Læsetid: 5 min.

Har Myanmars præsident mistet kontrollen over hæren?

Myanmars regering erklærer en ny våbenhvile, men kampene mellem regeringsstyrker og en væbnet etnisk oppositionsgruppe i den nordlige del af landet fortsætter, rapporterer Informations udsendte. Det sætter store spørgsmålstegn ved. hvem der egentlig kontrollerer hæren
Myanmars præsident Thein Sein (nr. tre fra venstre) mødtes i går i Yangon med repræsentanter for ungdomsorganisationer fra Kachin.

Myanmars præsident Thein Sein (nr. tre fra venstre) mødtes i går i Yangon med repræsentanter for ungdomsorganisationer fra Kachin.

Soe Zeya Tun

21. januar 2013

Efter tre ugers daglige luftbombardementer og angreb med infanteri i den nordlige del af Myanmar erklærede landets regering en begrænset våbenhvile, der officielt trådte i kraft lørdag.

Våbenhvilen blev bekendtgjort, efter at hæren fredag havde indtaget vigtige stillinger nær Laiza, hovedkvarteret for Kachin Independence Organisation (KIO), en større væbnet etnisk oppositionsgruppe, der kontrollerer dele af grænseområdet til Kina.

»Tatmadaw (hæren, red.) har nået sit begrænsede mål hvad angår sikkerhed (…) og vil stoppe sit angreb,« lød det i udtalelsen fra regeringens informationsenhed.

Udmeldingen fulgte i kølvandet på en resolution, vedtaget fredag af Myanmars parlament, der opfordrede til, at kamphandlingerne omgående bringes til ophør. Den faldt også sammen med weekendens stort anlagte internationale donorkonference i hovedstaden Nay Pyi Daw, hvor præsident Thein Sein i sin velkomsttale udtalte:

»Vi ønsker fortsat at forsøge at opnå fred (…) og har sendt en invitation til KIO om fredsforhandlinger.«

I går gentog præsidenten sit ønske om en fredelig løsning ved et møde med civilsamfundsgrupper i Yangon:

»Vi er holdt op med at bruge konfrontationer til at løse vores problemer. Vi løser nu problemer og uoverensstemmelser gennem overvejelser og dialog. Den eneste mulighed for at opnå en varig fred er at mødes ved forhandlingsbordet så snart som muligt.«

Han tilføjede, at han har beordret hæren til ikke at indtage Laiza.

Ikke desto mindre er kampene mellem regeringshæren og KIO fortsat i løbet af weekenden.

»Der har været voldsomme kampe siden i morges,« udtalte en lokal kilde i Laiza til Information sent søndag.

»Hæren fortsætter sine offensiver ind i vores områder.«

Informations udsendte, Martin Gøttske, var selv tæt på kamphandlingerne længere sydpå i Kachin-staten – efter at våbenhvilen burde være trådt i kraft i går.

»Ude ved fronten fortsætter morterangrebene,« fortalte han, efter at han var nået i sikkerhed. »Der var vel 10 nedslag hver halve time. Vi endte med at måtte løbe gennem junglen for at komme væk.«

Meldingen om våbenhvile blev umiddelbart modtaget forsigtigt af KIO, der i en udtalelse understreger, at man ønsker, »at angrebene nedtrappes i hele Kachin-staten.«

Der er således stor usikkerhed om, hvorvidt våbenhvilen overhovedet vil blive implementeret af hæren – og hvilke implikationer det har for landets stabilitet og reformproces.

Den kirkelige leder Samsun, generalsekretær for Kachin Baptist Convention, som er en indflydelsesrig kirkeorganisation i området, der fortrinsvist er kristent, udtaler til Information:

»Jeg stoler ikke på våbenhvilen. Regeringen og hæren siger altid ét og gør noget andet.«

Store tab

Hærens seneste offensiv blev indledt juledag – og støttet af flyvevåbnet, der siden dagligt har ramt militære mål, men også skabt stor frygt i lokalområdet, hvor omkring 17.000 mennesker er på flugt fra kampene. Det er højst usædvanligt, at regeringshæren har brugt angreb fra luften i dens kampe mod etniske oppositionsgrupper gennem det seneste halve århundrede. I alt er 75.000 mennesker blevet fordrevet siden juni 2011, hvor den 17 år lange våbenhvile mellem regeringshæren og KIO brød sammen.

Siden er 11 forhandlingsrunder mellem regeringen og KIO endt resultatsløse. KIO ønsker udelukkende politiske forhandlinger om begrænset selvstyre, mens regeringsdelegationen indtil nu kun har haft mandat til at forhandle en eventuel gensidig våbenhvile. Drabstal på civile og soldater er yderst usikre, men militære kilder, som Information har talt med på begge sider af konflikten, understreger, at regeringshæren har lidt store tab. Tallet skal opgøres i tusinder.

Begrænset spillerum

De fortsatte kampe sår alvorlig tvivl om præsident Thein Seins evne til at kontrollere hæren. Adskillige gange før har præsidenten beordret hæren til at indstille alle kamphandlinger, medmindre der er tale om selvforsvar. Dette har hidtil ikke haft nogen synlig effekt på slagmarken. Samtidig truer kampene med at underminere den bredere og meget vigtige fredsproces med landets mange etniske grupper, som præsidenten har igangsat – og som er afgørende for, at Myanmars demokratiproces overlever.

»Det er helt tydeligt, at præsidenten ikke har magt over hæren,« udtaler Maung Wuntha, chefredaktør for en af Myanmars ledende aviser og formand for landets journalistforbund.

»Man behøver bare at se på fakta – at hæren har fortsat angrebene trods præsidentens udmeldinger om at stoppe dem.«

Maung Wuntha advarer om, at hæren historisk set har undermineret demokrati- og fredsprocesser i landet. Dette synspunkt deles af flere lokale analytikere, der som langt den største del af befolkningen anser præsidenten for at være oprigtig i sine reform- og fredsforsøg. De understreger, at præsidenten har begrænset spillerum i forhold til ’strammerne’ i regeringen og i hæren. Derudover har hæren lidt store tab i Kachin-staten, som de ønsker at hævne, og den har økonomiske interesser i de lukrative naturressourcer i området.

En alternativ udlægning er, at præsidenten og hæren er gået sammen om en strategi, der sigter mod at tvinge de etniske grupper til forhandlingsbordet med våbenmagt. Hvis præsidenten dermed fortsat har indflydelse over hæren, må han anses for at være medansvarlig for angrebene i Kachin-staten.

Mistroen er størst blandt de etniske repræsentanter.

»Hæren, regeringen og præsidenten har den samme mentalitet og den samme indstilling – uniform eller ej. De har levet hele deres liv i hæren. De lyver og dræber for at få international anerkendelse,« udtaler en rådgiver til KIO, der ønsker at være anonym.

»De er alle sammen på den samme side – selv Aung San Suu Kyi,« udtaler Pu Zo Zam, leder af en alliance af etniske partier.

Han understreger dog, at præsidenten ikke har den fulde magt over hæren: »Præsidentens forsøg på at etablere våbenhviler har ikke været effektive.«

Andre fortolkninger går på, at meldingen om våbenhvile endnu ikke er nået frem til kamptropperne i det bjergrige område. Der er således ubekræftede rapporter om, at KIO i ét område via højttalere forsøgte at informere de angribende regeringssoldater om regeringens våbenhvile.

Angreb eller selvforsvar

En kilde i præsidentens inderkreds, som ønsker at være anonym, understreger over for Information, at »der er ingen modsætninger mellem hæren og præsidenten«.

Præsidentens fungerende talsmand Ye Htut understreger, at hæren har fulgt præsidentens ordre før og nu kun har handlet »i selvforsvar«.

United Nationalities Federal Council – en alliance af væbnede etniske oppositionsgrupper – udtaler:

»Kun de mest naive tror på, at Tatmadaw handler i selvforsvar, når den udkommanderer 120 hærbataljoner, jetfly, angrebshelikoptere og tungt artilleri mod KIO/KIA.«

Ifølge Myanmars grundlov fra 2010 er hæren ikke direkte underlagt regeringen eller præsidenten, men derimod hærchefen og det magtfulde Nationale Sikkerhedsråd, hvor præsidenten blot er ét af 11 medlemmer.

»Situationen er ikke entydig,« udtaler den politiske analytiker Khin Zaw Win. »Våbenhvilen er formuleret meget løst, og det kommer an på, hvordan man fortolker ’selvforsvar’ i en krig. Præsidenten har ingen andre muligheder end at gentage, at han holder døren åben for forhandlinger – uanset hvad der foregår på slagmarken.«

Under alle omstændigheder vil de næste måneder vise, om angreb – i Myanmars tilfælde – også er det bedste forsvar.

 

Sara Olsen skriver af sikkerhedsgrunde under pseudonym fra Myanmar

Læs Martin Gøttskes reportager fra Kachin i Information i de kommende dage

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu