Nyhed
Læsetid: 8 min.

Filippinerne nærmer sig en historisk fredsaftale

Efter 40 års konflikt og 120.000 dræbte lader det til, at et muslimsk selvstyre i Filippinerne er undervejs – med inspiration fra The Good Friday-aftalen
I oktober 2012 blev fredsaftalen, som endte fire årtiers konflikt mellem den filippinske regering og den islamiske oprørshær, MILF, underskrevet. Her fejrer soldater fra den islamiske oprørshær, MILF, underskrivningen.
Udland
18. februar 2013

Siden den 11. september 2001 har det sommetider virket som om, verden er druknet i kampe med islamiske terrorister. Fra Irak til Afghanistan, via Mali og Algeriet, har kommentatorer længe hævdet, at vi er vidne til et civilisationssammenstød. Men sådan ser det ikke ud i Filippinerne. Efter 40 års revolutionær kamp om jord, ressourcer og religion, som har kostet 120.000 livet og fordrevet mere en to millioner, er en benhård islamistisk oprørsbevægelse nu langsomt men sikkert på vej ind i varmen i det lovløse syd.

Delvist inspireret af The Good Friday-aftalen i Nordirland og opmuntret af en kompromisvillig præsident i Manila, har Moro Islamic Liberation Front (MILF) brudt med al-Qaeda-tilknyttede lokale grupper i regionen og har i stedet bevæget sig ind på fredens vej.

I et historisk brud med fortiden var Filippinernes præsident Benigno Aquino III i sidste uge på besøg i MILF’s kerneområder i Mindanao for at mødes med oprørsledere og opstarte et nyt fælles udviklingsprogram, som skal understøtte fredsprocessen.

Aquino sagde, at regeringen og MILF’s ledere om et par uger kan lægge sidste hånd på en aftale om en fælles overgangskommission, ledet af oprørerne, som skal overvåge etableringen af en ny, selvstyrende muslimsk politisk og geografisk enhed kaldet Bangsamoro – hvilket betyder Moroernes land (Moro kommer fra det navn, moros, de spanske kolonialister gav de islamiserede stammer i det sydlige Filippinerne).

»Jeg mener, at vi er meget, meget tæt på en aftale på alle områder,« sagde Aquino.

Hvis alt går, som de malaysisk-ledede fredsforhandlinger har lagt op til, og hvis en ny grundlæggende lovgivning udarbejdet af kommissionen bliver godkendt i den filippinske kongres, vil Bangsamoro-staten i staten formelt blive oprettet i 2016, det år, hvor Aquinos regeringsperiode udløber.

»Vi er så tæt på en afklaring af alle væsentlige områder, at vi kan give udtryk for velbegrundet optimisme,« sagde Jun Mantawil, ledende i MILF og medlem af bevægelsens forhandlingsdelegation, i et interview i Cotabato City i det vestlige Mindanao.

Teresita ’Ging’ Quintos Deles, regeringens rådgiver i fredsprocessen, og Miriam Coronel Ferrer, leder af regeringens forhandlingsgruppe, sagde i et interview i Manila, at der er god grund til optimisme.

»Køreplanen findes. Jeg har ingen fornemmelse af, at det skulle bryde sammen nu. Tillæggene (til aftalen fra oktober 2012) bliver færdiggjort senest i marts,« sagde Deles.

Det forventes, at overgangskommissionens sammensætning bliver offentliggjort i løbet af denne måned.

Men Deles advarede samtidig mod for store forventninger.

»Vi kæmper mod uret. Den dør, der er blevet åbnet, har en tidsfrist, og det er blevet gjort klart for MILF. De kan vælge at stræbe efter en perfekt aftale, eller de kan vælge den mere begrænsede pakke, som til gengæld stensikkert vil blive realiseret.«

Blandt de emner, som stadig står til diskussion, er territoriet, magtdelingen, den økonomiske fordeling og normaliseringsprocessen, herunder demobilisering, afvæbning og reintegration af væbnede enheder.

MILF-forhandleren Mantawil siger, at der stadig er uafklarede spørgsmål som for eksempel omfanget af det havområde, som skal høre under Bangsamoros myndighed, og om fremtidige indtægter fra angiveligt rige men hidtil uudforskede olie- og gasfelter under Liguasan-marsken og ud for Sulu-øgruppen vest for Mindanao.

