Klodens 100 rigeste kunne afskaffe global fattigdom fire gange

Det sagde en af verdens største udviklingsorganisationer, britiske Oxfam, forleden. Den slags ville man næppe høre i Danmark
25. januar 2013

I weekendens Information reflekterede Rune Lykkeberg, over den virkelighed, Danmark med serien Borgen eksporterer: utopien om en overklasse, der hverken står i vejen for eller tager rigdom fra andre.

Den utopi er naturligvis ikke bare en eksportsvare, men en del af den fortælling, der skaber danskernes egen virkelighed. I den forgange uge mente Mærsk-chef Nils Smedegaard Andersen – med en årsindtægt på omtrent 20 millioner – således, at lønnen bør sænkes for de lavtlønnede. Ganske vist var der efterfølgende spredte protester, men tanken, om at et højt lønniveau, og ikke den voksende ulighed, er det centrale problem, har jo vundet indpas langt ind i S og SF.

Når nu flertallet af de danske politikere ikke just lægger op til et opgør med fattigdom og ulighed kunne man i stedet sætte sin lid til de danske udviklingsorganisationer, der tidligere gik forrest internationalt i netop den kamp.

Men her er man efterhånden lige så reaktionære, om ikke mere, og over en bred kam er man tavse som graven. Faktisk er de danske organisationer så passive, at de er blevet overhalet indenom af den radikale udviklingsminister Christian Friis Bach, som har kaldt dem »lidt for håndtamme«.

Da Friis Bach for over et år siden, satte sig i ministerstolen, varslede han store ændringer i den danske udviklingstankegang og efterlyste ’mere ballade’, da man simpelthen ikke kan skabe ægte forandring og udvikling, uden at man kommer på tværs af stærke interesser. Han foretog de største ændringer i den danske udviklingsstrategi i 40 år, og skabte dermed rammen for, at udviklingsorganisationerne kunne komme ud af deres huler og være mere progressive og højtråbende.

Det er så der, vi står nu, og har det haft den ønskede effekt? Er de danske organisationer igen klassens frække dreng i international sammenhæng, og bliver der udfordret og skabt ballade herhjemme i en grad, så højre side af det politiske spektrum føler sig nødsaget til at protestere?

Svaret er et rungende nej. Hvor der internationalt set, ser ud til at være en øget tendens til at turde pege på, at den ekstreme ulige indkomstfordeling og verdens fattigdomsproblem er to sider af samme sag, så lader de fleste danske organisationer, stadig som om at udviklingshjælp handler om at købe ulandskalenderen og bygge en skole i Afrika. I det England, som efter sigende er så glade for Borgen, har organisationen Oxfam til gengæld valgt at sige det åbenlyse højt og klart: »Det giver ikke længere mening at kæmpe mod fattigdom og nød uden samtidig at kæmpe mod ekstrem rigdom.«

Man vedstår, at det er et nybrud, at udviklingsorganisationer går så direkte efter at problematisere ulighed, men at lade som om man ikke behøver at gøre det, bliver bare stadig sværere. Men i Danmark er meget muligt i disse år, så når vi diskuterer samtidens udfordringer, handler det mest om, at dem, der har mindst, faktisk har for meget. Hvis det ikke var så alvorligt, var det jo næsten komisk. Vi lever efterhånden i en parallel virkelighed, hvor de fleste progressive ideer effektivt ignoreres.

Når elleve, blandt andet borgerlige, EU-regeringer går sammen om et initiativ, der skal føre til en finansskat, så står Danmark med en såkaldt centrumvenstre-regering ved magten udenfor. Når store internationale udviklingsorganisationer bryder tabuer og ikke længere tavst vil se, mens den ekstreme rigdom øges for de få på bekostning af de mange, så kan end ikke et vink med en vognstang fra landets udviklingsminister, få de danske organisationer til at åbne munden.

Naturligvis er der forskellige, men generelt er der bestemt grund til at undre sig over, hvor de danske organisationer er i den nye internationale virkelighed, der tegner sig. Eller rettere sagt – hvorfor de i vid udstrækning glimrer ved deres fravær og manglende mod til at problematisere den åbenlyse sammenhæng mellem ekstrem rigdom, voksende ulighed og det, disse organisationer er sat i verden for at bekæmpe: nød og fattigdom.

Således er vi ikke bare blevet eksportører af en utopi; vi holder os også før ørerne og nægter at importere den virkelighed, der begynder at tegne sig mange andre steder.

 

Brian Esbensen er cand.scient.soc., journalist og kommentator med speciale i udviklingspolitik og internationale politiske forhold

Klummen i morgen: Amalie Kestler om tro og troende præster

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Jens Carstensen

Jeg bliver for det meste revet med af Brian Espensen's dygtige formidlingsevner og måden han læner sig op af sandheden på.Jeg synes som regel han underbygger,finder ting og sager frem, og gør demokratiforståelsen en tjeneste.
Jeg er i midlertid i tvivl når det kommer til Brian's evner til,at diskutere hvordan man så kan løse problematikkerne fremadrettet,hvordan maskinrummet fungerer,hvor der skal reguleres,hvor ændringerne konkret skal ske - f.eks. set indefra maskinrummet ?Jeg efterlyser noget om,hvordan realpolitikken fungerer.Her savner jeg nogle svar,men bevares det er jo blot eller netop en klumme.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels-Simon Larsen

Den bedste hjælp, vi kan give andre, er at gå foran som det gode eksempel, men da Danmark er et land præget af overforbrug, er vi et rigtig dårligt eksempel til efterfølgelse.

Vi skal selvfølgelig vise andre, hvordan et bæredygtigt samfund med retfærdig fordeling og ingen udstødning af svage fungerer. I stedet for at tage ud og belærer andre, kunne de så komme og besøge os og blive klogere.

Det nytter ikke noget at lære andre, hvordan man opbygger uretfærdige samfund, for det kan de godt selv finde ud af. Hvis vi ikke kan vise et samfund, der ikke går fra krise til krise, kan vi kun gøre tingene værre.

Brugerbillede for Flemming Andersen

Det er faktisk ufatteligt ulækkert at tænke på ikke:

"Klodens 100 rigeste kunne afskaffe global fattigdom fire gange"

Når man lige reflekterer lidt over det, så betyder det at hvis disse 100 mennesker havde foræret de fattigste og usleste skæbner 25% af deres egen overflod, så var de stadig ufattelig rige og ville aldrig, aldrig, aldrig nogensinde komme til at mangle noget som helst ved at gøre det.

Man kan så undre sig på, hvad der så holder dem tilbage fra at gøre det. At dele ud af ens rigdom må da være en skøn mulighed for et menneske, især hvis det ikke betyder reelle afsavn for en selv??

Hvad er det der gør at ikke bare disse MEGET rige mennesker, men stort set alle velbjergede mennesker fortsætter med at hige og hæge om deres besiddelser også meget længere og mere end det synes nødvendigt??

Jeg har tit prøvet at forestille mig, hvilken overvindelse der skal til, for at et menneske kan bilde sig selv ind at have retten til ufattelig rigdom tilfalder en selv , samtidig med at andre ligeværdige skæbner lever i lige så ufattelig fattigdom.
At vide at man kunne udfri hundreder, tusinder eller flere fra en ulykkelig skæbne og undlade at gøre det, fordi man kunne overbevise sig selv om retten til at undlade at gøre det og i stedet gøre sig selv rigere, det synes jeg er en fantastisk præstation.

Det er langt ud over selvhævdelse eller overdreven sikkerhedstrang, helt ud over fornuftens holdepunkter at koncentrationen af værdier bare fortsætter, da det i sidste ende blot truer de besiddende selv, af den ene eller anden grund og samtidig fratager de sig selv enhver virkelig social identitet, og glæden ved at kunne gavne andre.

Er det sådan at de mennesker vi ser op til som honoratiores, samfundets ledende spidser, de kendte i bladene, alle dem vi hører efter og synes er så kloge fordi det er gået dem godt, i virkeligheden er syge mennesker??
Syge på den måde at de kun kan fungere og have det godt, hvis det går skidt for andre og hvis de sammen søger for at kunne brillere overfor de mindre heldige?
Og er det sådan at den sygdom præger deres sind og tanker og bliver spredt til os andre, fordi de rige er dem vi ser op til som succeser?

Tanker der bliver spredt rundt i samfundet som en pest, der overskygger det samfundssind og den solidaritet vi alle godt ved er nødvendig i et samfund og som i sidste ende gør os selv utrygge og usikre??
Og allermest fordi vi normale godt kan føle at disse syge tanker ikke er rigtige, at vi gør noget forkert, når vi bare viljeløst sjokker bagefter.

Brugerbillede for Mads Kjærgård

Hmm det jo meget logisk! Efter at Fogh ryddede ud i råd, nævn etc. og fjernede de offentlige tilskud til de institutitioner og organisationer han var uenig med, så holder de jo kæft, de ansatte der har jo også famlie at forsørge! Det er jo mere et politisk problem, at man ikke tåler uenighed. Så længe organisationerne er afhængige er politikernes velvilje og dermed penge, så bliver det ikke anderledes!

Brugerbillede for Niels-Simon Larsen

Det er let nok at være forarget over de 100 rigeste, men hvis man nu tager de 100 næstrigeste osv. vil nogen gruppe så overhovedet afgive noget til andre? Der er et eller andet galt med at være vred på dem, der har mere end en selv, når man ikke selv vil dele, for hvem vil det?

Enhver kan se, at verden er skæv og goderne ulige fordelt, men man bliver nødt til at sige: ”Jeg vil dele”, hvis vi skal videre. Vil vi fx her i Danmark dele den mængde løn og arbejde, der er? Det er der ikke meget, der tyder på, og hvorfor vil vi så ikke det? Jo, det er alt det der med penge til huset, bilen og alt det andet. Fint, men så kunne vi deltage i en ideel debat om fordeling. Gør vi så det? Gør noget parti det? Ikke mig bekendt. Det bliver regnet for utopisk, at tingene kan være anderledes, end de er.

