Pædofilidebatten kører igen på de høje nagler, som den har gjort det i en årrække, hvor jævnlige skandaler om sexmisbrug af børn, heraf mange i den katolske kirke – og et par stykker inden for britiske BBC – løbende har fanget offentlighedens opmærksomhed. Senest har debattens fokus imidlertid forskudt sig fra folkedomstoles forargelse over sexkrænkere til at stille spørgsmålet: Har pædofilidebatten skabt en frygtkultur og resulteret i en moderne form for heksejagt? Det er dét spørgsmål, som stilles i Thomas Vinterbergs film Jagten. Og det er det spørgsmål, som mandlige pædagoger, idrætstrænere og spejderledere stiller, når de beklager sig over at føle sig mistænkeliggjort på forhånd – alene på grund af deres køn. Sideløbende med denne debat fører eksperter en omfattende diskussion om, hvad vi skal forstå ved fænomenet pædofili, og om det har så fatale skadevirkninger for dens ofre, som vi almindeligvis forestiller os.
For at se på, om dæmonisering af pædofile er et træk ved tidsånden, kan det være relevant at gå tilbage i tiden, for det er ikke så forfærdelig længe siden, at tilgangen var præget af en noget større forståelse.
I 1976 rettede Det Nationale Råd for Borgeres Rettigheder (NCCL), en anset britisk lobbygruppe, der i dag blot kendes som Liberty, en henvendelse til et parlamentariske udvalg for revision af Storbritanniens strafferet. Heri havde man formuleret følgende anbefaling: »Seksuelle erfaringer i barndommen, som sker i frivilligt samkvem med en voksen (...) resulterer ikke i påviselig skade (...) Det, vi i virkeligheden behøver, er i stedet at ændre den opfattelse, at alle tilfælde af pædofili nødvendigvis forvolder varige skader.« Rådets anbefaling vakte ikke opsigt overhovedet.
I dag er det meget vanskeligt at forestille sig, at nogen interessegruppe kunne finde på at fremføre et lignende forslag. Især da efter den offentlige opstandelse, som blev udløst i Storbritannien af afsløringerne af tv-værten Jimmy Saviles øjensynligt omfattende sexmisbrug af børn og unge.
Men selv om holdningen til pædofili har ændret sig i forbløffende grad på blot tre årtier, er det næsten endnu mere chokerende at konstatere, hvor stor uenighed der råder blandt dem, der som må betragtes som eksperter på området.
En professor i psykologi, der studerede i slutningen af 1970’erne og blev præget af den tids tidsånd, vil således typisk have en meget mere forstående holdning end en person, der arbejder i en børneværnsgruppe eller med dømte seksualforbrydere. Men hvor mærkeligt det end kan lyde, eksisterer der ikke nogen videnskabelig konsensus om, hvorvidt de pædofile relationer, som begge parter samtykker i, nødvendigvis vil forårsage skader.
Kærlige og rationelle?
Hvad kan vi så vide? Vi ved selvfølgelig, at en ’pædofil’ er en person, der har en primær eller ligefrem eksklusiv seksuel interesse for børn i præpuberteten. Hvad Savile angår, var han snarere en såkaldt efebofil, hvilket defineres som en voksen, hvis seksualdrift primært er retter sig mod børn og unge i puberteten, dvs. fra 14 til 19 år.
Men ikke alle pædofile er børnelokkere. Og ikke alle pædofile handler på deres impulser. Ej heller kan behøver mennesker, der misbruger børn seksuelt, at gøre dette, fordi de udelukkende eller primært føler sig seksuelt tiltrukket af dem. Faktisk udgør de ’ægte’ pædofiles andel ifølge nogle ekspertskøn så lidt som 20 procent af alle seksualforbrydere. Og pædofile er ikke nødvendigvis voldeligt anlagt: Der har indtil videre ikke kunnet påvises klar og åbenlys sammenhæng mellem pædofili og aggressivitet eller symptomer på psykopatiske personlighedstræk. Psykologen Glenn Wilson, der er medforfatter til bogen The Child-Lovers: A Study of Paedophiles in Society, hævder, at »de fleste pædofile synes, uanset hvor socialt uacceptabel deres optræden er, at være både kærlige og rationelle.« De juridiske definitioner af pædofili forholder sig i sagens natur ikke til sådanne spidsfindigheder. De fokuserer på lovovertrædelsen, ikke gerningsmanden. Den britiske lov af 1997 om seksualforbrydelser definerer således blot pædofili som »et seksuelt forhold mellem en voksen over 18 og et barn under 16«.
Medfødt eller tillært adfærd?
Og der er mere, vi ikke ved. F.eks. hvor mange pædofile der overhovedet findes: Mellem en og to procent af alle mænd synes at være det mest almindelige skøn, men Sarah Goode, forfatter til to store sociologiske undersøgelser om pædofili, vurderer, at så mange som »én ud af fem voksne mænd til en vis grad er i stand til at blive seksuelt ophidset af børn«. Endnu mindre ved vi om de sjældnere kvindelige pædofile, der menes at være ansvarlige for måske fem procent af alle overgreb mod præpubertære børn i Storbritannien.
Samtidig raser debatten også om den kliniske definition af pædofili. I årenes løb har Det Amerikanske Psykologforbunds Diagnostiske og Statistiske Manual over Sindslidelser – også kaldet ’psykiaternes bibel’ – skiftevis klassificeret pædofili som en seksuel afvigelse, en sociopatisk tilstand og en ikkepsykotisk medicinsk lidelse. Hvad der forårsager pædofili, er der også delte meninger om. Er den medfødt eller betinget af påvirkninger under opvæksten? Forskere fra Canadas Center for misbrug og psykisk sundhed, mener at have påvist forbindelser til hjernens udvikling. MR-scanninger afslører et muligt problem med de pædofiles ‘hvide substans’, eller mere præcist med de signaler, som forbinder forskellige områder af hjernen. Hos pædofile kan disse forbindelser have andre baner.
Det er en tese med vidtgående konsekvenser. Men i Canada findes også voksende tilslutning til det synspunkt, at pædofili bør klassificeres som et særskilt seksuel orientering på lige fod med heteroseksualitet eller homoseksualitet. To fremtrædende forskere argumenterede for dette ved en høring i en canadisk parlamentarisk kommission sidste år, mens tidsskriftet Harvard Mental Health Letter i juli 2010 uden forbehold valgte at erklære, at pædofili »er en seksuel orientering« og derfor »næppe står til at ændre«.
