Læsetid: 4 min.

Karneval(g) i Italien

Silvio Berlusconi har domineret valgkampen i Italien med et optimistisk budskab: ’Der er ikke det forspring, som ikke kan indhentes, og der er ikke den synd, som ikke kan tilgives’
Premierminister Mario Monti beskylder Berlusconi for at overtræde forbuddet om at offentliggøre meningsmålinger i valgkampens to sidste uger. Det er ikke forbudt at foretage målinger, men tallene må ikke spredes gennem medierne. Alligevel henviser Berlusconi hyppigt til friske målinger, som angiveligt viser, at hans højrekoalition ligger side om side med venstrefløjen. Foto: Scanpix

Premierminister Mario Monti beskylder Berlusconi for at overtræde forbuddet om at offentliggøre meningsmålinger i valgkampens to sidste uger. Det er ikke forbudt at foretage målinger, men tallene må ikke spredes gennem medierne. Alligevel henviser Berlusconi hyppigt til friske målinger, som angiveligt viser, at hans højrekoalition ligger side om side med venstrefløjen. Foto: Scanpix

23. februar 2013

Fortællingen om valgkampen i Italien er selvfølgelig en metafortælling. Det kan ikke være anderledes, når landets dominerende politiker gennem snart 20 år mere end noget andet er historiefortæller. Det store spørgsmål i valgkampen har derfor været, om Silvio Berlusconi med sin mediemagt igen kunne styre, hvordan valgkampen blev fortalt. Som enhver god historie har valgkampens fortælling været simpel: Klarer han den? Kan Berlusconi indhente det store forspring, som venstrefløjspartierne havde, da valgkampen begyndte for to måneder siden?

»Det handler om at sætte effektive metaforer i omløb,« siger Carlo Freccero, mediekritiker og leder for en af det statslige tv Rais digitale kanaler. Da Berlusconi i januar købte den italienske landsholdsangriber Mario Balotelli til sit fodboldhold, AC Milan, handlede det ikke kun om at lokke klubbens tilhængere til at stemme. Det handler mere generelt om at forme valgkampens fortælling:

»Milan lå langt nede i tabellen for to måneder siden, men er nu på tredjepladsen efter købet af Balotelli, som har scoret en masse mål. Det er en stærk metafor, som understøtter Berlusconis fortælling,« siger Freccero og fortsætter:

»Hans budskab er optimisme: Der er ikke det forspring, som ikke kan indhentes, og der er ikke den synd, som ikke kan tilgives. Berlusconi har altid brugt fodbold som metafor for politik. Denne gang er budskabet: ’Hvis jeg kan genoplive Milan, kan jeg også genoplive Italien’.«

Empati

Premierminister Mario Monti beskylder Berlusconi for at overtræde forbuddet om at offentliggøre meningsmålinger i valgkampens to sidste uger. Det er ikke forbudt at foretage målinger, men tallene må ikke spredes gennem medierne. Alligevel henviser Berlusconi hyppigt til friske målinger, som angiveligt viser, at hans højrekoalition ligger side om side med venstrefløjen. Samtidig hævder han, at Montis centrum-højre-liste, Scelta Civica (Borgerligt valg), risikerer ikke at klare spærregrænsen til Senatet. Dermed skaber han ikke blot entusiasme blandt sine kernevælgere, men sår også tvivl om, hvorvidt det overhovedet nytter noget at stemme på Monti:

»Det mest sandsynlige udfald af dette valg er, at centrum-venstrefløjen får brug for Monti for at kunne danne regering,« skriver valgforskeren Roberto D’Alimonte i avisen Il Sole 24 Ore.

»Derfor er Montis resultat ikke ligegyldigt for Bersani (Pier Luigi, venstrefløjskoalitionens premierministerkandidat, red.).«

For Monti har valgkampens udfordring været at forvandle sig fra en neutral teknokrat til en politiker, som italienerne kan forholde sig empatisk til. Det har ikke været let, men han er gået til opgaven med krum hals. Monti har fortalt vittigheder om sit barnebarn og adopteret en hundehvalp på direkte tv, som han kaldte for ’Empy’ – empati – i en halvironisk tweet.

»Da jeg så Monti på tv med hundehvalpen, spurgte jeg mig selv: Hvilken underlig impuls kan få en så seriøs mand til at stille op til den form for klovneri?« skriver avisen La Repubblicas politiske kommentator Curzio Maltese og tilføjer:

»Hvis også en professor emeritus, der er blevet hyldet af verdenspressen som fædrelandets frelser, giver sig hen til valgkampens karneval, er alt håb ude.«

Europa

»Monti-regeringen har steriliseret det politiske liv og skiftet det ud med økonomi. Nu har Berlusconi bragt skuespillet i centrum igen i en valgkamp, som falder sammen med karnevalet,« siger Carlo Freccero.

Men denne gang vinder realitetsprincippet, fordi mange italienere er blevet mærkbart fattigere i løbet af de seneste år, forudser Freccero. Det er til den tidligere økonomiminister Bersanis fordel, mener han:

»Bersani fremstår som den mindst ringe. Han deltager ikke i karnevallet. I en så tragisk situation holder han sig uden for skuespillet. Dermed generobrer han den rolle, Monti overtog for et år siden. Bersani havde ry som en god administrator, der har gennemført liberaliseringer, men så kom den tekniske overgangsregering og tog den rolle fra ham. Med sin indtræden i den politiske kamp er det paradoksalt nok Monti, der igen giver Bersani rollen som den ansvarlige leder, der siger sandheden.«

Mens Berlusconi har givet Tyskland skylden for krisen i Italien og stiller krav om en devaluering af euroen, som tyskerne næppe kan acceptere, vil Bersani tilføje en social og politisk dimension til det europæiske samarbejde. Det budskab er populært hos Aureliano, en 23-årig filosofistuderende fra Montis hjemby Varese, som Informations udsendte mødte, da Bersani forleden holdt vælgermøde på domkirkepladsen i Milano.

»Jeg synes, at Bersanis vision for Europa er fremsynet. Og europæismen er en del af vores politiske kultur,« siger Aureliano, der beskylder Berlusconi, hans koalitionspartnere i det norditalienske separatistparti Lega Nord og komikeren Beppe Grillo (omtalt i Information i går, red.) for at føre en »urealistisk og populistisk« kampagne mod EU.

Beruselse

I avisen Il Fatto Quotidiano kritiserer filosoffen Paolo Flores d’Arcais Berlusconis modstandere for at glemme den interessekonflikt, som efter hans mening har forvandlet italiensk politik til et permanent karneval.

»For Bersani og Monti er der en meget enkel måde at overbevise italienerne om, at deres ord ikke er ren propaganda: De skal love højt og helligt, at deres første handling i parlamentet bliver at sikre, at loven om interessekonflikter, som har eksisteret siden 1957, og ifølge hvilken Berlusconi ikke er valgbar, bliver håndhævet,« skriver Flores d’Arcais.

Med sin aggressive kampagnestrategi er det lykkedes for Berlusconi at få de kendsgerninger, at han for nylig blev dømt for skattesvig og i en verserende sag er anklaget for udnyttelse af en mindreårig prostitueret og embedsmisbrug, til at forsvinde fra mediebilledet. Hans advokater, som også er parlamentarikere, har gjort flittigt brug af alle forhalingsteknikker, så både anklagemyndighedens begæring og domsafsigelsen er blevet udskudt til efter valget. Det er en halv sejr for Berlusconi, der selvsikkert har meddelt, at han agter at beruse sig på mandag, når stemmerne bliver talt op. Den danske øl Ceres bliver markedsført med et råd til de italienske vælgere: »Stem først, drik bagefter – ikke som de andre gange.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Sabine Behrmann
Sabine Behrmann anbefalede denne artikel

Kommentarer

En mand som Berlusconi ville ikke have sin gang på jorden, som landets ledende minister, eller deltage i et regeringsgrund - i et samfund som var velfungerende.

Men åbenbart kvalificeret nok til at Italien kan være fuldt medlem af EU, men det er jo også en del af forklaring på EU's krise.

Herhjemme har vi vores egen "øjenåbner" kuglestøderen - de synes at kunne fungerer i et demokrati der ikke fungere - ligesom Glistrup og andre gjorde.

Ukrudt vokser når haven ikke passes - vi burde være dem taknemmelige.

Robert Ørsted-Jensen og Verner Nielsen anbefalede denne kommentar

Alle kan grine af Berlusconis ejendomsret over pressen.

De færreste husker på at siden Aktuelt gik ned for over 10 år siden, har centrum-venstre ikke haft noget ikke-elitært talerør i Danmark.

Information og DR2 er der næsten ingen der ser, så deres tågesnak med svære ord gør ingen skade, og Politiken går måske nok ind for elite-kunst og bøssebryllupper, men fordelings og dermed realpolitisk er den lige så blå som ejeren Margrethe Vestager.

I Italien findes der fagforenings-sponsorerede ugeblade - centrum venstre magter faktisk i et vist omfang at påvirke meningsdannelsen i Italien.

Det har centrum-venstre ikke formået i Danmark de sidste 10-15 år.

Det blå pressemonopol med TV2 i spidsen under ledelse af Venstre-spindoktorerne Østergård/Arnfeldt og et siden 2005-kuppet (Nissen-kuppet) afvæbnet DR har tvunget alle partier til at bevæge sig mod højre i et accelererende tempo.

I Italien er der stadig folk der husker, at kapitalisterne er nogle svin fordi de beriger sig på andres bekostning.

I Danmark tror alle at de er rige, fordi de er dygtige.

Henrik Darlie, Curt Sørensen, John Christian Mogensen, Torben Selch, Niels Engelsted, Martin Hansen , Jens Overgaard Bjerre, Jette Abildgaard og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Jette Abildgaard

Henrik Darlie,

Det er jo helt korrekt naar du skriver at Berlusconi er en forbryder...

