Nyhed
Læsetid: 7 min.

Vestens belejlige fjende

Vesten skal atter i gang med at forhandle med Iran om landets atomprogram. I regionen bliver fronterne trukket stadig skarpere op, og atomspørgsmålet er uløseligt forbundet med en række af konflikterne i Mellemøsten. Men er Vesten overhovedet interesseret i en løsning – og kan Irans ledelse overleve at indgå en aftale?
Den iranske præsident Mahmoud Ahmadinejad og det iranske styre har i landets atomprogram den sidste populær sag at samle folket om – uanset om programmet er militært eller civilt, og om opretholdelsen af det i sidste ende tjener nationens interesser

Den iranske præsident Mahmoud Ahmadinejad og det iranske styre har i landets atomprogram den sidste populær sag at samle folket om – uanset om programmet er militært eller civilt, og om opretholdelsen af det i sidste ende tjener nationens interesser

BEHROUZ MEHRI

Udland
29. januar 2013

Det var ikke Irans atomprogram, der var emnet, da en nær rådgiver til Irans øverste leder, Ali Khamenei, i weekenden kom med en markant udtalelse. Og så alligevel.

»Syrien spiller en nøglerolle i at støtte eller – Gud forbyde det – svække modstandskampen. Af den grund vil et angreb på Syrien blive anset som et angreb på Iran og dets allierede,« sagde Ali Akbar Velayati, en tidligere udenrigsminister, om kampene i nabolandet, hvor den pressede Assad-familie er Irans måske vigtigste allierede mod en række regionale og internationale modstandere.

For mens repræsentanter fra den såkaldte 5+1-gruppe (FN’s Sikkerhedsråds fem permanente medlemmer plus Tyskland) i disse dage prøver at nå til enighed med styret om vilkårene for en ny runde af forhandlinger, er der nemlig i Teheran en anderledes opfattelse af, hvad atomforhandlingerne i virkeligheden handler om.

»Efter at have set vores indflydelse vokse efter Saddams og Talebans fald, er amerikanerne i stigende grad begyndt at fokusere på atom-spørgsmålet for at begrænse vores indflydelse og rolle i regionen,« som en anonym kilde inden for styret for nylig udtalte til Mellemøst-mediet Al-Monitor, reflekterende en udbredt opfattelse i Iran.

Og mens det synspunkt er belejligt for et stadig mere presset iransk styre, er det også en opfattelse, der nyder udbredelse langt udover det iranske styre.

For mange nøgterne iagttagere er det sværere og sværere at gennemskue, hvad man egentlig forhandler om i den over ti år lange atomforhandlings-sæbeopera, hvor Irans præsidentvalg til sommer sætter en stadig mere kontant deadline. En sæbeopera, der ofte har været på nippet til at udvikle sig til en krig, og hvor nogle eksperter sætter marts som en deadline for enten en forhandlingsløsning eller et angreb.

Mens fagfolk diskuterer graden af uran-berigelse, og hvor langt Iran hypotetisk er fra at kunne konstruere en atombombe, har Det Internationale Atomenergi Agentur (IAEA) i sine 39 rapporter siden 2003 endnu ikke fundet tegn på, at Iran rent faktisk sætter nukleart materiale til side til militære formål. Og på trods af uklare metoder og manglende oplysninger har atomenergiagenturet ikke fastslået, at Iran rent faktisk bryder den ikkespredningsaftale, som landet har underskrevet.

Iran valgte i efteråret at omkonvertere en tredjedel af sit højt berigede uran til medicinske formål, der gør det umuligt at bruge materialet til en bombe, og har signaleret vilje til at begrænse berigelsen til et niveau, der ikke gør en bombe til et realistisk mål på kort sigt, men stadig gør det muligt at bruge uranet til civile formål.

Indflydelse svinder

Men spørgsmålet er, om det er nok til at skabe et kompromis med Vesten.