Jeg har mindre imod de 100 rigeste end dem fra min egen løngruppe, der bare lader stå til.

Brugerbillede for Inger Sundsvald

De mest velstillede her i landet ynder at snakke om at misundelse er en grim ting.
De mener man skal sætte tæring efter næring og være ydmyg og taknemmelig. Selvfølgelig mener Mærsk-chefen, at det er dem, der har mindst, der skal dele, det der er at dele - og ikke ham selv.

Brugerbillede for Niels Engelsted

Inger, jeg har altid ment, at misundelse er en god ting! Ikke misundelse som: hvor ville jeg ønske, at jeg havde, hvad de har. Misundelse som: det under jeg dem eddermame ikke.

Under du mig virkelig ikke at være 10.000 gange rigere end alle de millioner, der er ved at gå til af sult og arbejdsløshed?
Nej, selvfølgelig ikke!

Brugerbillede for Robert  Kroll

Penge er i sig selv ikke noget værd - det, der giver penge en værdi ,er deres købekraft, og købekraften er bestemt af produktiviteten i det land, som har udstedt pengene.

Danske kroner eksempelvis en en masse værd fordi man kan købe alle mulige varer med disse kroner eller frit veksle dem til andre værdifulde valutaer..

Nordkoreanske og Syriske mønter er eksempelvis ikke en dyt værd - man kan ikke få noget af værdi for dem. De to lande har en ekstremt lav produktivitet (- og elendig regeringsførelse)..

Har man en opsparing, så står den typisk i mursten, pensionsopsparing , aktier ,oblgationer o s v og sjældent i rede penge under madrassen.

De superrige folk og fonde ( f eks den norske oliefond og flere arabiske kapitalfonde) har normalt placeret værdierne i virksomheder og fast ejendom, som skal sælges, hvis man vil have fat i pengene - d v s , der skal være andre superrige folk eller fonde, som vil købe ?

Hvis man vil løse globale fattigdomsproblemer, så må man hæve produktiviteten i de fattige lande, så de kan producere værdier ( ligesom vi f eks kan i Danmark) -. og det kræver god regeringsførelse , uddannelse , kompetenceløft , famileplanlægning, ligestilling af kvinde o m a.

Det er et langt sejt træk - og der er ingen magiske snuptagsløsninger ad modum Oxfam's og visse andre velmenende NGO'ers tegneseriefilosofi

Vi må overføre allehånde ressourcer til uddannelse og opbygning af relevante kompetencer til de fattige lande og styrke god regeringsførelse i disse lande med respekt af deres selvstændighed - det er vejen frem. OG Danmark kunne godt satse mere på disse elementer.

Brugerbillede for Lars R. Hansen

Nemlig, Kroll!

Rigdom har ikke meget med penge at gøre - penge er et abstrakt byttemiddel - der kun har den realværdi vi tillægger dem.

Beslaglægger vi de 100 rigestes abstrakte byttemidler - vil de reelle værdier bag samme hurtigt forsvinde helt eller over i andre former - hvad de i høj grad allerede er i dag.

De superrige har ikke pengetanke som onkel Joakim - men har sat deres midler i de økonomiske systemer - en likvidation og beslaglæggelse med henblik på omfordeling - vil føre til et økonomisk sammenbrud, som vil få det sovjetrussiske økonomiske sammenbrud i slut 80'erne til at ligne en kort stagnation - der vil gøre den beslagte pålydende pengemængde nær værdiløs.

Så de fattige i Afrika og Asien ville sidde tilbage med en bunke værdiløse pengesedler - verden med et ødelagt økonomisk system - og folk som Brian Espensen ville stadigvæk have forstået, hvad der skaber velstand i samfund, og hvad der skaber fattigdom.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for randi christiansen

Vort højt berømmede demokrati ligner mere og mere et skindemokrati - det er pengene, der bestemmer, og spørgsmålet er, om Danmark overhovedet ville have mulighed for at være selvbestemmende? Ville vi ´få lov til´ at opbygge en selvforsynende enhed, selv hvis det var muligt, eller er agendaen snarere den, ikke at få resten af verden op på vores velfærdsniveau men at få os ned på den pt laveste fællesnævner og dermed fastholde kontrollen hos de få? Den førte politik > åbne grænser, arbejdskraftens fri bevægelighed, det deregulerede finansmarked som har ført til den grænseoverskridende finanskrise med ´too big to fail´ jernnæven og de efterfølgende derfor ´nødvendige´ kontroltiltag såsom denne bankunion - leder altsammen i den retning, det er da tydeligt.

Enhver kan sige sig selv, at det er muligt at fordele verdens ´output´ på en måde, så alle ville kunne leve en anstændig tilværelse. Det er løgn og latin fra ende til anden at forsøge at bilde os noget andet ind. Når det alligevel ikke sker, så må man se på hvem, der er i kontrol - som jo så må være de ansvarlige i den øjeblikkelige misére.

Hvem er virkelig i kontrol? De, vi som borgere kan gøre ansvarlige, er de, der selv har stillet op som frontfigurer - politikerne - og hvad siger de?

De eneste ærlige mennesker, jeg kan få øje på i det spil, er Enhedslisten - spørgsmålet er, hvor megen indflydelse, de reelt nogen sinde vil få. Vi har set, hvilke kompromiser SF har været nødt til at indgå og dermed amputere deres socialistiske politik til gengæld for småting, der nærmer sig symbolpolitik.

Det ligner, vi sidder i saksen – garnet strammes. Af hvem ? Pilen peger på den 0,001% - den finansielle elite – hvem ellers, helt ærligt?

Så derfor handler det selvfølgelig om hvilket system, der anvendes til administration af fællesskabets ressourcer, og det nuværende er helt entydigt diskriminerende overfor det store flertal. Den finansielle elite administrerer helt entydigt ikke ansvarligt overfor helheden. Selvfølgelig kan det gøres bedre, end det bliver gjort. Det store og for mig ubegribelige spørgsmål – hvis ´rationelle´ svar, jeg ikke kan finde andre steder end i et scifi-univers af intergalaktiske spilteorier – er : hvorfor ? Hvorfor er den lille finanselite så asocial ? Når det nu kun medfører miljø-og socioøkonomiske kriser, som, hvis de vil undgå selv at blive ramt af disse, kræver netop de kontroltiltag vi ser krævet indført af - ja, I ved selv hvem? Konturerne tegner sig af en uhyggelig kontrol-og politistat.

Brugerbillede for Bill Atkins

Det er lidt at lægge op til misundelsessocialistiske holdninger. Mon ikke 99,9% af de hundredes formuer er investeret i arbejdspladser - og en del af deres formue er netop blevet flyttet til det fattige Kina - til stor fortrydelse for mange i Vesten. Det reelle problemet er efter min mening at de hundrede bestemmer hvilke produkter, der skal satses på, hvor i verden, og at deres formuer konstant nedlægger små rentable forretninger for at deres egne virksomheder kan bliver større.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jørgen Garp

Glimrende artikel af Brian Esbensen, der afslutter med at spørge, hvorfor de danske udviklings organisationer... i vid udstrækning glimrer ved deres fravær og manglende mod til at problematisere den åbenlyse sammenhæng mellem ekstrem rigdom, voksende ulighed og det, disse organisationer er sat i verden for at bekæmpe: nød og fattigdom."
Må jeg komme med et forslag, hvis gyldighed i dagens Danmark er af højeste validitet, hvor det er tydeligt for enhver 'idiot', at den højere middelklasse med hele slænget af politikere i spidsen i ekstrem grad har valgt at slå følge med overklassen i jagten på, som det fremgår af lederen lige ved siden af BE's artikel, underklassen - jo fattigere jo bedre, altså BE, som i enhver god kriminalroman eller i ethvert mafiøst samfund følg pengene!
Hvad får de ledende medarbejdere i løn i nævnte danske udviklingsorganisationer Brian E.? Følg det spor, og du har en umådelig stor chance for at finde svaret på dit helt legitime spørgsmål!
Disse ledende medarbejdere ligger garanteret lige i slipstrømmen på de politikere, der endnu engang har bevilget sig selv og deres klassekammerater skattelettelser samt har verdensrekord i servilt olieret kryberi for Mærsk & Co., som det blev tydeligt for enhver, da SF formanden for nylig kom for skade at sige en enkelt sandhed om ’kliken’! http://www.garps-verden.com/2012/07/da-capo-pudderdasernes-vagtparade.ht...

Brugerbillede for odd bjertnes

Alligevel dybt fascinerende ... lad os med et smil konstatere at 200 personer altså solidt kan forsørge 6 milliarder ?
Så skulle pokker søge om lavtlønsarbejde da, men det matcher med en mistanke om at ganske få timer ugenligt egentlig ville være ganske bæredygtigt hvis folk opførte sig ordenligt - og al resten er til ledernes portemonnæer, til reklamer, til at spilde folks tid.
Og det kan man fint selv finde ud af,
.... med mindre man er kriminel. Så SKAL der simpelthen slæbes bacon hjem ellers er det ikke rigtigt.
Men det er forkert.

Brugerbillede for Kristian Rikard

Jeg har anbefalet artiklen, ikke mindst for omtalen af CFB og Oxfam, men må samtidigt indrømme, at det krænker mig noget at læse en overskrift som: "Klodens 100 rigeste kunne afskaffe global fattigdom fire gange"!
Tænker oversskriftsforfattere aldrig over fænomener som status og flow? Kender de overhovedet forskellen?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Flemming Andersen

Det er jo klart at man bliver chokkeret når man hører påstande og ikke mindst konsekvensen af påstanden.