Amerikansk pres

I et notat fra den amerikanske ambassade i Manila fra 2006, offentliggjort af WikiLeaks, anslås det, at der kan være energiressourcer og mineraler i de MILF-kontrollerede områder for mere end 1.000 mia. dollar.

Ifølge ubekræftede oplysninger – der var i omløb i 2011, da Aquino satte skub i fredsprocessen med et møde i Tokyo med MILF-leder Murad Ibrahim – har Washington presset på for en fredsaftale, fordi de har interesser i at få åbnet området for energiudvinding.

Et andet omstridt punkt er, hvad der skal ske med MILF’s anslået 12.000 væbnede oprørere. Rammeaftalen lægger op til etableringen af en uvildig civil ’Bangsamoro politistyrke’, afmønstring af MILF’s kadrer samt at flytte ansvaret for sikkerheden fra den filippinske regeringshær til denne nye politistyrke.

Der vil desuden blive efterlyst international støtte til processen om at få rebellernes ’kombattanter og ikke-kombattanter’ sluset tilbage til et normalt hverdagsliv igen.

Forhandlernes strategi om at oprette politi og afmønstre oprørernes kadrer er inspireret af erfaringerne fra Nordirland, sagde regeringens rådgiver Deles. Som et ekko af The Good Friday-aftalen, har MILF indvilliget i at ’nedlægge våbnene ’.

Storbritannien deltager sammen med Japan, Tyrkiet og Saudi-Arabien i en international kontaktgruppe, der forsøger at styrke fredsprocessen.

I et interview med Guardian, sagde Mantawil, at han har besøgt London, Belfast og Dublin for at studere fredsprocessen her.

»Situationen (i Nordirland) ligner på mange punkter,« sagde han.

»Det var meget opmuntrende for os. Good Friday-aftalen er en slags forbillede … nedlæggelsen (af våben) er utrolig svær at styre. I Nordirland havde de en kommission til den opgave. Det burde vi måske også have.«

I en nyere rapport fra den uafhængige International Crisis Group bliver der imidlertid løftet en advarende finger.

»Aftalen lægger op til, at kombattanter skal bidrage til at opretholde ro og orden, mens nedlæggelsen af kampenhederne står på. Men kritikere påpeger, at organisationen har mange forbrydere i sine rækker, som ikke bør have lov at spille nogen som helst politimæssig rolle, hverken formelt eller uformelt. Disse bekymringer forstår MILF.«

Mantawil har sagt, at MILF allerede har brudt alle forbindelser til Abu Sayyaf, en al-Qaeda-tilknyttet gruppe, som er aktive på Sulu-øgruppen, og som har adskillige gidseltagninger af vesterlændinge på samvittigheden.

MILF-lederen har også på sin organisations vegne lagt luft til Jemaah Islamiyah, den sydøstasiatiske jihadistiske terrorgruppe, som stod bag bomberne i Bali i 2002, og som har angrebet mål i Jakarta.

»Disse mennesker tror ikke på fred. De er dissidenter. Vi brød med dem, da de tyede til terrorisme. De har ikke noget os at gøre,« sagde Mantawil.

Farligt at være kvinde

Udsigten til at få gjort en ende på volden i Mindanao har inspireret civile organisationer til at kaste sig ind i arbejdet med at forme den kommende fred med vægt på at hæve levestandarden i Filippinernes mest forarmede region og på at sikre kvinders lige rettigheder.Den internationale nødhjælpsorganisation Oxfam har udviklet partnerskaber med lokale organisationer for at forbedre adgangen til uddannelse og højne bevidstheden om fredsprocessen og oprindelige folks rettigheder. Oxfam Mindanao Programme (OMP) er »designet til at skabe bæredygtige indkomster og større produktivitet for Lumads (ikke-muslimske oprindelige stammer, red.), Moroerne, (og) små interessenter.«

Nødhjælpsarbejdere siger, at udsigten til et selvstyrende, semi-uafhængigt Bangsamoro, der kan erstatte den fejlslagne administrative enhed Autonomous Region in Muslim Mindanao etableret i slutningen af 1980’erne, har mødt bred opbakning.

Men de advarer samtidig mod, at den nye udvikling kan blive kontraproduktiv for visse grupper, især kvinder. MILF siger for eksempel, at de ønsker at udvide brugen af sharia. Hvad det betyder i praksis, er fortsat uklart.

