Nyhed
Læsetid: 2 min.

Energigigant trækker sig fra nye britiske a-kraftprojekter

Den britiske regerings ambitiøse plan om en ny generation af atomkraftværker led i går endnu et nederlag, da det sidste større nationale energiselskab trak sig ud af anlægskonsortiet
Store britiske energiselskaber trækker sig fra de a-kraftprojekter, som er en del af regeringens energistrategi. Der er brug for en plan B, mener Greenpeace.

Martin Bond

Udland
6. februar 2013

Energiselskabet Centrica har opgivet sine planer om at deltage i opførelsen af nye atomreaktorer i Storbritannien. Grunden er angiveligt stigende omkostninger og forsinkelser i byggeprojektet.

Centricas beslutning kommer som endnu et slag mod den britiske regerings ønske om at opbygge den mest ambitiøse række af nye atomreaktorer i Europa. Den meddelelse kom samme dag, som parlamentsmedlemmer skarpt kritiserede håndteringen af atomaffald på Sellafield, og umiddelbart efter Cumbria amtsråds beslutning om alligevel ikke at tilbyde underjordisk lagringsplads i regionen til permanent bortskaffelse af affaldet. Det britiske multinationale selskab Centrica mister dermed sin 20 procents option på de fire nye atomkraftværker, som er planlagt opført af det franske energiselskab EDF i Somerset og Suffolk og må som følge heraf afskrive 200 millioner pund. EDF, der ejes af den franske stat, har dog i mellemtiden været i forhandlinger med den statsejede kinesiske China Guangdong Nuclear Power Corporation, som nu overvejer at overtage Centricas option.

Centricas exit betyder, at der ikke længere er noget større britisk selskab involveret i planerne om nye atomreaktorer i Storbritannien. Centrica bevarer dog sin aktiepost på 20 procent i otte eksisterende atomkraftværker. Sam Laidlaw, som er administrerende direktør for Centrica, siger: »Vi tror fortsat på, at kernekraft har en værdifuld rolle at spille i en afbalanceret og blandet britisk energiforsyning. Men siden vores oprindelige investering i 2008 er de forventede projektomkostninger steget og projektets tidsplan blevet forlænget med flere år.« EDF tager til efterretning, at investeringerne i de nye atomkraftværker ikke levede op til Centrica-aktionærernes forventninger, men pointerer, at der fortsat er et stærkt momentum bag den færdigprojekterede Hinkley Point-plan.

Centricas udtræden af projektet sker, efter at andre store energiselskaber, der opererer i Storbritannien, har trukket sig ud af lignende projekter. Både E. ON og RWE opgav deres Horizon-joint venture i 2012, mens SSE trådte ud i 2011.

Nye atomreaktorer spiller en afgørende rolle for den britiske regerings planer om at erstatte Storbritanniens aldrende reaktorer og beskidte kulfyrede kraftværker med kulstoffattig energiproduktion. En talsmand for Ministeriet for Energi og Klimaændringer (DECC) afviser, at Centricas tilbagetrækning sætter regeringens politik i et tvivlsomt lys.

»Beslutningen afspejler alene virksomhedens investeringsprioriteter. Hitachis nylige køb af Horizon Nuclear Power viser klart, hvor attraktivt Storbritanniens nye nukleare marked er. Vi er fortsat fast besluttede på at gøre Storbritannien til et førende globalt mål for investeringer i ny atomkraft, som kommer til at spille en central rolle i vores fremtidige energidækning.« Greenpeaces Doug Parr siger: »Centricas udtræden af projektet har afsløret, hvor skrøbelig den britiske energistrategi er. Regeringens fokusering på ny atomkraft betyder, at vi har mistet mange års investeringer i ægte grøn energi. Vi har nu brug for en plan B, der kan sikre os et rent og sikkert nyt energisystem, og som ikke er afhængigt af vildledende skøn over, hvor mange atomkraftværker der vil blive bygget. Jo længere regeringen jagter sin drøm om atomkraft, desto mere mister Storbritannien muligheden for de arbejdspladser og økonomiske fordele, som en bæredygtig og økonomisk rentabel grøn energiproduktion kunne skabe.«

 

© The Guardian og InformationOversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her