Milano er nøglen til Italien

I Italiens politiske og økonomiske skæbne bliver afgjort i Milano. Sådan har det altid været, og sådan bliver det sandsynligvis også ved parlamentsvalget søndag og mandag.

I modsætning til mange andre af Italiens store byer Rom, Venedig, Torino, Firenze og Napoli har Milano aldrig været regeringsby i et selvstændigt rige, men opnåede omkring landets samling i anden halvdel af 1800-tallet status som den moralske hovedstad.

Den første halvdel af Italiens 150-årige historie blev brugt på at opbygge staten, mens den anden halvdel er gået med at nedbryde den – og landets rigeste by har altid spillet en nøglerolle:

»Det er meget længe siden, at Milano var Italiens moralske hovedstad,« siger forfatteren Corrado Stajano i sin centralt beliggende lejlighed, der gennemstrømmes af klassisk musik fra en transistorradio.

Stajano var en stor dreng, da Benito Mussolinis lig i 1945 blev hængt op med benene i vejret under taget på en tankstation på Piazzale Loreto, som i dag er en trafikeret rundkørsel.

Milano var arnestedet for Mussolinis fascistiske bevægelse og har siden produceret statsmænd som socialisten Bettino Craxi, der efter en fængselsdom for korruption i begyndelsen af 1990’erne endte sit liv i landflygtighed, og Silvio Berlusconi, der har domineret den politiske scene siden vennen Craxis exit:

»Byen har ikke frembragt demokrati,« siger Stajano og tilføjer:

»Det er dog påfaldende, at tingene altid starter her, for med kun 1,3 mio. indbyggere er det ikke en stor by. Men det er ikke længere en seriøs by. Min fornemmelse er, at der er sket et moralsk og kulturelt forfald.«

Borgerlig helt

»Forandringen begynder her,« sagde venstrefløjskoalitionens ministerpræsidentkandidat, Pier Luigi Bersani, søndag under et vælgermøde på domkirkepladsen: »Fra dette sted, hvor tingene på godt og ondt altid begynder, kan vi lægge de sidste 20 år bag os. Vi trækker Lombardiet og Italien ud af mørket,« lovede Bersani, der er favorit til at lede landets næste regering.

Valgresultatet i den økonomisk og befolkningsmæssigt største region, Lombardiet, får landspolitisk betydning. Her står milaneseren Berlusconi og hans allierede i det norditalienske separatistparti Lega Nord traditionelt stærkt, og her fordeles de afgørende mandater i Senatet. Og samtidig skal der være valg til regionalforsamlingen.

Det blev udskrevet, da Domenico Zambetti fra Berluconis parti for et par måneder siden endte i fængsel, fordi han ved regionalvalget i 2010 havde købt 4.000 personlige stemmer til 50 euro pr. stk. hos den calabresiske mafia, La ’Ndrangheta, der for længst har etableret sig her:

»’Ndraghetaen er blevet den føren de virksomhed. Det er ikke noget, jeg siger. Det siger politiet, anklagemyndigheden og parlamentets antimafiaudvalg, som jeg selv har været medlem af,« siger Stajano, der var senator en periode i 1990’erne.

I sin tale på domkirkepladsen nævnte Bersani en bog, Stajano udgav i 1991: Un eroe borghese (En borgerlig helt). Den handler om advokaten Giorgio Ambrosoli, der stak fingrene i et hvepsebo, da nationalbanken i 1974 gav ham til opgave at rydde op i en krakket bank. Ambrosoli opdagede, at bankens ejer, Michele Sindona, ikke bare havde forbindelser til Italiens politiske elite og paven, men i særdeleshed også til den sicilianske mafia. En sommeraften i 1979 blev han dræbt med tre kugler på gaden i Milanos centrum:

»Ambrosoli kunne have reddet sit liv med en enkelt underskrift, som ingen ville have opdaget. Men det gjorde han ikke af respekt for sig selv,« fortæller Stajano og tilføjer:

»Den borgerlige helt er den, der gør sin pligt, og respekterer reglerne i en retsstat.«

Bersani bruger ikke Ambrosoli som et tilfældigt eksempel på civilcourage. Den borgerlige helts søn, Umberto, er venstrefløjens kandidat til posten som Lombardiets guvernør.

Lega Nord

Regionalvalget bliver betragtet som lige så vigtigt som parlamentsvalget. Ambrosolis modkandidat er Roberto Maroni, Lega Nords formand, som støttes af Berlusconi.

Hvis Maroni vinder, har separatistpartiet erobret magten i de tre mest produktive regioner i Europas næststørste industrination: Lombardiet, Piemonte og Veneto.

Det ville være et nationalt problem, uanset om venstrefløjskoalitionen kan danne regering alene eller bliver afhængig af støtte fra Mario Montis midterparti Scelta Civica (Borgerligt Valg), mener Stajano:

»Hele løsrivelsesproblematikken vil så blive aktuel igen. Italien er jo et ungt land, så det ville være meget alvorligt. Derfor skal udlandet også være opmærksom på, hvor vigtigt dette valg er, og at det ikke kun vedrører Italien og Lombardiet, men hele Europa.« Ambrosoli skaber splittelse i Montis lejr. Hans kandidat er Milanos tidligere borgmester, Gabriele Albertini, som også stiller op til senatet.

Da han ikke har nogen chance for at blive valgt til guvernør, opfordrer flere af Montis fremtrædende kandidater til parlamentet deres vælgere i Lombardiet til at stemme på Ambrosoli ved regionalvalget:

»Han skal ikke vælges som et symbol, men som en mand, der kan løse problemer,« siger Stajano og tilføjer:

»Mange ved slet ikke, hvem faderen var.« Forklaringen på, hvorfor Berlusconi stadig kan samle millioner af stemmer, kan kun en psykiater give, hævder Stajano.

Passive borgere

I forordet til en bog om Milano og byens forhold til den italienske stat, skriver finansmanden Franco Continolo, at »den konsensus, som Berlusconi og hans allierede har nydt, har dybe rødder i byen«.

Måske er Berlusconi ikke et særtilfælde, men tværtimod et typisk udtryk for, at borgerskabet i Lombardiet har en tendens til at betragte den italienske stat som en hindring.

I et brev til Continolo skriver en tidligere økonomiminister og EU-embedsmand, milaneseren Tommaso Padoa-Schioppa (1940-2010), at utilfredsheden med den italienske stats mangler og ineffektivitet har fået milaneserne til at dyrke en forsimplet forestilling om, at de bedst kan klare tingene selv:

»Italiens svagheder som stat og holdningen til staten i landets rigeste, mest udviklede og internationalt åbne by er komplementære fænomener,« skriver Padoa-Schioppa og tilføjer: »Derfor er det utænkeligt, at Italien kan komme sig over sine lidelser uden et afgørende bidrag fra Milano.«

Afsløringerne af mafiaens infiltration af regionens økonomi og institutioner burde give større genlyd, mener Stajano. Især Milanos omegnskommuner er blevet koloniseret. For nylig blev tre bosser idømt livsvarigt fængsel for mord og andre forbrydelser:

»Offentligheden reagerer ikke på samme måde som under korruptionssagerne i starten af 1990’erne. Der er ingen forløsning, men passivitet og træthed, hvilket er menneskeligt forståeligt,« siger Stajano og fortsætter:

»Men det er meget alvorligt i betragtning af det, der sker i Milano. For her taler vi ikke bare bevæbnede forbrydere, men også om revisorer, finansfolk og eksperter i international jura.«