husholdning til at køre, men hvis man læser om dig der, virker du lykkelig – er du det?

»Jeg bliver nok aldrig helt lykkelig. Jeg er født med en sort plet i sjælen. Men i stedet for at symptombehandle med antidepressiver er det vigtigt, at man tilrettelægger sit liv, så man får masser af frisk luft, høj himmel og natur. At ens dag er fyldt med arbejdsopgaver, der giver eksistentiel mening. Som at hugge brænde eller hente vand i brønden. At livet føles tæt på og ægte. På dén måde er jeg lykkelig. For jeg er levende.«

– Hvor meget ’frikvarter’ fra det materielle højhastighedssamfund er der over jeres liv? Tror du, I vender tilbage til normaliteten?

»Vi kommer aldrig tilbage. Der er intet i den moderne livsstil, der siger mig noget. Det kan være, jeg besøger byen engang imellem og går på cafe og ser mine gamle venner, men fandeme om jeg vil tilbage i den vattilværelse, jeg havde før! Den daglige indignation over et eller andet, de her små frustrationer, der ikke er store nok til, at vi gør oprør.«

– Jeg kender godt den tilfredsstillelse, man kan få ved at producere noget fra grunden. Bage selv. Bygge noget. Men hvorfor ikke leve et mere selvberoende liv i Danmark. Hvorfor skal det være så radikalt?

»Vi prøvede faktisk at leve sådan her i Danmark. Men der er ikke noget natur tilbage i Danmark, hvor man kan få lov til at passe sig selv. Kontrolsamfundet har invaderet alt. Det skræmmer mig. En anden ting er, at jeg faktisk tror på det fundamentale oprør. Jo, man kan bytte til elsparepærer, bage sit eget rugbrød og bruge mere tid sammen med sine børn, men man er fortsat en del af det. Vi havde brug for at bryde fri. Det er absolut ikke for alle, og jeg har aldrig sagt, at vores livsstil er et ideal. Det vigtige er, at man bevidst og aktivt ikke kun tager stilling, men også reagerer på de ting, man har erkendt.«

Styrken i kulturpessimismen

– Du siger videre på hverdage.dk, at man må forberede sig på, at samfundet, som vi kender det, vil bryde sammen. Det lyder som de typer, der har våben, konserves og vand i kælderen, så folket i fremtiden kan slå en ond regering tilbage. Den idé slår mig som ret kulturpessimistisk. Historisk har kapitalismen været ret smart og genopfundet sig selv. Hvorfor skulle det ikke kunne fortsætte?

»Ja, det er kulturpessimistisk. Måske genopfinder kapitalismen sig selv og finder nye, smarte måder at bevare folket slavebundet – jo, jeg taler virkelig sådan – det kan jeg ikke udelukke. Men jeg håber det ikke. Jeg håber, vi river slørene væk fra øjnene, vågner op og skifter kurs. Jeg synes, vores kultur er syg,« svarer hun og fortsætter: »Det er rigtigt, at vi er lidt prepper-agtige (’Preppers’ er amerikansk slang for mennesker, der forbereder sig på overlevelse efter mulige kommende katastrofer enten af lokal eller global karakter. Bevægelsen er mest udbredt i USA, red.). Det hænger også sammen med skoven. For de gamle herude er der intet som helst mærkeligt i, at man skal være forberedt. At man skal kunne sørge for varme og mad til sig selv. Det er en grundlæggende indstilling til livet. Livet er jo mere hardcore herude. Nogle gange stormer det, og nogle gange er det minus 30 grader. Det påvirker ens sind. Man bliver bedre til at huske at hugge brænde, til at have et forråd af mad. Men jeg skal også ærligt sige, at det stikker dybere. Hvis klimaet går helt amok, hvis de økonomiske systemer bryder sammen, så vil jeg sgu have mit på det rene. Jeg vil kunne sørge for mig, min familie og mine naboer.«

– Du skriver også, at du jo godt ved, »at chokolade bliver produceret af børneslaver, at flytrafikken forurener atmosfæren, og at de rige bliver nødt til at gå af med privilegier, hvis vi ikke skal smadre planeten«. Men råder dit nye liv bod på alle de uhyrligheder? Ville det ikke være mere effektivt at blive politisk aktiv?

