Afghanistans opiumsavl er atter i vækst

Mens Vesten har indledt sin tilbagetrækning fra Afghanistan, er afghanske opiumbønder i højere grad begyndt at dyrke den profitable opiumvalmue. Også i Helmand-provinsen, der sammen med Kandahar-provinsen er langt den mest opiumsproducerende provins i Afghanistan og samtidig hjemsted for hovedparten af den danske militære indsats i Afghanistan.

Det er konklusionen i en ny rapport, der har undersøgt, hvordan bønder dyrker jorden i de to sydlige provinser Helmand og Nangarhar. Her konkluderer forfatteren, David Mansfield, at arealet af landbrugsjord, hvor opium dyrkes, atter er i vækst i de to vigtige opiumprovinser efter i en årrække at have været vigende.

Resultaterne bekræftes af tal fra FN’s antinarkoagentur, UNODC, i Afghanistan, som i en rapport sidste år også konstaterede, at opiumdyrkningen i en række provinser var i fremmarch med i alt 18 procent, og at en række provinser, der tidligere har været anset for fri for opiumvalmuer, ikke længere er det. FN-organisationen havde dog ikke registreret vækst, men stilstand i Helmand, der producerer mere end alle de andre provinser tilsammen. En antagelse, som rapporten, der er lavet på vegne af Afghanistan Research and Evaluation Unit, afkræfter.

I stedet viser rapporten en virkelighed, hvor forbuddet mod dyrkning af opium kun i nogen grad håndhæves i begrænsede områder direkte under regeringens kontrol, men hvor opiumbønder i stigende grad tyr til at dyrke valmuer i områder, som regeringshæren og de fremmede styrker har opgivet at afpatruljere, og som derfor i høj grad er under Talebans kontrol.

Flytter væk fra kontrollen

I Helmands tilfælde har konsekvensen været, at mange bønder har forladt den såkaldte kanalzone, hvor et i det mindste symbolsk forbud mod opium opretholdes, og i stedet har bosat sig i mere isolerede områder, især et mere goldt område nord for den kunstigt anlagte Boghra-kanal, hvor der er nærmest fuld frihed til at dyrke opiummen. En tendens, der gør sig gældende i store dele af landet – og UNODC konstaterer da også over for Information, at stigningen »synes at være en generel tendens«. Også i Helmand.

»Jeg må desværre give min kollega ret. Helmand synes at følge den generelle tendens i Afghanistan,« konstaterer Jean-Luc Lemahieu, UNODC’s leder i regionen, der forudser, at opiumproblemet »vil blive værre, før det kan blive bedre«.

Det er en udvikling, der har været på vej i nogen tid, men som indtil nu ikke har kunne mærkes på det internationale opiummarked. Området blev tilsået med opiumvalmuer i 2007 og dækkede, da det var størst, 197.000 hektar, men skrumpede siden til 123.000 hektar i 2010. Siden er det imidlertid begyndt at vokse. I 2011 til 131.000 hektar og altså endnu mere sidste år, så i alt 154.000 hektar dyrkes.

Årsagen til, at opiumproduktionen endnu ikke er eksploderet, er en usædvanlig dårlig høst sidste år, der skyldtes meget hård kulde. Men det vil næppe fortsætte med at holde mængden af opium nede.

»Det er helt sikkert, at opiumproduktionen ikke falder. Spørgsmålet er blot, hvor meget den stiger, og det afhænger selvfølgelig af vejret,« siger Doris Buddenberg, der tidligere har arbejdet for UNODC i Afghanistan og i dag er konsulent og analytiker for organisationen Afghan Analyst Network.

Hun understreger, at opiumproduktionen ligesom så meget andet er afhængig af prisen på varen, der har fluktueret meget de senere år. Men den dårlige høst kan faktisk medvirke til, at der satses endnu mere på opium i fremtiden.

»I dag er priserne på opium lave, men priserne vil med stor sandsynlighed stige, fordi høsten har været så dårlig, og der ikke er produceret nok til at tilfredsstille verdensmarkedet. Det vil selvfølgelig give de afghanske bønder et større incitament til at dyrke opium,« konstaterer Doris Buddenberg.

