Læsetid: 7 min.

Den store ubekendte: Produktivitetens muligheder og grænser

De lavthængende frugter er plukket, vi kan ikke løbe stærkere, og evnen til produktivitetsstigninger falder med skiftet fra landbrugs- og industri- til servicesamfund, påpeger flere økonomer. Andre mener, der stadig er meget at hente ved at flytte fokus fra arbejds- til ressourceproduktivitet
At skabe vækst i en situation, hvor efterspørgslen ikke længere vokser, forudsætter, at man øger produktiviteten.  Vækstraten i Danmark, Europa og USA er faldet i de sidste 50 år.  Her en metalfabrik i Grækenland.

At skabe vækst i en situation, hvor efterspørgslen ikke længere vokser, forudsætter, at man øger produktiviteten. Vækstraten i Danmark, Europa og USA er faldet i de sidste 50 år. Her en metalfabrik i Grækenland.

The New York Times

7. januar 2013

At skabe økonomisk vækst i en situation, hvor markederne og efterspørgslen ikke længere bare vokser, forudsætter, at man kan klemme mere værdi ud af hver arbejdstime. Kort sagt at øge produktiviteten.

Det kan man i teorien gøre ved at løbe hurtigere, ved at tilføre mere billig energi til produktionsprocesserne, ved at introducere nye og mere effektive teknologier, ved at organisere produktionen bedre og ved at opkvalificere arbejdskraften via uddannelse.

»Produktiviteten er banalt set identisk med at gøre tingene ’smartere’,« som professor Peder Andersen, Fødevareøkonomisk Institut på Københavns Universitet, udtrykker det.

I USA faldt produktivitetsvæksten i perioden 1960-80, lå konstant fra 1980-95, steg derefter nogle år fra ’95 til kort efter 2000 og er derefter faldet igen. Som langtidstrend er den amerikanske produktivitetsvækst i dag lavere end i 1960.

Den globale erhvervsorganisation The Conference Board skriver om den såkaldte Total Factor Productivity (TFP), der medregner, hvad samtlige input i produktionen – ikke bare arbejdskraften – kaster af sig:

»I USA vendte TFP og blev negativ gennem det meste af anden halvdel af det seneste årti og fik først fart på igen i 2010, da genopretningen efter 2008-09-recessionen begyndte. En fornyet afmatning i 2011 tyder imidlertid på, at tendensen for TFP i USA kan fortsætte den nedadgående tendens, og at produktivitetsvirkningen af it-applikationerne, især i den amerikanske økonomis servicesektor, er begyndt at forvitre.«

I Europa har vækstraterne for produktiviteten været aftagende i 50 år. Det samme gælder Danmark, hvor vækstraten især de seneste 15 år har været meget lav: 0,7 procent pr. år i gennemsnit ifølge Nationalbanken.

»Produktivitetsudviklingen har siden midten af 1990’erne været svagere end i vores nabolande. Hvis denne udvikling fortsætter, vil det trække i retning af en lavere levestandard i Danmark i forhold til i nabolandene,« hedder det i Nationalbankens kvartalsoversigt fra første kvartal 2012.

Så lav produktivitetsvækst er en væsentlig del af forklaringen på de faldende BNP-vækstrater i ilandene gennem de senere årtier.

Derfor har regeringen nedsat Produktivitetskommissionen i håb om, at den kan finde nye måder at bringe effektiviteten i produktionen op. Og derfor har Information stillet følgende spørgsmål til 20 økonomer fra universiteter og andre offentlige forskningsinstitutioner:

»Er evnen til mærkbar produktivitetsvækst ved at være udtømt?«

Lavthængende frugter

Et gennemgående svar er dét, tidligere overvismand, professor Christen Sørensen, Syddansk Universitet, giver:

»Der er ikke så mange lavthængende frugter mere.«

Eller lidt mere udførligt fra professor Katarina Juselius, Økonomisk Institut på Københavns Universitet:

»Væksten i arbejdsproduktivitet (bruttonationalprodukt pr. beskæftigelse) er nok ved at være udtømt i højteknologiske lande som Danmark. Der er en naturlig grænse for, hvor meget man kan presse sin arbejdskraft, uden at den begynder at tage skade. Omfanget af stressrelaterede sygdomme er allerede stort i Danmark.«

Ingen af de 20 økonomer, der har deltaget i enqueten, peger på det at få arbejdskraften til at løbe hurtigere som en realistisk mulighed, der bør forfølges.