»Nej, det tror jeg ikke. Jeg tror, det handler om at leve livet bevidst. At tage nogle valg og stå inde for de ting, man gør. Jeg tror ikke på politisk aktivisme, fordi jeg ikke længere tror på vores politiske system. Det eneste, jeg tror på nu, er, at man stiller noget op med sit liv. Gør noget.«

Du kan læse mere om Andrea Hejlskov på hendes blog: www.andthepioneerlife.wordpress.com – du kan læse essayet om hendes hverdagsliv på www.hverdage.dk, hvor en lang række danskere fortæller om, hvordan de håndterer deres dagligdag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • emil kobberup
  • Regitze Willemoës
  • Vang Bach
  • Jonas Foged Kristensen
  • Brian Pietersen
  • Lasse Nyholm Jensen
  • Niels Møller Jensen
  • Mogens Højgaard Larsen
  • Emma Koppel
  • Lonnie Dirckhoff
  • Lars Kristensen
  • John Fredsted
  • Esben Lykke
  • Gunvor Trinderup
  • Oliver Mouritzen
  • Birgit Østergård
  • Alberto Vernaccini Petersen
  • lars abildgaard
  • Dennis Lyngbæk-Førsterling
  • Kim Hansen
  • Marianne Christensen
  • Andreas Trägårdh
  • randi christiansen
  • Thomas Elle
  • Q Eight
  • Niels Mosbak
  • Benny Larsen
  • Jeppe Juul
  • Maj-Britt Kozlovski
  • Flemming Albertus
  • Søren Roepstorff
  • Vivi Rindom
  • Lone Christensen
  • Martin Åberg
  • Anders Hansen
  • Signe Vange
  • Peter Ravn Mikkelsen
  • Tor Brandt
  • Jacob Knudsen
  • Henrik Rude Hvid
  • Reza Wali
  • Alan Strandbygaard
  • Torben Nielsen
  • Simon Olmo Larsen
  • kim jensen
  • Jens H. C. Andersen
  • Vincent Kløcker
  • Dennis Berg
  • Claus Høeg
  • Jakob Lilliendahl
  • steen ingvard nielsen
  • Rune Petersen
  • Holger Madsen
  • Toke Ernstsen
  • Jens Christoffersen
  • Jens Falkesgaard
  • Heinrich R. Jørgensen
  • peter arctander
  • Niels-Holger Nielsen
  • Kenneth Sebastian Mølholt
emil kobberup, Regitze Willemoës, Vang Bach, Jonas Foged Kristensen, Brian Pietersen, Lasse Nyholm Jensen, Niels Møller Jensen, Mogens Højgaard Larsen, Emma Koppel, Lonnie Dirckhoff, Lars Kristensen, John Fredsted, Esben Lykke, Gunvor Trinderup, Oliver Mouritzen, Birgit Østergård, Alberto Vernaccini Petersen, lars abildgaard, Dennis Lyngbæk-Førsterling, Kim Hansen, Marianne Christensen, Andreas Trägårdh, randi christiansen, Thomas Elle, Q Eight, Niels Mosbak, Benny Larsen, Jeppe Juul, Maj-Britt Kozlovski, Flemming Albertus, Søren Roepstorff, Vivi Rindom, Lone Christensen, Martin Åberg, Anders Hansen, Signe Vange, Peter Ravn Mikkelsen, Tor Brandt, Jacob Knudsen, Henrik Rude Hvid, Reza Wali, Alan Strandbygaard, Torben Nielsen, Simon Olmo Larsen, kim jensen, Jens H. C. Andersen, Vincent Kløcker, Dennis Berg, Claus Høeg, Jakob Lilliendahl, steen ingvard nielsen, Rune Petersen, Holger Madsen, Toke Ernstsen, Jens Christoffersen, Jens Falkesgaard, Heinrich R. Jørgensen, peter arctander, Niels-Holger Nielsen og Kenneth Sebastian Mølholt anbefalede denne artikel

Kommentarer

randi christiansen

Jens Thaarup - Mht cirkulær ressourceøkonomi så er det første, man må forstå, at ALT er del af en indbyrdes forbundet helhed, og at man derfor bør overveje meget, meget nøje, ALT hvad man gør. Punktum !

Kan det siges tydeligere ? Jeg uddyber gerne

Ruben Michelsen

Niels Mosbak.
Jeg kender ikke dig eller din situation, ud over hvad du selv har oplyst her på Informations debatsider.
Jeg har forstået, hvorfor du modtager pension, og jeg anfægter på ingen måde dit ret til at få den.
Jeg mener heller ikke, at du på nogen måde er forpligtet til at være taknemmelig, ligesom du har din fulde ret til at være kritisk (mildt sagt) over for det land der giver dig den.
Jeg har heller ingen problemer med, at du har bosat dig i udlandet. (Ligesom jeg ikke har nogen problemer med, at Andrea og Jeppe har bosat sig i skoven)

Det der pisser mig af, som det hedder på nydansk, er vel den massive og ensidige kritik af Danmark og "vesten".
Danmark er absolut ikke perfekt, og meget trænger til at blive ændret, men jeg mener trods alt, at Danmark er et af verdens mindst dårlige lande.

Jo, jeg er rigtig glad for, at der er nogen der gider passe på mig døgnet rundt, så jeg kan sove (relativt) roligt om natten. Ikke mindst efter at jeg blev pensionist.

