Læsetid: 5 min.

Kina kunne stoppe borgerkrig i Myanmar

Kina spiller på to heste i borgerkrigen mellem Myanmars regeringshær og oprørsstyrker. Krigen har direkte indflydelse på kinesiske interesser – og for Kina er den både en trussel og et nyttigt pressionsmiddel
Medlemmer af Kachins oprørshær træner før kampe mod Myanmars regeringshær. Trods reformer i store dele af landet har Myanmar intensiveret borgerkrigen i Kachin.

Medlemmer af Kachins oprørshær træner før kampe mod Myanmars regeringshær. Trods reformer i store dele af landet har Myanmar intensiveret borgerkrigen i Kachin.

Adam Dean

25. januar 2013

Lahpai Gam flygtede med et enkelt tæppe og intet andet, så snart han hørte, at Myanmars regeringshær nærmede sig hans landsby i junglen. Han var bange for at blive skudt. Og med god grund. For de få af landsbyen Paka Dungs 300 indbyggere, som blev tilbage, blev alle henrettet i deres marker. Deres husdyr blev mejet ned og husene brændt, fortæller den 56-årige Lahpai Gam, som tilhører det kachinske mindretal i den nordlige del af dette sydøstasiatiske land. Han er som tusinder af andre offer i borgerkrigen mellem landets regeringsstyrker og Kachins oprørshær, KIA, der kæmper for større autonomi.

Med Myanmars hær i hælene besluttede Lahpai Gam at krydse grænsen til Kina.

»Jeg troede, det var det sikreste sted,« siger han. »Jeg var sikker på, de ville hjælpe os.«

Men i stedet for at hjælpe fik de kinesiske myndigheder travlt med at få ham sendt retur – ligesom de tusindvis af andre kachinere, der også havde søgt tilflugt i nabolandet.

Kina ville først sende dem tilbage over grænsen til områderne med de voldsomste kampe, men Lahpai Gam og de andre flygtninge protesterede: »Hvorfor ville de sende os et sted hen, hvor de vidste, vi ville blive dræbt?« spørger han.

»Vi tiggede dem om at lade os blive. Vi lovede ikke at være en byrde og sagde, vi bare havde brug for et øjebliks fred og ro. Men kineserne sagde, at de havde fået ordrer fra deres centralregering.«

Retur skulle flygtningene. Og de endte med at blive sendt til grænsebyen Maijayang, en by på Myanmars side af grænsen, som oprørshæren fortsat kontrollerer, men hvor heftige kampe i junglen blot er 10 km væk.

»Vi er ikke sikre her,« siger Lahpai Gam, som nu, ligesom mange andre kachinere, er klemt inde mellem Myanmars regeringshærs offensiv og Kinas kolde skulder.

»Jeg er som alle de andre flygtninge meget vred på kineserne. Nu ved vi, at de ikke er vores venner.«

Mudret forhold

Mens skuffelsen over Kina vokser blandt de hovedsageligt kristne kachinere, så er Kinas forhold til konflikten i Kachin-staten ekstremt mudret. For samtidig med at kineserne tvangsreturnerer flygtninge og anklages for at give Myanmars regeringshær strategisk støtte, så tilbyder Kina også kachinerne og deres oprørshær hjælp i form af militært udstyr og basale fornødenheder, så de kan holde kampen i gang.

Og samtidig med at det officielle Kina opfordrer til våbenhvile, så ser regeringen også konflikten som en nyttig borgerkrig, der kan bruges som pressionsmiddel over for Myanmars regering.

»Kina er i færd med en hårfin balancegang og fører en politik, som er præget af uklarheder og selvmodsigelser,« siger professor Nicholas Farrelly, som bl.a. er specialist i relationerne mellem Kina og Myanmar ved Australian National University. Kina lader til både at give lidt til Myanmars regeringshær og lidt til oprørerne. Et eksempel på det første mener kaptajn Naw Mai fra oprørshæren KIA, at han kan bevidne fra sin fæstning Yin Hpan Kyet. Her har han udsigt til en af regeringshærens militærinstallationer på en bakketop, som ifølge ham er bemandet med omkring 120 soldater. Regeringshærens stilling er omringet på tre sider af oprørshæren. På den fjerde side, nedenfor bakken, ligger Kina. »De har kun været i stand til at indtage den bakketop, fordi Kina lader Myanmars hær passere gennem Kina og få deres forsyninger fra Kina,« påstår han. Til andre journalister har lokale på den kinesiske side af grænsen fortalt, at de har set militærkonvojer fra Myanmars hær på kinesisk jord. »Hvorfor Kina støtter Myanmars hær, ved jeg ikke, men de gør det,« siger Naw Mai.

