Analyse
Læsetid: 3 min.

Regeringen hæver anlægsloft

Regeringen lader kommunerne bruge to milliarder kroner ekstra på anlæg i 2013 uden at ændre på sanktionen over serviceudgifter. Baggrunden er en begrundet forventning om, at budgetterne holdes
Udland
17. januar 2013

Nogle gange kan et før- og efter-fotografi tydeliggøre forandringer. Det gælder også i politisk retorik. Se blot her.

Før:

»Jeg er ikke enig i, at vi skal sætte mere turbo på kedlerne. Det en helt bunden opgave, at vi skal være inden for EU-henstillingen i 2013. Det vil ikke bare være at skyde sig selv i foden, men i begge ben og i begge arme, hvis vi får en ny henstilling fra EU, fordi vi ikke lever op til den henstilling, vi fik for 2013. Det kommer ikke på tale med den her regering, og det vil være at smide arbejdspladser ud af landet, hvis vi ikke holder den stramme økonomiske styring i 2013.«

Efter:

»Regeringen og KL er enige om, at kommunerne kan hæve anlægsinvesteringerne med 2 mia. kr. i 2013. Dermed kan kommunernes anlægsinvesteringer i 2013 udgøre godt 18 mia. kr.«

 

Før-billedet er et citat fra i forgårs, hvor Socialdemokraternes finansordfører, John Dyrby Paulsen, i dagbladet Politiken blankt afviste at lette på anlægsloftet efter en række s-medlemmer med den ledelseskritiske Rasmus Prehn i front havde krævet det. Der findes adskillige variationer af før-billedet med finansminister Bjarne Corydon (S) og økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (V), der lover bulder og brag fra Den Europæiske Union, hvis regeringen lader kommunerne bruge flere penge på anlæg, sådan som borgmestrene i særligt landets store kommuner har ønsket.

Efter-billedet er et citat fra den pressemeddelelse, som Finansministeriet i går sendte ud om, at kommunerne alligevel kan bruge flere penge på anlæg i 2013.

En kan jo undre sig over præcis hvad, der er hændt imellem de to citater. Men den gode nyhed – vel at mærke for de kommuner, der overhovedet har ekstra penge at bruge på anlæg – er, at de nu kan bruge dem. Der kan dermed blive sat gang i flere byggerier af skoler, ældrecentre og børnehaver landet over. Under forudsætning af at kommunerne kan nå at sætte gang i de ekstra byggerier, hvilket historisk ikke altid har vist sig at være ukompliceret.

Sanktioner justeres ikke

Den gode nyhed for regeringen – og for dansk økonomi, håber den – er, at der kommer mere aktivitet. Det kan betyde øget vækst og flere arbejdspladser. Derfor var gårsdagens aftale en god nyhed for både kommunerne og for regeringen. I sidste uge på Kommunaløkonomisk Forum stod finansminister Bjarne Corydon og KL-formand Erik Nielsen (S) noget stejlt over for hinanden i sagen.

Den kommunale økonomi er i dag underlagt en historisk stram styring med lofter for, hvor meget kommunerne må bruge.

Hvis kommunerne bruger mere end aftalt på service, rammes de af økonomiske sanktioner på bloktilskuddet.

Stridens kerne mellem KL og regeringen har været, hvorvidt sanktionerne på drift skulle justeres to milliarder nedad i forhold til aftalen om kommunernes økonomi i 2013. Det mente regeringen i første omgang ville være det helt naturlige.

Men KL afviste af to årsager: For det første fordi det i praksis ville betyde, at kommunerne skulle genåbne deres budgetter for 2013 og bytte rundt på poster. En temmelig vovet ting midt i et valgår og få måneder efter, at budgetlægningen er overstået.

For det andet fordi de var bange for, at dette ville føre til et lavere udgangspunkt for aftalen om kommunernes økonomi for 2014. Regeringen har givet sig, idet sanktionerne ikke følger med. Grunden til det er, at kommunerne, som det ser ud nu, ligger fem milliarder kroner under på serviceudgifter i 2012. Man forventer derfor, at der vil være luft til, at to milliarder i 2013 kan veksles til anlæg.

Samtidig er man blevet enige om, at udgiftsudviklingen følges tæt af begge parter, så der kan gribes ind, hvis situationen skulle ændre sig. Så alt i alt har regeringen lettet en smule på bremsen over for kommunerne. Men regeringen holder til gengæld fast i, at der er tale om den samme ramme. Som økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) i går skrev på sin twitter-profil:

»Samme samlede ramme, samme år. Bedre prioritering.«

 

 

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her