Tyrkiet og PKK forhandler nu reelt om fredsaftale

Umiddelbart lød nyheden om gennembrud i kontakterne mellem den tyrkiske regering og PKK, det forbudte kurdiske arbejderparti, som endnu en rundesang uden nodepapir. Men denne gang spores en vis optimisme, ikke kun i regeringen, men også blandt mere skeptiske iagttagere og kommentatorer.

Og årsagen er Ankaras erkendelse af, at det tyrkisk-kurdiske problem er internationaliseret med situationen i såvel Irak som Syrien. Begge lande har betydelige kurdiske minoriteter, der hver især har tiltaget sig øget selvstændighed efter de senere års politiske omvæltninger. Kurderne i Nordirak har i realiteten allerede etableret deres egen stat og kurderne i Syrien kontrollerer deres område i det nordøstlige Syrien, hvor det syriske militær har trukket sig.

Den tyrkiske regering har, siger lokale iagttagere, indset, at der må findes en ordning med PKK, der har støtte i de tyrkisk-kurdiske provinser, eller imødese en fortsat opslidende krig, der siden 1984 har kostet 40.000 dræbte, og som – med hjælp fra irakiske og syriske kurdere – kan ende i en deling af Tyrkiet. At det internationale aspekt nu er på banen fremgår af, at det tyrkiske udenrigsministerium for første gang direkte deltager i den forhandlingsproces, der indledtes i november – den tredje siden regeringens såkaldt ’kurdiske initiativ’ i 2009.

Forhandlinger med Öcalan

Realiteterne synes at være følgende: Forhandlinger mellem PKK’s fængslede leder, Abdullah Öcalan og Hakan Fidan, chef for MIT, den tyrkiske sikkerhedstjeneste, er udmøntet i skitsen til en fredsplan, der vil indebære tilbagetrækning af PKK-militante fra tyrkisk territorium med efterfølgende afvæbning af PKK, som til gengæld opnår, at Tyrkiets ca. 20 millioner kurdere får øget ’demokratisk autonomi’, det vil sige øget medbestemmelse over egne anliggender i de kurdiske provinser samt yderligere statslig accept af det kurdiske sprog i uddannelser og medier.

Om PKK-kravet om kurdisk som andet officielle sprog kan imødekommes tør ingen gætte på, og det vil i givet fald indebære en forfatningsændring. Desuden har regeringen indtil videre afvist at ændre Öcalans isolation på fængselsøen Imrali i Marmarahavet til ’husarrest’.

Men alt er til forhandling og det nye, i forhold til to tidligere forfejlede fredsforsøg i 2009 og 2011, er, at premierminister Recep Tayyip Erdogan nu er åben om kontakten til Öcalan via dels MIT-sikkerhedschefen, dels to erfarne politikere fra BDP, det kurdiske parti med sæde i Tyrkiets parlament. En anden optimismefaktor er, at det store oppositionsparti, CHP (Republikansk Folkeparti), støtter forhandlingerne. Det mindre, nationalistiske, oppositionsparti, MHP, tager vanemæssig afstand fra ’forhandling med terrorister’, men i mindre drastiske vendinger end ved tidligere lejligheder.

En tredje faktor er, at Abdullah Öcalan samarbejder åbent. Dels afblæste han en sultestrejke blandt flere hundrede kurdiske fanger i november, dels har han opfordret det syriske kurdiske parti, DYP, der står PKK og Öcalan nær, til at vende deres våben mod Bashar al-Assads regime. Erdogan-regeringen frygter, at DYP, den bedst bevæbnede kurdiske gruppe i Syrien, allierer sig med PKK-dissidenter, der er imod en fredsaftale trods Öcalans ordrer.

Ifølge den velinformerede tyrkiske journalist. Abdülkadif Selvi, har MIT-agenter også forhandlet med PKK-kommandanter i Kandil-bjergene, hvor de militante har lejre på den irakiske side af grænsen. Ifølge Selvis kilder arbejdes der på om en køreplan for afvikling af fjendtlighederne. Et element er at fordele 50 af PKK’s ledende militante, der har ’blod på hænderne’, i forskellige europæiske lande medens andre vil få tilstået amnesti – som dog vil få en anden betegnelse. Den intense dæmonisering af PKK, og de senere år også kurderne som etnisk minoritet, gør en generel tilgivelse til et delikat politisk problem.