Læsetid: 4 min.

Mussolinis millioner bag Vatikanets ejendomsimperium

Pavedømmet brugte fascistiske donationer til at skabe en ejendomsportefølje i lande som Frankrig, Schweiz og Storbritannien til en værdi af over 5 milliarder kroner
I Vatikanet er man gået meget langt for at bevare det som en hemmelighed, at de mange millioner, der er investeret i ejendomme over hele Europa, stammer fra Mussolini. Foto: Scanpix

I Vatikanet er man gået meget langt for at bevare det som en hemmelighed, at de mange millioner, der er investeret i ejendomme over hele Europa, stammer fra Mussolini. Foto: Scanpix

24. januar 2013

Få forbipasserende London-turister ville nogensinde gætte på, at Bulgari, en af New Bond Streets fineste juvelerer, har noget at gøre med paven. Og heller ikke, at det samme er tilfældet for den hovedrige investeringsbank Altium Capital, der ligger på hjørnet af St. James’s Square og Pall Mall.

Men disse kontorbygninger i et af Londons dyreste kvarterer viser sig forbløffende nok at være en del af et hemmeligt ejendomsimperium, der er ejet af Vatikanet.

Bag en struktur af skjulte offshoreselskaber har kirken opbygget en betydelig international ejendomsportefølje gennem årene. Og dette er vel at mærke sket ved hjælp af store kontantsummer, som oprindeligt blev overdraget til kirken fra diktatoren Benito Mussolini til gengæld for pavelig anerkendelse af det italienske fascistregime i 1929.

Siden da er værdien af investeringerne fra Mussolinis donation steget, så den nu overstiger 5 milliarder kroner. I 2006, på højdepunktet af den seneste ejendomsboble, brugte Vatikanet 150 millioner kroner af disse midler på at købe St. James’s Square 30 i London. Andre britiske besiddelser er New Bond Street 168 og flere ejendomme i byen Coventry. Vatikanet ejer også boligblokke i Paris og Schweiz.

I Vatikanet er man gået meget langt for at bevare det som en hemmelighed, at millionerne stammer fra Mussolini. Kontorbygningen på St. James’s Square blev således købt af et firma kaldet British Grolux Investments Ltd., som også ejer de øvrige britiske ejendomme. Det britiske erhvervsregister afslører dog intet om virksomhedens sande ejerskab og nævner intet om Vatikanet.

I stedet henvises til to nominerede aktionærer, begge prominente katolske bankfolk: John Varley, der indtil for nylig var administrerende direktør for Barclays Bank, og Robin Herbert, der tidligere arbejdede for forretningsbanken Leopold Joseph. The Guardian henvendte sig skriftligt til begge med forespørgsler om, hvem de handlede på vegne af. De forblev begge ubesvarede. Britisk firmalovgivning tillader på denne måde at skjule det sande og retmæssige ejerskab af virksomheder bag nominerede aktionærer.

Selskabets sekretær, John Jenkins, der er revisor i Reading, var lige så lidt oplysende. Han fortalte os, at virksomheden ejes af en fond, som han dog ikke ville identificere nærmere på grund af sin »tavshedspligt«. Efter at have rådført sig med fonden udtalte han:

»Jeg kan bekræfte, at min klient ikke har bemyndiget mig til at give nogen oplysninger.«

Under mistanke

Forskning i det britiske erhvervsregisters arkiver afslører dog mere af sandheden. Det fremgår, at British Grolux Investments overtog hele sin ejendomsportefølje efter en reorganisering i 1999 af to tidligere selskaber, British Grolux Ltd. og Cheylesmore Estates. Aktierne i disse virksomheder var ejet af et selskab med adresse hos banken JP Morgan i New York. Yderligere undersøgelser viste, at aktierne i sidste ende kontrolleres af et schweizisk selskab, Profima S.A.