»Der er et stort behov for at finde ud af, hvad målet med forhandlingerne i det hele taget er, hvad det er, Vesten ønsker? I øjeblikket er signalet nærmest, at man ønsker et fuldstændigt stop for Irans atomprogram, og det opnår man næppe, mens det er langt mere sandsynligt, at man kan forhandle en aftale på plads, der stopper berigelsen ved 20 procent og tillader et civilt program,« siger Reza Akbari, Iran-ekspert ved tænketanken Stimson Center.

Usikkerheden kæder han og andre Iran-iagttagere i høj grad sammen med et større regionalt billede, hvor Irans indflydelse i dag er svindende – og hvor der i Syrien, Bahrain, Irak, Libanon og andre steder kæmpes en hård kamp om, hvem der i fremtiden skal dominere Mellemøsten med Iran på den ene side og vestlige lande på den anden side, allieret med bl.a. Tyrkiet og landene i den arabiske golf.

»Fremstillingen af atomkonflikten er fyldt med fejl – både i Vesten og i Teheran. De nukleare forhandlinger er blevet et politisk kort, man kan spille. Jeg tvivler meget på, at sanktionerne mod Iran ville blive løftet, hvis det iranske styre i morgen indgik en aftale, hvor de accepterede alle kravene fra 5+1-gruppen,« siger Iran-analytikeren Jubin Goodarzi, der er professor i international politik ved Webster Universitet i Genève.

»USA ville stadig finde en undskyldning, fordi målet for USA og for dets lokale allierede først og fremmest er at isolere og svække Iran.«

For Iran er atomprogrammet et af de få forhandlingskort, man har at klamre sig til.

For få år siden stod Iran overraskende stærkt i regionen. USA’s invasion af Irak havde skaffet præstestyret af med ærkefjenden Saddam Hussein og i stedet etableret en allieret regering, det allierede Hizbollah var den symbolske sejrherre efter krigen med Israel i 2006, og Iran nød en vis folkelig popularitet for sin evne til at tale et upopulært USA imod.

Ned ad bakke for Iran

Siden er det imidlertid gået hastigt ned ad bakke. Den vigtigste allierede, Assad-styret i Syrien, er presset i defensiven i en blodig borgerkrig, Hizbollah er pressede i et ustabilt Libanon, uroen ulmer i Irak – og først og fremmest er Irans økonomi helt i knæ på grund af de internationale sanktioner.

I en presset situation er der i Iran udbredt skepsis over formålet med presset på atomprogrammet. Med en vis ret.

»Problemet er ikke Irans atomprogram, men den specifikke udenrigspolitik Iran fører,« siger Arshin Adib-Moghaddam, professor ved Londons School of Oriental Studies og leder af universitetets Centre for Iranian Studies samt forfatter til blandt andet bogen Iran in World Politics: The Question of the Islamic Republic.

»Iran er en belejlig fjende. Hvis fred var målet, og man satte rationaliteten højest, ville man have indledt en proces for lang tid siden,« siger professoren.

»Der er tre sammenhængende fundamentale årsager til krisen, som er hastigt på vej til at blive en humanitær katastrofe i Iran. Først og fremmest er sanktionerne beregnet på at inddæmme Irans regionale magt og dets mulighed for at gennemføre dets strategiske behov uafhængigt af USA’s pres. Den anden har at gøre med USA’s senat, som er kilden til de fleste sanktioner, og den har en direkte sammenhæng med den proisraelske lobbys bearbejdning af senatorer. Og endelig skyldes det Ahmadinejads inkompetence og manglende evne til at navigere Iran ud af dets diplomatiske krise. Når det er sagt, så suspenderede Iran sin uran-berigelse i 2003 og blev lovet en aftale med EU, som aldrig materialiserede sig,« konstater Arshin Adib-Moghaddam og fortsætter:

»Obamas udenrigspolitiske doktrin er bygget op om en ny form for magtpolitik, som rammer på lang afstand. Hvor Bushs militære magtanvendelse ramte omgående, eksemplificeret ved invasioner og massive bombardementer, er Obamas fremgangsmåde i højere grad skjult, dækket af en tilsyneladende tilbageholdenhed – f.eks. gennem droneangreb. Strategien over for Iran går på kort sigt ud på at skade landets muligheder for at indgå alliancer i regionen og andre steder. På lang sigt er der stadig mange højrefløjs-strateger, der drømmer om, at de kan fremkalde regimeskift,« siger forfatteren, der dog også ser en vis mulighed for dialog med i første omgang EU og i anden omgang USA, fordi det iranske styre er så presset.

Det anspændte forhold har omkostninger i regionens andre konflikter, hvor sammenstødet mellem iranske interesser og Vesten og dets lokale allierede ofte er en central drivkraft i konflikterne. Krigen i Syrien bliver for eksempel af mange betegnet som en slags stedfortræderkrig mellem Iran og dets regionale modstandere og i anden ombæring internationale magter som USA og Rusland. Og det er ikke det eneste sted i regionen, hvor iranske interesser spiller ind.

»Iran sidder med nøglen til at løse mange konflikter i regionen, blandt andet Syrien, Libanon, Bahrain, Afghanistan, Irak og Yemen eller er i det mindste en kæmpe faktor i forsøget på at finde løsninger, og ved at ignorere det faktum sætter man regionens muligheder for fred på spil, selvom fred heller ikke altid er det, Vesten først og fremmest søger i Vestasien og i Nordafrika,« siger Arshin Adib-Moghaddam.

Særligt i Syrien er der meget på spil for Iran, der indtil nu ikke er blevet inviteret ind som partner i forhandlingerne.

»Iran har stor indflydelse og kunne være en central del af løsningen i Syrien. Men der er ikke mange tegn på, at de vil spille en konstruktiv rolle. Indtil nu har deres mest konstruktive forsøg været et fredsforslag, der i store træk har afspejlet det syriske styres tankegang. Syrien er for vigtigt til, at de tør give slip på styret. De mener – med nogen berettigelse – at Assad har større overlevelseschancer, end tolkningen er i vestlige medier, og de ved, at de ikke har store chancer for at bevare indflydelse, hvis oprørerne vinder,« siger Peter Harling, der leder International Crisis Group i Syrien, Libanon og Irak.

Han mener, at det iranske styre ser atom-spørgsmålet som tæt forbundet med det overordnede geopolitiske pres, Iran i øjeblikket er udsat for.

»Den iranske vision om en løsning vil være at binde det hele sammen, Syrien og atomprogram og andre spørgsmål, og så finde en stor løsning, men det tror jeg bestemt ikke, USA er interesseret i,« siger Peter Harling.

Fjendskab som redskab

En tolkning, som Reza Akbari også deler.

»Usikkerheden om Syrien hjælper bestemt ikke, og spændingerne om Irans rolle i regionen spiller afgjort ind på forhandlingerne. Hvis du løste et problem, ville det måske have en afsmittende effekt og føre til løsningen af andre problemer. Men jeg er bare bange for, at der ikke er nogen, der prioriterer det på den måde. Jo, de forskellige lande vil gerne have afspænding, men ikke hvis de skal ofre noget for det,« siger han.Og det gælder også det iranske styre, der i atomprogrammet har en sidste populær sag at samle folket om – uanset om programmet er militært eller civilt, og om opretholdelsen af det i sidste ende tjener nationens interesser.

»Det er svært at sige, om Irans ledere kan klare sig uden USA som modstander,« konstaterer Peter Harling.

»Modstanden er en væsentlig del af deres eksistensberettigelse og hindrer kompromisser. Måske så væsentlig, at man ikke er interesseret i en situation, hvor man ikke har det fjendskab som redskab til at bevare magten.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er intet i den her artikel, der holder til virkeligheden. Det hele er en konstruktion af udvalgte citater, ”faktums” og ja allerede eksisterende fordomme om ”styret”.

”et stadig mere presset iransk styre”. Iran har overlavet de værste pres for længe siden, efter at de tomme militær trusler viste sig at være en fis i hornlugten, og efter at sanktionerne er løbet i sand (af forskellige grunde, bl.a. fordi selv de vestlige selskaber ikke ville overholde dem). Resultatet er at Iran står stærkere mere end nogensinde. Situationen er nu sådan at selv de
amerikanske tænketanker rådgiver Obama til at forhandle med iranerne, inden de bliver for sent og USA's interesser forsvinder helt fra Mellemøsten.

