Nyhed
Læsetid: 5 min.

Kulturvandalisme i Mali

Før de flygtede fra fremrykkende franske tropper, stak islamistiske oprørere ild på to biblioteker i Timbuktu – titusindvis af uvurderlige historiske manuskripter fra ørkenbyens kulturelle glansperiode frygtes at være gået tabt
Franske og maliske soldater fik i søndags igen kontrol med den sagnomspundne ørkenby Timbuktu i Saharas sydvestlige udkant.

Franske og maliske soldater fik i søndags igen kontrol med den sagnomspundne ørkenby Timbuktu i Saharas sydvestlige udkant.

ERIC FEFERBERG

Udland
30. januar 2013

Vive la France, vive le Mali,« synger de jublende menneskemængder, der har samlet sig på hvert et gadehjørne. Kvinderne har kastet sløret. Flere har i stedet hyllet sig i trikoloren.

»I dag har vi fået vores frihed tilbage,« fortæller Mohamed Ibrahim Traore, en lokal butiksejer til The Independents korrespondent, Daniel Howden. »Vi fester,« råber en euforisk Akia Coulibaly, en lokal sangerinde, der har taget lang tyrkis kjole på. »Vi har ikke danset og sunget i al den tid, de var her. De huggede folks hænder af, og de gav os tæsk. Vi har været fanger.«

Timbuktu, Malis gamle historiske og kulturelle centrum, er atter frit. Kvinder behøver ikke at overholde et strengt tilsløringskodeks. Småkriminalitet som rapserier medfører ikke automatisk amputation af lemmer. At tale med kvinder udløser ikke længere piskestraf.

Men det befriede Timbuktu er også det raserede Timbuktu og det skændede Timbuktu.

For nok var glæden og lettelsen stor hos byens indbyggere, da franske faldskærmssoldater og maliske regeringstropper søndag fik kontrol med den sagnomspundne ørkenby i Saharas sydvestlige udkant. Det skete uden at løsne et eneste skud, for de militante islamister, der havde holdt byen besat siden april 2012, var umiddelbart forinden flygtet ud i ørkenen. Men stor er også forfærdelsen og vreden, nu da tyranniets pris og skadernes omfang kan gøres op.

’Et slag mod verdens kulturarv’

De flygtede islamistiske militser, der siges at have forbindelse til al-Qaeda, smadrede allerede sidste sommer adskillige af byens sufi-islamiske helligdomme, der kan føre deres historie tilbage til 1300-tallet. Nu forlyder det, at de før flugten har gennemført et monumentalt stykke kulturvandalisme ved lørdag at nedbrænde to bygninger, der indeholdt uvurderlige historiske manuskripter.

»Der er tale om et ødelæggende slag imod hele verdens kulturarv,« siger Timbuktus rasende borgmester, Hallé Ousmani Cissé, over telefonen til The Guardian. Islamisterne nedbrændte også byens rådhus, guvernørkontor og et lokalt parlamentsmedlems privatbolig.

»Det er chokerende. Disse manuskripter tilhørte ikke blot Mali. De tilhørte verden. Og ved at brænde dem har oprørerne truet verden. Vi er nødt til at dræbe alle oprørere i nord.«

Manuskripterne blev opbevaret i to adskilte bygninger. Et aldrende bibliotek og et nyt sydafrikansk finansieret forskningscenter, Ahmad Baba-instituttet, der blev opført i 2009 og har taget navn efter en berømt islamlærd i 1600-tallets Timbuktu.

Ifølge borgmester Cissé er begge bygninger brændt ned til grunden. Om nogle af manuskripterne har overlevet, vides ikke. I århundreder var de gemt af vejen i trækasser begravet i ørkensandet eller i huler. Da det franske kolonistyre sluttede i 1960, blev de fleste af manuskripterne, hvoraf nogle var på papir, andre på kamel- eller gedeskind, opbevaret i 60-80 private biblioteker tilhørende nogle af byens gamle familier.

Hovedparten af teksterne var skrevet på arabisk, men en del var på afrikanske sprog såsom songhai, tamashek og bambara. Der var også hebraiske og tyrkiske skrifter imellem.

Indholdsmæssigt strakte de sig vidt, fra astronomi, poesi, musik og lægekunst til lovtekster, blandt andet om kvinderettigheder. Det ældste af dem var fra 1204.

