Læsetid: 8 min.

Kulturformidling eller kinesisk propaganda?

Danmarks største kommercielle radiokanaler får penge for at sende programmer om Kina – produceret af en kinesisk statskontrolleret medieorganisation. Uden at lytterne ved det. ’Kulturformidling,’ siger informationschef. Skjult propaganda, mener kritikere
Den kinesiske radiokanal China Radio International beskrives som Kinas ’propagandakanal til et udenlandsk publikum’, og den kontrolleres af kommunistpartiets centrale propagandabureau. Den kontrollerer finske Gbtimes, der producerer de programmer om Kina, som The Voice og NOVA FM sender

Den kinesiske radiokanal China Radio International beskrives som Kinas ’propagandakanal til et udenlandsk publikum’, og den kontrolleres af kommunistpartiets centrale propagandabureau. Den kontrollerer finske Gbtimes, der producerer de programmer om Kina, som The Voice og NOVA FM sender

Zheng Huansong

16. januar 2013

Kinesisk popmusik og madkunst. En forklaring på, hvor ordet ’kineserier’ kommer fra. Et indslag om en tidligere kulminearbejder, der har fået udsigt til et renere miljø. Og en introduktion til kineseres fjernsynsvaner.

Det var det tilsyneladende uskyldige indhold af en nylig version af det timelange radioprogram Kina Ekspressen, som sendes på The Voice og NOVA FM, Danmarks to mest popopulære kommercielle radiokanaler med tilsammen to millioner ugentlige lyttere – eller nogenlunde samme størrelse som DR’s P3 og P1.

Men kritikere ser det imidlertid som del af en skjult propaganda indsats finansieret af det kommunistiske styre i Beijing, der har som mål at påvirke udlændinge til at få et mere venligtsindet syn på Kina og landets autoritære ledelse.

»Bliv klogere på Kina« er radioprogrammets slogan. Men hvad de danske radiolyttere ikke får at vide er, at programmet produceres af en finskbaseret medieorganisation, som kontrolleres af den kinesiske stat, og som anklages for at være en propagandasender for Beijing, der tegner et ukritisk portræt af Kina.

Og det holdes samtidig skjult, at den kinesiskkontrollerede organisation oven i købet betaler de to danske radiokanaler for at sende det ugentlige program, der er 100 procent dedikeret til fortællinger om Kina. Som købt og skjult reklame for Kina er programmet dermed en brik i kommunistpartiets massive statsfinansierede internationale medieekspansion.

Professor Xiaoling Zhang fra University of Nottingham ser programmet som en del af Kinas regerings forsøg på at fremstille et skønmaleri af Kina. Følsomme og omstridte emner som kinesiske menneskerettigheder skubbes i baggrunden til fordel for en ukontroversiel og finpoleret præsentation af kinesisk kultur.

»Det handler om at skabe et positivt billede af Kina – og dermed den kinesiske regering,« siger Xiaoling Zhang, som specialiserer sig i kinesiske medier og regeringens indsats for at gøre landets statsmedier til globale spillere og et vigtigt våben i det, styret opfatter som en igangværende kinesisk-vestlig kulturkamp.

»I sidste ende handler det om at styrke regeringens image og magt. Både over for landets egen befolkning og overfor omverdenen,« siger Xiaoling Zhang.

Åbner vinduet til Kina

Kina Ekspressens lyttere får blot at vide, at programmet produceres af Gbtimes. Det er en medievirksomhed, der er baseret i den finske by Tampere, men det er den statsejede radiostation China Radio International, som med 60 procents ejerskab gennem fonde reelt kontrollerer Gbtimes. China Radio International er en radiokanal, der beskrives som Kinas »propagandakanal til et udenlandsk publikum«, og den kontrolleres af kommunistpartiets centrale propagandabureau.

Gbtimes har i alt 160 ansatte – 80 procent af dem journalister – som kommer fra adskillige europæiske lande. I Finland laves samtidig radioprogrammer og internetartikler på et dusin forskellige sprog. Alt indhold handler om Kina.