Og for mange vil det betyde at man vil vælge at gå i forsvarsposition, fordi ens hjerne nægter at acceptere forhold af så grotesk et tilsnit.
Det er næsten ikke til at holde ud at tænke på at blot 25% af 100 menneskers ejendom, kunne afhjælpe fattigdom for hundredetusindvis af mennesker.

Og at det ikke som en selvfølge finder sted.
At vi overhovedet diskuterer om det er rimeligt at 100 mennesker vælger at berige deres bankkonti i stedt for deres samvittighed, visualiserer for mig, helt tydeligt at systemet er sygt.
Og vi er alle smittede, hvis vi diskuterer sådanne urimeligheder i stedet for at kræve handling.

Jeg kan sagtens forstå at første reaktion kører på rygraden og man tænker på konfiskation af andres midler, på hver der investerer hvad og hvor, abstrakte byttemidler og hvad vi alle til en hvis grad gemmer vor overbevisning bag ved.

Men idet jeg går ud fra at udsagnet er sandt eller næsten sandt, eller bare sandt et stort eller lille stykke af vejen, så er min holdning at der for os alle, som samfund, som system eller som enkelt personer ikke er en undskyldning for ikke at prøve af al magt at gøre noget ved dette problem og kræve en indsats for det af vore folkevalgte repræsentanter.
Vi kan simpelt hen ikke bilde os selv ind, at der er undskyldninger for en sådan tingenes tilstand.

Brugerbillede for Lasse Damgaard

Er ekstremrigdom en konsekvens af en genfejl - på line med alkoholisme, narkomani og andre misbrugsformer ?
Er empati en tillært egenskab eller noget dybt nedarvet og derfor kan mangle hos nogle ?

Mennesket ligger stadig under for sine primitive impulser som Dominans og konkurrence, parameter i udviklingen som vi ikke mere behøver - nu skoven er opdaget og betvunget i menneskets tjeneste, men stadig styret af dyret

Brugerbillede for Carsten Hansen

Flemming.

En omfordeling af verdens rigdomme er ikke alene en rimelighed, men også en nødvendighed.
Følgerne af øget fattigdom og elendighed vil medføre øget vold, kriminalitet og folkevandring af usete dimensioner.

Men om de 100 rigeste kan afskaffe global fattigdom 4 gange, synes jeg lyder voldsomt.

Men ikke desto mindre er tiden til omfordeling længst passeret sidste salgsdato.

Brugerbillede for Peter Olesen

Sådan håndterer man verdenssituationen lynhurtigt og smertefrit; konfiskér og fordel et par hundrede tusinde 40 fods containere med pengesedler til verdens fattige lande, og fattigdommen er udryddet. Og vender aldrig tilbage...

Der må virkelig have været fri bar i én af Enhedslistens lokalafdelinger for nylig.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Flemming Andersen

Carsten Hansen

Jeg kan sagtens forstå din vantro.
Men som sagt synes jeg egentligt det er ligegyldigt om det er 100, 1000 eller 10 000 rige der kunne afhjælpe problemet.

Jo flere der er tale om der lider af den overbevisning, at de i ekstrem overflod har retten til at overse andres behov, jo mere udbredt er sygdommen.

Ellers er vi enige....totalt.

Brugerbillede for Esben  Maaløe

"Så folk er altså fattige - fordi de rige ikke giver dem penge nok - tænk her gik jeg og troede verden ikke var så simpelt indrettet."

Det var den heller ikke ... Hvis en tyv stjæler synes du så at det er for meget forlangt at man konfiskerer kosterne? Og inden du kaster dig ud i juridik og "det er da ikke tyveri" så overvej lige om lovgivningen på nogen måde kunne være influeret af den magt penge giver?

Vi har en tendens til at se ekstrem rigdom udelukkende som "en masse masse penge", men et meget vigtigere aspekt er at det er en "masse masse magt".

Når vi forventer at de superrige godt kunne rage lidt mindre til sig fordi de sagtens ville kunne oppebære ekstrem materiel velstand alligevel glemmer vi at det handler om magt, ikke penge

Brugerbillede for Leif Mikkelsen

Penge er en abstrakt størrelse, udtryk for en social konvention eller aftale eller pagt, men det er altså også en størrelse, der betinger om man skal leve i sus eller dus eller gå rundt og samle mad i skraldespande. Så en abstrakt størrelse, ja, men en størrelse, som har nogle ret så kontante konsekvenser.

Overskriften er provokerende og god, fordi den får folk til at tænke over hele systemet som sådan.

At der er noget fuldstændigt galt med den måde vi indretter os på.

Det er klart at hvis man smed alle disse penge ud til jordens fattigste befolkninger, så kunne man spørge om der overhovedet var tjenesteydelser og produkter nok til at købe for alle disse penge. Pengene ville sikkert også blive mindre værd, måske ville en sådan manøvre medføre en hyperinflation.

Penge er udtryk for en mangelsituation, hvor der ikke er ubegrænsede ressourcer, produkter og tjenesteydelser. Penge er det middel til at fordele goderne.

Så penge er en abstrakt størrelse med enorm magt og indflydelse og muligheder for at gøre næsten hvad som helst for dem som har rigeligt af dem. Og omvendt næsten intet at kunne gøre, hvis man ikke har dem. . Man kan faktisk dø af mangel på penge.

Og penge er heller ikke mere abstrakte end at en "statsmininster" Thorning indfører "skrappe reformer", som hun for engang skyld ærligt indrømmede i amokrusen i Davos

Tværtimod så er det eneste og afgørende argument for at indføre disse skrappe reformer en mangel på disse penge.

Så nogle steder- stater og individer- mangler der penge, medens andre steder- blandt utrolig få individer og institioner- har man masser af penge.

Det er derfor ikke en unaturlig tanke at man kunne forsøge at løse nogle af problemerne ved en balanceret forsøg på at udligne denne for samfundene så forstyrrende forskel ved at overføre noget af dette overskud af penge til staterne.

Således at man ikke mere var tvungen til at indføre "skrappe reformer" og således at flere fattige kunne hjælpes.

Som det er i øjeblikket, så er der mennesker, som qua disse abstrakte symboler vi kalder for penge har utroligt meget magt og utrolige mange muligheder i forhold til milliarder af menesker, som i langt mindre grad eller slet ingen grad ikke har disse muligheder, fordi de ejer langt mindre af disse symboler. Begrebet ejerskab er jo selvfølgeligt vigtigt her.

I sidste ende så handler det om hvad der bliver produceret, hvordan det bliver produceret og hvor stor en adgang til forbrug af disse produkter og tjenesteydelser det enkelte individ eller institioner har til disse goder. Det handler om jordens goder.

Det er jo noget helt konkret, medens pengene blot er det som bestemmer, hvordan at fordelingen af disse produkter og tjenesteydelser -goderne- skal foregå.

Så vi er tilbage til noget helt grundlæggende: hvor stor er mængden af goder og hvordan skal de sættes i værk og hvor meget skal individer og institioner have adgang til disse goder.

Sammenfattende: hvad er det for et samfund vi vil have og hvad er et godt liv i dette samfund?

. Det er ikke et økonomisk spørgsmål. Det er et ideologisk og etisk og måske endda religøst og metafysisk.

Der spørges om hvorfor at disse ufatteligt rige ikke vil dele bare en fjerdedel af deres formue med jordens befolkninger og institioner. Jeg er overbevist om at de nægter dette, fordi det ville betyde mindre magt og sidste ende afslutningen på deres magt og kontrol over andre.

At holde folk i fattigdom er jo en yderst effektiv form for kontrol og slavepiskning, fordi man kan koste rundt med folk uden adgang til penge eller hvor man opstiller nogel umulige og urimelige betingelser for denne adgang, samtidig med at fattigdommen udmarver den fattige og gør dem apatiske og ufarlige.

Dem der har et overskud af penge har magten til at give penge til dem der har et underskud af samme. . Så må de andre danse efter deres pibe. Jo større ulighed, jo mere dans.

Men naturligvis er det en meget delikat balanceakt, for hvornår går dansen over til en dance makabre? Et blodigt oprør og kaos?

Det ser lidt ud til at man har glemt det sidste blandt i disse magtfulde kredse og det ser jeg som et svaghedstegn. Man er åbenbart for tiden- uvist af hvilke årsager??-bange for at række de fattige bare en lille lillefinger.....hvilket ellers jo kunne berolige gemytterne og man kunne fortsætte sit både hemmelighedsfulde og glitrende jetsetliv.....

Men eliten er p.t. meget bange for at de fattige skulle få det for godt, idet dette jo åbenbart i disse tider er meget farligt

Når fattige og udstødte er naturligt vrede og indignerede over uretfærdigheden, samtidig med at de trods alt får nogenlunde med tilstrækkelgit mad og husly, så er risikoen at de har for meget energi til at gøre oprør. Denne risiko er åbenbart p.t større end nogensinde før og derfor presses der på for at udmarve og ødelægge de fattige yderligere.

Så at de kan blive så fattige at de gøres tandløse og harmløse.

Så det handler om på alle måder at holde de fattige og udstødte i skak med at udmarve deres liv økonomisk og socialt og psykologisk. Vi ser det her tydeligt i Dannmark med behandlingen af ledige.

Faktisk er det meget ejendommeligt så asociale og ubarmhjertige Danmark er blevet.

Som om Danmark går forrest i dette usymptatiske og tåbelige projekt...

Sammenfattende ser jeg det som at der foregår et eller andet bagved rigmandskulisserne, der får disse ufatteligt rige til at handle på denne irrationelle og for dem selv farlige måde.

