Obama udpeger krigssky ministre

I de næste fire år vil USA’s forsvarsminister og udenrigsminister være to mænd, som i forlængelse af deres erfaring fra Vietnamkrigen i slutningen af 1960’erne drog den vigtige konklusion, at Amerika kun bør vælge krig som sidste udvej i konflikter med andre nationer.

Det kan få store konsekvenser for Obama-regeringens håndtering af konflikten med Iran og for den planlagte tilbagetrækning af USAs og NATO’s styrker i Afghanistan.

I går udpegede præsident Barack Obama den tidligere republikanske senator Chuck Hagel fra Nebraska til sin nye forsvarsminister. Før jul fik den demokratiske senator og tidligere præsidentkandidat John Kerry grønt lys til at efterfølge Hillary Clinton som USA’s næste udenrigsminister.

I går blev også Obamas personlige rådgiver i terroranliggender, John Brennan, udnævnt som general David Petraeus efterfølger som chef for spionagenturet CIA.

Brennan er et kontroversielt valg for menneskeretsgrupper, idet han som ansat i CIA under Bush-regeringen støttede tortur af tilbageholdte terrormistænkte fanger.

Hagel og Kerry deler en fælles fortid og et fælles syn på anvendelsen af USA’s militær som et magtinstrument i internationale anliggender. De vil derfor kunne supplere hinanden som henholdsvis øverste diplomat og øverste kriger.

Men de færreste er i tvivl om, at præsident Obama i sidste instans vil bevare sin næsten enevældige kontrol over USA’s forsvars- og udenrigspolitik. Som Hillary Clinton erfarede, vil de vidtrækkende beslutninger stadig blive taget i Det Hvide Hus.

Den afgørende forskel vil bestå i, at Obama får to væbnere ved sin side, som hver for sig er kendt for at dele præsidentens præference for diplomati frem for at sabelrasle.

Modstander af Vietnamkrig

Kerry blev et landskendt navn, da han i en ung alder vidnede i Senatet som modstander af krigen i Vietnam.

Trods denne baggrund stemte han ja til en resolution i Senatet i 2002, der godkendte krigen mod Irak. Det samme gjorde Hagel. Begge politikere fortrød hurtigt deres opbakning til præsident George W. Bush og de nykonservatives invasion af Irak og væltning af Saddam Husseins styre.

Paradoksalt er demokraten Kerry – set med republikanske øjne – et mindre kontroversielt valg end republikaneren Hagel. USA’s næste udenrigsminister forventes at blive godkendt af et tværpartisk flertal i Senatet, hvor han i en årrække har tjent som formand for udenrigsudvalget.

At de fleste republikanske senatorer forventes at ville godkende Kerrys kandidatur, skyldes langt fra kun kollegiale hensyn. Som udvalgsformand har han været en loyal væbner for Obama og har ofte på hans vegne rejst til internationale brændpunkter, hvor Clinton ikke kunne sætte sin fod af diplomatiske årsager. Kerry anses desuden for at være en ukritisk tilhænger af Israel.

Chuck Hagel er derimod det republikanske partis enfant terrible, der i sin tid som senator fra 1997 til 2009 ikke stod tilbage for at bryde med partilinjen, hvis hans fornuft, instinkt eller samvittighed påbød det.

Hans syn på mellemøstkonflikten og Iran er end ikke populært i dele af Det Demokratiske Parti. Det er årsagen til, at Obama må trække i kampuniform for at få Hagel godkendt af et sikkert flertal i Senatet på 60 ud af 100 stemmer. Men hvorfor har Obama overhovedet valgt at udpege en kontroversiel skikkelse og risikere en hel masse ballade på et tidspunkt, hvor et bedre forhold til republikanerne kan blive afgørende for at nå frem til et kompromis om at nedbringe USA’s gæld i marts?