Derimod mener flere, at der er et produktivitetspotentiale i at gøre arbejdet ’smartere’.

»Der er stadig gode vækstmuligheder, hvis vi får de bedste talenter til at tage ingeniør- eller science-uddannelser,« siger for eksempel professor Jakob Brøchner Madsen, Monash University.

At gøre arbejdet smartere »afhænger af uddannelse, forskning og udnyttelsen af ny viden/hjemtagning af ny viden,« anfører Peder Andersen tilsvarende.

»Der er jo ingen tegn på, at forskningen står stille – og dermed heller ingen grund til at fremføre den vurdering, at mulighederne for fortsatte produktivitetsstigninger skulle være udtømt.«

Når nogle alligevel indtager det standpunkt, er det ifølge professoren »ikke fagligt velbegrundet.«

Sværere med nye opfindelser

Fraværet af ’lavthængende frugter’, der kan give mærkbar produktivitetsvækst, handler ifølge flere blandt andet om vanskelighederne ved til stadighed at skabe nye teknologier med stort effektiviseringspotentiale.

»Formentlig er det store ’opfindelser’ af generel karakter, der kan skabe høje vækstrater, men for at fastholde høje vækstrater må der jævnligt komme sådanne store ’opfindelser’. Mulighederne for vedvarende at lave sådanne store ’opfindelser’ er måske for nedadgående,« bemærker professor Bo Sandemann Rasmussen, Institut for økonomi på Aarhus Universitet.

Det er således kommet bag på mange, at it-revolutionen med computere og internet ikke har muliggjort et spring i produktiviteten og dermed væksten af nær samme omfang som tidligere tiders store teknologiske gennembrud: dampmaskinen, forbrændingsmotoren, elektricitet, telefonen, rindende vand med mere.

»Den lavere vækst siden begyndelsen af 1970’erne er overraskende, især fordi det gennem it-teknologi særligt siden 1975 har været muligt at revolutionere og effektivisere erhvervslivet,« siger professor Finn Østrup, Center for kreditret og kapitalmarkedsret på CBS.

Professor Carl-Johan Dalgaard, Økonomisk Institut på Københavns Universitet, hæfter sig ved, at »it-revolutionen har haft meget større gennemslag i USA end i Europa i forhold til produktiviteten.«

Dalgaard mener blandt andet på den baggrund, at »mulighederne for produktivitetsvækst (i Europa, red.) ikke kan være opbrugt for nærværende.«

»Det, der så står tilbage, er at forstå, hvorfor USA har været skrappere end Europa til at nytænke og udnytte de nye teknologiske muligheder, som blandt andet internettet frembragte.«

En del af forklaringen på, at it-revolutionen ikke har givet større produktivitetsvækst kan ifølge flere forskere være, at en stadig større andel af økonomien samtidig er rykket fra industri til servicesektoren, herunder også finanssektoren.

»Langt flere personer i dag er beskæftiget med ’uproduktivt’ arbejde, f.eks. reklame og opfyldelse af offentlige regler,« noterer Finn Østrup således.

»Det er nok sværere at nå en høj vækst med den sammensætning af efterspørgslen, vi har set gennem de sidste årtier. Væksten i efterspørgslen finder i stigende grad sted inden for tjenesteydelser (turisme, restauranter, hjemmeservice med videre). Hidtil har det ikke været muligt at opnå de samme produktivitetsstigninger på disse områder som inden for vareproduktion.«

Professor emeritus Søren Kjeldsen-Kragh, Fødevareøkonomisk Institut på KU, påpeger tilsvarende:

»Det har hidtil været vanskeligere at opnå produktivitetsstigninger i servicefagene end i landbruget og industrien. Når servicefagene relativt set spiller en stadig større rolle, vil det betyde en lavere vækstrate.«

»Der vil fortsat være produktivitetsvækst,« mener hans kollega, professor og tidligere overvismand Niels Kærgård, »men det har altid været sådan, at produktivitetsvæksten har været størst i den materielle produktion og mindre i service m.v., herunder det meste af den offentlige sektor.«

Der er for eksempel produktivitetsstigninger at hente i bilproduktion, men ikke i at opføre strygekvartetter.