Børneværnsgrupper og mange andre, der arbejder med seksualforbrydere, bryder sig ikke om den udvikling. »Blandt mennesker, der arbejder med seksualforbrydere, er holdningen groft sagt den, at pædofili er en form for tillært adfærd,« siger Donald Findlater, direktør for Lucy Faithfull Foundation, en ngo, der arbejder for at forebygge seksuelt misbrug af børn.
»Nogle kan være særligt modtagelige eller eksponerede for at udvikle pædofili, og genetiske faktorer kan måske spille en rolle. Men normalt er det væsentlige begivenheder i et menneskes liv – en oplevelse af selv at blive misbrugt, et mobbende miljø – der udløser tilbøjeligheden. Jeg tror, det er noget, der tillæres, og noget, der kan aflæres.«
Name and shame
Chris Wilson fra Circles UK, som hjælper løsladte lovovertrædere, afviser også tanken om, at pædofili skulle være en seksuel orientering: »De dybereliggende årsager til, at nogen får lyst til at dyrke sex med et barn, ligger i dysfunktionelle psykologiske forhold, som har at gøre med magt, kontrol, vrede, følelsesmæssig ensomhed, isolation.«
Mens de sagkyndige er uenige, er har medier i den vestlige verden i en årrække været som besatte af dette emne, og her finder vi en væsentlig del af forklaringen på den moralske panik, fænomenet afstedkommer: Et markant eksempel var den berygtede name and shame-kampagne som tabloidavisen News of the World lancerede i 2000 (avisen offentliggjorde navne og adresser på flere dømte pædofile, red.), og som i flere tilfælde resulterede i vrede demonstrationer imod tilstedeværelsen af ’perverse sexmonstre’ i samfundets midte. Som følge af disse folkestemninger overstiger paranoiaen over for børnelokkere den langt mere håndgribelige fare for at blive udsat for sexovergreb i hjemmet, enten fra familiemedlemmer eller fra den nærmeste omgangskreds.
»Langt de fleste seksuelle overgreb mod børn begås af folk, der kender offeret i forvejen,« understreger Kieran Mccartan, lektor i kriminologi ved University of the West of England.
Omklassificeres pædofili som særskilt seksuel orientering, kan det virke tilbage på det, som Goode betegner som den ’seksuelle frigørelsesdiskurs’, der har eksisteret siden 1970’erne.
»Så vil der være en masse mennesker,« forudsiger hun, »der vil sige: I gamle dage kriminaliserede vi homoseksualitet, og det var forkert. Måske tager vi også fejl, når det gælder pædofili?«
Fuldstændig absurd
Sociale opfattelser ændrer sig over tid. Barnebrude var engang normen, og sidst det 16. århundred var den seksuelle lavalder i England helt nede på 10 år. Det er da heller ikke længere siden end 1970’erne og 1980’erne, at grupper såsom Paedophile Information Exchange (PIE) og Paedophile Action for Liberation var medlemmer af det samme NCCL, som i 1976 anbefalede det parlamentariske udvalg at arbejde for at ændre holdningen til de påståede skadevirkninger ved pædofile relationer mellem samtykkende parter.
Selv nu er der ikke enighed om dette grundlæggende spørgsmål. Enkelte akademiske forskere støtter sågar det synspunkt, som udtrykkes af Tom O’Carroll, en tidligere formand for PIE og en utrættelig talsmand for pædofile med en dom for at have distribueret obskøne billeder af børn, at samfundets harme over pædofile relationer er irrationel og ikke har nogen videnskabelig baggrund.
»Det er kvaliteten af forholdet, der betyder noget,« insisterer O’Carroll. »Hvis der ikke er nogen tvang, ikke sker noget magtmisbrug, og hvis barnet går ind i forholdet frivilligt ... er der ikke evidens for nogen skade.«
Dette er naturligvis ikke den mest udbredte opfattelse. Mccartan har valgt at benytte O’Carrolls bog Paedophilia: The Radical Case i sin undervisning, »fordi den viser, hvordan seksualforbrydere forsøger at retfærdiggøre sig selv.«
Findlater siger, at alene den tanke, at en syvårig skulle være i stand til at foretage et informeret valg om at dyrke frivillig sex med en voksen er »fuldstændig absurd« – »der er tale om voksne, der udnytter børn.« Goode vil blot nøjes med at sige: »Børn er ikke udviklingsmæssigt parate til en voksen seksualitet« og tilføjer, at »der er tale om en grænseoverskridende adfærd, som krænker barnets spirende selv-identitet«, hvis langsigtede følger kan sidestilles med lidelserne hos voksne, der har oplevet vold i hjemmet eller tortur.Men ikke alle eksperter er så sikre i deres sag. En hollandsk undersøgelse offentliggjort i 1987 fandt, at en vis andel i en undersøgelse af drenge, der havde oplevet pædofile forhold, udtalte sig positivt om disse. Hertil kommer en omfattende, om end stadig kontroversiel meta-undersøgelse fra 1998-2000, der konkluderede – som J. Michael Bailey fra Northwestern University i Chicago formulerer det – at når sådanne relationer blot indgås frivilligt, »korrelerer de næsten aldrig med uønskede resultater«. De fleste mennesker føler afsky bare ved tanken om sex med børn. Men Bailey, som sidste år udgav en fagfællebedømt forskningsartikel i tidsskriftet Archives of Sexual Behaviour, forklarer, at selv om han da også finder fænomenet »foruroligende«, blev han nødsaget til at erkende, at »der endnu ikke foreligger solide beviser for pædofile relationers skadelighed.«
Brug for ændringer
At der er behov for mere forskning i pædofili er i det mindste noget, alle eksperter på området er enige om. Der er også bred enighed om, at der bedst sættes ind imod pædofili igennem kontrol og forebyggelse: Det handler om at stoppe potentielle lovovertrædere, før de får kontakt til børnene (eller downloader det børnepornobillede).