Jeg skrev før, at jeg er folkepensionist. Det er jeg også, men der ud over modtager jeg også pension fra staten.
De første 11 år af mit arbejdsliv var jeg slagter på et kreaturslagteri (på akkord) hvor 90 % af produktionen gik til eksport. (Valuta i kassen)
Så skiftede jeg kniven ud med stav, pistol, og håndjern, og de næste 35 år trak jeg ikke med kreaturer til slagtehallen, men med mordere, banditter og ludere og lommetyve.
Altså har vi på et tidspunkt været kolleger Niels.
God søndag på Kreta.

Ruben Michelsen

Hvis du som jeg og mange andre af debattørerne her på Information, opholdt dig længe nok uden for Danmark ville du blive overrasket over den grad af problematiske forhold som springer i øjnene, når man beskæftiger sig med nationen Danmark.
Den måde man jagter syndebukke i Danmark, det være sig førtidspensionister, kontanthjælpsmodtagere, arbejdsløse og "fremmede" bliver bemærket uden for Danmark, og jeg ved at den danske befolkning ikke kan se skoven for bare træer, men det kan man når man ser på landet udefra - der kan man se skoven, også fordi man er lykkeligt fri for dansk TV's fordummende indsats for at passivisere befolkningen.
Hvis man tror at nyhedsindslag på 20-30 sekunders længde, som er normen i moderne TV giver nogen form for reel oplysning, så ender man med at befinde sig i en tilstand af uerkendt uvidenhed.
Græske nyheder er ikke bedre, og græske politikere er ikke bedre end danske - men magtbrynden og korruptionen er til at få øje på - og det er den også i Danmark når man ser det udefra. Men det græske samfund uden for Athen og Attica er langt mere imødekommende og præget af tillidsfuldt fællesskab, noget jeg også har fundet i andre dele af Balkan - Serbien bl.a., og muligt har det noget at gøre med at fortravlethed ikke er en del af kulturen.

Jeg har såmænd også en uddannelse som speditør i bagagen, og var som 19-årig med til at stifte et selskab, der stadig eksisterer, og har også i en periode drevet landbrug - (så der var også valuta i kassen), ligesom jeg var medstifter af endnu et selskab der beskæftiger sig med slamsugning, og har stået med næsen nede i andre menneskers septictanke, og spulet rør og køkkenbrønde til den store guldmedalje.
Og så har jeg en enkelt udstationering for FN i Kroatien med i bagagen også.

Man kan nogle gange blive helt forpustet, når man ser tilbage på hvad man egentlig har lært og arbejdet med i de 30 år, ens aktive erhvervskarriere stod på.
Men som en af mine kolleger sagde, da jeg blev pensioneret: "Der er den store fordel ved at have arbejdet i et lavtlønsjob, at når man bliver pensioneret er forskellen ikke så stor";-)

Også god søndag til dig.

Heinrich R. Jørgensen og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar
Ruben Michelsen

Mosbak.
Jeg tror vi meget langt hen ad vejen kan blive enige om diagnosen.
Men vi kan nok ikke blive enige om behandlingen.
Din behandling hedder socialisme, men den tror jeg som du ved ikke på.
Der ville lynhurtigt gå "Kammerat Napoleon" i lortet, og så har vi (for alvor) balladen.

Forhåbentlig er der nogle kloge hoveder der kan finde en 3. vej.

Jens Thaarup Nyberg

Randi Christensen: Der findes da rigtignok mange indbyrdes forbindelser, men ikke alle bruges lige fornøjeligt, om i det hele taget.

Jens Thaarup Nyberg

randi christensen:
et eksempel,
"»Det handler om kvalitet. Det handler om at designe produktet til det rette formål fra starten af. Vi skal jo ikke bare have luft i den rette temperatur – vi skal have luft, vi kan leve af uden at blive syge, ikke?”
Dåseåbneren blev opfundet 50 år efter konservesdåsen.

randi christiansen

Jens Thaarup - ja, udfordringen er nemlig at være så bevidste som overhovedet muligt, omkring hvorledes handlingen indgår i kredsløbet. Som permakulturen anviser, er første opgave at aflæse miljøet - alle faktorer skal indgå i beregningen - så er der størst chance for at undgå disse frenzy adhd aktiviteter, som i et eller andet uforudset led lige pludselig rammer nogen i nakken - som f.eks. de miljøgifte, vi plages af i det daglige. Den lærestreg må nu være ved at være indoptaget i erfaringsmaterialet, men desværre er det sådan, at en økonomi, som i den grad er anlagt på indtjening baseret på skadelig miljø-og socioøkonomi, er lige så svær ? at vende som en supertanker - det ser i hvert fald sådan ud. Så hellere dø af alle mulige civilisationssygdomme end at omlæggge økonomien i bæredygtig retning, synes at være (det manglende) rationale. Tjæresand og grønlandsk uran og sort energi og .... bliver anvendt eller planlagt i en vanvittig storskala til skade for alle - det er en forbrydelse mod menneskeheden, og det er op til hver enkelt at kæmpe i mod - det er overgreb på vort liv - den enkeltes og fællesskabets.

Sider