»Det, som Gbtimes faktisk forsøger at gøre, er at åbne vinduet ind til Kina en smule og på en måde hjælpe Kina med at introducere sig selv og øge interessen for Kina,« siger vicepræsident for Gbtimes Henrik Resman om mediehusets målsætning.

Der er dog aspekter af Kina, som tilsyneladende ikke skal introduceres. Da Kina Ekspressen eksempelvis fornylig fortalte de danske lyttere om det kinesiske tv-marked og kinesernes fjernsynsvaner, blev styrets omfattende censur af landets tv-kanaler på intet tidspunkt nævnt. Samtidig blev kommunistpartiets landsdækkende tv-kanal CCTV, hvis præsident har udtalt, at nyheder altid skal afspejle »vort partis og lands politiske ståsted«, harmløst beskrevet som »stort set det samme som Danmarks Radio – bare en smule større«.

Indslaget byggede på interview med en udlænding i Kina, som ofte optræder som ekspert i udsendelsen. Han introduceres som »vores sædvanlige ekspert« – at han rent faktisk er på statsejede China Radio Internationals lønningsliste, nævnes ikke.

Dikterer indhold

I finske medier er Gbtimes’ radioprogrammer og internetindhold blevet anklaget for ikke også at rumme et kritisk blik på blandt andet Kinas menneskerettighedssituation. Radioprogrammerne fokuserer i stedet hovedsageligt på kultur og rejser.

Den finske avis Helsingin Sanomat har rapporteret, at China Radio International ifølge avisens kilder holder tæt øje med indholdet af Gbtimes’ produkter og samtidig dikterer vinklingen på nyhedshistorier. Ifølge Helsingin Sanomat må Gbtimes ikke lave interview om bestemte politiske betændte emner – såsom Falungong-bevægelsen, situationen i Tibet eller overgreb på det uighuriske mindretal.

Hvis man på Gbtimes’ engelsksprogede hjemmeside søger efter artikler om Dalai Lama, så indeholder de første 20 søgeresultater langt overvejende artikler, som bruger kinesiske statsstyrede medier som kilder. Citaterne i artiklerne er næsten udelukkende fra kinesiske embedsfolk, der dermed næsten uimodsagt får plads til at rette en ensidig kritik mod tibetanernes åndelige leder og fremlægge den kinesiske version: At det er Dalai Lama – og ikke den kinesiske regerings undertrykkelse – der er skyld i det store antal tibetanere, som har sat ild til sig selv inden for de seneste år.

Det er dog ikke kun sort-hvidt. I sidste søndags udgave af Kina Ekspressen diskuteredes – ligesom det gøres i kinesiske medier – at den kommunistiske ledelse har brug for en ny økonomisk linje. Samtidig blev internetcensuren og også massakren på Den Himmelske Freds Plads i 1989 nævnt, og om end det skete flygtigt, så ville det aldrig ske i kinesiske medier.

Hvidvaskning

Den finske medieprofessor Heikki Luostarinen fra Tampere Universitet, der har fulgt Gbtimes og specialiserer sig i propaganda i Europa, mener dog, at Gbtimes på et falsk grundlag udgiver sig for at være et uafhængigt udenlandsk medie og dermed gør sig skyldig i ikke at levere den nødvendige varedeklaration.

»De fortæller ikke, hvem den virkelige afsender er, nemlig den kinesiske stat,« siger han og sammenligner Gbtimes’ samarbejde med det kinesiske styre med »hvidvaskning af penge«.

»Det er den kinesiske regerings stemme, der høres, men det er pakket ind, så det ikke fremgår, at det er den, der er afsenderen,« siger han.

Xiaoling Zhang mener, at den kinesiske regering ønsker at skjule sig bag et vestligbaseret mediehus som Gbtimes, fordi den tror, at dens finpolerede beskrivelse af Kina derved lettere vil trænge igennem til et dansk og europæisk publikum.