”nogle eksperter sætter marts som en deadline for enten en forhandlingsløsning eller et angreb.” Ja tak! Det har vi hørt flere gange i de sidste tre fire år!

”om det er nok til at skabe et kompromis med Vesten.” Iran har aldrig haft brug for kompromis med vesten, særlig nu, hvor både USA, Israel og Europa er trukket i land. Nu er det Iran, der klart har overhånden. Her skal jeg afsløre noget, som det endnu ikke er kommet til vestlige medier: Efter at Europas olieembargo mod Iran løb i sand (for Iran har nu mere olieindkomst ift. tidligere!) har nogle myndigheder i olieministeriet drøftet en plan om at stoppe olieeksporten ti Europa. Det kan træde i kræft, hvis parlamentet vedtager den.

”Ned ad bakke for Iran” det ligner bare en vittighed! Der er ikke en eneste sted i Mellemøsten, hvor udviklingen ikke forgår på de iranske præmisser, i længere sigt. Syrien og overlevelsen af regeringen over de vestlig-støttede terrorister er blot det seneste eksempel. Irans indflydelse i regionen bliver større og dybere, mens alle andre vestlige olie darlings, som Saudierne, Qatarerne og … står for flad en efter en.

Og ja, giv mikrofonen til eksperter fra den ene og det andet tænketank! Så kan de tale om nedturen i Iran som er ” hastigt på vej til at blive en humanitær katastrofe i Iran.” Sådan noget har man forudset i mere end 30 år, men det hele bliver ”overraskende” omvendt! Jamen vi har jo med en religiøs stat at gøre, som plejer at bruge hokus pokus metoden i politikken! Er det ikke en bedre analyse?

John Vedsegaard, Martin Hansen , Troels Bang, Kim Hansen, Jimmy Braun, asd dadf, Jørgen Rygaard og Amir Aslani anbefalede denne kommentar

'Situationen' er den eneste faktor i regionen.

Der kommer ingen løsning...fordi USA/vesten/Israel ikke er interesseret i en løsning...men en konflikt/krig/regimechange.
Så sent som i 2010 stillede Obama en række ultimative betingelser....som Iran tog imod og indvilligede....Obama bakkede derefter ud.

USA intention er regimechange...og har været det siden 1979....selvom Iran så gik med til alle USA/Vesten/Israels betingelesesløse krav....vil det ikke være nok.

Efter mange års US sanktioner mod Irak i 90 erne...for at stoppe Iraks masseødelæggelsesvåven....som FN anerkendte faktisk stoppede i 95.....fortsatte sanktionspolitiken, som smadrede Iraks infrastruktur og kæmpe børnedødlighed.
Den daværende Udenrigsminister Madelaine Albright sagde i 97...at selvom Irak havde efterlevet alle kravene...så ville USA ikke løfte sanktionerne og No flyzone......man ville først ophøre sanktionerene ved regimeskifte.
Man beredte vejen for at den næste præsident George Bush kunne fortsætte og invadere et forkrøblet land.

Den samme taktik er tilset Iran...og har været på tegnebrættet i mange år.
Kunsten er...igen at fortie, fordreje og bilde befolkningerne i vesten og USA ind ....at det er en nødvendighed.
Et eksempel. siden 2007 har alle USA 16 efterretningskilder enstemmigt afleveret en rapport der fortæller at Iran end ikke har truffet en beslutning om at gå A- bombevejen....og at Iran skrinlagde alt siden 2003.
Selv Forsvarsministeren Leon Panetta og den tidligere CIA direktør David Patreus har under Senatshøringerne bekræftet raportens konklusion.
Alligevel slår høgene på tromlen og fortsætter med at sprede misinformationen.....ja selv vores egen udenrigsminister er med på dette tog.

Her er en link til mere detaljerede artikler.
http://www.globalresearch.ca/search?q=iran

Sascha Olinsson, Martin Hansen , Kim Hansen, Amir Sabzian og Jørgen Rygaard anbefalede denne kommentar
Jørgen Rygaard

Ikke et ord om olie !

Niels Jespersen

"fronterne bliver trukket stadigt hårdere op" - hvilke "fronter" er det der hentydes til? Hvad angår "atomspørgsmålet" er der da ikke tale om nogen hårdere eller svagere front. Iran kunne ikke drømme om at "give efter" for vestligt pres, og har jo - som der også står et sted i artiklen - gerne gå med til foranstaltninger som ikke fraviger kursen med at udvikle iransk atomkraft ved brug af de uranressourcer som findes i landet - og som man siden shahens tid (det står der ikke noget om i artiklen, for det ville jo vise at der ikke er anden tanke bag atomkraftprogrammet (bekræftet af mange amerikanske efterretningstjenester i fuld enighed de sidste mange år!!)end det der lå bag shahens atomkraftprogram. Samtidigt er det en kilde til national stolthed over at mestre en avanceret teknologi, som alle iranere går ind for). Iransk selvbevidsthed må man være klar over bøjer sig ikke for de der vil tyrannisere som Israel og dets lakaj USA (der står i en bisætning at USAs hard line politik kommer fra senatet via den israelske lobby, men det gælder så sandelig både præsidenten, kongressen og senatet som ikke kan gå mod Israels strategi om totalt hegemoni og udryddels/splittelse af modstandere eller selvstændige nationer (det står der heller ikke noget om i artiklen, men det er jo den helt afgørende faktor for de krige og sanktioner eller boýkotter under forskellige fabirkerede påskud i Irak, Syrien og Iran).

jeg henviser til uafhængige eksperters hjemmeside

www.wbeeman.com - som redigeres af en amerkansk antroplog med 35 års direkte erfaring fra regelmæssige besøg i Iran, med mange kvalificerede artikler om atomprogram og iransk mentalitet - en klar og troværdig kilde som modsiger meget af det man hører om - i sidste instans israelsk propaganda som formidles via vestligre kilder der kontrolleres af israelskvenlige.Han har skrevet meget oplysende bøger som "the Great Satan and the mad mullahs" om Iran.

www.williampolk.com - en gammel ameriakansk diplomat, embedsmand som har opholdt sig i Mellrmøsten og taler sprogene - har skrevet mange artkler og bøger om Iran - igen med helt andre informationer og oplysende forklaringer end det man ser i artikler i vestlig presse

Martin Hansen , Troels Bang, Kim Hansen, Amir Sabzian og Jimmy Braun anbefalede denne kommentar

De "almindelige" iranere er ret venlige over for Vesten, men deres ledere er stærkt anti-vestlige.

De "almindelige" saudi arabere er ret uvenlige over for vesten, men deres ledere er absolut pro-vestlige

Havde Iran en regerig, som var i overensstemmelse med folket, så ville Vesten og Iran spille fint sammen.

Havde saudi Arabien en regering, som var i overensstemmelse med folket, så ville Vesten være meget uvelkommen i Saudi Arabien.

Politik i den region er ikke noget , der uden videre kan skematiseres efter vestlige modeller (Metternich, Talleyrand, Clausewitz o s v), som i for høj grad indregner økonomiske faktorer og undervurderer religiøse / kulturelle elementers betydning.

Christian Harder, Jesper Frimann Ljungberg og asd dadf anbefalede denne kommentar
Jette Abildgaard

Hver gang jeg laeser om Iran i de Danske aviser, saa kommer jeg til at taenke paa den gang jeg gik i foerste klasse, hvor vi sendte smaa sedler rundt til hinanden, for at aftale hvem vi skulle vaere sure paa i morgen....det endte oftest med at blive Ingelise....

Naar jeg nu som voksen - gang paa gang laeser Danske aviser, saa har jeg lidt samme fornemmelse...''hvem skal vi vaere sure paa nu?'' - ''svar: Skal vi ikke bare tage Iran igen?''

Martin Hansen , Jørgen Rygaard og Amir Sabzian anbefalede denne kommentar
Jens Overgaard Bjerre

Det minder om optagten til Irak-krigen. især i Tv2 og DRtv. Man må igen stille sig det spørgsmål: Hvorfor er man tvangsindlagt til at betale licens, når det er ren amerikansk propaganda disse stationers medarbejdere for (ret mange ) penge for at viderebringe?