I Moro-landsbyen Macasampen uden for Cotabato City støtter Oxfam den lokale gruppe UnYPhil (United Youth of the Philippines – Women), hvis primære formål er at yde støtte til kvinder, som har været udsat for vold, seksuel mishandling eller diskrimination.

Anna Bai, en UnYPhil-aktivist, siger, at landsbyens indbyggere har været udsat for store lidelser under krigen mellem regeringstropper og MILF.

»Nogle gange blev vi tvunget til at forlade byen flere gange om dagen på grund af skudvekslinger. Vi var bange og havde ingen steder at tage hen. Vi vidste heller ikke, om vi ville være i live dagen efter. Især børnene har lidt meget under det. De ville ikke i skole, og er stadig bange for høje lyde,« siger hun.

Anna Bai fortæller, at de fleste i landsbyen støtter Bangsamoroplanen – men uden at vide ret meget om den.

»Vi har ingen kopi af aftalen. Vi lytter til, hvad regeringen og MILF siger.«

Hvad angår kvinderettigheder, »bør alle kvinder få sikret deres livsgrundlag,« siger Bai.

Men en vedholdende følelse af usikkerhed betyder, at kvinder stadig er bange for at gå i markerne og skovene og arbejde.

En anden i landsbyen, Aida Manlpi, siger, at hendes største bekymring er pengemangel, en udfordring stort set alle familier i landdistrikterne kender til.

»Jeg er hjemmegående,« siger hun.

»Jeg tager mig af mine fire børn, og ønsker, at de skal på college. Min ældste er 17 og vil gerne være jordemor. Men jeg siger til hende, at det har vi nok ikke råd til, fordi min mand er bonde.«

Deles siger, at øgede statslige investeringer i social og økonomisk udvikling i regionen og prioritering af uddannelse, sundhed og livsgrundlag er centrale elementer i Bangsamoro-køreplanen. Nogle analytikere forudser, at det ressourcerige Mindanao, hvis det bliver styret fornuftigt, kan blive Filippinernes industrielle og agrare kraftcenter.

»Der er et stort udviklingspotentiale, men vi må gøre det på en sådan måde, at vi ikke får skabt nye problemer samtidig, og så gevinsterne blive lige fordelt. Vi må træde varsomt,« siger Deles.

En politisk organisation

På trods af udbredt tro på fremtiden er der stadig mange forhindringer, før en varig fred kan blive til virkelighed. Disse forhindringer omfatter blandt andet mulig modstand fra kristne bosættergrupper, dødvande i Kongressen efter de afgørende nationale valg i maj, et fald i præsident Aquinos aktuelle bemærkelsesværdigt store popularitet og yderligere splittelser i MILF, hvis der ikke snart bliver vist konkrete resultater. Øherskerne i Sulu er for eksempel berygtede for deres uforsonlige holdninger.

Der kan også opstå vanskeligheder, hvis MILF ikke tager ordentlig højde for Lumads, hvis stammeledere lige nu udfordrer den administrative sammenhængskraft ved at arbejde for selvstyrestatus inden for det nye halvuafhængige Bangsamoro.

Selv om MILF har bedyret en inkluderende tilgang, har Mantawil samtidig insisteret på, at MILF skal have fuld kontrol over den foreslåede Bangsamoro-overgang frem til de planlagte valg i 2015.

»Selvfølgelig skal det være os, der leder overgangen. Vi har kæmpet for det i 40 år. Vi skal have et klart flertal,« sagde han og kaldte grupper, som er imod dette ræsonnement for ’kontrarevolutionære’.

Foreholdt den type krav, smiler Teresita ’Ging’ Quintos Deles tålmodigt og svarer:

”;Hvis den her proces skal fungere, er vi nødt til at sikre, at ingen dele af Bangsamoro føler sig udelukket,« siger hun.

Efter årtier med militære aktiviteter, »må MILF bevise, at de nu forstår at opføre sig som en politisk organisation. Hver lille del af regeringen gør sit yderste for at finde løsninger. Vi har ikke råd til flere skår i håbet og tilliden. Vi har ikke råd til, at historien ikke ender lykkeligt.«

 

© Guardian og Information

Oversat af Nina Trige Andersen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her