»Den kinesiske regering er udmærket klar over, at hvis folk ved, at det sendte kommer direkte fra regeringen, så er der ingen, der gider lytte, for så vil de være klar over, at der er tale om propaganda,« siger hun.

SBS Media, som står bag The Voice og NOVA FM, siger, at de ikke – før Information har forelagt dem oplysningen – var klar over, at Kina Ekspressen, som sendes på de to radiokanaler, produceres af et kinesisk-kontrolleret selskab.

SBS Medias informationschef, Jesper Jürgensen, siger imidlertid, at de alligevel ikke har betænkeligheder ved at sende programmet, da de ikke betragter det som propaganda:

»Hvis det var kommunistisk propaganda, så ville vi forholde os anderledes til det, men det handler om kinesisk kultur, musik og kulturformidling generelt,« siger han og tilføjer, at »vores programfolk har lyttet programmet igennem og vurderet, at det overholder de krav, vi stiller til sponsorerede programmer.«

Jesper Jürgensen vil ikke kommentere på konkrete indslag fra radioprogrammet, som kan anklages for at have været for ensidigt positive. Men han siger dog samtidig, at SBS Media »skal stramme op« og fremover vil gøre opmærksom på, at der er tale om et sponsoreret program, hvilket de ikke hidtil har gjort. Men han mener dog ikke, der er behov for at gøre lytterne opmærksomme på programmets forbindelse til den kinesiske stat.

SBS Media vil ikke oplyse, hvor mange penge de får for at sende programmet, men Jesper Jürgensen siger:

»Det er ikke et program, vi ville sende, hvis vi skulle betale for det.«

Ikke et ekko

Henrik Resman fra Gbtimes mener, at mediehuset er en nødvendig tilføjelse til medielandskabet. Han siger, at den normale dækning af Kina »ikke er tilstrækkelig varieret«, og det »normalt er ret let at finde kritik« af Kina i vestlige medier.

»Når de (vestlige medier, red.) taler om Kina, så handler det om politik, økonomi og menneskerettigheder – men Kina er mere end det. Landet har en rig kultur; det byder på masser af andre ting, som normalt ikke fortælles til de brede masser,« siger han og fortsætter:

»Vi forsøger at undgå at være et ekko af Vesten og Østen. Vi forsøger at finde vores egen journalistiske tilgang.«

Han afviser kategorisk over for Information, at Gbtimes’ redaktionelle linje kontrolleres eller styres af China Radio International. Men han erkender, at Gbtimes er et nyttefuldt redskab for kineserne til at nå ud til et vestligt publikum med deres budskaber:

»Vi har masser af frihed, og vores kinesiske ejere forstår, at der er en ny og anderledes måde, som skal benyttes for at nå ud til de brede masser, specielt i den vestlige del af verden,« siger Resman og tilføjer, at »kineserne ville blive afsløret med det samme, hvis de brugte deres traditionelle måde, nemlig propaganda, til at promovere deres synspunkter på.«

Gbtimes beskriver forholdet mellem dem selv og China Radio International som et partnerskab. Til mistanken om, at Gbtimes er Beijings forlængede arm, siger Henrik Resman: »Jeg tror, at specielt mange vestlige journalister er for hurtige til automatisk at dømme en virksomhed som værende et propagandaværktøj, hvis den betales af kineserne eller arbejder for at præsentere Kina. Jeg mener i stedet, at vi bør være mere åbensindede over for andre kilder til information og synspunkter.«

Professor Xiaoling Zhang udtrykker dog skepsis over for, at China Radio International ikke skulle have nogen indflydelse på Gbtimes’ redaktionelle linje, selv om hun vurderer, at Gbtimes kan agere mere autonomt fra den kinesiske stat end Kinas egne medier.