De er på en eller ande måde fanget i et dilemma.

Spørgsmplet er hvori dette dilemma består ?.

Vi har haft disse rige i århundreder, men da var de ikke så bange for at de fattige skulle få det for godt....så hvorfor nu???..

Derfor ser vi vor dages bestræbelser på at gøre de fattiges situation endnu værre, således at de har så travlt med at overleve og har så lidt energi at de totalt afvæbnes.

Det er farligt spil, for kan dette styres?

Brugerbillede for Leif Mikkelsen

når jeg taler om at de engang ikke var så ængstelige for at fattige skulle få det for godt, så táler jeg jo først og fremmest om tredserne, halvfjerdserne og firserne. Indtil at Nyrup, som jo er på mangen en esoterisk sorliste;))- påbegyndte reformen af arbejdsløshedssystemet.

Som han så klogt og vist sagde. "man kan ikke regne med at få understøttelse hele sit liv.....

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars A. Bruun

Grådighed.

Jeg anerkender fuldt ud at nogen yder mere end andre, og at de må have retten til selv at nyde godt af deres flid, dygtighed og held.

Den ulighed der beskrives i artiklen kan dog kun skyldes rendyrket grådighed og egoisme. Der kunne sagten være stor ulighed, uden at nogle behøvede at mangle noget, og hvis de 100 rigeste kunne klare det ved at afgive 25% af deres rigdom , hvad kunne de 1000 næstrigeste og den tredigerigeste milion ikke udrette.

Hvad med om de tre grupper gav h.h.v. 5% , 2% og 0,5% af deres rigdom, eller lignende fordeling?

De fattigste kunne så til gengæld overveje at få færre børn.

Brugerbillede for Leo Nygaard

Jeg er sikkert naiv og uvidede, når jeg mener, at det kommer an på hvad rigdommen bruges til.
Ejeren af en stor virksomhed både ejer og arbejder der. De ansatte ejer kun deres arbejds kraft, som de sælger til virksomhedsejeren. Ejeren får også sin "løn" for sin funktion i virksomheden. Hvis han forærer virksomheden til de ansatte, sker der ingenting. Alle fortsæter med den samme løn. Det afgørende er om virksomheden driver ordentlig og ikke hvem der ejer den.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steen Sohn

Det eneste svar på fattigdommen er, at lønnen sættes ned. For nogle, altså:

- Imens Nils Smedegaard prædiker mådehold, kan han kigge på sin årsopgørelse fra 2011; 18,7 millioner kroner har han raget til sig af de værdier, der er blevet skabt ude i produktionen. Og forskellen mellem, hvad arbejderen og direktøren tjener, bare stiger og stiger.

http://politiken.dk/debat/profiler/skovhus/ECE1879536/loennen-skal-ned/

Brugerbillede for Leif Mikkelsen

Når der kun er begrænsede mængder af goder på jorden,, så er der naturligvis også en frygt i rigmandkredse at man ved en global pengeuddeling til de mange fattige vil formindske mængden af goder, fordi de fattige hermed i langt højere grad får adgang til disse. Det kan jo formindske de riges adgang til disse ressourcer, der da simpelthen meget hurtigt bliver færre eller mindre af dem. De svækker altså deres egen adgang bare vil at give en fjerdedel af deres egen formue.

Det er jo det som, hvis man ser det ud fra pengenes perspektiv, kaldes for inflation, dvs en uddeling af en god portion af deres egne penge ville betyde at de riges penge bliver mindre værd. De ville simpelthen kunne få mindre for deres formue. Måske meget mindre......

Rige vil derfor altid være interesseret i at opretholde en vis mangelsituation og er derfor ikke interesseret i at dennne situation forstyrres for meget.

Hvorfor at de er særlig aggressiv lige nu overfor fattige kan måske skyldes at forurening, klimaproblemer og overbefolkning formindsker og truer mængden af goder.....men der kan også være andre grunde.......

Brugerbillede for Philip B. Johnsen

I en tråd på Politikken efterlyste jeg demokrati i Danmark, kritiske spørgsmål til de folkevalgte om EU lovgivning, jeg fik følgende svar.

-Der savnes ikke demokrati i Dk, hvis vi sammenligner os med andre lande. Men det kan da muligvis godt blive bedre. Men til hvad nytte. Som Erhard sagde: Visse ting er bare for vigtige til, at man kan spørge borgerne. Jeg er 100% sikker på at han havde ret-.

Jeg tror danskere i almindelighed har accepteret, at 75 pct. af lovgivning er ikke udfærdiget af de folkevalgte, men af teknokrater der ikke er danske statsborgere, det er muligt, at det er lovgivning der skal harmonisere og gavne Danmark, men princippet, at visse ting er bare for vigtige til, at man kan spørge borgerne, mener jeg har lullet danskerne i søvn.

Jeg er foruroliget over, at det overordnede indtryk efter World Economic Forums topmødet i Davos er, at det går den rigtige vej i Europa, når vi ved, at Rødekros uddeler mad til de sultne i hovedstæderne i EU land.