»Og jo rigere samfundene bliver, desto mere bliver kultur og service med små produktivitetsstigninger. Produktivitetsstigningerne bliver derfor sandsynligvis lidt lavere i fremtiden,« konkluderer Kærgård.

Henrik Plaschke, lektor ved Institut for statskundskab på Aalborg Universitet, påpeger risikoen for, at man som reaktion på denne strukturudvikling i økonomien nu går på jagt efter produktivitetsvækst i bl.a. den offentlige sektor på bekostning af ’produktet’:

»Voksende produktivitet i servicesektoren bør ikke ses uafhængigt af krav til kvaliteten af serviceydelser, og man kan jo frygte, at ’produktiviteten’ søges fremmet uden hensyntagen til produktets kvalitet,« siger Plaschke og henviser til den aktuelle debat med lærerne om flere timer i folkeskolen.

»Hvis lærerne blot skal undervise mere med de samme ressourcer til forberedelse, vil lærernes produktivitet (antal underviste elevtimer pr. lærer) måske vokse, men det vil kvaliteten af produktet ikke nødvendigvis.«

Også professor Frede Hvelplund, Institut for planlægning, Aalborg Universitet, understreger, at »erhvervsstrukturen er ret afgørende for, hvor meget arbejdsproduktiviteten kan forøges.«

»Hvis man for eksempel vil fordoble arbejdsproduktiviteten i folkeskolen, kan det i den slags statistik kun gøres ved at halvere lærerandelen i forhold til elevtallet. Tilsvarende for hospitaler, plejehjem, børnehaver med videre. Men hvis et land har valgt at have offentlige hospitaler, skoler med videre, er det vanskeligere fra det ene år til det andet at opnå store arbejdsproduktivitetsstigninger,« påpeger Hvelplund.

Forbedringer registreres ikke

Omvendt vil faktiske forbedringer i børnenes grundlæggende færdigheder – læsning, skrivning, regning – ikke kunne registreres som produktivitetsforbedringer.

»Kvalitative forbedringer i et lands offentlige servicesystem tælles ikke med som produktivitetsforbedringer. Så hvis man vælger at forbedre kvaliteten i disse institutioner, vil det ikke fremstå som produktivitetsstigninger,« noterer han

Professor Jesper Jespersen, Institut for samfund og globalisering, RUC, betoner samme dilemma omkring produktivitetsstigninger i den offentlige sektor.

»Hidtil er disse blevet negligeret, hvilket notorisk har ’underrated’ væksten i BNP, da den offentlige sektor fylder meget,« siger han.

»Et på mange måder parallelt problem knytter sig til den finansielle sektor, der heller ikke har et umiddelbart markedsføringsvenlig og salgbart produkt. Her er man ikke lige så langt fremme med at opgøre produktivitetsstigninger, blandt andet fordi den aktuelle finanskrise synes at have vendt op og ned på ’værdien af det, der produceres i den finansielle sektor’.«

Ressourceproduktivitet

Jesper Jespersen mener overordnet, »at omstillingen fra landbrugssamfund via industrisamfund til servicesamfund ikke mindst BNP-statistisk fører til lavere vækstrater, jævnførende ovenfor vedrørende problemer med at registrere produktivitetsstigning i serviceerhverv.«

Inge Røpke, professor ved Center for Design, Innovation and Sustainable Transitions på Aalborg Universitet, går et skridt videre.

»Generelt er spørgsmålet (om muligheden for fortsatte produktivitetsstigninger, red.) meget svært at svare på, fordi det er så uklart, hvad produktivitet egentlig er, og hvordan den kan måles. Hvordan måler man kvalitetsforbedringer? Hvordan måler man produktivitet i den finansielle sektor? Giver det mening at sammenligne lande med forskellige sociale strukturer som USA og Danmark,« spørger hun.

»Ofte diskuteres BNP, produktivitet osv., som om vi ved, hvad vi taler om. Men reelt er begreberne luftige og baseret på statistiske konventioner, der måske ikke er relevante for de problemstillinger, vi står over for i dag,« skriver Inge Røpke.

Hun mener for eksempel, at det stærkt ensidige fokus på arbejdsproduktivitet ikke længere er tidssvarende, og at der i stedet bør gives mere vægt til at analysere og forbedre ressourceeffektiviteten, dvs. værdiskabelsen pr. input af energi eller råstof.

»Den stigende arbejdsproduktivitet har meget at gøre med en teknologiudvikling, der har været knyttet til adgangen til billig energi og andre ressourcer. Det vil blive vanskeligere fremover. Der er heller ikke så meget at hente ved at kopiere andres teknologiske fremskridt. Til gengæld kan ressourceproduktiviteten ventes at stige, fordi teknologiudviklingen i stigende grad må drejes i den retning,« vurderer Røpke.

Serie

Økonomi ved en skillevej

• Efter fem års krise endte 2012 med ny økonomisk minusvækst i både Danmark og EU. Spørgsmålet er, om den aktuelle krise afspejler et større paradigmeskift i i-landenes økonomi. Er evnen til vækst ved at ophøre, sætter miljøet nye grænser, eller kan økonomien vende tilbage til kendte vækstrater? Hvad kan økonomerne overhovedet sige om fremtiden?
• Information har gennemført en enquete blandt en række økonomiprofessorer og økonomiske forskere fra universiteterne og andre offentlige institutioner. De kommende dage formidles økonomernes svar og overvejelser i her i Information.
• Det samlede svarmateriale kan findes som dokumentation her på information.dk.

Seneste artikler

  • Det sagde økonomerne

    15. januar 2013
    I alt 20 økonomer deltog i Informations økonomiske enquete. Her er et udpluk af svarene
  • Topøkonom: Væksten i Europa og USA var en løgn

    10. januar 2013
    Tidligere cheføkonom i IMF Raghuram Rajan var en af de få økonomer, der forudsagde den globale finanskrise. Nu advarer han imod centralbankernes manglende kontrol med pengene.
  • Hvad ved økonomer egentlig om økonomi?

    8. januar 2013
    Det er blevet stadig sværere at forudsige økonomiens udvikling, siger flere økonomer. Og jo længere frem man ser, desto mere antager det karakter af rent gætværk. En enkelt er uenig: De kortsigtede konjunkturer er uforudsigelige, men på lang sigt har vi rimeligt styr på
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Philip C Stone

"men det du har skrevet ovenfor om at denne krise er anderledes end andre kriser, handler så vidt jeg kan se om resurse- og miljøproblemer; men det er ikke dem der har skabt den nuværende konjunkturbetingede ledighed..."

Poul

Her mener jeg at du påviseligt tager fejl. Den nuværende krise er ikke kun en finanskrise. Den amerikanske økonom James Hamilton har dokumenteret at ti af de sidste elleve recessioner har fulgt skarpe stigninger i olieprisen, hvilket medfører højere udgifter til transport, mad og opvarmning og færre penge det der på engelsk kaldes discretionary spending – det der rækker ud over det strengt nødvendige:

High oil prices (more than triple their level ten years ago).
High oil prices cause people to cut back on discretionary spending, leading to layoffs in discretionary industries and debt defaults. Governments get less revenue in taxes at the same time they need to increase spending for unemployment benefits, bailing out banks, and stimulus funds. Result: financial problems for governments of oil importing countries, including many Eurozone countries and the United States.
http://ourfiniteworld.com/2012/11/29/understanding-our-oil-related-fisca...

Vedr. Hamilton se f.eks:
http://www.econbrowser.com/archives/2009/04/consequences_of.html

Det er præcis den slags jeg tænker på når jeg skriver at fagøkonomerne ikke er på højde med den forandrede virkelighed.

Philip: "Vi har vel allesammen haft erfaringer svarende til en hvidløgspresser som gik i stykker første gang den blev presset eller en håndmixer som ikke kunne repareres fordi det bedre kunne betale sig at købe en ny. Har økonomerne gjort sig nogle forestillinger om hvordan vi kan forhindre eller begrænse dette spild indenfor rammerne af den kapitalistiske markedsøkonomi?"

Ja, begge dele er i høj grad økonomisk relevante problemstillinger. Det første handler vel om at man køber en vare som viser sig at være af dårligere kvalitet end man troede. Det er et klassisk eksempel på en markedsfejl som handler om ufuldkommen og asymmetrisk information. Vi er lidt langt fra trådens emne her, men der kan findes masser af læsestof på nettet. Garantiordninger, forbrugerinformation, lovgivning om relevante vareoplysninger mv. og producentansvar er nogle instrumenter der kan afhjælpe problemet - men her er vi nu langt fra min hjemmebane, så det er ikke en problemstilling jeg ved så forfærdelig meget om.
Mht. håndmixeren er det måske anderledes, for den kan vel godt have tjent i "tilpas" lang tid inden den går i stykker. Her vil man sige at hvis priserne er rigtige, herunder prisen på arbejdstid for reparationen i forhold til prisen på den nye, vil folk automatisk vælge den gode løsning. Man kan så frygte at priserne i praksis er forkerte så den nye håndmixer er "for billig", hvilket vel er den situation du tænker på. Men her er den klassiske økonomtilgang oplagt: Skal man afhjælpe det grundlæggende problem, skal man sørge for at skabe de rigtige priser. Er det fx fossilt brændstofforbrug vi taler om, bør priserne sættes op ved hjælp af klimaafgifter eller lignende.
Jeg skal prøve at tage din anmodning til efterretning!

Leif: Mht. det med gælden mener jeg ikke selv at det er så centralt igen for problemstillingerne om langsigtet vækst. Jeg tror der er en tendens til at mange lige nu i lyset af finanskrisen overvurderer den betydning som finansielle forhold trods alt har for vores realøkonomi i det helt lange løb. Låntagning kan være relevant og en god løsning for mange mennesker i nogle situationer, men jeg vil ikke engang sige at det er en nødvendighed for at skabe sig en rimelig tilværelse i dag. Jeg tror der er mange danskere med en udmærket tilværelse som aldrig har taget lån af betydning - selvom de nok først og fremmest skal findes hos den del af befolkningen der bor til leje. Men det er der også millioner af danskere der gør.

Philip kl. 10.52: Det er velkendt at der er korrelationer mellem oliepriser og konjunkturer, og det indgår også i de fleste økonomiske konjunkturovervejelser og -modeller og har gjort det i mange år; jeg synes derfor at du modsiger dig selv når du først siger at dette gør den nuværende krise helt ny og unik og bagefter støtter dette med et udsagn der fortæller at denne sammenhæng har man i hvert fald set i 10 af de sidste 11 recessioner. Så vil jeg gentage: Man kom jo altså ud af de 10 første recessioner - hvorfor skulle den 11. være så fundamentalt anderledes at nu er de mekanismer som har bragt os ud af de 10 første, være totalt sat ud af kraft?

Leif Højgaard

Poul - Jeg tror der er en tendens til at mange lige nu i lyset af finanskrisen overvurderer den betydning som finansielle forhold trods alt har for vores realøkonomi i det helt lange løb. - dette forstår jeg simpelt hen ikke. Kan du ikke skære det ud i pap for mig ?

Leif Højgaard

Lad os så få nogle tal på bordet Poul. Hvor stort er vort Opportunity Gap hvis der overhovedet er noget ? - altså afstanden mellem den ønskede tilstand og den faktiske. Hvad kan der ændres på ?

Leif Højgaard

Poul - ref din 11:07 hvorfor skulle den 11. være så fundamentalt anderledes at nu er de mekanismer som har bragt os ud af de 10 første, være totalt sat ud af kraft? - af den simple grund at vi er nød til helt at afbryde dette loop med samme medicin. Der skal nye boller på suppen Poul. Der er kogt nok suppe på din pølsepind.

Philip C Stone

"jeg synes derfor at du modsiger dig selv når du først siger at dette gør den nuværende krise helt ny og unik og bagefter støtter dette med et udsagn der fortæller at denne sammenhæng har man i hvert fald set i 10 af de sidste 11 recessioner."

Poul

De tidligere oliekriser var forårsaget af andre faktorer end misforholdet mellem udbud og efterspørgsel. Det er bl.a. det som gør den nuværende situation til noget nyt. For femten år siden var oliemarkederne ikke påvirkede af efterspørgsel fra Kina, Indien,
og en række mindre udviklende økonomier. Olieforsyningen er under pres, og det var den ikke før.

Her vil jeg komme lidt ind på begrebet peak oil og de hermed forbundne ændringer i oliemarkederne. Det er let at misforstå hvad peak oil betyder, og der var da en periode da jeg ikke selv forstod det. Peak oil betyder ikke at der ikke længere er eller vil være olie tilbage i undergrunden. Det betyder at olieproduktionen på et eller andet tidspunkt når et niveau hvorefter produktionen ikke længere stiger, men flader ud og derefter falder. Det forholder sig til hvad olien koster og hvad forbrugerne er i stand til eller villige til at betale. Vi må konstatere at årene med billig, lettilgængelig olie af god kvalitet er forbi. I stigende grad ledes der efter olie steder som er forbundne med høje risici (har du fulgt med i Shells genvordigheder i Arktis) og der udvindes olielignende væsker fra hidtil uinteressante geologiske formationer. Der bruges flere penge på at udvinde olie og energiudbyttet – EROEI – bliver mindre og mindre. Tørsten efter olie har resulteret i erstatninger baseret på fødevarer, hvilket visse steder har haft katastrofale konsekvenser for de fattiges mulighed for at ernære sig.

Olieprisstigninger har tidligere kastet os ud i recession, men årsagerne var af midlertidig – af og til politisk – karakter. Den nye krise bunder i den ændrede ressourceparadigme. Der er en kvalitativ forskel.

(Jeg stopper her.)

Leif Højgaard

Jeg så lige en billedserie på omkring 500 billerder fra dagligdagen i New Delhi inbefattet sovende tiggere i parker, entreprenante gadehandlere, gadebørn, overdådige brylluper uden sidestykke hvad escenesættelse og udstyr angår mv. Ja - det var som selv at være der. På markedet, i gaderne, bygningerne, alvoren i deres ansigter og glædens lysglimt, som ikke kan skjules, når de glimter.

I hele dette sceneri så jeg hvor uendeligt meget et land som et lille land som Danmark ville kunne gøre på miljøsegmentet - rent drikkevand, affaldsbehandling, forebyggelse af forurening og genoprettelse i det kæmpesamfund, som Indien udgør. Min konklusion er at økonomi overhovedet ikke er noget problem, det er en rutineopgave, der bare skal løses ydmygt i baggrunden.

Det væsentlige er at gøre de rigtige ting - ikke at gøre alting rigtigt med neurotiske perfektion.

@Poul Schou

Du er økonom, jeg er civilingeniør. Jeg er opdraget til altid at lave en rimelighedsbedømning. Det er det jeg forsøger at få dig til også.

Med en vækst på godt 2% får man en fordobling af økonomien på en generation hvis man regner den som 30 år. Med lidt slag på tasken passer det måske rimeligt med hvad vi har set i vesten siden 50'erne (2 generationer=>faktor4). Du mener at vi har god evidens for at det her kan fortsætte. Jeg mener ikke at 2 generatioer er nok til at kunne ekstrapolere eksponentiel adfærd 10 eller bare 5 generationer frem. Der er ikke plads på kloden.