»De kan kalde det et partnerskab, men hvis de finansieres af den kinesiske regering, så vil de også vide, hvem det er, der betaler smørret på deres brød. Det, som vi ser i den slags tilfælde, er en slags selvcensur, selv hvis de ikke får direkte besked fra China Radio International.«

Henrik Resman erkender da også, at Gbtimes’ ståsted er prekært:

»Vi ved, der er risici, og vi ved, at vi er sårbare. Men vi forsøger at finde en tredje vinkel. Det er vores udfordring. Hvis vi gør det ordentligt, så tror jeg, at vi kan adskille os fra både vestlige og kinesiske medier. Helt ærligt, så er det meget vanskeligt, og det er også en varm kartoffel for os.«

Serie

Seneste artikler

  • New York Times hacket efter afslørende artikel om Kinas leder

    1. februar 2013
    Den amerikanske avis New York Times anklager kinesiske hackere med forbindelse til regeringen i Beijing for at stå bag omfattende angreb på avisens computersystemer. Formålet var at finde kilderne til en artikel, der afslørede premierminister Wen Jiabaos families økonomiske interesser
  • Kina og de fjendtlige vestlige medier

    22. januar 2013
    Kinas regering er vred over vestlige mediers negative dækning af landet, som både skader Kinas image internationalt og styrets agtelse i den kinesiske befolkning. Men så har regeringen sine egne ’udenlandske’ medier, som kan fortælle den positive historie
  • Betalt kulturformidling

    18. januar 2013
    Det sponsorerede program ’Kina Ekspressen’ fortsætter på fjerde år, men det var en fejl at skjule sponseringen, siger Jesper Jürgensen, informationschef i SBS Media. Fremover vil det være tydeligt, at SBS får betaling for at bringe det, lover han
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Philip C Stone
  • Carsten Mortensen
  • Anders Feder
  • Karsten Aaen
  • Gert Villadsen
  • Henrik Jensen
  • Anders Fjordbak-Trier
  • Michel Steen-Hansen
  • Daniel Mikkelsen
  • Kenneth Sebastian Mølholt
Philip C Stone, Carsten Mortensen, Anders Feder, Karsten Aaen, Gert Villadsen, Henrik Jensen, Anders Fjordbak-Trier, Michel Steen-Hansen, Daniel Mikkelsen og Kenneth Sebastian Mølholt anbefalede denne artikel

Kommentarer

Rasmus Varnich Blumensaat

CCTV (disambiguation)

CCTV is closed-circuit television, a system of remote monitoring using cameras.

CCTV may also refer to:
China Central Television, the state national television broadcaster in mainland China

Rasmus Kongshøj, Anders Feder og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Mathias Rølle

Henrik Resman siger det selv: »kineserne ville blive afsløret med det samme, hvis de brugte deres traditionelle måde, nemlig propaganda, til at promovere deres synspunkter på.«

Michel Steen-Hansen

Under den kolde krig var man ikke i tvivl, men dengang var Kina jo også et kommunistisk diktatur eller... nå nej....den gang spillede Kina ikke så stor en økonomiske rolle. Økonomien er altid determinerende som en klog mand engang sagde

Lasse Damgaard

- Der er vel ikke så meget forskel på det kineserne gør og hvad megamultinationale gør.

Product placement og den slags når du ser en film eller ser kendiser optræde i DR TV2 eller et hvilkent som helst andet medie, hvor branding af en vare et firma eller en religion kan fremvises - nu er det så kina der gerne vil på landkortet gennem radioen.

Holger Madsen, Rasmus Kongshøj, Bill Atkins, Simon Olmo Larsen, Christian Pedersen og Filo Butcher anbefalede denne kommentar

Hvad med alt det løgn, som politikerne fyrer af inden de har tænkt sig at bakke op om krige i Mellemøsten og andre steder?
Jeg ser masser af propaganda i mange former, hver gang jeg besøger en der stener tv2.
Tænk, der er så mange danskere der vil mene, at vi ikke bliver propaganderet af vores medier og regeringer. Af vores institutter og lærebøger.
Propaganda er sgu' ikke kun noget der hører kineserne til.
Vedr. den her omgang - jaaa, med penge kan du få!