Mere opium efter vestlig exit

Og udviklingen går næppe heller i retning af en øget indsats mod opium, konkluderer David Mansfield i sin rapport, der først og fremmest beskæftiger sig med de fremtidige aspekter for opiumdyrkningen i forbindelse med den allerede igangsatte vestlige tilbagetrækning. Her kritiserer han både afghanske og vestlige politikere for at negligere opiumproblematikken og forudser, at en række faktorer, ikke mindst det vestlige exit, vil føre til mere opium.

»Det forekommer overvældende sandsynligt, at opiumproduktion vil blive en vigtigere del af Helmands politiske økonomi i opløbet til transitionen, såvel som efter at de fremmede styrkers kampmission er afsluttet,« skriver han i rapporten.

»Der vil ske et fundamentalt skifte med Vestens militære tilbagetrækning fra de landlige områder i Afghanistan. Mens den afghanske regering kan kontrollere de lavtliggende frugtbare dale, hvor der er en lang forhistorie med statskontrol, og befolkningen har oplevet velfærdsfremgang, vil de nuværende lave niveauer af valmuedyrkning ikke blive opretholdt i områder, hvor statsmagten i stigende grad udfordres,« skriver han.

»I disse områder er statslige aktører, herunder afghanske sikkerhedsfolk, mere tilbøjelige til at nå frem til en forståelse med lokale bønder og landdistrikternes elite omkring valmuedyrkning ved at anerkende den rolle, som opiumproduktionen kan spille som indtægtskilde, når de vestlige ydelser forsvinder, og fordi de indser, at de ved at gennemtvinge et forbud risikerer at fremmedgøre landbefolkningen og skabe opbakning til oprøret.«

Et ømt punkt for Vesten

Afghanistans opiumproduktion har hele tiden været et ømt punkt for den vestlige ISAF-koalition i Afghanistan, hvor man på den ene side har skullet undgå at lægge sig alt for meget ud med lokalbefolkningen, mens billeder af vestlige soldater, der uanfægtet patruljerer gennem opiumsmarker, heller ikke har vakt begejstring i landet.

»Det har til en vis grad været elefanten i rummet. Man har ikke vidst, hvordan man skulle forholde sig til det,« siger Ole Kværnø, chef for Forsvarsakademiets Institut for Strategi og Militære Operationer og tidligere placeret på en civil toppost i Afghanistan.

Her har indsatsen i vid udstrækning været lagt an på at tilbyde alternativer til opium, f.eks. hvede. Resultaterne har været svingende trods investeringer i infrastruktur og anden støtte, og Ole Kværnø erkender, at det næppe bliver nemmere i fremtiden.

»Støtten holder jo op på et tidspunkt, og det er klart, at det ikke er profitabelt at dyrke de alternative afgrøder uden støtte. Tilskyndelsen til at dyrke opium bliver større,« siger han.

Samtidig vil den vestlige tilbagetrækning også få en betydning på trods af en allerede ændret strategi, der i godt tre år har begrænset soldaternes tilstedeværelse i isolerede områder.

»Den afghanske regering står med en betydelig udfordring. Det er helt åbenlyst, at når den vestlige tilstedeværelse falder med 100.000 mand, så falder den fysiske tilstedeværelse og evnen til at kontrollere og patruljere områder også. Det kommer til at betyde noget. Det er hovedsaligt pga. pres udefra, at der er sket noget,« siger Ole Kværnø. »Derfor er det vigtigt, at den afghanske regering sætter ind mod distributører og laboratorier.«

FN’s observatør advarer om, at der er behov for en politisk ændring, hvis det ikke skal gå galt.

»Stigningen synes at være en generel tendens. Men meget vil afhænge af, hvor hurtigt den afghanske regering kan få styr på straffriheden, korruptionen og den groteske klientelisme,« siger UNODC’s Jean-Luc Lemahieu, der understreger, at der er mange forskellige behov og politikker, der modarbejder hinanden, når det kommer til opiumbekæmpelsen.

»Vellykket narkobekæmpelse vil tage 10 til 15 år med pragmatiske og trinvise indgreb, der anerkender de økonomiske og politiske begrænsninger, der er. Men den nuværende strategi for at bekæmpe opiumdyrkning – som et isoleret fænomen eller noget, man først kan starte på, når retsstaten og udviklingen er på plads – er yderst ugennemtænkt og selvmodsigende,« konstaterer han.