Jeg mener man stikker sig selv blår i øjnene når man tænker som du. Man kan sammenligne det lidt med pyramidespil, IT-boblen og boligboblen. Folk ekstrapolerer fra hvad man har set over en årrække og man ryger ind i en klippvæg på et tidspunkt.

Jeg har sagt i anden sammenhæng at vi lever som om vi eller vore børn var den sidste generation.

Dine eksempler med tv og flyrejser, som vi ikke kunne forestille os for 100 år siden, passer, men de indebærer jo netop et resourceforbrug der ikke findes plads til at fortsætte at vækste på med denne takt.

Når vi så samtidigt er så innovative og effektiviserende, så kan det kun ende med at menneskeheden må gå ned i arbejdstid. Der vil simpelt hen ikke være aftagere til alt det vi kan frembringe.

Man kan begynde at diskutere faktorer for livskvalitet o.s.v. men det vil jeg ikke ind på. Det bliver lynhurtigt en langhåret diskussion om ting, der ofte involverer eller behøver revolution, hjernevask eller totalitære tendenser (som jeg, som fundamentalistisk demokrat, er imod).

Ang. Hvidløgspressere.
Hvis de bliver lavet med (for) god kvalitet, så dræber du også din højt besungne vækst. Når vi er blevet så effektive at vi bare printer in ny presser, når den gamle er slidt ud, så forsvinder væksten også...

Jeg tror ikke vi er længere end en eller to generationer fra at vi ikke selv behøver producere noget. Det er nok at nogen definerer hvad man vil have. Det er jo også en vækstdræber når det ikke kræver nogen indsats af nogen at fremskaffe de varer, man måtte ønske sig. Det, der er tilbage er det, der involverer menneskeligt samvær. Det som ikke kan effektiviseres på samme måde som den materielle produktion. Ja nu blev det lidt langhåret alligevel ;-)

Leif kl. 11.46: "Kan du ikke skære det ud i pap for mig?"

Jeg mener blot at når vi taler om hvorvidt man kan få økonomisk realvækst på lang sigt, er gældsætning og finansielle forhold efter min mening ikke blandt de helt fundamentale forhold som er afgørende for lige præcis dét spørgsmål. De to vigtigste enkeltfaktorer er derimod snarere dels vidensmæssige fremskridt, dels spørgsmålet om hvor gode substitutionsmulighederne i produktionen er. Jævnfør også diskussionen i denne tråd, f.eks. 2. januar kl. 22.55 og fremad:

http://www.information.dk/321283#comment-725297

Gæld og finansforhold er vigtige for mange andre spørgsmål, herunder den alvorlige krise som vi befinder os i i dag; men det er næppe gældsspørgsmål som vil være afgørende for om menneskeheden om 50 og 100 år har en større levestandard end i dag eller ej.

Philip: Jeg kan fortsat ikke se at de problemstillinger du nævner her, forklarer hvorfor selve fænomenet konjunktursvingninger og de tilhørende udsving i ledigheden lige pludselig skulle opføre sig anderledes. Konjunkturudsving forklarer man som regel med at det tager tid for arbejdsmarkedet at tilpasse sig pludselige stød til økonomien, enten fra oliepriser eller andetsteds. Men tilpasningen sker altid før eller siden, der kan blot gå nogle år. Jeg ser ingen grund til at peak oil eller lign. skulle påvirke arbejdsmarkedet kvalitatitivt anderledes, uanset hvilke andre alvorlige realøkonomiske følger fænomenet kan have i øvrigt. Men jeg er enig med dig i at det er fint at stoppe her, trådens emne er under alle omstændigheder ikke at opklare årsager til ledighedens opståen og forsvinden.
I øvrigt vil jeg gerne rose dig for din argumenterende stil. Man kan være enig eller uenig, men du begrunder dine standpunkter nuanceret og fremfører som regel pointer det er relevant at tænke over - det har jeg også bemærket i andre tråde du har deltaget i, som jeg har læst.