Punkterede en myte

Seydou Traoré, som har arbejdet for Ahmed Babu-instituttet i en årrække og nåede at flygte, før islamisterne besatte byen, siger til The Guardian, at kun et fåtal af manuskripterne er digitaliseret. Han pointerer, at de afrikanske manuskripter især havde betydning, fordi de punkterede den myte, at ’det sorte Afrika’ kun kendte til mundtligt overleveret historieskrivning.

»Man behøvede kun at læse disse manuskripter for at indse, hvor fejlagtig den opfattelse er.«

Nogle af de mest fascinerende manuskripter omhandlede således en beskrivelse af Vestafrikas tidlige historie. Men der var også nyere og mere pudsige ting iblandt, herunder et anbefalelsesbrev for den tyske 1800-tals-eventyrer og opdagelsesrejsende Heinrich Barth og et dokument om gode råd til behandling af impotens.

Størstedelen stammede dog fra Timbuktus intellektuelle og kulturelle blomstringstid i 1300-1400-årene, fortæller Traoré. Timbuktu, der ligger umiddelbart nord for Niger-floden, var dengang et velstående og dynamisk handels- og lærdomscentrum, der tiltrak lærde og rejsende fra hele Mellemøsten. Mange af dem havde bøger med, som de solgte.

Manuskripterne var endnu ikke blevet ordentligt katalogiseret, ja, knap nok nummereret af instituttets hold af internationale forskere.

En af disse, professor Bruce Hall fra det amerikanske universitet Duke, er da også sønderknust. Til Le Monde udtaler han:

»Hvis dette bekræftes, er det intet mindre end en katastrofe for Malis kulturarv, et enormt tab for verdenshistorien og for historikernes adgang til kilder om Vestafrika før koloniseringen.«

Hall har tilbragt adskillige år med at studere manuskripterne i Timbuktu som del af sin forskning i relationerne mellem sorte og arabere i Vestafrika fra 1600 til 1960. Ifølge Hall rummede de to samlinger 30.000 manuskripter.

Tusindvis af andre manuskripter menes stadig at være i privateje hos familier i Timbuktu, hvor de dog ikke nødvendigvis opbevares under betryggende former.

Bag ødelæggelsen af manuskripterne gemmer sig en anden skandale, pointerer Hall.

»UNESCO og en række internationale fonde har i de seneste 10 år brugt snesevis af millioner dollar på at gennemføre en digitalisering og moderne konservering af disse manuskripter. Men næsten intet af dette projekt er realiseret. Pengene er forsvundet i Mali, men også i hænderne på vestlige pseudoeksperter. De manuskripter, der var digitaliseret, var ikke engang på internettet, men kunne kun studeres i instituttets computere i Timbuktu.«

Fanatiske islamister har tidligere vakt international forargelse ved kulturel vandalisme, som da Taleban i marts 2001 dynamitsprængte to kæmpemæssige Buddha-statuer fra 500-tallet i Bamiyan.

Men hvorfor skulle arabiske og tuaregiske islamister beslutte sig for at tilintetgøre manuskripter, der for en stor dels vedkommende er vidnesbyrd om islams kulturelle rigdom og vigtige rolle for regionen?

Det motiv kan det være svært at gisne om, siger Bruce Hall:

»Formentlig fordi de vil ødelægge den form for islam, som Timbuktus indbyggere praktiserede.«

Mali, der har en sekulær forfatning, har tradition for vid religiøs tolerance. Al religiøs diskrimination er forbudt. 90 procent af malierne er muslimer, de fleste sunnimuslimer, men mange tilhører ahmadiya-sekten, der forfølges som kættere i dele af den islamiske verden, ligesom der stadig eksisterer sufi-broderskaber.

Sufi-islam eller sufisme er en mysticistisk gren af islam, der betoner gudsforholdets indre spirituelle dimension. Sufister lovpriser tolerance og fred og er imod enhver form for vold.

»Det ville undre mig meget, om de har taget sig tid til at læse manuskripterne. Jeg tror, at ødelæggelsen først og fremmest udspringer af et ønske om at hævne sig på de sorte maliere eller på de vestlige organisationer, som protesterede så højlydt imod islamisternes tidligere vandalisme mod sufi-muslimske gravmæler,« siger Bruce Hall.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

For dælen da. Folk der ødelægger biblioteker skulle f..... trækkes ud bagved og s.......!!!