Forskellen paa Berlusconi og f.eks. Fogh...er den ikke blot, at Berlusconi ikke gider skjule han er kriminel og, at Fogh fortsat pudser facaden som om han var bedre, men i realiteten vist er mindst lige saa kriminel, om ikke meget vaerre??

Er min paastand, at hver eneste af EU's (og alle andre kontinenters) foerende politikere, er mindst lige saa kriminelle som Berlusconi...nogle blot bedre (mener de selv) til at skjule det end andre??

Jens Overgaard Bjerre

Det er jo meget enkelt. Berlusconi har tv, som er hovedmediet, og dermed har han haft magten i mange år. Og får den måske igen. Som Gorm Petersen siger, så er det jo stort set det samme her i landet. Men vi er så hellige og er opdraget til at tro på at vi er verdens bedste og mest demokratiske land. Det er vi ikke. Vi har verdens største licens. Danmark bruger mere end det dobbelte på tv end på politiet. Og her ligger vi også i top i Norden. (Bortset fra Sverige, som har et enormt areal at dække). Og staten driver både TV2 og DR, selvom mange tror, at TV2 er privat. Men dette dyre medie er et aktieselskab, hvor staten har hovedparten af aktierne. Og det er i tv magten ligger. Jeg ved snart heller ikke hvad det er for et fornemt 'svanse-foretagende', men det har ikke noget med almindelige menneskers dagligdag.

Jens Overgaard Bjerre

DRs bestyrelse skal derfor tilbage til politikerne og deres politiske partiers forholdsmæssige repræsentation i Folketinget. Sammen med forskellige repræsentanter fra relevante organisationer. Og ikke som nu, hvor det er sammenrend af borgerlige brushovedet. Det er jo den reelle magt i landet vi snakker om.

Michael Kongstad Nielsen

Jens Overgaard -
bestyrelsen er sådan set udpeget af folketinget, eller tildels.
11 medlemmer, hvoraf 3 udpeges af kulturministeren, 6 af folketingets partier, og 2 blandt medarbejderne.
http://www.dr.dk/OmDR/Fakta+om+DR/Organisation/20060526142625.htm

Så er det bare mærkeligt, at DF skal have 2 medlemmer, da 2/9 er mere end partiet har i folketinget. Og i det hele taget kunne bestyrelsen godt trænge til en grundig gang rens og nyvalg, de fleste af de nu siddende har været der siden 2007-8, de vælges for 4 år ad gangen.

Niels Engelsted

Jeg fantaserer stadig om den store milliardgevinst i Eurolotto, der vil gøre mig i stand til at købe TV2. Jeg har også en lang liste over hvilke journalister, jeg vil beholde. Den er pænt lang, jeg er trods alt ikke fanatiker.

Michael Kongstad Nielsen

Det er godt Niels Engelsted, lad nogle af kamelerne slippe igennem nåleøjet, Matthæus 19,24, for længere kommer de nok ikke.

Men tilbage til karnevallet. Er det nu et karneval? Farvel til kødet, dagene inden fasten, hvor der ikke bare festes igennem, men skabes roller og figurer, der på drabeligste manér forudskikker ofring og død, Hvor de fine bærer halvmasker for at kunne træde ved siden af, og hvor katten slås af tønden, hvis ikke den ligger i sækken, som man købte varer i forleden. Tja, eller også er det bare en operette, et lystigt syngespil, en politibetjent der dirigerer færdslen i Rom, og vender ryggen til, når det gigantiske sammenstød er uomgængeligt. Så I røgen, alt bliver samlet op og fejet væk, tilgivelsen er lige ved hånden, og loven er kun vejledende. Til aller sidst kommer Angela Merkel og koger spaghetti for jer

Det er da Per Stig Møller, der som kulturminister sørgede for at dublere DFs indflydelse: "Jeg har ved min udpegning af DRs bestyrelsesmedlemmer lagt vægt på, at der i bestyrelsen samlet set er repræsenteret den relevante mediemæssige, kulturelle, ledelsesmæssige og erhvervsmæssige indsigt". Og så blev Katrine Winkel Holm sat ind, uden at det blev uddybet hvilken indsigt hun præcist bidrager med.

Jens Overgaard Bjerre og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Alan Strandbygaard

@ Gorm Petersen:

Med internettet og de sociale medier har vinden vendt sig en del.
Ja, jo, den blå inflydelse forsøger at møve sig derind. Men det lykkes ikke rigtigt på samme måde som før.

Jeg kan love dig for at kommunikationen via de sociale medier er enorm. Information her har jo også indset det smarte i at tilføje en debat. Den kører jo lystigt. Og det bringer deres artikler vidt omkring.

Spørgsmålet er nok mere om der i virkeligheden ikke er alt for mange muligheder nu? At det mere spreder end det samler?

Forresten så har LO jo også fået en netavis og en ugeavis:
http://www.Avisen.dk/
http://www.UgebrevetA4.dk/

Jeg synes især godt om Ugebrevets artikler. De er meget gennemarbejdede.

Det er jo lidt det samme i Danmark.
Jeg mener, hvis Thomas Hartmann og Michael Shøtt stiller op til næste valg, vil de være de to mest seriøse kandidater...