Brian: En vækst på ca. 2 % årligt i gennemsnit er tæt på hvad de vestlige lande har oplevet siden den industrielle revolution, altså i et par hundrede år nu, så den historiske tidshorisont er noget længere end de par generationer du nævner. Men det ændrer selvfølgelig ikke ved det principielle problem: At vi har set sådan en vækst historisk, er ikke nogen garanti for at den vil fortsætte også fx de næste hundrede år. Min grundlæggende pointe er sådan set også at vi ikke kan vide hvordan det vil gå - i modsætning til dig og mange andre som virker meget overbeviste om at vi IKKE kan få økonomisk vækst i samme størrelsesorden de næste 100 år. Men jeg synes ikke at jeg - heller ikke i dit indlæg - ser noget godt overbevisende argument for at det skulle være umuligt. Jeg er enig i at der er nogle udfordringer, som jeg har forsøgt at uddybe her og også i de links til kronikker jeg har henvist til ovenfor. Men det er ikke umuligt at de kan løses. Tekniske og vidensmæssige fremskridt, substitution væk fra naturresurser i produktionen og en fornuftig global politik er nøgleordene her.
Aftager-argumentet har jeg svaret på ovenfor.

Leif Højgaard

Poul - ..hvorvidt man kan få økonomisk realvækst på lang sigt, er gældsætning og finansielle forhold efter min mening ikke blandt de helt fundamentale forhold som er afgørende for lige præcis dét spørgsmål... - lang sigt er det 10, 20 eller 30 år. Der har mange af os forladt denne verden forlængst.

Du overser i din overforenkling og -generalisering helt at de fleste virksomheder går konkurs lige pludseligt' og med i mange tilfælde de flotteste regnskaber [sminke fra oppustede aktiver]. Det skyldes altid at man ikke har kunnet amortisere sine forpligtelser og derfor har været nødt til ulønsomme sparerunder med snigsot og volumensyge til følge.

Jeg vil pointere at produktivitetsstyring i prioriteret rækkefølge kommer efter fleksibilitetsstyringen [evne og beredskab til udnyttelse af opståede muligheder] , som er styring af evnen til at modstå tilbageslag gennem konsolideret beredskab, men det kræver, at der er skarpt fokus på konsolidering, gældssætning og financielle forhold.

Må jek foreslå dig at bruge ½ time på denne video Neoklassiske økonomer er blinde ?

Med venlitg hilsen Leif

Leif: " - lang sigt er det 10, 20 eller 30 år. Der har mange af os forladt denne verden forlængst."

Om tidshorisonten: Artiklen stiller spørgsmålet om evnen til produktivitetsvækst er ved at være udtømt, hvilket vel nærmest er et spørgsmål der handler om al fremtid. Langsigstvækstfænomener som resurseudtømning, tekniske fremskridt, klimaproblemer, stigende levestandard over generationer o.l. er spørgsmål der er relevante at se på over mindst 20-30-årige perioder. Mange nulevende vil ikke være her længere om 30 år, og næsten ingen af os om 100 år, men det vil vores efterkommere, og derfor er det ganske relevant at bekymre os om situationen også i et så langt og endnu længere tidsperspektiv. De værste konsekvenser af klimaproblemet f.eks. kan sagtens tænkes at indfinde sig om mere end 100 år. Det gør dem ikke ligegyldige at tænke over i dag, hvis vores handlinger kan formodes at have vigtige konsekvenser om så lang tid.

Leif Højgaard

...Det gør dem ikke ligegyldige at tænke over i dag, hvis vores handlinger kan formodes at have vigtige konsekvenser om så lang tid... - du kommer aldrig længere and et lille stykke ind i din analysen med nogle henkastede generaliseringer og overforenklinger fra lærebogen. F. eks når du aldrig at tage lidt hul på lidt problemformulering eller punktvis vurdering af løsningsmængder med fordele og ulemper. Den vigtigste fase når du med garanti aldrig frem til fordi du taler hele tiden - nemlig gennemførelsesfasen. Godt du ikke er elev i min klasse.

Sider