Rune Lund, Torben Nielsen, Holger Madsen, Rasmus Kongshøj, Bill Atkins, Simon Olmo Larsen, Christian Pedersen, Jens Overgaard Bjerre, Carsten Mortensen, Filo Butcher og Jesper Wendt anbefalede denne kommentar
steen nielsen

biibbiib!
"Vi lader da ikke døren stå på klem for propaganda, vi lader døren stå piv` åben for fortielse af kritik og får penge for det, det er noget andet."

Mon ikke Wulff og Morgenthaler kan bruge disse ting til et eller andet? Den kritiske og demokratiske presse kan i hvert fald ikke, tvært imod.

Det er igen de liberale strømme, og grundpræmissen der vakler.

Medierne bruger ellers kinesiske metoder, vækst først, og så oprydning.

Om vi også ryger på hospitalet her, er nok at stramme den lidt. Smog er der rigeligt af.

Nå ja, sluk for det.

Desværre er markedet ikke regulerende, andet end for en beskæmmende social udvikling.

Carsten Mortensen

Ja, læg dertil Waterfront + Ask Rostrup & co. .......+ tossespørgsmål som :
Hvordan er stemningen blandt amerikanerne i dag!

Og prøv at se TV aviser.......nå, nej, det behøver vi ikke længere :-)

Kina vil meget gerne udvinde mineraler på Grønland ( ligesom Kina gør det i Afrika) , og Grønland vil gerne understøtte dette tiltag med bl a bistand af billig importeret arbejdskraft ( statsministeren siger at vi skal respektere grønlands autonomi - og det er selvfølgelig korrekt).

Kina et stort marked, som bliver endnu større ( verdens suppermagt nr 1 inden for de næste årtier), og danske virksomheder har behov for at kunne gøre forretninger med kinesiske partnere,

Det danske velfærdssamfunds fremtid og kvalitet samt navnlig beskæftigelsen i Danmark afhænger af, at dansk erhvervsliv kan skabe overskud på handel med udlandet - og navnlig med kommende supermagter som Kina

Kina er ikke et demokrati , og det har en elendig performance når det gælder menneskerettigheder, så det er vel ikke overraskende at statsstyrede kinesiske organer driver en effktiv propaganda og lobby virksomhed i andre lande - lande hvis politikere indser, at Kinas magthavere ikke er til at "manipulere med" ved hjælp af kritik og fordømmelse.

At et par medier i Danmark lader sig betale for at "tale pænt" om Kina og male et "skønmaleri" siger egentlig mest om de pågældende medier og deres medarbejdere - men det rammer også meget præcist den generelle danske holdning om, at vi må lukke øjnene for visse ting , og så skal det nok blive bedre " på den lange bane " - det er lidt hyklerisk, men vi har brug for det kinesiske marked ( - desværre).

Alså - denne artikel burde måske snarere få os til at se nøgtent på dansk Kina-politik, end blot at "skyde" på et par medier ??? (- men det er lidt ubehageligt ?)

Rasmus Kongshøj, Torben Bruhn Andersen og Jesper Wendt anbefalede denne kommentar

Hvad er sensationen?

Danske kanaler har da sendt fladpandet amerikansk kulturpåvirkning i årtier og endda betalt for det!

"Hello, I am the Danish Statsminister"

Mange "fine" danske medier abonnerer sågar på åbenlyse "propagandasendere" som f.eks Ritzau.

Rune Lund, Torben Nielsen, Holger Madsen, Rasmus Kongshøj, Bill Atkins, Simon Olmo Larsen, Troels H. Poulsen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar

Amerikanske tv serier er også propaganda. Den liberale nyhedsstation TV2 news laver også vestlig propaganda i bl.a busser og s-tog, det er massiv propaganda, og dette anser jeg for værende undertrykkende. Liberal kommunisme pyntet med glimmer, og med skriften, demokrati.

Man kan ikke relativere den "skjulte" kinesiske propaganda, ved at sammenligne med hvad der foregår i vesten. Den kinesiske propaganda er mere giftig og lumsk. Hele den lukkethed der præger et diktatur som det kinesiske gør, at det er meget sværere at verificere de påstande, og hvide løgne der bliver udbredt.