John Vedsegaard

Gid politikerne og journalisterne gav lytte mere til mennesker som Amir Sabzian, der for eksempel kan sproget og bedre forstår situationen, naturligvis vil det være rimeligt at spørge både tilhængere og modstandere af det eksisterende styre, men under alle omstændigheder give et meget mere "ægte" billede af hvad der egentlig foregår.

Thomas Bendner

Det er aldrig godt når religiøse fanatikere får våben i hænderne ... om det er en pistol eller en atombombe er lige meget.
Stod det til mig "befriede" vi også irans befolkning fra deres "demokratisk valgte" ledere :/
Religion is what enables "good" people to do bad things.

Niels Jespersen

Thomas Bendner:

"Det er aldrig godt når religiøse fanatikere får våben i hænderne ... om det er en pistol eller en atombombe er lige meget."

Det er da noget af et løsrevet utroligt standpunkt at have. Du lægger dig tæt op ad zionistisk propaganda, når du mener at der er tale om at Iran har eller ønsker en Atombombe, som de så åbenbart kan bruge som "deres fanatisme" byder dem? For fdet første er det klart fra USA National Intelligence Eastimates at man ikke mener Iran har et Avåbenprogram. Det er udelukkende Israel og zionisterne som har en onteresse i at påstå det. Hvad du kan se mange eksempler på her:

www.wbeeman.com

som har artikler der afslører hvordan man planter nyheder og falske beskyldninger mod landet. Det tjener jo Israels politik at bruge denne påstand om Avåben som afpresning mod EU og USA der så gladeligt iværksætter snaktioner og boykot for at undgaå at Israel slår til. Rigitgt smart set af Israel, som samtidigt får opmærksomheden væk fra den fanatiske ekstremistiske politik Israel fører på Vestbredden og i Gaza.

2. "Stod det til mig "befriede" vi også irans befolkning fra deres "demokratisk valgte" ledere" En ganske morsom kommenar som ligner det man ser fra gemytlige zionister der gerne appellerer til folks uvidenhed om forholdene. Irans befolkning ønsker helt sikkert ikke "hjælp" udefra til at vælte de "demokratisk valgte" ledere. De har haft nok af vestlig indblandng og som påpeget af mange neutrale kendere af landet ville iranerne slutte op om forsvar af landet hvis man prøver at angribe det - selv med påskud om at ville hjælpe med at "befri folk" fra præststyret. Det er en total illusion at tro at alle er imod styret - folk på landet og andre steder er bestemt ret indforstået med imamerne, som iøvrigt har mange diskussioner om hvordan imamer skal styre - eller måske endda lade være som nogle også mener er klogest når det gælder politik. Tingene er ikke så fastlåste som du ser det. Det kan du se på ovennævnte webside f. eks.

3. "Religion is what enables "good" people to do bad things" Det er da en voldsom påstand. Religion kan misbruges hvis man ønsker det - her kan man jo f. eks. pege på de fanatiske religiøse ekstremister i Israel, hvor de fleste jo er blevet blændet af zionismens hijacking af religionen som forsvar for de uhyrligheder man har begået mod palæstinenserne siden de første zionister ankom for snart 100 år siden.

Mikkel Andersen

Ayathollaerne og den lille præsident har malet den iranske befolkning helt op i hjørnet mens man centrifugerer uran og tester raketter for fulde omdrejninger. Iranerne hævder lige nu at have sendt en abe i kredsløb, med en ny kæmperaket bygget med nordkoreansk eksperthjælp ( det var dog ikke den samme abe på billederne "før" og "efter" ). Der indvies også turkise u-både og lanceres iransk-byggede stealth-jagerfly og kampdroner..... troværdigheden af det meste fra regimet er selvfølgelig til at lukke op og sk... i, men retorikken er skræmmende og vidner nok om et totalt utroværdigt og konfliktsøgende regime som iranerne ikke kan være tjent med.