Viljefast Obama

Forklaringen skal ifølge mellemøstekspert David Aron Miller søges i det forhold, at Hagels kritiske holdning til økonomiske sanktioner og hans afstandtagen fra »den jødiske lobbys« dominerende indflydelse i udformningen af USA’s Israelpolitik i stor udstrækning deles af præsident Obama.

»Man kunne spørge, hvorvidt Hagels modstandere i virkeligheden ikke sigter på Obama,« skrev Miller for nylig i webmagasinet Foreign Policy.

»Nogle af de proisraelske senatorer er netop modstandere af at lade Hagel blive forsvarsminister, fordi de frygter, at han vil bestyrke Obamas formodede blødsødne holdning overfor mullaherne og hans hårdkogte indstilling overfor Binyamin Netanyahu. Sagen er jo, at Obama vil have Hagel som forsvarsminister, fordi de deler synspunkter i mange sager.«

»Så hvis de kan stoppe Hagel fra at indtage Pentagon, vil de have sendt et signal om deres indflydelse til Det Hvide Hus,« forklarer Aron David Miller. Hertil kan tilføjes, at en godkendelse af Hagel i Senatet kan styrke Obama politisk. Hvad, man ser kort før starten på præsidentens anden embedsperiode, er altså en villighed til at sætte sin vilje igennem og løbe republikanerne over ende.

Det står i kontrast til Obamas mere kompromisvenlige strategi fra 2009 til 2011. Vil alle republikanske senatorer virkelig hindre én af deres gamle kolleger i at blive forsvarsminister?

Det er svært at forestille sig, da mange af dem selv går rundt med ambitioner om at blive minister en dag. På den anden side ligger nogle af Hagels holdninger klart udenfor mainstream i amerikansk udenrigspolitik.

I sit sidste år som senator fra Nebraska i 2008 stemte Hagel imod en stramning af økonomiske sanktioner mod Iran og opfordrede Bush-regeringen til at åbne en ambassade i Teheran.

I 2003 kritiserede han planer om at isolere Nordkorea med yderligere sanktioner.

Indtil oprøret og borgerkrigen i Syrien støttede både John Kerry og Chuck Hagel en dialog med Bashar al-Assads styre. Begge politikere er kritisk indstillet overfor en væbnet amerikansk intervention i Syrien – ligesom Obama er det.

Hagel er desuden bitter modstander af USA’s 50 år gamle sanktioner mod Cuba.

»Det giver ingen mening at begrunde blokaden med, at Cuba er kommunistisk. Hvad er Vietnam og Kina? Er de ikke medlemmer af Verdenshandelsorganisationen? Vi handler med dem. Stormagter er ikke bange for andre lande. De engagerer sig med dem,« sagde Hagel i 2008.

I et interview med magasinet Foreign Policy i maj 2012 advarede Hagel om, at »det amerikanske folk ikke vil gå med til nye krigseventyr i Iran og Syrien.«

Til forskel fra sin tidligere kritik af sanktioner støttede Hagel i interviewet op om Obamas Iranpolitik og udtrykte en overbevisning om, at der stadig er tid og mulighed for at nå frem til en mindelig løsning på striden om Irans atomprojekt.

I andre udtalelser har Hagel udtalt støtte til at føre direkte samtaler med Hamas i Gaza og Hizbollah i Libanon, hvilket ville være et brud med tidligere præsidenters proisraelske linje, herunder Obamas. Som forsvarsminister vil det imidlertid ikke være hans gebet. Ligesom Obama tilhører Hagel den realistiske skole i amerikansk udenrigspolitik. Det betyder, at begge mænd mener, at USA’s udenrigspolitik bør være uideologisk og primært baseret på landets sikkerhedsinteresser.

»En ideologisk udenrigspolitik skaber problemer for stormagter. Denne intolerance i Det Republikanske Parti i dag gør mange vælgere bange. Det fører ofte til tragedier, og lige nu er partiet i ekstremisternes vold,« sagde han til Foreign Policy i 2012.