Men det hele går hånd i hånd, vestens mainstream medier(som jo er regeringernes talerør) er såmænd bare ved, at forberede befolkningerne, på kapitalismen med kinesiske værdiers kommen.

Det liberale, vestlige diktatur medier, bekymrer sig ikke om de kinesiske menneskerettigheder, og andre politiske aspekter, det er endnu en gang - vestlig propaganda.
Vesten frygter, at Kina selv begynder, at udvikle produkter og lignende, og ikke som det er i dag, med primær billig kinesisk arbejdskraft. Siden 70'erne har vi næsten ikke hørt andet end mindre flatterende ting, om Kina, og med en vis grund.

Nu har arkæologer under restaureringen af Erimitageslotte afdækket at mindst tre værelser tilbage i 1730, lige da danskerne begyndte at handle med Østen, oprindeligt var udsmykket som kineserier - er det mon propaganda eller hvordan?

Tvivler på kina kan holde dampen oppe, de står overfor massive udfordringer.

Den ikke eksisterende forurening, sender nu folk på hospitalet.

Anders Sigsgaard Skov

DRK er produceret af BBC. Har, vi synes at det kinesiske styre er mærkeligt, men det synes jeg også Murdochs er. Med mindre det er aggressiv propaganda kan flere stemmer kun forøge vores viden

Jens Thorning

BBC-propagandaen på DR K hænger vel sammen med, at vores ydelser på æresgælden fra 1945 er blevet sat op, og kineserierne tyder på, at vi alligevel ikke skal i krig med dem, i al fald ikke lige nu, men at de skal hjælpe os gennem krisen; og så må muslimerne indstille sig på en ordentlig røvfuld, når USA, Kina og Danmark indgår en strategisk alliance. Russerne kommer også til at makke ret.

Rasmus Kongshøj

Det er dejligt at man problematiserer den kinesiske propaganda. Det er i bund og grund at holde folk for nar, når man prøver at give dem et skønmaleri af virkeligheden.

Men den kinesiske propaganda er dog for intet at regne mod den kapitalistiske propaganda, der findes i kulturen som sådan. Den linde strøm af TV-serier som folk labber i sig tegner et helt forskruet billede af virkeligheden; de er overbefolkede med rige og smukke mennesker, og selv de helt almindelige folk der optræder i dem, bor i store, velindrettede kasser af huse, som de færreste ville have råd til ude i virkeligheden. Ind imellem TV-serierne har vi så åbenlys propaganda for virksomheder, der prøver at manipulere os til at skrue vores bulemiske forbrug af ligegyldigt ragelse endnu højere op.

Hvornår bliver den propaganda problematiseret?

Jesper Wendt, Simon Olmo Larsen, Torben Nielsen og Holger Madsen anbefalede denne kommentar
Torben Nielsen

Danmarks Radio er bestemt ikke bedre end TV2. Nærmere tværtimod. Public service er et groft manipulerende styringsinstrument.

DR K er nok den kanal hvor propaganda dyrkes mindst. Den 15. januar viste man filmen "Hollywood-skurke: arabere" (Reel bad arabs). Om hvordan hollywoodfilm bevidst manipulerer folk til ikke at have medfølelse med palæstinensere uanset hvad disse har været udsat for af overgreb og drab på børn. De er "untermenchen".

http://www.youtube.com/watch?v=DmVoSZk_fvo

Man burde næsten have en slags våbentilladelse før man må se amerikanske film og serier.

steen nielsen

citat: "At et par medier i Danmark lader sig betale for at "tale pænt" om Kina og male et "skønmaleri" siger egentlig mest om de pågældende medier og deres medarbejdere - men det rammer også meget præcist den generelle danske holdning om, at vi må lukke øjnene for visse ting , og så skal det nok blive bedre " på den lange bane " - det er lidt hyklerisk, men vi har brug for det kinesiske marked ( - desværre)."

