Læsetid: 5 min.

Kina indleder global medieoffensiv

Kina pumper milliarder ind i landets medier i et forsøg på at bekæmpe vestlige mediers monopol på den internationale opinionsdannelse. Men kommunistpartiets kontrol med medierne kan vise sig som den største forhindring for succes
Opførelsen af den kinesiske stats tv-station CCTV i Beijing, som sidste år også fik base i Washington samt en tv-station i Kenya, hvorfra der sendes til hele det afrikanske kontinent

Opførelsen af den kinesiske stats tv-station CCTV i Beijing, som sidste år også fik base i Washington samt en tv-station i Kenya, hvorfra der sendes til hele det afrikanske kontinent

Chistian Als

17. januar 2013

Tv-stationer rundt om på kloden. Radio på alverdens sprog. Og aviser distribueret til byer på alle kontinenter.

Kinas statslige medier er i gang med en massiv global ekspansion. Det er sat i gang af den kinesiske regering, der ser det som del af en afgørende kamp for at fravriste vestlige mediers dominans af den globale nyhedsagenda.

»Formålet er at skabe mere goodwill rettet mod Kina og den kinesiske regering og dæmme op for den negative presse af situationen i Kina, som findes i vestlige medier,« siger Shi Yinhong, professor i internationale relationer fra Folkets Universitet i Beijing.

Som Information i går skrev, så rejser de kinesiske statsmedier ad omveje for at nå et vestligt publikum. En finskbaseret medievirksomhed, som i virkeligheden er kontrolleret af den kinesiske statsejede China Radio International, sender på de danske radiostationer The Voice og NOVA FM ugentligt programmer, som anklages for at være skjult propaganda for det kinesiske styre.

Men de programmer er blot en uanseligt lille del af Kinas samlede forsøg på at få en større stemme internationalt. Samtidig med at pengenød præger vestlige medier, er den kinesiske regering villig til at pumpe milliarder ind i forsøget på at forstørre landets fodaftryk i det globale medielandskab. Hongkong-avisen South China Morning Post har rapporteret, at den kinesiske stats budget for den internationale medieekspansion lyder på over 40 mia. kr. Kinas kommunistpartis ønske om at påvirke den internationale opinion og kreere et mindre Kina-kritisk udenlandsk publikum startede allerede i slutningen af 1990’erne, men indsatsen har taget voldsomt fart inden for de sidste få år. Specielt efter præsident Hu Jintao i 2007 opprioriterede arbejdet for at styrke landets evne til at udøve indflydelse på det internationale samfund gennem Kinas kulturelle gennemslagskraft eller soft power.

Mere blød magt

Kommunistpartiet har været stærkt utilfreds med det, som det opfatter som vestlige nyhedsorganisationers uretfærdige, fjendtlige og partiske dækning af Kina, og det vil gennem medierne styrke sin egen stemme i diskussionen omkring de mest følsomme og omstridte emner. Beijing satser på, at kinesiske medier kan være med til at sprede partiets syn og forme diskussionen om blandt andet landets autokratiske styre, menneskerettighedssituationen og situationen i Tibet.

»Den kinesiske regering forsøger gennem landets mediers tilstedeværelse på den internationale scene at få en større stemme, som kan matche landets voksende økonomiske indflydelse,« siger Huang Yu, professor i journalistik fra Hongkongs Baptist University.

Professor Xiaoling Zhang fra University of Nottingham, som specialiserer sig i kinesiske medier og deres internationale ekspansion, forklarer:

»Det er et forsøg på at styrke Kinas soft power, som det vil bruge som et udenrigspolitisk værktøj til at få folk til at tro på, at Kina er harmløst.«

Vokseværk

Kinesisk stats-tv CCTV oprettede sidste år en tv-station i USA med base i Washington, samt en tv-station i Kenya, der sender til hele det afrikanske kontinent. CCTV havde allerede inden da udvidet sin internationale tilstedeværelse med programmer på blandt andet russisk, arabisk, spansk og fransk, som stationen påstår når ud til 219 millioner hjem i omkring 150 lande.

Kinas officielle nyhedsbureau Xinhua, der er kommunistpartiets talerør, har under navnet CNC også givet sig i kast med oversøiske tv-udsendelser på kinesisk og engelsk, som sendes i 60 lande i Vesten og Asien.

Den statskontrollerede engelsksprogede avis China Daily distribueres gratis i flere vestlige byer og kan købes i flere andre. Avisen producerer samtidig tillæg til flere førende vestlige publikationer, såsom The Washington Post og The New York Times. China Radio International, der betegnes som kommunistpartiets propagandakanal til et udenlandsk publikum, sender fra Beijing til udlandet på adskillige sprog – og har desuden tilegnet sig sendetilladelser i flere vestlige lande.

Arabisk forbillede

Langt den mest ambitiøse indsats står CCTV dog for. De har hyret personale fra blandt andet BBC, CNN og Al Jazeeras engelsksprogede satellitkanal.

Det arabiske tv-selskab er for kineserne i vid udstrækning rollemodellen for, hvordan en 24-timers nyhedsdækning kan gennemføres ud fra et ikkevestligt perspektiv. Ligesom golfstaten Qatar oprettede Al Jazeera som led i sin ambition om at omdanne sin store olierigdom til international indflydelse, så søger Kinas regering at udnytte sin nyfundne økonomiske styrke til større magt internationalt.

Og det gøres lettere af vestlige mediers hårdt ramte økonomi.

»Kinesiske medieorganisationer nyder fordel af det faktum, at de traditionelle medieselskaber, inklusiv BBC, af forskellige grunde tvinges til nedskæringer,« har Jim Laurie sagt til South China Morning Post.

Jim Laurie er en erfaren journalist, som tidligere har arbejdet for de store amerikanske nyhedsprogrammer NBC News og ABC News, men som blev hyret af CCTV til at hjælpe med at oprette statsmediets amerikanske tv-kanal.

Målet for den Washington-baserede kanal er højtravende.

»Vi opfatter nøjagtighed, objektivitet, sandhed og ansvarlighed overfor offentligheden som mere vigtigt end noget som helst andet. Vi vil søge at tilbyde god journalistik, tv af høj kvalitet og alternative synspunkter,« har CCTV Americas generaldirektør Ma Jing sagt.

Hæmmet af censur

Men spørgsmålet er, om det er muligt for en kinesiskkontrolleret tv-kanal at opfylde de mål, og om de kinesiske medier vil opnå international succes. For mens de nyder en adgang til det officielle Kina, som ingen andre medier kan hamle op med, så lægger den kinesiske statskontrol og censuren samtidig stærke begrænsninger på de kinesiske mediers dækning af Kina. Det får kritikere til at spørge, hvad en tv-station som CCTV kan tilbyde frem for andre internationale medier.

Og de kinesiske mediers succes er også indtil videre svær at få øje på.

»CCTV har næsten ingen seere internationalt,« siger Xiaoling Zhang.

»Men for at være fair, så opererer de kinesiske medier også med en meget langsigtet plan.«

En af de største forhindringer for international succes er opfattelsen af CCTV og andre kinesiske medier som værende propagandaværktøj for det kinesiske styre, der definerer mediers rolle som at tjene kommunistpartiet.

Xiaoling Zhang siger, at de kinesiske medier, der er på den internationale mediescene, er underlagt en mildere form for censur end den, som medierne oplever på den kinesiske hjemmebane, men hun peger dog på, at disse medier heller ikke frit kan beskæftige sig med emner som »politik, menneskerettigheder og Tibet.«

»De er fortsat underlagt den kinesiske regering, og det er den kinesiske regerings budskaber, de kommer med,« siger Zhang, som tilføjer, at det skader Beijings ambitioner om at blive hørt internationalt:

»De kinesiske medier lider under manglende troværdighed, da de er underlagt den kinesiske regerings kontrol.«

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jens Christoffersen
Jens Christoffersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Naturligvis vil Kina søge at tilegne sig al den lærdom de overhovedt kan suge til sig. Tænk hvad Nato fik udrettet i Libyen under dække af Al Jazeera, CNN og BBC's "Wag the dog"-setup.

Bjarne Nielsen, Troels H. Poulsen og Stig Bøg anbefalede denne kommentar

Breaking News - medierne har en dagsorden. Ja, kineserne har altid berygtet for at kopiere teknologi og forretningsmodeller. Hvor er nyheden?