Vores research i de britiske krigsarkiver fuldender billedet. Her findes dokumentation for, at Profima S.A. er Vatikanets eget holdingselskab, som under krigen var mistænkt for »at deltage i aktiviteter, der strider imod de allieredes interesser«. Optegnelser fra embedsmænd i Storbritanniens ministerium for økonomisk krigsførelse fra slutningen af krigen retter søgelyset mod pavens bankier, Bernardino Nogara, der kontrollerede investeringer for over 500 millioner kroner, som stammede fra Mussolinis pengedonation.

Nogaras »lyssky aktiviteter« blev dokumenteret i en opsnappet telegramkorrespondance fra 1945 fra Vatikanet til en kontakt i Genève. Det fremgår, at de britiske embedsmænd diskuterede, hvorvidt Profima skulle sortlistes.

»Nogara, en romersk jurist, er Vatikanets finansielle agent, og Profima S.A. i Lausanne er det schweiziske holdingselskab for visse af Vatikanets interesser.«

Hvidvaskning

Mistanken gik på, at Nogara ville overføre aktier fra to Vatikan-ejede franske ejendomsselskaber til et schweizisk selskab i den hensigt at forhindre den franske regering i at sortliste dem som fjendtlige aktiver.

Tidligere under krigen, i 1943, anklagede briterne Nogara for lignende ’beskidt arbejde’ ved at flytte italienske bankaktier over i Profimas hænder for at »hvidvaske« dem og fremstille banken som styret af neutrale schweizere. Denne operation blev betegnet som »manipulation« af Vatikanets finanser med henblik på at tjene »uvedkommende politiske formål«.

Mussolinis penge skulle få dramatisk betydning for Vatikanets finanser. John Pollard, Cambridge-historiker og forfatter til bogen Money and the Rise of the Modern Papacy, siger herom:

»Disse penge sikrede, at pavedømmet blev økonomisk sikret. Aldrig skulle det være fattigt igen.«

Fra starten gik Nogara nye veje for at investere pengene. Optegnelser fra 1931 viser, at han grundlagde et offshore-selskab i Luxembourg som holdingselskab for de kontinentaleuropæiske ejendomsaktiver, han købte. Dette selskab kom til at hedde Groupement Financier Luxembourgeois – forkortet: Grolux. Luxembourg var et af de første lande til at etablere skattely-strukturer for virksomheder – det skete allerede i 1929. Det britiske datterselskab, British Grolux, blev stiftet allerede året efter.

Da krigen brød ud, og en tysk invasion så ud til at være forestående, blev den luxembourgske operation – og med den også kontrollen over den britiske Grolux-operation – overført til USA og til det neutrale Schweiz.

Mussolinis investeringer i Storbritannien foruden en række andre europæiske holding- og valutahandelsselskaber kontrolleres i dag af en pavelig embedsmand i Rom, Paolo Mennini, der reelt fungerer som pavens bankier. Mennini er leder for en særlig enhed i Vatikanet, der er kendt som den ekstraordinære afdeling af APSA – Amministrazione del Patrimonio della Sede Apostolica – der håndterer »pavestolens arvegods«.

Ifølge en rapport fra Europarådet, der sidste år undersøgte Vatikanets finansielle kontrol, overstiger aktiverne i Menninis særlige enhed nu 5,7 milliarder kr.

Hvor hemmelighedskræmmeriet omkring den fascistiske oprindelse til pavedømmets rigdomme kunne være forståeligt i krigstid, er det mindre indlysende, hvorfor Vatikanet bliver ved med at mørkelægge sandheden om sine ejendomsinvesteringer i Storbritannien, selv efter reorganiseringen af den finansielle struktur i 1999.

The Guardian har spurgt Vatikanets repræsentant i London, den pavelige nuntius, ærkebiskop Antonio Mennini, hvorfor pavedømmet fortsat hemmeligholder identiteten for sine ejendomsinvesteringer i London. Vi spurgte også, hvad paven bruger de indtægter, han får herfra, til. Men tro mod sin tradition for tavshed om emnet meddelte den romersk-katolske kirkes talsmand, at nuntius ikke har nogen kommentarer.