Vi har brug for et marked underforstået, vi har ikke brug for demokrati, hvis vi ikke kan få bægge dele.

steen nielsen

citat: "At et par medier i Danmark lader sig betale for at "tale pænt" om Kina og male et "skønmaleri" siger egentlig mest om de pågældende medier og deres medarbejdere - men det rammer også meget præcist den generelle danske holdning om, at vi må lukke øjnene for visse ting , og så skal det nok blive bedre " på den lange bane " - det er lidt hyklerisk, men vi har brug for det kinesiske marked ( - desværre)."

Vi har brug for et marked underforstået, vi har ikke brug for demokrati, hvis vi ikke kan få begge dele.

Jens Thorning

Man skal bare holde øje med trenden i Hollywood; da Danmark gik forrest i Kosovo dukkede der f.eks. pludselig en dansker op i James Bonds harem. En skarpsindig analyse vil vise, om der arbejdes på at fremstille sympatiske kinesere. Om det så er Hollywood, der bestemmer USA's udenrigspolitik, eller det blot er en udøvende instans, får stå hen i det uvisse.

Nu HAR der altså været par ret markante danske Bond-skurke på det seneste, så den holder nok alligevel ikke helt!

De eneste man kan regne med er snart russerne. De har haft fast skurkerolle i propagandaen lige siden Zartiden, ligegyldig hvad de gør. ;-)

Bjarne Nielsen

Det er meget, meget positivt, hver gang det lykkes at trænge igennem med andre synsvinkler end dem, der præger vores ensrettede massemedier og deres consensus om billeder af verden.

Det var et stort tab for demokratiet og mangfoldigheden af kritiske synspunkter, at vi mistede de ressourcer, som de socialistiske lande havde inden for nyhedsformidling og kulturel og politisk påvirkning.

Uanset deres fejl og mangler udfordrede de alle de selvforståede sandheder i vestlige medier og skabte en dynamik og diskussioner, som vi mangler i dag.

Truslen mod demokrati kommer ikke fra kinesiske medier, men fra den enorme strøm af ensartet påvirkning fra amerikanske medier og film og spil og fra de privatejede nyhedsfabrikker i Danmark. Ethvert modspil er velfortjent.

Ulf Timmermann

Hovedreglen for vestlige "progressive" eller i egen selvforståelse "venstreorienterede" er, at de er neo-konservative. Ja, faktisk var de neo-konservative førend ”strømningen” formuleredes af den neo-koloniale og neo-imperialistiske højrefløj i USA.

Ligeledes er dagbladet Information blot tilsvarende et organ for The lost Empire. I rasler blot med sølvtøjet – arvesølvet – derhjemme. Yankee-pudler hele banden i the classless’, sexless’ and free’s permanent krigsførende Videns- og Oplysningssamfund Danmark.

Anders H. Andersen

DR K viser frem til den 21. marts en kinesisk propaganda-"dokumentar" om tevejen mellem Kina og Tibet (http://www.dr.dk/tv/se/tevejen-til-himlen/tevejen-til-himlen-3-3). Udsendelsen tegner et idyliseret billede af Tibet, den sammenblander fakta (tehandlen) og fiktion (en nutidig tekaravane der når Lhasa), der bruges kinesiske stednavne (fx Lasa), man ser ingen soldater i gaderne og få kinesere, munke kaldes lamaer, og der er ingen kritiske røster, men en hel masse folkedragter. Det ville være interessant at vide, hvordan DR har fået ideen til at bringe netop denne dokumentar.

Tak Anders,

Så vil jeg se paradise hotel den 21 ;)

DR K viser en masse propaganda i forvejen. Jeg har en opfattelse af, at DR K's agenda er at bevare en anglosaksisk historieopfattelse, som efter min mening er håbløs gammeldags. Men jeg tror mange af deres dispositioner bunder i uvidenhed, og stramme budgetter.

Med hensyn til Kina gør de så det modsatte, hvilket kan undre. Men her tror jeg økonomien spiller en væsentlig rolle. Danmarks Radio er staten og regeringens talerør, og de vil gerne være på god fod med Kina, da de tror, at dette er godt for danske virksomheder.