Vil ikke kvæle oprør

Men samtidig får oprørshæren også kinesisk støtte på mere subtile måder. I den KIA-kontrollerede grænseby Maijayang, hvor aftenens er et miks af karaoke og maskingeværild fra kampene i den nærliggende jungle, er den kinesiske valuta gældende. Og det er det kinesiske mobilnetværk, som holder de lokale i kontakt med hinanden og omverdenen.

Den slappe grænsekontrol gør det muligt at smugle alt fra medicin til mad over grænsen – og tilsyneladende også militært isenkram som f.eks.de militærjeeps, som oprørshæren kører rundt i, og som er produceret i Kina. Samtidig kommer en stor del af oprørshærens indtægter fra illegal grænsehandel.

»Hvis kineserne ville, så kunne de kvæle oprørshæren ved simpelthen at lukke grænserne,« siger Nicholas Farrelly. »Men de vælger ikke at gøre det.«

En af grundene, siger Ian Storey fra Singapores Institute of Southeast Asian Studies, kan være, at Kina også kan drage strategisk fordel af krigen.

»Kina har traditionelt støttet nogle af de mange militære oprørsgrupper i Myanmar, da Beijing har set det som et middel til at presse regeringen i Myanmar til at makke ret. Når Kina har været utilfreds, så har det skruet op for støtten til oprørsgrupperne og dermed straffet Myanmar,« siger han. »På den måde kan konflikten i Kachin-staten og Kinas holdning til den også være nyttig i Kinas forhandlinger med Myanmar – specielt på et tidspunkt, hvor Beijing er nervøs for, at landet pga. sin demokratiseringsproces mere og mere søger mod vestlige lande og væk fra sin traditionelle allierede, Kina.«

Det handler om økonomi

Kinas overordnede holdning til konflikten er dog at holde alle døre åbne.

»Kina ønsker først og fremmest stabilitet i området, så handlen ikke forstyrres,« siger Ian Storey.

Og der er også et andet strategisk sigte, siger Nicholas Farrelly:

»Kina satser på, at den dag, krigen slutter, vil Kina være klar til at arbejde tæt sammen med sejrherren, lige meget om det bliver KIA eller regeringen. Det ønsker at være i stand til at sige, at det ikke endegyldigt valgte side.«

På trods af sin støtte til Myanmars regime, som har stået på i årtier – også da det indtil for nylig var styret af en militærjunta, som det meste af verden ellers vendte ryggen til – så har Kina ikke formelt valgt side i krigen.

Selvom Kachin-staten er underudviklet, så er den stadig rig på jade, guld, teaktræ og muligheder for udvikling af vandkraft, hvilket Kina allerede har investeret milliarder i for at få leveret elektricitet til det økonomiske boom i Yunnan, den kinesiske provins, som ligger op ad Myanmar. Og den langvarige borgerkrig truer netop med at skade Kinas økonomiske interesser. Da den årtier lange borgerkrig i juni 2011 eksploderede på ny efter en 17 år lang våbenhvile, begyndte de genopblussede stridigheder ved den endnu ufærdige Myitsone dæmning – et kontroversielt joint venture-projekt mellem Myanmars regering og det kinesiske, statsejede China Power Investment Corp., som ville have sendt 90 procent af den genererede energi til Kina. Krigen truer nu med at spolere den plan – og det til stor fortrydelse for kineserne, som har investeret store summer i projektet.

»Kineserne spiller mange spil i Myanmar, men basalt så ønsker Kina stabilitet i Kachin-staten for at undgå mere af denne slags,« siger Nicholas Farrelly.

»I sidste ende handler det om Kinas mulighed for at tjene penge og udnytte Myanmars ressourcer – både i dag, og når krigen er slut.«

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu