Læsetid: 7 min.

Den store ubekendte: Produktivitetens muligheder og grænser

De lavthængende frugter er plukket, vi kan ikke løbe stærkere, og evnen til produktivitetsstigninger falder med skiftet fra landbrugs- og industri- til servicesamfund, påpeger flere økonomer. Andre mener, der stadig er meget at hente ved at flytte fokus fra arbejds- til ressourceproduktivitet
At skabe vækst i en situation, hvor efterspørgslen ikke længere vokser, forudsætter, at man øger produktiviteten.  Vækstraten i Danmark, Europa og USA er faldet i de sidste 50 år.  Her en metalfabrik i Grækenland.

At skabe vækst i en situation, hvor efterspørgslen ikke længere vokser, forudsætter, at man øger produktiviteten. Vækstraten i Danmark, Europa og USA er faldet i de sidste 50 år. Her en metalfabrik i Grækenland.

The New York Times

7. januar 2013

At skabe økonomisk vækst i en situation, hvor markederne og efterspørgslen ikke længere bare vokser, forudsætter, at man kan klemme mere værdi ud af hver arbejdstime. Kort sagt at øge produktiviteten.

Det kan man i teorien gøre ved at løbe hurtigere, ved at tilføre mere billig energi til produktionsprocesserne, ved at introducere nye og mere effektive teknologier, ved at organisere produktionen bedre og ved at opkvalificere arbejdskraften via uddannelse.

»Produktiviteten er banalt set identisk med at gøre tingene ’smartere’,« som professor Peder Andersen, Fødevareøkonomisk Institut på Københavns Universitet, udtrykker det.

I USA faldt produktivitetsvæksten i perioden 1960-80, lå konstant fra 1980-95, steg derefter nogle år fra ’95 til kort efter 2000 og er derefter faldet igen. Som langtidstrend er den amerikanske produktivitetsvækst i dag lavere end i 1960.

Den globale erhvervsorganisation The Conference Board skriver om den såkaldte Total Factor Productivity (TFP), der medregner, hvad samtlige input i produktionen – ikke bare arbejdskraften – kaster af sig:

»I USA vendte TFP og blev negativ gennem det meste af anden halvdel af det seneste årti og fik først fart på igen i 2010, da genopretningen efter 2008-09-recessionen begyndte. En fornyet afmatning i 2011 tyder imidlertid på, at tendensen for TFP i USA kan fortsætte den nedadgående tendens, og at produktivitetsvirkningen af it-applikationerne, især i den amerikanske økonomis servicesektor, er begyndt at forvitre.«

I Europa har vækstraterne for produktiviteten været aftagende i 50 år. Det samme gælder Danmark, hvor vækstraten især de seneste 15 år har været meget lav: 0,7 procent pr. år i gennemsnit ifølge Nationalbanken.

»Produktivitetsudviklingen har siden midten af 1990’erne været svagere end i vores nabolande. Hvis denne udvikling fortsætter, vil det trække i retning af en lavere levestandard i Danmark i forhold til i nabolandene,« hedder det i Nationalbankens kvartalsoversigt fra første kvartal 2012.

Så lav produktivitetsvækst er en væsentlig del af forklaringen på de faldende BNP-vækstrater i ilandene gennem de senere årtier.

Derfor har regeringen nedsat Produktivitetskommissionen i håb om, at den kan finde nye måder at bringe effektiviteten i produktionen op. Og derfor har Information stillet følgende spørgsmål til 20 økonomer fra universiteter og andre offentlige forskningsinstitutioner:

»Er evnen til mærkbar produktivitetsvækst ved at være udtømt?«

Lavthængende frugter

Et gennemgående svar er dét, tidligere overvismand, professor Christen Sørensen, Syddansk Universitet, giver:

»Der er ikke så mange lavthængende frugter mere.«

Eller lidt mere udførligt fra professor Katarina Juselius, Økonomisk Institut på Københavns Universitet:

»Væksten i arbejdsproduktivitet (bruttonationalprodukt pr. beskæftigelse) er nok ved at være udtømt i højteknologiske lande som Danmark. Der er en naturlig grænse for, hvor meget man kan presse sin arbejdskraft, uden at den begynder at tage skade. Omfanget af stressrelaterede sygdomme er allerede stort i Danmark.«

Ingen af de 20 økonomer, der har deltaget i enqueten, peger på det at få arbejdskraften til at løbe hurtigere som en realistisk mulighed, der bør forfølges.

Derimod mener flere, at der er et produktivitetspotentiale i at gøre arbejdet ’smartere’.

»Der er stadig gode vækstmuligheder, hvis vi får de bedste talenter til at tage ingeniør- eller science-uddannelser,« siger for eksempel professor Jakob Brøchner Madsen, Monash University.

At gøre arbejdet smartere »afhænger af uddannelse, forskning og udnyttelsen af ny viden/hjemtagning af ny viden,« anfører Peder Andersen tilsvarende.

»Der er jo ingen tegn på, at forskningen står stille – og dermed heller ingen grund til at fremføre den vurdering, at mulighederne for fortsatte produktivitetsstigninger skulle være udtømt.«

Når nogle alligevel indtager det standpunkt, er det ifølge professoren »ikke fagligt velbegrundet.«

Sværere med nye opfindelser

Fraværet af ’lavthængende frugter’, der kan give mærkbar produktivitetsvækst, handler ifølge flere blandt andet om vanskelighederne ved til stadighed at skabe nye teknologier med stort effektiviseringspotentiale.

»Formentlig er det store ’opfindelser’ af generel karakter, der kan skabe høje vækstrater, men for at fastholde høje vækstrater må der jævnligt komme sådanne store ’opfindelser’. Mulighederne for vedvarende at lave sådanne store ’opfindelser’ er måske for nedadgående,« bemærker professor Bo Sandemann Rasmussen, Institut for økonomi på Aarhus Universitet.

Det er således kommet bag på mange, at it-revolutionen med computere og internet ikke har muliggjort et spring i produktiviteten og dermed væksten af nær samme omfang som tidligere tiders store teknologiske gennembrud: dampmaskinen, forbrændingsmotoren, elektricitet, telefonen, rindende vand med mere.

»Den lavere vækst siden begyndelsen af 1970’erne er overraskende, især fordi det gennem it-teknologi særligt siden 1975 har været muligt at revolutionere og effektivisere erhvervslivet,« siger professor Finn Østrup, Center for kreditret og kapitalmarkedsret på CBS.

Professor Carl-Johan Dalgaard, Økonomisk Institut på Københavns Universitet, hæfter sig ved, at »it-revolutionen har haft meget større gennemslag i USA end i Europa i forhold til produktiviteten.«

Dalgaard mener blandt andet på den baggrund, at »mulighederne for produktivitetsvækst (i Europa, red.) ikke kan være opbrugt for nærværende.«

»Det, der så står tilbage, er at forstå, hvorfor USA har været skrappere end Europa til at nytænke og udnytte de nye teknologiske muligheder, som blandt andet internettet frembragte.«

En del af forklaringen på, at it-revolutionen ikke har givet større produktivitetsvækst kan ifølge flere forskere være, at en stadig større andel af økonomien samtidig er rykket fra industri til servicesektoren, herunder også finanssektoren.

»Langt flere personer i dag er beskæftiget med ’uproduktivt’ arbejde, f.eks. reklame og opfyldelse af offentlige regler,« noterer Finn Østrup således.

»Det er nok sværere at nå en høj vækst med den sammensætning af efterspørgslen, vi har set gennem de sidste årtier. Væksten i efterspørgslen finder i stigende grad sted inden for tjenesteydelser (turisme, restauranter, hjemmeservice med videre). Hidtil har det ikke været muligt at opnå de samme produktivitetsstigninger på disse områder som inden for vareproduktion.«

Professor emeritus Søren Kjeldsen-Kragh, Fødevareøkonomisk Institut på KU, påpeger tilsvarende:

»Det har hidtil været vanskeligere at opnå produktivitetsstigninger i servicefagene end i landbruget og industrien. Når servicefagene relativt set spiller en stadig større rolle, vil det betyde en lavere vækstrate.«

»Der vil fortsat være produktivitetsvækst,« mener hans kollega, professor og tidligere overvismand Niels Kærgård, »men det har altid været sådan, at produktivitetsvæksten har været størst i den materielle produktion og mindre i service m.v., herunder det meste af den offentlige sektor.«

Der er for eksempel produktivitetsstigninger at hente i bilproduktion, men ikke i at opføre strygekvartetter.

»Og jo rigere samfundene bliver, desto mere bliver kultur og service med små produktivitetsstigninger. Produktivitetsstigningerne bliver derfor sandsynligvis lidt lavere i fremtiden,« konkluderer Kærgård.

Henrik Plaschke, lektor ved Institut for statskundskab på Aalborg Universitet, påpeger risikoen for, at man som reaktion på denne strukturudvikling i økonomien nu går på jagt efter produktivitetsvækst i bl.a. den offentlige sektor på bekostning af ’produktet’:

»Voksende produktivitet i servicesektoren bør ikke ses uafhængigt af krav til kvaliteten af serviceydelser, og man kan jo frygte, at ’produktiviteten’ søges fremmet uden hensyntagen til produktets kvalitet,« siger Plaschke og henviser til den aktuelle debat med lærerne om flere timer i folkeskolen.

»Hvis lærerne blot skal undervise mere med de samme ressourcer til forberedelse, vil lærernes produktivitet (antal underviste elevtimer pr. lærer) måske vokse, men det vil kvaliteten af produktet ikke nødvendigvis.«

Også professor Frede Hvelplund, Institut for planlægning, Aalborg Universitet, understreger, at »erhvervsstrukturen er ret afgørende for, hvor meget arbejdsproduktiviteten kan forøges.«

»Hvis man for eksempel vil fordoble arbejdsproduktiviteten i folkeskolen, kan det i den slags statistik kun gøres ved at halvere lærerandelen i forhold til elevtallet. Tilsvarende for hospitaler, plejehjem, børnehaver med videre. Men hvis et land har valgt at have offentlige hospitaler, skoler med videre, er det vanskeligere fra det ene år til det andet at opnå store arbejdsproduktivitetsstigninger,« påpeger Hvelplund.

Forbedringer registreres ikke

Omvendt vil faktiske forbedringer i børnenes grundlæggende færdigheder – læsning, skrivning, regning – ikke kunne registreres som produktivitetsforbedringer.

»Kvalitative forbedringer i et lands offentlige servicesystem tælles ikke med som produktivitetsforbedringer. Så hvis man vælger at forbedre kvaliteten i disse institutioner, vil det ikke fremstå som produktivitetsstigninger,« noterer han

Professor Jesper Jespersen, Institut for samfund og globalisering, RUC, betoner samme dilemma omkring produktivitetsstigninger i den offentlige sektor.

»Hidtil er disse blevet negligeret, hvilket notorisk har ’underrated’ væksten i BNP, da den offentlige sektor fylder meget,« siger han.

»Et på mange måder parallelt problem knytter sig til den finansielle sektor, der heller ikke har et umiddelbart markedsføringsvenlig og salgbart produkt. Her er man ikke lige så langt fremme med at opgøre produktivitetsstigninger, blandt andet fordi den aktuelle finanskrise synes at have vendt op og ned på ’værdien af det, der produceres i den finansielle sektor’.«

Ressourceproduktivitet

Jesper Jespersen mener overordnet, »at omstillingen fra landbrugssamfund via industrisamfund til servicesamfund ikke mindst BNP-statistisk fører til lavere vækstrater, jævnførende ovenfor vedrørende problemer med at registrere produktivitetsstigning i serviceerhverv.«

Inge Røpke, professor ved Center for Design, Innovation and Sustainable Transitions på Aalborg Universitet, går et skridt videre.

»Generelt er spørgsmålet (om muligheden for fortsatte produktivitetsstigninger, red.) meget svært at svare på, fordi det er så uklart, hvad produktivitet egentlig er, og hvordan den kan måles. Hvordan måler man kvalitetsforbedringer? Hvordan måler man produktivitet i den finansielle sektor? Giver det mening at sammenligne lande med forskellige sociale strukturer som USA og Danmark,« spørger hun.

»Ofte diskuteres BNP, produktivitet osv., som om vi ved, hvad vi taler om. Men reelt er begreberne luftige og baseret på statistiske konventioner, der måske ikke er relevante for de problemstillinger, vi står over for i dag,« skriver Inge Røpke.

Hun mener for eksempel, at det stærkt ensidige fokus på arbejdsproduktivitet ikke længere er tidssvarende, og at der i stedet bør gives mere vægt til at analysere og forbedre ressourceeffektiviteten, dvs. værdiskabelsen pr. input af energi eller råstof.

»Den stigende arbejdsproduktivitet har meget at gøre med en teknologiudvikling, der har været knyttet til adgangen til billig energi og andre ressourcer. Det vil blive vanskeligere fremover. Der er heller ikke så meget at hente ved at kopiere andres teknologiske fremskridt. Til gengæld kan ressourceproduktiviteten ventes at stige, fordi teknologiudviklingen i stigende grad må drejes i den retning,« vurderer Røpke.

Serie

Økonomi ved en skillevej

• Efter fem års krise endte 2012 med ny økonomisk minusvækst i både Danmark og EU. Spørgsmålet er, om den aktuelle krise afspejler et større paradigmeskift i i-landenes økonomi. Er evnen til vækst ved at ophøre, sætter miljøet nye grænser, eller kan økonomien vende tilbage til kendte vækstrater? Hvad kan økonomerne overhovedet sige om fremtiden?
• Information har gennemført en enquete blandt en række økonomiprofessorer og økonomiske forskere fra universiteterne og andre offentlige institutioner. De kommende dage formidles økonomernes svar og overvejelser i her i Information.
• Det samlede svarmateriale kan findes som dokumentation her på information.dk.

Seneste artikler

  • Det sagde økonomerne

    15. januar 2013
    I alt 20 økonomer deltog i Informations økonomiske enquete. Her er et udpluk af svarene
  • Topøkonom: Væksten i Europa og USA var en løgn

    10. januar 2013
    Tidligere cheføkonom i IMF Raghuram Rajan var en af de få økonomer, der forudsagde den globale finanskrise. Nu advarer han imod centralbankernes manglende kontrol med pengene.
  • Hvad ved økonomer egentlig om økonomi?

    8. januar 2013
    Det er blevet stadig sværere at forudsige økonomiens udvikling, siger flere økonomer. Og jo længere frem man ser, desto mere antager det karakter af rent gætværk. En enkelt er uenig: De kortsigtede konjunkturer er uforudsigelige, men på lang sigt har vi rimeligt styr på
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Holger Nielsen

Der er en yderst vildledende undertekst til billedet, den modsiger hele artiklen. De at få rettet den.

Der rettes den yderst relevante kritik mod produktivitetsbegrenet, at det ikke kan måle kvalitetsforbedringer. Det gælder logisk også den modsatte vej: kvalitetsforringelser.

Produktivitetsvækst er et gummibegreb. I en monopoliseret økonomi er det ikke sikkert at den giver billigere produkter (underforstået kere velfærd). Den kan lige så vel resultere i større profitter og dermed flere penge på kontoen i skattelyet. Det må derfor konkluderes at begrebet stort set anvendes som et propagandamiddel til at løbe hurtigere.

Da jeg i sin tid arbejdede på B&W skibsværft og motorfabrik sad der af og til en ekstra 'medarbejder' ved siden af makiner, der brugtes til at udføre gentagende monotont arbejde. Han deltog ikke i arbejdet, men sad på en cafestol med notesblok og stoppeur. Da man havde lænket akkordforhandlingerne sammen med dette fænomen blev mange arbejdere narret til at afgive de fif, de brugte til at få en ordentlig bonus i hus. Mangesteder i servicesektoren, især der hvor kunderne er til stede, ville det nok se lidt mærkeligt ud. Man har så forsøgt sig med forskellige former for selvrapportering af arbejdsproduktivitet, men det er svært at styre og går som regel op i bureaukrati og passiv modstand.

Det er rigtigt, som en af økonomerne siger, at arbejdskraften bliver syg af det voksende pres for øget produktivitet, men det tæller jo med i BMP når den skal repareres igen. Kapitalistiske absurditeter en masse.

Så, er man begyndt at snakke om produktiviteten pr. enhed af råvarer, men da der nu en gang går en vis mængde stål til en proptrækker eller en lastvil, vil det mest handle om at øge produktiviteten pr. forbrugt energienhed. Det handler om tekniske ingenørmæssige ratipnaliseringer, som beviseligt kaster mindre og mindre af sig efterhånden som produktiviteten stiger. Samtidig har deen kraftig tendens til at kræve øgede etableringsomkostninger med længere omslagstider som konsekvens. Det dur kun ved meget forudsigelig markedsudvikling, men overstiger på et tidspunkt den normale kapitalhorisont, og bliver derfor sjældent til noget hvis der ikke er en kraftig opadgående tendens i omsætningsudviklingen. Under kriser bliver det for alvor op ad bakke, da de fleste virksomheder kører med overkapacitet. Produktivitetsudviklingen har det afgjort bedre i en økonomi hvor der udspiller sig et langvarigt boom. Dem har vi ikke kendt siden første oliekrise. Der er altså intet mærkeligt i, at produktivitetsvæksten er faldende. Det er kun naurligt i et aldrende monopolkapitalistisk samfund. I sådan et samfund har reklame, marketing og bestikkelse allerede længe været et vigtigere redskab til at øge produktionen og dermed profitten og monopoliseringen.

Fra et samfunds- og klimamæssigt synspunkt ville det være langt mere gavnligt at satse på at øge holbarheden af produkterne - mindre arbejde (til hver) og bedre klima. Naturligvis ville det også gå ud over profitten og kapitalens magt over det enkelte menneske, et på alle måder frigørende projekt, hvortil kapitalen sikkert vil sige: det bliver over mit lig. I så fald synes jeg vi skal tage den på ordet.

Produktivitetsvækst betyder bare, at de opfinder nye kunstige behov, som vi skal trælle for at opfylde.

Kynismen er til at tage og føle på: Der er en naturlig grænse for, hvor meget man kan presse sin arbejdskraft, uden at den begynder at tage skade. Omfanget af stressrelaterede sygdomme er allerede stort i Danmark.

For mig er produktivitetsdiskussionen en højpandet akademisk øvelse for at undgå at diskutere det væsentlige, nemlig: Hvordan får vi danske virksomheder til at udvise samfundssind og skabe nogle flere arbejdspladser i Danmark.

1,4 mio. er ansat i danske datterselskaber i udlandet.

164.600 personer er ledige 6,3 pct. af arbejdsstyrken.

En rigere fremtid
Danskerne er ikke rige, fordi vi er så flittige, men fordi vi er så mange der arbejder.
http://www.information.dk/23735

...men Peter Birch Sørensen er måske forældet.

Udmærket artikel - sætter fokus på et helt afgørende spørgsmål for den økonomiske væksts muligheder og kommer ganske godt rundt om en række af de problemstillinger der er forbundet med begrebet produktivitetsvækst.
Skal vi overhovedet have mulighed for fortsatte stigninger i levestandarden i en verden hvor naturresurserne er begrænsede, er det nødvendigt med fortsatte teknologiske og videnskabelige fremskridt, som naturligt vil give sig udslag i målte produktivitetsforbedringer. Uddannelse, forskning og udvikling er derfor nok de mest centrale vækstmotorer i det lange løb.

Philip C Stone

For at starte med musikken. Arturo Toscanini var kendt for sine hurtige tempi. Især mod slutningen af sin karriere var Otto Klemperer kendt for at dirigere langsomt. Indenfor samme tidsrum ville Toscanini have dirigeret flere noder end Klemperer. Var Toscanini mere produktiv?

Når jeg skriver dette er det for at vise ikke alene hvor vanskeligt det er at tale om ikke-materiel produktivitet, men også hvor meningsløst. Jeg havde meget hellere set at artiklen koncentrerede sig om det materielle, fordi det er først og fremmest forbindelsen mellem energi og andre ressourcer der er bestemmende for vores fremtid.

Man kan argumentere for betydningen af dampmaskinen, jernbanen, mm., men langt de fleste af de vigtige opfindelser ville ikke være blevet opfundet og ville ikke have kunnet vinde udbredelse hvis ikke vi havde haft en rigelig forsyning af billig energi fra de fossile kilder. Giver det f.eks. mening at opfinde køleskabet hvis ikke der er energi til at holde det i gang? Den teknologiske udvikling kan altså ikke løsrives fra de bagvedliggende forudsætninger. Leonardo da Vinci havde mange interessante idéer, men de satte aldrig gang i en teknologisk udvikling.

De lande som i dag oplever stor vækstrater og stigende produktivitet er netop dem som er begyndt at bruge store mængder af fossilenergi. De europæiske lande som skranter er dem hvis energiforbrug især hviler på olie som de ikke længere har råd til. Det helt centrale er altså energi- og ressourceproblematikken. Det er den der er baggrunden for vores produktion og dermed også vores produktivitet, og det er også den som i stigende grad udgør en trussel mod vores eksistens.

Desværre er Inge Røpke den eneste der har noget at sige om dette:

"»Ofte diskuteres BNP, produktivitet osv., som om vi ved, hvad vi taler om. Men reelt er begreberne luftige og baseret på statistiske konventioner, der måske ikke er relevante for de problemstillinger, vi står over for i dag,« skriver Inge Røpke.

Hun mener for eksempel, at det stærkt ensidige fokus på arbejdsproduktivitet ikke længere er tidssvarende, og at der i stedet bør gives mere vægt til at analysere og forbedre ressourceeffektiviteten, dvs. værdiskabelsen pr. input af energi eller råstof.

»Den stigende arbejdsproduktivitet har meget at gøre med en teknologiudvikling, der har været knyttet til adgangen til billig energi og andre ressourcer. Det vil blive vanskeligere fremover."

Jeg mener ikke at fagøkonomer som taler kyndigt om antallet af engler der kan danse på en nålespids kan gøre os meget klogere. Som det fremgår af mine egne bemærkninger er jeg enig med Røpke, men jeg vil gerne høre andre meninger og gerne andre måder at diskutere på. Hvad med at inddrage videnskabsmænd og ingeniører. I bogen "Reinventing Fire" præsenterer Amory Lovins et bud på hvordan USA kan nedbringe sit energiforbrug og fortsætte med at vokse. Hvad med at diskutere hans visioner og hvorvidt de er ladsiggørlige?

Philip,

jeg er helt enig i at dampmaskine, jernbane osv. kun fik den udbredelse de fik, fordi der var adgang til rigelige og derfor billige kul. Og mere generelt at teknologiske fremskridt er betinget af forudsætningerne i det samfund de frembringes i. Men min konklusion er måske lidt anderledes end din, for det giver mig netop grobund for en vis optimisme: Teknologiske opfindelser har en tendens til at være målrettet mod de problemer der er vigtige. Indtil nu har hverken knaphed på fossile brændsler eller klimaspørgsmålet i praksis været store begrænsninger, men netop fordi de vil blive det fremover, og fossilerne derfor blive dyrere, vil det helt automatisk medføre at ingeniører osv.s kreativitet i højere grad vil blive rettet mod bedre resurseudnyttelse. I det omfang teknologiske nyvindinger overhovedet kan hjælpe os ud af problemerne, må vi derfor forvente at det i et vist omfang "af sig selv" vil ske i højere grad fremover når priserne stiger. Selvom man bør hjælpe denne kreativitet på vej ved at gøre fossile brændsler dyrere via afgifter og omsættelige kvoter. I hvert fald kan man ikke bruge den historiske positive sammenhæng mellem brændstofforbrug og BNP-vækst til at sige at de to ting nødvendigvis også skal hænge sammen fremover. Man har benyttet sig af fossilfråsende teknologi, simpelthen fordi råvarerne var billige; når de holder op med at være billige, vil alle virksomheder efterspørge alternativer.

Også enig i at økonomer, og i hvert fald nationaløkonomer, overhovedet ikke kan fortælle hvilke konkrete teknologier der med lidt held vil blive løsningerne på problemerne. Det er slet ikke fagøkonomernes rolle, den er mere at forsøge at rådgive mht. hvordan samfundets rammer mest hensigtsmæssigt indrettes så der er de bedste muligheder for at sådanne teknologier vil blive udviklet (f.eks. ved at skabe de rette prissignaler). Jeg kender ikke Reinventing Fire, men den ser ud til at være meget optimistisk mht. hvor gode substitutionsmulighederne og dermed mulighederne for bæredygtig økonomisk vækst vil være. Dermed vil den være en stor udfordring for en del antivækst-net-debattører.

Niels-Simon Larsen

Hvorfor fremelsker (producerer) vi ikke mennesker, der ikke er andre til besvær? Nogle, der ikke laver ulykker langs hele deres livsvej? Mennesker, der hviler i sig selv, er tilfredse med lidt, er gode til at holde deres liv gående ud fra de ressourcer, der nu engang er til rådighed? Det kunne vi jo godt.

Hvad koster det dog ikke at fremstille et menneske med afhængighedsproblemer eller et, som hele tiden skal stimuleres med banal underholdning for ikke at snakke om et, der er uden fantasi og initiativ?

Produktion skal altid puttes ind i fabriksbygninger og uddannelsesinstitutioner, selvom det meste af livsoplevelsen sker udenfor.

Vi bliver nødt til at opfinde en ny regneart eller oplevelsesmåling - eller i hvert fald en tankegang, der regner med noget, der ikke kan tælles og måles.

H.C. (Hans Christian) Ebbe

Sikken skod artikel!

Enig med Philip... Information burde ikke spørge folk som er indoktrineret og afhængig af det eksisterende paradigme, men snakke med folk der arbejder på at definere et nyt...inden det er forsent for alt for mange.

Fin artikel. Men..

"
Eller lidt mere udførligt fra professor Katarina Juselius, Økonomisk Institut på Københavns Universitet:

»Væksten i arbejdsproduktivitet (bruttonationalprodukt pr. beskæftigelse) er nok ved at være udtømt i højteknologiske lande som Danmark. Der er en naturlig grænse for, hvor meget man kan presse sin arbejdskraft, uden at den begynder at tage skade. Omfanget af stressrelaterede sygdomme er allerede stort i Danmark.«
"

Faktisk er omfanget pt. omkring 250.000. Antallet af stresstilfælde er eksploderet de senere år. Og alligevel skal der afrevne lemmer eller lig på bordet før man kan få erstatning. Både min fagforening og Arbejdsmedicinsk Klinik fortalte mig, at min sag med 99.9% sikkerhed vil blive afvist af arbejdsskadestyrelsen selv om den er krystalklar.

Så man kan snakke nok så meget om effektivisering, produktivitet og bruttonationalprodukt. Men det nytter ikke noget hvis 5-10% af arbejdsstyrken ligger brak med de udgifter, der er deraf.

Leif Højgaard

Proportionsloven siger, at jo mindre man i forvejen anvender af en variabel produktionsfaktor, des større vil tilvæksten i total udbyttet blive ved yderligere at indsætte en enhed af den variable produktionsfaktor. Og omvendt jo mere man i forvejen bruger…des mindre vil tilvæksten blive. Der er dog ofte grænser, som ved f.eks brug af gødning på en mark hvor afgrøden på et tidspunkt vil blive kvalt ved overdocering. Elementært Watson...

Ang. produktivitet og stress.

Jeg tror der ligger et stort potentiale for produktivitetsøgning hvis man fokuserede på at nedbringe stress.

Ang. vækst.

Der er gået noget galt i mange politikeres og økonomers uddannelse. Det er ikke fysisk holdbart at leve og basere samfund på en exponentielt voksende økonomi. Prøv at fremregne væsten de seneste 50 år med 100 eller 200 år, sammenholdt med en forbedring af levestandarden for resten af jordens befolkning. Det er jo en grotesk tanke. Vi skulle vel nærmest forbruge jordens ressourcer hvert kvartal.

Jeg tror man må begynde at tænke i ligevægt. I økonomi, nationalt og privat, samt resourcesmæssigt.

Det er måske nok når vi alle har hver sin fladskærm eller anden gadget at pille med.

Måske er det lidt pinligt at have et forbrug, der overstiger ens egen evner eller bidrag inden for produktion og udvikling?

Leif Højgaard

... Inge Røpke - mener, at det stærkt ensidige fokus på arbejdsproduktivitet ikke længere er tidssvarende, og at der i stedet bør gives mere vægt til at analysere og forbedre ressourceeffektiviteten, dvs. værdiskabelsen pr. input af energi eller råstof. - så mangler man bare at omskrive lærebøgerne og at bruge denne viden i praksis. Det er nok sidstnævnte der volder flest kvaler.

Brian Jensen:

"Det er ikke fysisk holdbart at leve og basere samfund på en exponentielt voksende økonomi ... Vi skulle vel nærmest forbruge jordens ressourcer hvert kvartal."

Det er ikke holdbart at have et eksponentielt voksende fysisk resurseforbrug i det lange løb, men man kan godt forestille sig en fortsat økonomisk vækst baseret på varer og tjenesteydelser af stadig højere kvalitet, ligesom man f.eks. kan effektivisere energiforbruget - altså producere de samme grundlæggende varer med lavere energiforbrug. I hvert fald indtil en vis grænse - præcis hvor gode disse (substitutions-)muligheder er, er et af de helt store spørgsmål i debatten om grænser for vækst.

Leif Højgaard

Med 40 års erfaring indenfor kontorrationalisering skal jeg hilse og sige at der er sket en kæmpevækst i 'kontorproduktiviteten' hvad forbruget af papir er et tydeligt tegn på. Fra mekaniske maskiner med tælleværker og karbonkopier med mange gennemslag er man gået til on-line global kommunikation selv i medieverdenen. Den typografiske branche som man kendte den er næsten udraderet. Dog ser det ud til at det kvalitative halter en del bagud selvom der produceres bjerge af talknusning og ststistikker i alle dimensioner og formater og her er det faktisk økonomerne selv, der endnu mangler at tage produktivitetsbegreberne [segmentere efter væsentlighed] til sig især hvad fremadrettet problemløsning angår herunder støtte af beslutningsprocesser og formulering af alternative scenarier i operationelt format.

Leif Højgaard

Brian Jenden - jeg er stort set enig i dit 17:29 indlæg. Blot vil jeg tilføje sætningen: '-hvis det er lønsomt' når du taler om substitusion eller variabilitet imellem produktionsfaktorter forstået som alternative produktioner på samme produktionsanlæg hvor alternativerne gensidigt udelukker hinanden. Der er man på gyngende grund på universitetsuddannelserne når talen falder på økonomisk beslutningsgrundlag. Faktisk burde de have dumpekarakter i faget produktivitetsstyring fordi man ikke behersker de grundlæggende nøgletal ''Dækningsbidrag' og 'Kapacitetsgrad'. Behøver jeg at henvise til Post Danmarks implementering af ABC-regnskaber ? Det er ikke mærkeligt at man her ikke er konkurrencedygtig på priserne - man forstår ganske enkelt ikke hvad der kræves af økonomiinformation på et konkurrencemarked.

Niels Engelsted

Først introducerer Toyota metoden Lean--slankning til benet--som virksomhedsledere i hele verden herefter roser og efterligner. Så hjemkalder Toyota i hundredetusindvis af biler, fordi der--ups!--alligevel er grænser for, hvor meget arbejdskraften kan presses uden at lave skodarbejde, ak, ak.

Michael Kongstad Nielsen

Hvad er produktivitet ?
Det må være
evne til at fremstille noget i en hvis fart.

Hvorfor skal den øges?
Fordi, så får vi vækst, antages det.
Men nej, der gør vi ikke, da der ikke er efterspørgsel efter det fremstillede. Så kommer det på lager, eller bliver til det, man kalder "spildt arbejde".

Når der ikke er efterspørgsel, kan man ligeså godt sætte tempoet ned, tage en slapper og snakke rigtig længe med kollegerne om, hvordan der gik hjemme hos familien i går, eller holde nøje øje med mobilens tilbud.

Øget produktivitet i lande, der ikke har vækst, kan kun bruges til mere fritid, altså til at få overstået arbejdet i en fart, og derefter bruge tiden til det vigtige.

Philip C Stone

Poul

Jeg er mere pessimistisk. Hvor den teknologiske udvikling før skete i en medvind af billig energi og forholdsvis lettilgængelige råstoffer, står vi nu overfor modvind. Højere priser og knaphed vil nok skubbe til ny forskning, men de nye vilkår vil gøre nye teknologier vanskeligere at realisere. Et misforhold mellem udbuddet og efterspørgslen på energi vil ændre på ganske meget.

Mht. Reinventing Fire: Jeg tror at Lovins er for optimistisk, men jeg mener at bogen eller bogens idéer kunne fungere som afsæt for en mere kvalificeret diskussion som kunne gøre både vækstkritikere og vækstoptimister klogere. Vi har vel alle brug for kvalificerede udfordringer.

Om fagøkonomer vil jeg sige at I for ofte bruges som spåmænd eller spåkoner, og det kan hverken I eller vi være tjent med, og at jeg ikke synes I i tilstrækkelig grad har forstået at de (problematiske) modeller i brugte i går slet ikke er på højde med den kriseramte virkelighed vi finder os i i dag. (Jeg er ikke fagmand, så sidste sætning må siges at være baseret på ukvalificerede indtryk, men det er indtryk som bliver bekræftet igen og igen.)

Michael KN:

Din bemærkning om den manglende efterspørgsel er vel mest møntet på den øjeblikkelige situation hvor vi har en lavkonjunktur og efterspørgslen svigter. I det lange løb plejer efterspørgsel og udbud dog at følges nogenlunde ad, så manglende efterspørgsel er næppe i sig selv en trussel mod økonomisk vækst på længere sigt, som lader til at være denne artikels omdrejningspunkt.

Men det er selvfølgelig fint nok hvis produktivitetsfremskridtene giver anledning til at folk kan holde mere fri. Historisk har vi set at gevinsterne ved den teknologiske udvikling er blevet brugt til både at få en større materiel levestandard (stigende BNP pr. capita) og at arbejde mindre (kortere arbejdstid).

Flemming Andersen

Nødvendigheden af at staten regulerer og sætter krav til varernes holdbarhed, virkemåde, bagudkompatibilitet, bæredygtighed og modulopbygning bliver mere og mere indlysende.

Vore varer kvalitet skal være mange gange bedre og holde meget længere af resurse-hensyn.

De skal kunne udvikles med nye moduler med nye landvindinger uden udskiftning af hele varen.

Vækst på den måde vi har kendt den og brugt resurser til er slut og masser af ingenørtimer ligger foran til smart at regne ud hvordan vi gør det bedre og renere.

Michael Kongstad Nielsen

Yes, Poul Schou, kortere arbejdstid har været en af gevinsterne. Men nu vil man jo have folk til at arbejde mere. Hvorfor? Fordi nogle tror, at det kan trække "os" ud af krisen.

Men det kan det ikke. For - som jeg bemærker - ingen vil købe det mere producerede. Det minder mig om en anden fejltagelse, der laves politik på i øjeblikket: - at arbejdsudbuddet skulle skabe vækst. Altså at en øgning i antallet af mennesker, der higer efter at få et job, skulle skabe job i sig selv, og at denne sammenhæng skulle skabe vækst. Tankegangen er muligvis en skjult måde at forbedre statsfinanserne på, idet man nedgraderer overførsler til ledige.

Philip: "Hvor den teknologiske udvikling før skete i en medvind af billig energi og forholdsvis lettilgængelige råstoffer, står vi nu overfor modvind."

Ja, men modvind har netop historisk givet anledning til forøgede innovationer i nogle tilfælde. På samme måde som der først for alvor forskes i AIDS-medicin og lignende når sygdommen bliver udbredt nok til at blive opfattet som t stort samfundsproblem.

Jeg tror ikke at nogle seriøse økonomer tror at alle de økonomiske modeller er perfekte. Der er mange samfundsøkonomiske problemstillinger man ikke ved nok om endnu - og somme tider viser det sig at de ting man troede man vidste, ikke holdt helt alligevel. Derfor arbejdes der også løbende på at forbedre både den økonomiske teori og empiri. Forskningen er jo ikke gået i stå, og økonomerne er lige så opmærksomme på når deres prognoser mv. ikke holder stik som andre mennesker. Faktisk tror jeg at fagfolk tit er mere forbeholdne end så mange andre mht. præmisserne for deres udsagn.

Jesper Frimann Ljungberg

Sjovt som det undrer økonomerne, at effektiviteten i Danmark siden midt halvfjerdserne ikke har matchet det den burde.
Der er i samme periode er arbejdstyrken af DJØFF'er blevet fire gange så stor. Så måske er der en sammenhæng der ?

Tja ja.. se skoven for bar træer.

// Jesper

Steen Erik Blumensaat

Første gang jeg mødte ratio var i 1964, 14 år gammel, jeg var ansat som arbejdsdreng på en skotøjsfabrik her i Fredericia, den sad ikke på en stol ved siden af mig men kom op langs samlebåndet
med stopuret og notesbloken i hånden og favnen, tog vores tid og nedskrev hver en bevægelse, ude på Nymarksvej var der endnu en skotøjsfabrik, inden længe efter blev fabiken nedlagt og flyttet ud i raden af byen, kort tid efter blev den flyttet til Irland.
Udflytningen har nu stået på lige siden, ligesom proletaren ingen fædreland har, har virksomheden det heller ikke, fabrikerne er i dag i Indonesien, Malaysia; Thailand, Kina, Mexico og landene syd derfor.
Herhjemme mangler vi at ratio, fornuftgørelsen siver ind på vores universiteter og læreanstalter, hvor fag som filosofi-psykologi, sjælens udødelighed,teologi, økonomi, og andre evigheds-studier ud i det rene ingenting bliver underlagt ratio og udrenset, politologer og journalister ligeså, se så er penge i overskud.
Sammen med skovle-klare Helle uden skovl kan de passende blive sat til at rive Kristiansborg ned, som en begyndelse, nedrivningen af insti `tut for Erasmus Montanus vil give beskæftigelse og vækst i mange år fremover.

Steen Erik Blumensaat

hvad siger du! skal jeg følge DRs løsning, og ligesom Sara Lund Trække pistolen og skyde dem en kugle i hovedet.
Ikke, skal jeg så ligesom hvidekorsridderen fra Norge eller Anders Fogh Rasmussen fra Danmark Sprænge en bombe flere bomber!

Bare rolig jeg er millitærnægter og imod vold!

Philip B. Johnsen

Hvis Danmark og EU erkendte, at vi nu er i en ny situation, hvor den globale vækst er flyttet, så var der basis for nytænkning, men vi er ikke der, så reelt vil jeg sige, der kun er en stødt tilbagegang i vente, business as usual, der for et år eller to kan opleve lidt fremgang, men uden holdbarhed, faktisk er det omsonst af diskutere dansk vækst i den nuværende situation.

De såkaldte BRIK lande Brasilien, Rusland, Indien og Kina vil løbe med vækst i verden de kommende årtier, sandsynligvis til løn og ansættelsesvilkår er kommet op på niveau med vores, vi må finde måder, at begrænse vores afhængighed af vækst, en økonomi der er skruet sammen på en anden måde.

Niels-Holger Nielsen har en vigtig pointe jeg kun kan tilslutte mig.

”Fra et samfunds- og klimamæssigt synspunkt ville det være langt mere gavnligt at satse på at øge holbarheden af produkterne - mindre arbejde (til hver) og bedre klima. Naturligvis ville det også gå ud over profitten og kapitalens magt over det enkelte menneske, et på alle måder frigørende projekt, hvortil kapitalen sikkert vil sige: det bliver over mit lig. I så fald synes jeg vi skal tage den på ordet.”

Produktivitetsvækst betyder bare, at de opfinder nye kunstige behov, som vi skal trælle for at opfylde.

Jeg syntes det er et godt billede på, hvor tåbeligt vi mennesker kan indrette os, med printere er lavet til, at virke til et forudbestemt antal kopier og sparrepære der kan konstrueres til at holde ti gange længere end i dag.

randi christiansen

Poul Schou - "Men det er selvfølgelig fint nok hvis produktivitetsfremskridtene giver anledning til at folk kan holde mere fri."

Den eneste måde, det kan ske, er, hvis vi får en bæredygtig miljø-og socioøkonomi - og hvordan skulle vi kunne få det, uden at den 0,001% slipper kontrollen med - udbytningen og misbruget af - fællesskabets ressourcer?

Teknologisk udvikling og substitutionsmetoder som ikke medfører, at den lille finansielle klike skal slippe deres privilegier ?

Måske den dag energi in-og output ikke udgør noget problem - indtil den dag oprinder, er det på høje tid med et nyt syn på den globale ressourceadministration.

Michael KN: "Men nu vil man jo have folk til at arbejde mere. Hvorfor? Fordi nogle tror, at det kan trække “os” ud af krisen."

Jeg opfatter det nu ikke sådan at ønsket om højere arbejdsudbud fra mange politikeres side er et forsøg på at løse (konjunktur-)krisen. Det er ret oplagt at øget arbejdsudbud ikke formindsker ledigheden på kort sigt, tværtimod. Det tror jeg ikke at der er nogen der er uenige i.

Derimod er ønsket om højere arbejdsudbud et forsøg på at besvare nogle andre udfordringer som man regner med Danmark vil stå over for på lidt længere sigt. Det drejer sig ikke mindst om at skaffe flere penge i de offentlige kasser som følge af større skatteindtægter fra de flere i arbejde; i nogle tilfælde har arbejdsudbuds-tiltagene også givet en mere direkte gevinst for statskassen i form af besparelser på udgiftssiden.

"Altså at en øgning i antallet af mennesker, der higer efter at få et job, skulle skabe job i sig selv, og at denne sammenhæng skulle skabe vækst."

Ja, mange tvivler på sådan en sammenhæng. Men der er nu gode grunde til at tro på at den virker på sigt. Et højere arbejdsudbud vil formodentlig skabe større ledighed på kort sigt; men erfaringen siger at højere ledighed fører til at lønstigningerne bliver mindre - hvilket vi jo også ser lige nu - og lavere lønstigninger forbedrer igen konkurrenceevnen og øger dermed afsætningen på eksportmarkederne. Og det skaber større efterspørgsel efter danske varer og dermed beskæftigelse så ledigheden falder igen.

Flemming Andersen

Den fulgte vej med forøgelse af arbejdsudbuddet, for at sænke lønningerne, er med andre ord på godt dansk usikker i sin positive effekt, men ikke i sin negative.

Den er usolidarisk, den den først u fremmest rammer de løngrupper, der er nærmest dagpengeydelserne og dermed også asocial og derfor ulighedsskabende.

Samtidig medfører den, nej kræver faktisk, et ændret syn på hele det danske samfund og de borgeres rettigheder, som modtager ydelser,
De må nødvendigvis være ofre for afstandtagen, før ydelserne kan svækkes, således at løntrykkeriet kan gennemføres.
Dette vil selvfølgelig betyde mindre købekraft ialt fra disse ret store befolkningsgrupper, medfølgende mindre forbrug, der vil gøre nye tiltag og besparelser nødvendige med de bindinger staten har pålagt sig selv.
Staten har, som mange Europæriske økonomer nu endelig er begyndt at indse, dermed skabt sin egen nedafgående spiral, hvor den dag for dag får sværere ved at gøre en positiv indsats selv.

Den samme forbedring af konkurrenceevne og lønreduktion, på en meget mere solidarisk måde ved at devaluere, uden de vanvittige for tankegangen nødvendige og dermed skadelige følgelovgninger, kunne undgås og tid til ordentlige reformer i ordet positive betydning opnås.

Men man har valgt den økonomiske vej, der gør allermest skade på den solidaritet i det danske samfund der måtte have været tilbage, og som har skadet egen befolkning og vælgerskare mest muligt.

Man skal være meget naiv for at tro på den tilfældighed eller at udygtigheden har så ufatteligt et omfang.

@Poul Schou 17:29

Hvis man skal have økonomisk eksponentiel vækst i økonomien, samtidigt med at man effektiviserer, så ender det med at vi skal ekspotere vore varer og tjenesteydelser til andre planeter.

Hvem skulle være aftager af alle disse tjenesteydelser? Vi er jo desuden lige blevet mindet om i artiklen at der er grænser for hvor meget man kan effektivisere når det gælder serviceydelser, kultur, omsorg osv.

Der er selvfølgelig kunst og underholdning, der kan reproduceres i det uendelige. Om man kan kalde det effektivisering ved jeg ikke rigtigt. Om det øger økonomien, kan vel også diskuteres.

Hvilket scenarie ser du for bare en femdobling af økonomien hvis den selvfølgelig ikke alene skal basere sig på ressouceforbrug?

Det dogme, vi har kørt efter siden 50'erne er at der er uendeligt mange ressoucer og uendeligt mange kunder, bare det bliver billigt nok. Jeg mener ikke det hold på langt sigt.

Der er masser af muligheder for effektivisering, mekanisering og automatisering i produktion, transport, klipning af hår, massage, osv. Det øger jo bare ikke økonomien hvis vi ikke vil klippes mere end en gang om dagen osv...

Hvis vores forbrug ikke vokser endnu hurtigere end effektiviseringerne, så falder økonomien.

Jeg tror at effektiviseringer ultimativt må føre til at vi sætter vores arbejdstid ned. Dermed er den økonomiske vækst ikke eksisterende.

Jeg kan ikke se det som andet end en overgangsfase når man tager det lange perspektiv frem.

Brian Jensen: "Hvem skulle være aftager af alle disse tjenesteydelser?"

Det skulle vi selv, på samme måde som vi (alle jordens indbyggere tilsammen hvis vi tænker globatl) altid har aftaget alle de hidtidige varer og tjenesteydelser vi har produceret.

Ud over blot at producere mere af det samme har den hidtidige økonomiske vækst også været båret af teknologiske fremskridt: Man har opfundet nye produkter der var mere værd end de gamle. Fx skrivemaskiner i stedet for gåsefjer, computere i stedet for skrivemaskiner, nye og bedre behandlingsmetoder til sygdomme osv. Disse fremskridt giver ikke nødvendigvis større naturresurseforbrug - somme tider endda tværtimod. Og det er ikke oplagt hvilke grænser naturen sætter for sådanne kvalitetsforbedringer - som også vil blive oplevet og målt som økonomisk vækst.

@Poul Schou
Du kan ikke bruge bare et par generationers udvikling som en rettesnor.

Når resten af jordens befolkning er kommet op på vores levestandard og er blevet så effektive at de producerer/leverer mere end de kan/vil har tid til at konsumere, så er det slut med væksten.

Jeg tror at det vi ser i den vestlige verden er at vi er ved at nå det niveau.

Ultimativt må vi ind i en slagt global ligevægt, hvor enhver genererer værdi som stort set modsvarer forbruget.

Flemming Andersen

Hvis den grønne salve vi har brugt imod vort udslet på fingeren giver udslet på hånden??

Brug mere grøn salve

Hvis vi så får udslet op ad armen??

Brug mere grøn salve.

Hvis vi får udslet op ad armen over skulderen, bliver svimle, får kvalme??

Brug mere grøn salve

Hvis vi har eksem på begge arme og ben, ikke kan trække vejret mere, hjertet slår ude af takt og vi tænker skidt og i dyb depression??

Brug mere grøn salve

Hvis vort samfund et sygt, vort miljø belastet, vor sociale solidaritet er i risiko, vor indentitet i samfundsordenen er truet, vor økonomiske system vakler, demokratiet svigter sin opgave o.s.v.

Brug mere grøn salve

Tænk hvis økonomer var læger??

Niels-Holger Nielsen

Poul Schou

Kan alle lande samtidig eksportere sig ud sf sine vanskeligheder?
Hvad siger mon matematikken her?
For mig lyder det som volapyk, at alle lande skulle kunne have overskud på betalingsnalancen. Derfor lyder det som en løsning, man kun kan praktisere på nogens bekostning. Det er vel her vi ser konkurrencestaten (Ove Kaj Pedersen) i funktion?

Niels-Holger Nielsen

Poul Schou

Som en slags vækstpofessor og -profet, vil du så ikke lige forklare det vedvarende stagnations'mirakel' i Japan? Bare i korte træk.

Philip C Stone

Poul

Det er ikke et spørgsmål om modvind, men om en ganske særlig form for modvind. Grantham skriver om en ny ressourceparadigme, og det er langt fra sikkert at vi kan erstatte det vi har med noget bedre, eller få det vi har brug for. Det er langt fra sikkert at vi vil kunne fuldføre overgangen til nye energikilder inden der opstår en kriseforstærkende knaphed på de gamle. Det er langt fra sikkert at nye energikilder vil kunne dække vores behov. Vi aner ikke omfanget af de skader og omkostninger klimakrisen vil påføre os, lokalt og globalt. Det er ikke sikkert at vi igen oplever et opsving som er solid nok til at nedbringe arbejdsløsheden. Det ser snarere ud til at den stigende efterspørgsel fra kortvarige opsving vil medføre prisstigninger – først og fremmest på olie – som fører os tilbage i recession.

Jeg er ikke i tvivl om at økonomerne forsker og justerer og efterjusterer. Men jeg er heller ikke i tvivl om at økonomerne ikke fatter situationens anderledes alvor. Ej heller at de gamle løsninger, som f.eks. produktivitetsstigninger, ikke er til megen nytte.*

*Medmindre deres fokus er på ressourcebesparelser, og så ville det være mere rimeligt at tale om effektivitetsforbedringer.

Niels-Holger Nielsen

*Medmindre deres fokus er på ressourcebesparelser, og så ville det være mere rimeligt at tale om effektivitetsforbedringer.

Det tænkte jeg også, da jeg skrev mit første indlæg, men jeg glemte at komme ind på det, eksplicit.

Som jeg var inde på, så kan man ikke lave et immaterielt fjernsyn, eller en ditto bil og da slet ikke uden en masse energi til rådighed. Qua ressourceknaphed og affaldsproblemer må vi recirkulere råvarerne i den udstrækning vi ikke bruger vedvarende ressourcer. Det kræver endnu meget mere energi.

Poul Schou, ville det ikke være smartere, at producere meget mere holdbare produkter fri for indbygget forældelse? Hvorfor er vækst en bedre ide, når det, som du siger, ikke er bevist, at væksten er slut? (Jeg går ud fra,at det betyder, at det omvendte heller ikke er bevist; jeg har i hvert ald ikke set, at du har gjort det, og jeg læser ellers alle dine indlæg.)

Niels-Holger Nielsen

Angående ressourceproblemer, så vil jeg anbefale denne artikel, som just er blevet frigivet til plankeværkskiggere i dag):

Global Resource Depletion
Is Population the Problem?

Den kommer ind på mange spørgsmål, bla. også Japans vækstfælde og Tysklands langtidstendens til stagnation. Den konkrete analyse af den konkrete situation er altid at foretrække frem for luftige teorier og formodninger, som har svært ved at materialisere sig; som den evige vækst fx.

Michael Madsen

Tilsammen har de flere millioner års utroligt avancerede uddannelser bag sig - men hvad kan de egentlig gøre for os ? Jeg har en stærk fornemmelse af at mange af de hovedtunge typer ville krepere den første dag de skulle klare sig selv i naturen uden andet end en lommekniv. Selvfølgelig klynger de sig til hvad de ved , men deres kampteknik er ikke gangbar udenfor deres eget system - og derfor ikke anvendelig i en verden hvor man kan bytte sig til en ydelse eller et produkt - eller straigt up give noget væk - det kunne være en idé , arbejdstimer ,overskydende fødevarer eller ens gamle fon.

De seneste mange år er der over hele linien sket en udhulning af kvalitet og holdbarhed i bytte for højere afkast til aktionærer - og en øget handelsfrekvens idet folks lort konstant går i stykker. Det er mega_uholdbart - for ikke at sige pissebelastende at se på. Det ER muligt at opdrætte en ko eller en gris uden at pumpe den fuld af bras - det går bare ikke så hurtigt. Man kan osse nemt lave en bilmotor der kan køre 1 million kilometer - det er bare dårlig forretning for bilproducenten.

Vores regering gør deres YPPERSTE! for at beskytte "bilproducenten" - istedet for at - som det jo egentligt er deres forpestede forpligtelse - at beskytte forbrugeren/samfundet .

Før folk indser at vores ledere er direkte omvendt produktive i fremdrivelsen af en bæredygtig løsning kommer vi ikke ud af startblokken. Vi bliver fastholdt i et forvredet, fejlagtigt system så længe vi ikke selv finder alternativer. Det er nødvendingt at begynde at arbejde udenom systemet hvis der skal ske noget. Så må vi bare håbe at systemets håndlangere ikke slår forhårdt ned på de kreative entreprenioz ;)

Mvh

Der foregår et enormt ressourcespild ved vores nuværende berigelsesmetode, hvor varer skal produceres og sælges til dem der har produceret dem. Det må være muligt med en mere direkte udbytning uden al produktionen. Der er slet ikke nogen rimelig grund til at alt rakket skal producere og konsummere alle de varer til eget forbrug, en repressiv feudal struktur ville være meget mere effektiv, og bruge langt færre ressourcer.
Iøvrigt udgøres en indtil videre stadigt større del af GNP af spkulationer, hvor man tjener penge på at flytte rundt med værdipapirer. Måske kunne der gøres mere af den slags, og væksten kunne opretholdes? Der produceres selvfølgelig ingenting, men hvis der kan tjenes penge på det gør det vel ikke noget?

Brian Jensen: "Når resten af jordens befolkning er kommet op på vores levestandard og er blevet så effektive at de producerer/leverer mere end de kan/vil har tid til at konsumere, så er det slut med væksten."

Det er et synspunkt - men du har ikke forklaret hvorfor det er så sikkert at det skulle være rigtigt. Sålænge der sker teknologiske fremskridt som gør at der bliver opfundet nye varer/tjenester eller varer/tjenester af en højere kvalitet, må man formode at folk også vil få glæde af at udnytte disse. Og sådan en udvikling vil medføre en stigende værdi af produktionen - altså økonomisk vækst.
For 100 år siden var der nok ingen der havde forestillet sig at folk ville se TV, bruge computere og holde udlandsferier flere gange om året, endsige bruge så meget tid på det som de gør i dag. Men folk har altså fundet tiden til det. Blandt andet fordi andre opfindelser har været tidsbesparende. Som før nævnt kan man skrive hurtigere på en skrivemaskine end med en gåsefjer, og man kan redigere bedre og hurtigere med en computer end med en skrivemaskine. Vi ved ikke i dag hvilke fremskridt fremtiden vil bringe, men det er ret sandsynligt at produktionsteknologien om 100 år vil være noget anderledes og mere fremskreden end i dag.
Synspunktet er uddybet her:

http://www.information.dk/231327
http://www.information.dk/303521

Philip: "det er langt fra sikkert at vi kan erstatte det vi har med noget bedre, eller få det vi har brug for."

Helt enig. Det eneste jeg siger, er at det er også langt fra sikkert at vi IKKE kan. Den mest nøgterne måde at anskue fremtidens muligheder på er hverken at være jubel-optimist eller jubel-pessimist, men efter bedste evne forsøge at få det bedst mulige ud af den situation vi nu befinder os i og skabe de bedste forudsætninger for en god fremtid også.

"Det er ikke sikkert at vi igen oplever et opsving som er solid nok til at nedbringe arbejdsløsheden."

Det er jeg til gengæld ret uenig i. Al erfaring tilsiger at ledigheden før eller siden vender tilbage til sit strukturelle niveau. Det er indtil nu sket efter hver eneste krise og lavkonjunktur, og det er svært at se nogen grund til at arbejdsmarkedets og verdens grundlæggende virkemåde skulle have ændret sig fundamentalt lige nu.

Philip C Stone

"Al erfaring tilsiger at ledigheden før eller siden vender tilbage til sit strukturelle niveau. Det er indtil nu sket efter hver eneste krise og lavkonjunktur, og det er svært at se nogen grund til at arbejdsmarkedets og verdens grundlæggende virkemåde skulle have ændret sig fundamentalt lige nu."

Poul

Når jeg skriver om krisens anderledes og ikke større alvor er det fordi jeg ikke alene mener at denne krise adskiller sig kvantitativt, men også kvalitativt fra de foregående. Dermed mener jeg at de lektier vi har kunnet uddrage af tidligere kriser er af begrænset værdi.
Hvad der for mig gør denne krise anderledes har jeg forsøgt at gøre rede for foroven.

Leif Højgaard

Poul - du er god til at argumentere for dine [i mine øjne] overfladiske betragtninger omkring livskvalitet for Homo Sapiens inficeret med 'technoritis' ihvertfald beskrevet i de økonomiske termer, som er trukket op i denne tråds grundvilkår. Niels Engelsted har i en anden tråd så morsomt kaldt den 'autistisk' økonomi. Tilsyneladende undgår det din opmærksomhed, at et menneskets livskvalitet for det meste udgøres af forhold der ike er teknologisk betingede. Alt organisk liv har en livscyklus og ser vi på mennesket med dagens 'briller' må du medgive at det for lang tid siden har fået opfyldt sine vildeste ønsker angående et behageligt og muntert liv på jord. Set fra min navle, har mennesket ikke forbedret sin gennemsnitlige livskvalitet de sidste 30 år. Det er stadig de samme grundlæggende problemer generationerne slås med, der ødelægger glæden. Denne håbløse livscyklus ser ud til at gentage sig i det uendelige.

Jeg tilslutter mig de andre debatører, som mener, at 'ulønsomme' 'fremskridt' ikke er ønskelige set med 'livskvalitetsøjne' men det er nok det der adskiller de forskellige fløje af menneskeheden. På samme måde mener jeg at faget 'økonomi' for fremtiden vil komme til at træde i baggrunden til fordel for andre beslutningskriterier, som vil være tungerevejende.

Du skal imidlertid have tak for at gøre rede for den teori, som gennem de sidste 100 år har ført adskillige nationer til fald, ikke fordi det er noget vi bør efterligne, men fordi det er noget vi er nødt til at undgå fremover.

Philip,

men det du har skrevet ovenfor om at denne krise er anderledes end andre kriser, handler så vidt jeg kan se om resurse- og miljøproblemer; men det er ikke dem der har skabt den nuværende konjunkturbetingede ledighed, og der er mig bekendt heller ingen årsager til at netop disse problemer skulle tilsige at løndannelsesprocessen på arbejdsmarkedet nu i dag skulle foregå på en fundamentalt anden måde end i alle tidligere konjunkturer. Og det er denne løndannelsesproces som er afgørende for udviklingen i ledigheden på kortere og længere sigt.
Viser det sig i fremtiden at vi er i det pessimistiske tilfælde hvor de teknologiske fremskridt og substitutionsmulighederne ikke er gode nok til at kompensere for behovet for at spare mere på naturresurserne, vil resultatet blive en lavere levestandard. Men der er ingen speciel grund til at dette i sig selv skulle føre til at arbejdsmarked og konjunkturbevægelser vil holde op med at fungere som de gør i dag, det hele kan tænkes blot at finde sted på et lavere niveau.

Leif: Jeg kan godt følge din tanke om at generationerne stadig slås med de samme grundlæggende problemer; men jeg tror nu alligevel de fleste vil erkende at de fremskridt vores viden har gjort i de sidste par hundrede år, er gavnlige og i en række tilfælde har forhøjet livskvaliteten og vores muligheder generelt. Tænk på fremskridt i lægevidenskab som gør det muligt at leve et længere og raskere liv. Eller tænk på at vi i dag kan sidde og føre denne internetdebat via vores computere. For 30 år siden fandtes den mulighed ikke. Jeg tror at alle de der deltager i denne debat er enige i at det er praktisk nok at muligheden nu eksisterer, eftersom vi jo gør brug af den. For blot at nævne to ud af rigtig mange tilsvarende eksempler.

Philip C Stone

Poul

Flere har skrevet om det ressourcespild der er forbundet med vores brug-og-smid-væk- og indbygget forældelseskultur. Vi har vel allesammen haft erfaringer svarende til en hvidløgspresser som gik i stykker første gang den blev presset eller en håndmixer som ikke kunne repareres fordi det bedre kunne betale sig at købe en ny. Har økonomerne gjort sig nogle forestillinger om hvordan vi kan forhindre eller begrænse dette spild indenfor rammerne af den kapitalistiske markedsøkonomi? Synes du at en sådan problematik, som indebærer et spild af både menneskelige og materielle ressourcer, er noget økonomer skulle beskæftige sig med?

En lille anmodning:

Når du henviser til en kommentar du har skrevet vil jeg venligst bede dig om at supplere henvisningen til den kommenterede artikel med oplysninger om dato og tid.

Leif Højgaard

Poul - ja i det omfang det har frigjort mennesket fra arbejdets svøbe og ikke blot medvirket til at der er fundet nye måder at holde mennesket i teknologisk fangeskab [substitution].

Leif Højgaard

Poul - kunne du ikke anvise en model under hvilken det vil være muligt for et menneske at skabe sig en rimelig tilværelse uden først at skulle sætte sig i gæld til omgivelserne. Det er måske her tampen brænder i virkeligheden.

Sider