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • johnny lang
  • Henrik Darlie
  • Robert Ørsted-Jensen
  • Karsten Aaen
  • Simon Olmo Larsen
  • Steen Sohn
  • Anne Wilsted Christensen
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Niels-Simon Larsen
  • Heinrich R. Jørgensen
johnny lang, Henrik Darlie, Robert Ørsted-Jensen, Karsten Aaen, Simon Olmo Larsen, Steen Sohn, Anne Wilsted Christensen, Maj-Britt Kent Hansen, Niels-Simon Larsen og Heinrich R. Jørgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Billedet fortæller alt: Kirke og militær hånd i hånd og kunsten taget som gidsel.

Man kan selvfølgelig undre sig over, at nogen overhovedet kan finde på at være katolikker, men ser man på den danske nytårskur, har vi også her det hele forenet på ’smukkeste’ måde.

Befolkningerne som politiske masochister, dyrkende den sadistiske overklasse. Det er stadig der, vi er.

Rasmus Kongshøj, Gert Romme, Peter Andersen, Torben Nielsen, Jette Abildgaard, Niels Jørgensen, Flemming Andersen og Jens Overgaard Bjerre anbefalede denne kommentar
Anne Wilsted Christensen

Artiklen taler sit eget tydelige sprog, og hvis Nuntius ikke har nogen kommentarer,
så bliver han sikkert betalt for ikke at have det på stående fod.
Enhver form for stat benytter sig af militær. Nogle kirker er pacifistiske!

Svend Erik Sokkelund

Skal artiklen forstås sådan at paven/ Vatikanet var modtagelig for bestikkelse? Når Benito Mussolini kunne købe sig til anerkendelse, er der som jeg forstår det, tale om korrption.
Hvor havde Mussolini pengene fra? Der er vel næppe tale om hans lommepenge.

Gert Romme, Jette Abildgaard og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Vatikansaten selv fik selvstændig bystat-status af samme Hr Mussolini - - men der er ikke noget overraskende io det - fascismen var lig med den katolske højrefløj nog daværende pave var overordentlig sympatisk instillet - vi kan nu se at det havde vatikanet som helhed god grund til at være.

Robert Ørsted-Jensen

Taktikken fra Vaticanet er at hvergang det virkelig bider - ja så hart man ingen kommentarer - ogh forholde sig derefter i tavshed velvidende at de troende masser gradvist vil kaste sand over emnet med deres bønner og underdanige beundring for guds egen repræsentant på vores jord. Når den går med børns nedre dele så går det sgu også med investeringerne her.

Nej det var sgu ikke bestikkelse - det var bare forretninger mellem facister

Jens Overgaard Bjerre

Nå, men det forklarer jo Vatikanets hjælp til ledende SSere, som flygtede fra Tyskland, da nederlaget var en realitet.

Rasmus Kongshøj, Gert Romme og Flemming Andersen anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Ja der er en bestemt sammenhæng - og det på flere planer - mand der organiserede ruten til Sydamerika var en kardinal i Vatikanbyen som var kendt for sine facistiske sympatier.

Hvis man lige reflekterer lidt over, hvor mange internationale virksomheder og kapitalfonde , der har mere end 5 mia i årligt overskud og de priser, som større virksomheder ofte handles til - så er beløbet egentlig ret lavt, når man tager kirkens historie, størrelse og medlemsskare i betragtning

Mon ikke kirken har meget større værdier "gemt" i diverse aktieposter, som vi ikke ved besked om ???

Rasmus Kongshøj, Peter Andersen og olivier goulin anbefalede denne kommentar
Flemming Andersen

Den ene slyngelklub vasker hænder på den anden slyngelklub og man kan være helt sikker på at dette blot er et lille hjørne af Vatikanets " forretningsimperium, hvor div. lyssky metoder er normalen.

Rasmus Kongshøj, Martin Hansen og Henrik Darlie anbefalede denne kommentar
Niels Jørgensen

Det er næppe illegitimt at den katolske kirke, på lige fod med alle andre organisationstyper, herunder virksomhed, mafia og regering/stat, søger at konsolidere sig økonomisk - fordi PENGE = MAGT.
Det er mere præmissen for den katolske kirkes eksistens og dermed omsætningspotentiale, og dermed overnationale magt, som er problemet.

Mon ikke det, artiklen omhandler, er Lateranforliget i 1929 mellem Italien og Vatikanstaten?
Præsentationen af 'historien' er så hårdtpumpet og sensationshungrende, at den fremstår som direkte utroværdig!

De penge som Mussolini overførte til Vatikanet, skal vel nærmest regnes som en slags ringe erstatning, for ekspropriationen af pavestaten da Italien blev samlet omkring 1850.
Skulle den katolske kirke have sagt nej til erstatning ?
Til de der ikke ved det, blev pengene betalt ved en fredsslutning, da Vatikanstaten fik sikre grænser og fuld suverænitet over Vatikanet og pavens sommerbolig, indtil da havde Vatikanet og Italien, teknisk set, været i krig, og pavestaten havde været besat.
Så jeg kan ikke se, hvad forargeligt der er i en fredsslutning, selvom det blev en fred på sejerherrens (Italien) betingelser.

Fra 'Den store Danske' :

Lateranforliget, aftale indgået i Lateranet 11.2.1929 mellem Mussolinis Italien og den romersk-katolske kirke under pave Pius 11.; aftalen normaliserede det spændte forhold mellem parterne, som havde eksisteret siden Italiens samling i 1861 og Roms indlemmelse i den nye stat i 1870. Ved forliget anerkendte Italien og Vatikanstaten hinandens suverænitet. I Italien blev katolicismen gjort til statsreligion, og der indførtes obligatorisk religionsundervisning, siden revideret ved konkordat, se Italien (religion). Vatikanstaten modtog erstatning for tabte besiddelser til gengæld for en vis italiensk kontrol med kirken og de gejstlige.

Da jeg læste artiklen i The Guardian troet jeg at jeg læste Daily Mail (trash). At ikke nævne Lateran traktaten i denne samenhæng er overfladiske. At bare kalde pengene for Mussolinis millioner er sensationalistisk: Daily Mail i Information.
Man kan diskutere til hvis fordel Lateran traktaten var, men Paven fik mindre end hvad der var forudset af en Italiensk lov af 1881. Den Italienske Republic har stået ved, aftalen siden. Det enste som overrasket mig var hvor lille beløbet er i dag. søle 5 milliarder , har kirken forvaltet sin formue dårligt.

Henrik Darlie

"Det enste som overrasket mig var hvor lille beløbet er i dag. søle 5 milliarder , har kirken forvaltet sin formue dårligt."

jo jo, meeeen, det rigtige beløb kommer nok frem, før eller senere :)

Torben Knudsen

Netop, 5,7 mia lyder småligt i enhver henseende. I Grækenland ejer munkene på Athos store dele af Grækenland. Det har bl.a kunnet lade sig gøre ved at smøre.
Og så naturligvis ved at de troende køber sig adgang til næste station, inden man forlader denne-enorme summer, der flyttes fra madrassen til kirkens arve bøsser.
Et afgørende bevis på at der foregår noget har man i, at de i Grækenland graver 'resterne' op efter et par år og det er dels af praktiske hensyn for at skaffe plads til nye og så må det vel være fordi man er sikker på at sjælen er placeret på den nye station og ikke behøver resterne længere.

Robert Ørsted-Jensen

Nu vrøvler du Knudsen - Grækenland er ikke katolsk - men ortodoks, så det har intet at gøre med romerkirken

Robert Ørsted-Jensen

men trosretninger ER alle tyveknægte, blot har romerkirken en centralistisk opbygning der naturligt giver muligfhed for ekstrem ophobning af rigdomme