Initiativer som Stop It Now!, som Findlater står i spidsen for, kan tjene som et eksempel på dette: Gruppen tilbyder således en telefonisk hjælpetjeneste, hvor bekymrede personer, der mener at have uhensigtsmæssige seksuelle impulser, kan søge rådgivning. Et tilsvarende tysk program, Kein Täter Werden, har som sit motto: »Du er ikke skyldig på grund af din sexlyst, men du er ansvarlig for din seksuelle adfærd. Der er hjælp at få.«
For dømte misbrugere forsøger grupper som Circles UK at forhindre gentagelsestilfælde ved at danne frivillige ’støttekredse’ for nylig løsladte lovovertrædere – for at mindske deres isolation og sikre dem praktisk hjælp. I Canada, hvor gruppen stammer fra, har den været med til at opnå et fald i antallet af tilbagefald blandt pædofile på hele 70 procent. Målet med al behandling, siger Findlater, er at »give folk en daglig motivation til ikke igen at begå overgreb.«
For Goode er det imidlertid en vigtig pointe, at der er brug for bredere samfundsændringer.
»Voksen seksuel tiltrækning til børn er en del af et kontinuum inden for den menneskelige seksualitet og ikke noget, vi kan eliminere,« siger hun. »Hvis vi kan tale om det her på en rationel måde og erkende, at – ja, nogle mænd bliver seksuelt tiltrukket af børn, men nej, de behøver ikke at handle for at udleve lysten – kan vi måske undgå hysteri. Så behøver vi ikke at brændemærke pædofile som monstre. Og så vil det ikke være tabu at udpege og navngive, hvad der sker for øjnene af os.«
Vi kan bidrage meget til at sikre vores børn imod sexovergreb, hævder Goode, »hvis blot vi tillader pædofile at være almindelige medlemmer af samfundet med moralske standarder som alle andre«, og hvis vi »respekterer og anerkender de pædofile, som forstår at beherske sig.«
Først da vil de mænd, som føler sig fristet til at misbruge børn, nemlig »blive i stand til at fortælle ærligt om deres følelser, og det vil kunne hjælpe dem til at finde andre i deres nærmeste kreds, der kan støtte dem og bremse dem, før børn lider overlast.«
© The Guardian og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen
I min verden vil pædofile nu aldrig kunne anerkendes som alle andre. Denne artikel handler jo nærmest om at det er noget vi skal acceptere, og det vil jeg bestemt ikke.
Hver 10. sexforbryder i Norge er kvinde
Hver tiende sexforbryder i Norge er en kvinde, og hendes ofre er oftest drenge eller mænd.
Det viser en ny undersøgelse foretaget af Norges Børne- og Ungdomsdirektorat, BUF.
Resultatet af undersøgelsen bryder med sædvanlige forestillinger om, at det stort set kun er mænd, der begår sexovergreb.
Ny forskning viser dog, at også kvinder kan være yderst aggressive og udøve vold mod deres partner eller børn.
- Kvinder begår også seksuelle overgreb, siger Mari Trommald, formand for BUF, til norske medier.
http://www.dr.dk/Nyheder/Udland/2010/09/08/171743.htm
Flere kvinder anmeldes for sex-overgreb
Der er en generel uvilje hos eksperter mod at anerkende eller identificere seksuelle overgreb mod børn begået af kvinder. Kvindernes sexforbrydelser er underapporteret.
Berøringsangst
I følge Lisa Bunting, lægen der har stået i spidsen for den britiske organisations "Stop misbrug af børn" undersøgelse, er der en så stor berøringsangst omkring kvinders misbrug af børn, fordi mange ikke tror, at kvinder overhovedet kan være i stand til at gøre et barn fortræd. Det betyder, at problemet hidtil ikke er blevet taget alvorligt nok.
http://www.dr.dk/P3/P3Nyheder/2009/11/09/114319.htm
Kvinde sigtet for sexovergreb og pædofili mod flere børn
http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2012/01/18/101655.htm
Ifg socialministeriet er 80% af dømte pædofile selv ofre for seksuelle overgreb tidligt i deres barndom.
Jeg har talt med flere kvinder som har været udsat for overgreb i deres barndom og de beskriver alle en ungdom og noget af deres voksne liv med seksuelle frustrationer og overdrevet sexuel lyst.
Måske vi bare skulle anerkende at folk som deres tidlige barndom bliver udsat for en seksuel krænkelse kan udvikle en seksuel personlighedsforstyrrelse, ligesom alle andre krænkelser osv. i barndommen medfører personlighedforstyrrelser.
Besynderligt nok, maaske, er seksuel omgang med mindreaarige, incest eller ikke, ikke omtalt i det Gamle Testamente ... jeg har ikke gaaet det stoevede vaerk igennem med en taettekam, men jeg har ikke fundet referencer til faenomenet.
Derimod er der i Moseboegerne, lovene, masser af forbud mod andre fortmer for sektual omgang med naesten: Maend med maend, maend og kvinder med dyr, maend med kvinder i menstuationsperioden, og mange paragraffer om sex mellem naere familiemedlemmer ... og overstraedelse af flere af disse regler straffes med DOEDEN.
Jeg er ikke troende og Biblen ..., men isaer det Gamle Testamente afspejler jo nok nogle almindeligt anerkendte sociale regler fra perioden laenge foer Jesu foedsel.
Jeg ved ikke om seksuel omgang med mindreaarige var almindeligt, og almindeligt accepteret; paa den tid, men ... maaske ?
Per Jongberg: Det kan jo også være fordi, man ikke i sin vildeste fantasi kunne forestille sig at nogen kunne finde på det.
Jeg må tilstå, at da jeg som 13-årig havde lært at spille den af havde jeg mange våde drømme om at blive "krænket" af et par af kvinderne i mine forældres omgangskreds. Det var og blev kun fantasier, men det kunne nu være fedt at vide om jeg ville have taget skade af det........
Per, hvad angår bibelen, så er det svært at vide noget siden de ikke puttede aldre på, men da englene kommer til lot i sodoma, så kommer der straks en hoben perverse som vil igang med englene (vi antager at de er mandlige engle), men lot, som er en retskaffen mand når det gælder gæster, siger, nej mine venner, det ville ikke være pænt, men her er et par af mine døtre som endnu aldrig har kendt nogen mand, dem kan i have og gøre med hvad der passer jer.
Så lidt senrere, da lots hustu er blevet til salt, og de flygter fra guds bomber, finder man ham i en hule med enten de samme døtre, som i mellemtiden har fået smag for det, eller også et par andre døtre, her lyder de til at være lidt ældre, for de belutter at få faren drukket fuld så en af dem kan videreføre hans sæd. Selv har jeg aldrig været så fuld at jeg ikke i det mindste havde en fornemmelse af at have fået noget i løbet af natten, men lot er øjensynlig helt uskyldig, for den næste nat gentager de det med den anden datter. Så altså, incest er ok, så længe man er fuld. Voldtægt af jomfruelige kvinder/piger er ok, når det er i gæstfrihedens navn.
Men man kan gisne om hvor blødhåndet sådanne gruppevoldtægter var. I dommernes bog 19 forekommer noget lignende, og den respektable mand som overgiver sin slave til pøblen siger bare til tæven at hun skal rejse sig, når han finder hende liggende uden for døren om morgenen, nåe ja, det gør hun så ikke, og han indser at hun er død af mishandlingen, og derfor smider han hende på sit æsel og tager hende med sig hjem og skærer hende i stykker, som han sender rundt i landet så folk kan lære af det. Jeg har ikke helt hittet ud af, hvad det er man skulle have lært, men under alle omstændigheder ser det da ud til at gruppevoldtægter er i orden.
Men jeg synes nu alligevel den saftigste er numbers 19 (jeg har ikke lige en dansk bibel ved hånden) hvor guds udvalgte har været ude at slagte et andet folkefærd, og krigerne kommer tilbage med tusind kvinder og meget andet kvæg. Da de så fortæller moses om det blir han helt fra 'en af. Hva fan? har i beholdt alle kvinderne? Sagde jeg ikke udtrykkeligt, at i kun skulle beholde dem, som aldrig har ligget med nogen mand? Og dem kunne i sw beholde for jer selv. men alle de andre kvinder, se nu at i skrubber af ud og får dem dem slået ihjæl. Altså, jeg har svært vet at forestille mig at soldaterne blot har spurgt pænt om de nu var jomfruer eller ej. Mere sandsynligt har de vendt dem i vejret og stukket en beskidt hånd op for at undersøge sagen, og det kan godt være at de - i lyset af de andre historier - har været mere retskafne end jeg sådan går og forestiller mig, men altså, når sådanne soldater kommer hjem fra et godt slag, og der sikkert ikke er øl nok, og de så skal slå alle de her kvinder ihjæl, så kan jeg altså godt forestille mig, at de ikke bare syntes at en god kusse skulle gå helt til spilde.
Så jo, der er masser af god lærdom at hente i bibelen om hvordan man skal forholde sig seksuelt. Jeg synes faktisk der, og nu er jeg ikke sarkastisk, at der er meget godt at hente i det nye testamente, selv om jeg osse ikke kan sige at jeg er kristen, dertil fik jeg for meget indremissionsk gammeltestamentlig kristendom proppet i halsen som mindreårig, og disse, sammenholdt med senre, nøgterne studier har endeligt eferladt mig med den opfattelse at det gamle testamente ikke fortjener nogen anden betegnelse end: ondskabsfuldt, modbydeligt, rent ud sagt hæsligt.
vil blot lige tilføje, at siden det lyder som om lot og døtrene var helt alene på flugten fra ødelæggelserne, så ser det nu ud til at lot må have været et fordrukkent svin, eftersom han åbenbart har været af den opfattelse at når man flygter fra en atombombe er en af de vigtigste ting at man slæber nok vin med sig til at der er rigeligt at blive fuld af.
Iøvrigt havde moses og gud et par sider tidligere siddet og diskuteret planerne, moses syntes jo åbenbart at en smule røvpuling ikke var slemt nok til at retfærdiggøre udslettelse af sodom, men gud gør jo hvad der passer ham.
Under alle omstændigheder, så var der jo åbenlyst andre byer liggende i området, så lots døtres iver efter at videreføre lots sæd var jo ikke udtryk for at der ikke ville være andre kvinder til rådighed for formålet, men simpel opportunisme døtrene imellem for at bolle med faren.
Jeg tror de seksuelle overgreb begynder helt i det små - og finder sted i større eller mindre målestok i så godt som alle hjem!!!!
- Alle - og jeg mener ALLE forældre møder deres børns seksualitet - fra den er helt spæd og spirende og til den bliver mere udviklet. Børnene giver intetanende frit udtryk for, hvad voksne må opfatte som både indirekte og direkte seksuelt i løbet af opvæksten.
Det åbne spørgsmål er, hvordan deres ytringer bliver mødt.
Jeg er selv mor til 2 piger, som nu er tæt på voksne, - og det har altid været vigtigt for mig, at forholde mig bevidst til deres seksualitet, - at være nænsom. Aldrig fordømmende, - og altid indlevende og indfølende. Og yde respekt for det private.
Intet ville være så nemt, som at problematisere eller ligefrem ødelægge sine børns seksualitet, som forældre. Uanset hvilken grad af bevidsthed, man som forældre har om sin egen indflydelse på børnenes seksuelle udvikling, vil man påvirke den.
Afvisninger vil påvirke, sippet ignorance vil påvirke, neurotisk vaklen vil påvirke, - såvel som indladende tilnærmelser vil påvirke. Det er hårfine balancer, det handler om, - og det er usandsynligt let, at handle på måder, som vil få vidtrækkende konsekvenser for barnets seksuelle liv som voksen.
Når man bliver forældre bliver man udfordret til afklaring på utrolig mange områder, -fordi man bliver bevidst om, at man videregiver sig selv i usorteret form. Man må tage stilling til en masse, der ellers kunne florere videre som uafklaret.
Alle disse processer må naturligvis være forskellige fra person til person.
Vi evner forskellige grader af indlevelse, vi bærer forskellige grader af uafklarede behov med os.
Hvad gør jeg her, hvis jeg gerne vil vide, når der kommer nye kommentarer i denne tråd?
Der findes ikke længere et link!
Kære Bob. Det er farverigt, og tjener på mange måder til at anskueliggøre hvilket selvfornægtende neurotisk og betændt farvand medierne fisker i, når de slår skandalerne omkring pædofili stort op.
Pædofili er ikke selvfølgeligt defineret. Hvornår bliver den relation, der nødvendigvis må findes mellem en barn og dets forældre til pædofili?
Den grænseløse kærlighed, der er mellem børn og forældre må nødvendigvis møde grænsen.....
Det er muligt, at prægning (ligesom Konrad Lorenz ællinger) spiller en rolle i udviklingen af seksuelle trange, således at første seksuelle erfaringer kan være mønsterdannende med tendens til gentagelse.
@ Jack Jönsson & Bob Jensen
Har kigget i historien om Lot og i Dommenes Bog, og jo, det ser da ud til at incest og seksuel omgang med mindreaarige maaske var kendt og maaske saagar almindeligt ... Saa det er maaske ikke saa besynderligt, at forbuddet ikke er med i Lovene
Og i hvert fald ser det ikke ud til, at de havde mangel paa "vilde fantasier" paa den tid.
Jeg synes det helt vigtige i den sag er at holde op med hysteriet omkring de her ting, som artiklen ogsaa anbefaler. Det gavner ikke hverken boern eller voksne.
Dvs at paedophile kan vaere mennesker som alle andre, men hvor nogle behoever hjaelp til at takle problemet. Men hvis man ikke kan tale om det, kan man heller ikke faa hjaelp!
Dem der bruger debatsiderne meget her, ved at min historie er at jeg de sidste 9 år har siddet i fængsel for drab. De første 8 år var selvfølgelig i lukket fængsel, men som led i udslusning til samfundet blev jeg rykket i halvåbent fængsel efter 8 år. Her skulle jeg sidde i et lille år, for at bevise at jeg var egnet til at komme i åbent fængsel som jer er i nu.
I halv åbent fængsel sidder der mange pædofile, og jeg har så på den måde mødt omkring 20 af slagsen. Derfor kan jeg sige følgene med stor erfaring:
Ud af de 20, var der kun en enkelt som mente at han havde gjort noget forkert. Resten mente enten at de var uskyldige. På trods af at det i de fleste sager var deres egne børn det var gået ud over i en lang årrække, eller også kunne de slet ikke se det forkerte i det. En enkelt havde endda gjort sin datter gravid.
Hvis man tror pædofile er angrende mennesker, så tager man helt fejl. Mange af dem vil helt sikkert fortsætte. for ifølge dem selv er det jo ikke forkert. Flere af dem blev endda opdaget i at have forsøgt at gøre det igen under deres afsoning.
Den behandlinhg eller manglende behandling der foregår nu. Virker ikke. Man er nød til at genoverveje nye metoder, og dette kunne måske være kastration.
Jeg har, siden min seksualitet for alvor udviklede sig, haft en forkærlighed for smukke kvindefødder. Sådan er det for mig. Det er ikke forbudt, men mon pædofile - også de mange som ikke har forbrudt sig mod børn - har det med børn som jeg med fødder? Jeg vil aldrig retfærdiggøre overgreb. Det er i modstrid med grundlæggende etiske principper. Men vi er nødt til at have en debat, en mekanisme i samfundet hvor vi kan lukke op for den ventil som er så presset. Jeg er bange for, at stigmatisering og gemmen-væk måske er den mest behagelig vej i nuet, men den vej som vil få de alvorligste konsekvenser i fremtiden.
Måske tager jeg fejl. Måske har jeg ret.
Men i Canada findes også voksende tilslutning til det synspunkt, at pædofili bør klassificeres som et særskilt seksuel orientering på lige fod med heteroseksualitet eller homoseksualitet.
Det tror jeg er helt korrekt.
Faktum er, at der ikke eksisterer vandtætte skodder mellem de forkellige former for seksuelle præferencer. Seksualiteten er et meget komplekst fænomen, som i sit udgangspunkt er en korporlig kærlighed, men meget ofte samtidigt agerer som ventil for alskens uvæsen i det menneskelige underbevidsthed, herunder især forskellige former for vold.
Derfor har seksualiteten i stort set alle kulturer, til alle tider været underlagt en metafysisk overbygning, med moral, regler, tabuer, sanktioner, og i det hele taget en masse komplikationer. Intet andet 'fysisk behov'' har været så metafysisk belastet som seksualdriften. Seksualitetens metafysiske konnotationer går langt udover den basale reproduktionsfunktion, netop fordi det er et krydsfelt mellem så modstridende kræfter, lige fra den guddommelige forening til den mest diabolske mishandling, i seksuelt betonet tortur.
Men een ting synes klart: Alle former for seksualitet har en fælles kerne, og de skal netop ses som mere eller mindre arbitrære indelinger af et kontinuum, hvor grænserne konstant flytter sig med tid og sted.
Som nævnt, har barnebrude været normen tidligere, og er det stadig mange steder i verden.
Ligeledes har ægteskab ved kidnapning og 'voldtægt' været, og er stadig i et mindre omfang, en udbredt praksis i mange kulturer over hele verden.
Således er det helt logisk at sidestille pædofili med homoseksualitet og andre former for 'afvigende' seksuel tilbøjelighed, som både er universelle individuelle, og kulturelle anlæg. Homoseksualitet i Antikken var eksempelvis helt normalt. Mænd reproducerede sig med en kvinde, men forlystede sig i øvrigt med andre mænd.
Endelig må man heller ikke glemme, at børn er særdeles seksuelt nysgerrige, og den helt overvejende seksuelle erfaring hos børn og unge teenagere kommer fra seksuelle eksperimenter med jævnaldrende eller yngre/ældre børn. Men børn er ogå seksuelt tiltrukket til voksne; i samme grad som voksne er det til børn. Hvis ikke til deres forældre, så typisk til en onkel eller tante, til en af forældrenes venner, etc. Så det er helt arbitrært, at skelne mellem børns og voksnes seksualitet. Jeg tror heller ikke, at børns frivillige seksuelle erfaringer med voksne i sig selv er skadelig; dvs. ikke mere skadelig end seksualitet er generelt, men det er en helt anden historie, der ligger udenfor dette emne.
Det afgørende er nok, om der har foreligget et voldeligt overgreb fra den voksnes side. Det er formentlig dette, der kan traumatisere barnet.
Men det er i det hele taget et meget prekært område, netop fordi vi ligger under for nogle stærkt ambivalente følelser omkring seksualdriften. Vi kan håndtere dem, så længe vi bevæger os indenfor nogle normative grænser. Men så snart nogle trædder udenfor disse, vækkes al den væmmelse og frygt, som altid ligger lige under overfladen af denne uudgrundelige drift.
Vi må nok se i øjnene, at det er med pædofili, som med voldtægt, sexchikane, prostitution og andre seksuelle udskejelser på civilisationens overdrev: En civilisation uden alt dette, vil være en civilisation uden SEX.
Måske slet ikke nogen dårlig idé.
/O
Jeg arbejdede for mange år siden med bortløbne børn, der ikke sjældent fik husly af venlige pædofile. Hverken børnene eller deres 'venner' var af den opfattelse, at det var noget, som Kommunen skulle blande sig i. Kommunen mente noget andet, og jeg så for mange tragedier til ikke at være enig.
Til Jack Jönsson: Du siger du kan udtale dig om pædofile med stor erfaring fordi du har siddet i fængsel med ca. 20 stykker. Men måske glemmer du, at dem du har mødt i fængsel er indespærret fordi de faktisk har begået overgreb? Og altså er de ikke repræsentative for alle med pædofile fantasier/tilbøjeligheder. Hvis vi sammenligner med alle de, der måtte have voldtægtsfantasier, så er der temmelig stor forskel på at have sådan en fantasi og så udleve den. Som fantasi tjener den et seksuelt formål, hvor en rigtig voldtægt måske i højere grad handler om magtudøvelse. Der er en verden til forskel på fantasi og udlevelse i virkeligheden. Skulle vi spærre alle dem inde, der havde voldtægtsfantasier som en del af deres 'ophidselses-repetoire', ville vi i dén grad få pladsproblemer i de danske fængsler!
Elise:
Mener du et menneske, der har styr på sine fantasier samtidigt også må menes at have styr på de sociale konsekvenser ved at udtale disse til verden? I givet fald - hvad ville mennesket med mulighed for kontrol vælge?
Niels:
Selvfølgelig kan børn da godt finde en art tryghed, omsorg og kærlighed hos en pædofil i mangel af bedre. Men det siger nok mere om, hvad de var vant til end hvad, der er et overgreb.
Jack Jønson
Det er ikke så mærkeligt at de ikke angrer, det ville du heller ikke hvis du ikke følte du havde gjort noget forkert.
Det er jo det essentielle i en personlighedsforstyrrelse, nemlig at man ikke kan se det forkerte i det man gør, fordi det det ikke føles forkert og er en naturlig del af en selv.
Man kan jo ikke benægte sig selv og sådan som vores retsystem er konstrueret giver det meget lidt mulighed for de dømte at opnå den selvindsigt der gør at man stiller spørgsmål om sig selv og sine handlinger. Vores retsystem bygger på at vi er 100% beviste om vores handlinger, det er dog en stor illusion fordi vi er alle styret af vores basale behov også selvom disse kan være uhensigtmæssige og ligger uden for normalen.
Det kræver psykisk overskud at stille spørgsmålstegn ved en selv, ikke noget en svag person umiddelbart besidder.
Randi Pedersen: Det uhyggelige er bare at mange af dem er højtudddannede, så svage kan de ikke alle betegnes. Man kan groft dele dem ind i to katagorier. De svage som du nævner. Dem hvis intelekt er på niveu med dem de misbruger, men denne gruppe er den mindste. Resten er ofte højtudddanede eller i hvertfald ikke tilhørende den laveste del af samfundet. Denne gruppe er dem der nægter hårdest. I de fleste tilfælde nægter de alt, selvom der måske er mange vidner og ofre. Jeg har meget svært ved at se hvordan denne gruppe kan nåes. Det opnås i hvertfald ikke i øjeblikket. Jeg ville mene at de burde være i terapi hver dag. Nu er det noget som måske sker en gang om måneden, hvis det overhovedet sker.
Men en personlighedsforstyrrelse udelukker vel ikke høj begavelse og dermed uddannelsesniveua osv?
Medlemmerne af den minoritet, der kaldes 'pædofile', er indbyrdes lige så forskellige som folk med alle andre mere eller mindre harmløse og/eller eksotiske seksuelle lyster og præferencer. Der er derfor ingen grund til at undre sig over, at nogle pædofile har en højere IQ end gennemsnittet, og andre andre har en lavere.
Det eneste sikre fællestræk hos alle pædofile er, at de tænder seksuelt på børn. Fuldstændig på samme måde som heteroseksuelle tænder på personer af det modsatte køn og homoseksuelle på personer af deres eget køn - eller for den sags skyld som fodfetichisten Nick Mogensen tænder ved synet af et par smukke kvindefødder.
Bare rolig Nick - det er da en sød lille særhed, som ingen vil hidse sig op over, med mindre du tager et nej for et ja og forgriber dig voldeligt på damen, som fødderne sidder på. Og mon ikke hun selv er i stand til at forsvare sine fødder mod uønskede tilnærmelser?
Det er børn derimod sjældent - de er i lommen på de voksne, hvis varetægt de tilfældigvis er havnet i, det ved enhver, som har været barn og kan og tør huske, hvordan det var.
Og mon ikke det også er derfor, at så mange voksne får kuldegysninger ved tanken om legalisering af 'frivillige' forhold mellem børn og pædofile voksne?
Ekstrabladets hedengangne "Pedro" havde en gang en dobbeltsidet artikel om hans egne oplevelser. Han var blevet "forført" af en mandlig spejderleder, og som jeg husker artiklen plæderede Pedro for hvor godt det havde været i hans liv. Jeg husker ikke hvor gammel Pedro havde været, men artiklens vinkel var pædofili, så han må have været ung nok til at det var relevant.
Naturen skyder med spredhagl ... den afprøver alle mulige kombinationer af egenskaber, og dem der "vinder" dvs. overlever - ja det er dem der fører gener videre. Derfor er både homoseksualitet, pædofili, incest osv. bestemt ting der kan være 100% naturlige. Det kan også være 100% naturligt at slå ihjel - "naturligt" er ikke hverken godt eller skidt, det er bare naturligt.
Esben Maaløe: Jeg har nu meget svært ved at se det naturlige i pædofili og incest. Prøv at læs historier fra ofrene til disse pædofile.
Grethe Preisler: Et fællestræk synes dog at være arrogance. Disse mennesker sætter deres lyster højere end noget andet.
Vibeke Svenningsen: Nej det gør det ikke, men en høj uddannelse burde vel være et tegn på at ens oplysning er et skridt foran mange andres. At en pædofil med lav IQ kan bilde sig selv ind at børnene kan lide det, kan måske undskyldes, men at en med høj IQ kan gøre det samme, er for mig uforståeligt.
Jack Jönsson, desværre er det jo sådan, at alle har blinde punkter, især hvis det er noget, der styrer mod lystopfyldelse. Derfor tager folk stoffer, selvom ingen vist kan være i tvivl om de rædselsfulde konsekvenser.
Bedre uddannelse, men ikke nødvendigvis høj "intelligens", sætter dog ofte folk i stand til at indføre en mental instans, der bedre kan blokere uhensigtsmæssig eller umoralsk adfærd; men ikke nødvendigvis, og historien giver jo også et idealistisk billede af f.eks. oldtidens forhold mellem unge og ældre - der dog i hvert fald for Grækenlands vedkommende ikke vedrører pædofili, fordi kønsmodning er en forudsætning (så vidt vides).
På den anden side er det jo tankevækkende, at en konsekvens synes at være større seksuel lyst og nysgerrighed, som Randi Pedersen omtaler. Så er der vel tale om en uhensigtsmæssig pirring, i nogle tilfælde? Det er også bemærkelsesværdigt, synes jeg, at det er den psykiske smerte ved at blive kastet ud i noget for børn fuldkommen uoverskueligt og følelsesmæssigt ikke udviklet, der giver de største sår på sjælen. Alene af den grund vil det være umuligt på nogen måde at åbne for noget, der vil være helt umuligt at afgrænse på en hensigtsmæssig måde.
Jack Jönsson: "Et fællestræk (for de pædofile du har mødt i fængslet) synes dog at være arrogance".
Alle mennesker har behov for et vist mål af accept fra omgivelsernes side for at overleve mentalt. Forskellen på os, der befinder os uden for fængselsmuren, og dem, der befinder sig inden for, er at vi kan gå andre steder hen og tilfredsstille vores behov for omgivelsernes accept. Den mulighed har de dømte pædofile, der som bekendt også rangerer nederst i fængselshierarkiet, ikke.
"Dette har jeg gjort, siger min hukommelse. Dette kan jeg umuligt have gjort, svarer min stolthed forfærdet. De kævles længe, og til sidst giver hukommelsen efter." (Franz Kafka)
@ Jack
At de indsatte, du har mødt, ikke angrer kunne f.eks. være et udtryk for, at de ikke
(Nå der snuppede den halvdelen af indlægget???)
@ Jack
At de indsatte, du har mødt, ikke angrer kunne f.eks. være et udtryk for, at de ikke er pædofile, men der i mod lider af dyssociale personlighedsforstyrrelser (psykopati).
Per Holm Knudsen: Det kan jo umuligt gælde for alle pædofile, og om de lider af den ene eller anden diagnose, kan vel ikke retfærdiggøre at være sammen med et barn. I flere tilfælde børn på 3-4 år. Man skal virkelig være mere en syg for at gøre dette.
Jeg kender godt de forskellige symtomer for at være "psykopat" og jeg mener ikke at dette er gældende i ret mange sager.
@ Jack
Langt de fleste overgreb på børn begås ikke af pædofile, der findes et utal af andre grunde til, at de finder sted. Og nej, overgreb på børn er ikke i orden, og skal, som alle andre overgreb, straffes evt. behandles.
Hej Jack!
Mit ærinde er bestemt ikke at legitimere overgreb på børn.
Men man KAN ikke bruge ordet "naturligt" som en kvalitetsbetegnelse. Dyreverden er et orgie af sexuelle foreteelser vi mennesker kalder "unaturlige"
Når jeg siger at div. seksuelle præferencer er naturlige har jeg ret. Også mht. pædofili - Bonobo aber f.eks. er ret aktive i den retning.
Når jeg nævner Pedro er det ikke for at føre argument for at pædofili skam er en herlig ting. Der er bare nødt til at være de rette perspektiver i en debat, hvis den ellers ønsker at nå til det bedst mulige resultat.
Håber det er helt klart: Jeg er ikke i noget ærinde der går ud på at retfærdiggøre nogen former for overgreb.
Jeg havde sex første gang da jeg var 13 år med en pige på 15 år. Var vi pædofile? Det er sååå trættende at læse alt dette ordbavl, som ligeså godt kunne dreje sig om kvinder, der bliver sammen med voldlige mænd osv FOKUS & FAKTA.
Også har Esben en pointe: I menneskehedens historie har grænserne for 'det tilladte' været yderst flydende. I oldtidens Ægypten har man fundet malerier med voksne, der havde sex med børn legende i baggrunden. I Grækenland var mandlig homoseksualitet (ligesom i dyreverden, dog også kvindelige) en mentor-instituation. I Rom var den toleret, men skulle ikke vises offentligt. I Sovjet var kvindelig homoseksualitet slet ikke defineret, mens mandlig var strafbart.
Og, ikke mindst, skal præseksuelle lege i børnehave/fritidshjem toleres?
PS Jeg ville da sandsynligvis skyde en person, der forbrød sig seksuelt mod mine børn, men ... ville jeg få det at vide medmindre mit barn blev krænket?
@Jack Diagnosen 'psykopati' findes ikke længere på samme måde som diagnosen 'psykopati' Det hedder 'dyssocial personlighedstruktur'.
Do not go about name-dropping when you cannot do it right!
Fuck: idioti findes heller ikke længere. Betød før i tiden at personen havde en IQ på under 30
Pædofili er dannet af Evolutionen fordi det øger eget afkoms konkurrencemuligheder at voldtage og myrde artsfællernes afkom.
Derfor spiser løver unger fra konkurrerende kuld - for at give mere "lebensraum" til deres eget DNA.
Liberalisme/CEPOS er ikke nogen ny opfindelse.
Nu hvor Liberal Alliance kom i medierne forleden, syntes jeg at der er på sin plads at kommentere på debatten. I sær fordi kampagnen imod pædofili har nået højder af uhørt karakter. Jeg kan ikke mere genkende det frisindede Danmark, som jeg blev født og voksede op i.
Se, tilbage i 1970'erne, imens pædofili både var lovligt og ej at forglemme - bredt accepteret i både befolkningen og folketinget, så husker jeg en gennemgående accept og tryghed ved fænomenet.. Ikke at der ikke fandets fordømmelse, men det var på niveau med, hvad accepten er i dag.
Som barn af 1972, har jeg ingen - og jeg gentager, ingen erindring om at vi børn var bange for pædofile, frygtede pædofili eller fordømte pædofili. Jeg er en af de ganske få årgange, både her i landet og i vesten som helhed, der er vokset op i et samfund, der tillod både børneporno (vi børn kaldte det ung/gammel) og dermed også pædofili. Man kunne købe pornoblade med det, og det gjorde vi skam også. Mig bekendt blev vi ikke pædofile af det.
Men vi har til dato ikke været den del af debatten. Vores opvækst, vores faktisk meget trygge opvækst, har ikke passet ind i agendaen.
Derfor er der ikke mere nogen tvivl hos mig. Kampagnen imod pædofili, handler ikke om at beskytte børn, men om at beskytte den totalitære stat. Faktisk vil kampagnen med stor sandsynlighed, skabe en større gruppe pædofile, blandt de som er børn af i dag.
Det vil den fordi pædofili, udover at være en seksualitet et menneske kan fødes med, også er en infantil sindstilstand, med fokus på det seksuelle. Så når en såkaldt voksen mand eller kvinde (her findes der nemlig også pædofile), udvikler en pædofil tilstand, så er vedkommende ikke nødvendigvis syg eller pervers. Tværtimod er vedkommende i kontakt med sin egen infantilitet og søger derfor andre infantile, herunder børn og unge samt andre voksne med lyst til at agerer barn eller ung.
Se, denne type person har i udgangspunktet, tidligere i livet, mistet kontakten til sin infantilitet. På et tidspunkt, i det såkaldte voksenliv er vedkommende så kommet i kontakt med sin infantilitet igen og dette, i dette tilfælde, i en seksuel sammenhæng.
At være infantil er at være barnlig, barnagtig; uudviklet.
Så de personer der eksempelvis som 45 årige bare bliver ved med at mobbe andre, kan sagtens være i samme situation, men hvor altså at relationen er socialitet.
Når et barn eller ung, eller voksen, mister kontakt med sin egen infantilitet, så standes der en udviklings-linje i vedkommendes personlighed. I den seksuelle relation, kan dette forhold skabe en senere tilstand af seksuel tiltrækning af andre infantile, herunder børn, unge samt voksne der seksuelt set, opfører sig infantilt.
Men fordi børn og unge, der mister kontakten til deres egen infantilitet, ikke nødvendigvis kun mister dette aktiv, så kan andre personlighedsforandringer opstå. Herunder ønsket om at dominere andre. Derfor disse skræmmende sager, hvor et barn er blevet voldtaget.
Så hele genstands feltet, er som man allerede kan se, meget komplekst. Derfor blegner både fordømmelsen, forargelsen, vreden, hadet og volden, da også overfor intellektet.
Problemet er bare at intellektet ikke er en del af den politiske kontekst mere. Her har politikerne over en bred kam, slået fast at pædofili er lig decideret ondskab. De bruger ord som modbydelig, forfærdelig, afskyelig, ondskabsfuldt, kriminelt, ødelæggende osv., et retorisk forhold der tegner hele "debatten" om pædofili, som fuldstændig og total ensidig.
Faktisk er ensidig ikke præcist beskrivende, eftersom hele kampagnen imod pædofili dækker over andre hensigter. Derfor bliver propaganda det ord der helt præcist beskriver denne sandhedens kurs, som diverse politikere og mediefolk, i snart et par årtier har forkyndet. Propaganda kender vi fra reklamer, hvor et ensidigt budskab lover os A, mens det har til hensigt at opnå B, nemlig at tjene penge på salg af et produkt.
Propaganda lover altid 'sandheden' og simplificere derfor ellers komplekse fænomener. Reducerer dem til enkelte ord, såsom:
- modbydelig
- forfærdelig
- afskyelig
- ondskabsfuld
- kriminelt
- ødelæggende
Men hvad handler denne anti pædofile propaganda så om?
Det korte svar er frygt, had og vold. Forældrenes frygt og had samt samfundets vold, mod de som er dømte eller mistænkte for at være pædofile. Frygt, had og vold - en historisk set, kendt målsætning, for politisk propaganda.
I vores tilfælde er målet med den politiske skabte frygt, had og vold, at øge niveauet af masseovervågning og dermed yderligere undertrykkelse, af borgernes frihedsrettigheder. Af mediernes muligheder for at se magthaverne i kortene. Magthavernes magt, for - måske, magtens egen skyld?
Men for børnene under denne dæmoniseringens tilbagekomst, denne frygtens, hadets og voldens tilbagevenden, er de alle i farezonen, for senere hen at udvikle pædofili. For frygtens og overvågningens samfund, styrker nemlig ikke infantilitet, men bekæmper det.
Vær ikke i tvivl når jeg skriver at disse børn, der er opdraget til at frygte og hade et fænomen, som min generation ikke gjorde, selv er i risiko for - via overvågning, frygt og had, at havde mistet deres kontakt til deres egen infantilitet. Mistet via samfundets totalitære krav om at de skal anse de voksne omkring dem, som potentielle seksualforbrydere.
Afslutningsvis skal jeg tillade mig at henvise til en debat i folketinget, initieret af Pernille Skipper, fra partiet Enhedslisten. Hele linjen af disse, efter min opfattelse, forbrydere mod Danmarks børn, stiller op til fælles simplificering af et fænomen, kun de færreste af dem, selv er vokset op med, som barn, som vi, de heldige, mellem 1968 og 1973, faktuelt gjorde.
B 73 Forslag til folketingsbeslutning om bekæmpelse af pædofili.
http://www.ft.dk/samling/20151/beslutningsforslag/B73/BEH1/forhandling.h...