Hvor er kritikken af, eller bare kritiske spørgsmål til de folkevalgte, jeg vil have svar på, hvordan det kan være rigtigt det går bedre når folk sulter.

Operationen lykkes bankerne er redet patienten døde.

Brugerbillede for Leif Mikkelsen

Så det handler om kampen for adgangen til de begrænsede goder, som bliver færre og færre. I hver fald hvis man kører videre med et nuværende system. Også fordi selve produktionsmetoderne i sig selv begrænser mængden af producerede goder. Og måske endda ligefrem ødelægger dem og på denne måde formindsker dem.

i denne kamp for adgangen til færre og færre goder har man foreløbigt valgt at løse det ved at fattige får endnu mindre adgang til disse goder end de havde i forvejen, således at de rigere enten kan opretholde eller måske endda forøge deres adgang til goderne.

Dette ser overfladisk ud som at der kommer flere goder og dermed sker en "vækst", men det er en camoflage af den egentlige virkelighed, fordi det er de fattige, som må betale for denne tilsyneladende "vækst" af goder ved mindre adgang til de samme goder. Det er de fattige som må betale på en absurd og vanvittig og destruktiv udplyndring af jordens ressourcer. Det er lidt dumt, for hvornår rammer denne udplyndring også de som er lidt rigere og lidt rigere og lidt rigere???

Men foreløbigt er det ganske enkelt: når der er mindre adgang til goderne for de fattige, så er der følgeligt også mere adgang til samme goder for de rige- og så kan de rige ikke mærke at der i virkeligheden er færre og færre goder i verden, fordi at Jorden mindre og mindre kan forsyne dem med disse goder.

Dette usympatiske arrangement, som egentligt bare er et middel til at rage til sig på bekostning af andre, fordi kampen om ressourcerne og goderne er blevet mere hård på grund af forurening, klimaproblemer, overbefolkning og at man er ved at nå grænsen for udplyndring af planeten, sættes i system under betegnelser som "skrappe reformer", "arbejdsløshed", "kæmpelån", "krise" etc etc.

Hvor længe vil befolkningerne lade sig narre???

Brugerbillede for Leif Mikkelsen

Jo, jo, Peter, det kan du have ret i. Det handler som jeg har skrevet så tit om uden at nogen åbenbart har reageret, om hvilket samfund vil vil have og hvordan at det gode live skal være...det handler slet ikke om penge og økonomi,som en Thorning vil bilde os ind.

Når du skriver om de goder, der bliver flere af, så går jeg ud fra at du mener at de ligger som potentielle muigheder i udviklingen, men som man ikke regner for noget p.t. F.eks mere tid til sin familie, mere tid til at dyrke sine egentlige interersser,åndsstyrkelse, læsning, musik, meditation, mere samvær med familien, etc etc.
Jeg har bare skrevet om de goder, som folk løber efter-også de rige og påvist hvordan at det fungerer, . Ikke om det er rigtigt at løbe efter dem.

Det er jo også en vigtig pointe, du har ret. Men kommer om jeg så må sige oven i hatten;))

Brugerbillede for Leif Mikkelsen

Inden af de goder det var værd at løbe efter er fritid. I stedet ser vi en Thorning, som vil have folk til at arbejde mere, f.eks i hendes ublu og afsindige angreb på helligdagene. Dette angreb på folks fritid er dog fuldstændigt inden for min beskrivelse af hvordan det fungerer lige nu- som altså ikke handler om hvordan det burde være og hvordan man burde indrette samfundet

De rige er interesseret i at få produceret flere varer, som de kan købe, ligesom de også er interesseret i at den enkelte producerer mere får færre penge. Dermed belaster disse arbejdende fattige ikke klodens ressourcer med et for stort forbrug, men de producerer til gengæld en masse varer til glæde for de rige. Varer som de ikke selv har råd til at købe og forbruge og dermed belaste kloden og klimaet.

En smart måde at gøre lidt ved klimaproblemerne ved, samtidig med at man ikke selv lider nød. Tværtimod og oven i købet kan man piske folk endnu mere ved denne kunstige og bevidst fremkaldte mangelsituation hos disse masser.

Derfor ser vi denne udvikling med "working poors"., der er nødt til at have flere jobs for bare at kunne leve efter en minimal levestandard. her i Europa.

Det er tydeligt hvilke interesser at dette tidligere socialdemokrati, nu kaldet socialdemokraterne, tjener. Ligeså de radikale, som jo også er rykket voldsomt for at tjene denne herskende klasse Socialistisk folkeparti har jeg næsten ikke lyst til at nævne, det er bare et mareridt med dem..

Det værste er deres skamløse tankeløshed. Jeg græmmes virkeligt og håber at dette for Danmark så skadelige kvindemenneske kaldet H Thorning snart bliver hældt ud der hvor hun hører til. .

anbefalede denne kommentar

Sider