Læsetid: 3 min.

Dansk dom angående kriseramt EU-traktat

Eurokrisen har rokket afgørende ved forestillingen om det forenede Europa, som Lissabontraktaten skulle realisere. Samtidig raser de juridiske kampe om den gamle traktat – i dag afgør Højesteret, om det gik lovligt til, da Danmark hoppede med på vognen i 2007
Juraprofessor Ole Krarup sagsøgte med en gruppe borgere den tidligere regering for ikke at lægge Lissabontraktaten ud til folkeafstemning. I dag afgør Højesteret, om det var et grundlovsbrud. Arkiv

Keld Navntoft

20. februar 2013

Det er kulminationen på en langstrakt juridisk proces, når Højesteret i dag træder sammen for at afsige en retshistorisk dom. En dom om, hvorvidt Danmarks tilslutning til Lissabon-traktaten i bund og grund var grundlovsstridig og burde have medført en folkeafstemning. Men processen har varet så længe, at vilkårene for traktaten i dag er helt anderledes end for blot få år siden. Det vurderer EU-eksperten Ulrike Guérot fra tænketanken European Council on Foreign Relations.

»De forkromede forventninger til Lissabontraktaten er ikke gået i opfyldelse«, siger Ulrike Guérot.

Hun mener, eurokrisen har bidraget til, at en række af målsætningerne med Lissabontraktatens institutionelle reformtiltag i praksis har været virkningsløse.

»Man kan ikke sige, at krisen har gjort traktaten historisk overflødig, men den har sat traktaten og dens tilhængere under pres ved at fjerne en del af de præmisser, som lå til grund for det oprindelige udkast«, siger EU-analytikeren Janis Emmanouilidis fra Centre for European Reform.

»Eksempelvis har EU-præsident Herman Van Rompuy på grund af krisen spillet en langt vigtigere rolle, end man havde forudset, da Lissabontraktaten blev vedtaget. I løbet af krisen er mange beslutninger blevet taget i sene nattetimer for at komme aktiemarkederne i forkøbet. Det var ikke det, man havde forestillet sig, da man vedtog traktaten.«

Parlamentarisk kontrol

Et af de centrale punkter i Lissabontraktaten er udvidelsen af EU-Parlamentets beføjelser i forhold til både Det Europæiske Råd og Kommissionen gennem en omfattende reform af de europæiske institutioner og beslutningsprocesser. På den anden side har traktaten også medført en stærkere vægt på mellemstatslige processer, hvilket har reduceret parlamentets indflydelse og i stedet styrket især den tyske regerings indflydelse i EU-rådet og dermed også Angela Merkels krisepolitik.

Traktaten sikrer dog også betydelig medindflydelse til Europa-Parlamentet, der i øjeblikket truer med at benytte denne indflydelse til at forkaste EU-budgettet for 2014-2020, som for få uger siden blev aftalt mellem de europæiske regeringschefer efter vanskelige forhandlinger.

»Man kan godt sige, at Lissabontraktaten rent politisk og PR-mæssigt har styrket Europa-Parlamentet. Så er det et andet spørgsmål, om eurokrisen har bremset den udvikling. En hyppig indvending er jo, at den parlamentariske kontrol er slået fejl i løbet af krisen. Der er tale om et toleddet argument. På den ene side er Parlamentet blevet styrket. På den anden side er Parlamentet flere gange i løbet af krisen blevet forbigået. Men det gælder også Kommissionen. Krisen har været skadelig for samtlige europæiske institutioner«, siger Ulrike Guérot.

Politiske fiflerier

Når de danske højesteretsdommere i dag kl. 12 afsiger dom, er det ikke over traktatens politiske resultater, men i stedet over lovformeligheden af den proces, der i 2007 gik forud for den danske tilslutning til traktaten.

Allerede i 2004 havde jurister i det danske justitsministerium gjort gældende, at Lissabontraktaten i visse tilfælde ville være ensbetydende med dansk suverænitetsafgivelse, som ifølge grundlovens §20 kun kan foretages efter en folkeafstemning. Derfor fik den danske regering assistance af både det daværende tyske EU-formandskab og fra Ministerrådets juridiske tjeneste til at file de problematiske paragraffer til.

I 2007 tilpassede Anders Fogh Rasmussens VK-regering EU’s såkaldte forfatningstraktat på en måde, der muliggjorde dansk deltagelse i Lissabontraktaten uden en efterfølgende folkestemning. Mistanke om juridisk fifleri med den danske traktattiltrædelse med henblik på at undgå den frygtede folkeafstemning, fik i 2009 en række danske borgere anført af juraprofessor Ole Krarup til at gå rettens vej for at sikre den danske befolknings medbestemmelse.

Sidste år afviste Østre Landsret imidlertid klagerne og godkendte i stedet proceduren, der ledte til den danske tilslutning til Lissabontraktaten.

»Forhandlingsforløbet forud for vedtagelsen af Lissabontraktaten – herunder at regeringen eventuelt måtte have haft ønsker om at gennemføre ændringer i traktatudkastet med det formål at undgå en dansk folkeafstemning (…) har (…) ikke i sig selv betydning for prøvelsesintensiteten,« udtalte domstolen ved den lejlighed og slog ved samme lejlighed fast, at Lissabontraktaten ikke strider mod grundloven, fordi den specificerer arbejdsopgaver og mål, som allerede er vedtaget i EU-regi.

Ikke kun i Danmark har Lissabon-traktaten haft et markant juridisk efterspil. I Tyskland præciserede forfatningsdomstolen i Karlsruhe i 2010 betingelserne for tysk suverænitetsafgivelse i forbindelse med Lissabontraktaten. Med dommen, der styrkede både Forbundsdagen og Forbundsrådets rolle i EU-anliggender, understregede de tyske dommere Fzorbundsdagens suverænitet og satte en klar grænse for den videre europæiske integration. Fremover kan tysk suverænitetsafgivelse udelukkende finde sted efter en vidtgående grundlovsændring eller gennem en ny dom fra Karlsruhe.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu