Læsetid: 4 min.

Sandhedens øjeblik i Tunesien?

Er de arabiske revolters drømme om hurtig overgang til demokrati og velfærd skudt endeligt ned med snigmordet på den sekulære tunesiske venstre-politiker Shokri Belaid?
Voldsomme demonstrationer har præget gadebilledet siden mordet på oppositionspolitikeren Shokri Belaid i onsdags. Foto: Scanpix

Voldsomme demonstrationer har præget gadebilledet siden mordet på oppositionspolitikeren Shokri Belaid i onsdags. Foto: Scanpix

8. februar 2013

Var det sandhedens øjeblik for de arabiske revolutioner, da to pistolmænd på motorcykel onsdag morgen dræbte den sekulære tunesiske politiker Shokri Belaid med adskillige skud i hovedet? Er Det Arabiske Forår forsumpet i religiøse, politiske og etniske slagsmål?

Snigmordet i Tunis er mere end blot tragisk – det illustrerer en eskalering af modsætninger mellem sekulære-liberale og islamister ikke kun i Tunesien, men i den arabiske og i større målestok den muslimske verden.

Den forbrødring af de to strømninger i arabisk politik, der til dato har væltet fire despoter (med endnu en på vippen), er udartet i mental borgerkrig, der jævnligt slår ud i vold i Egypten og i Yemen og har betydet en blodig borgerkrig i Syrien. Men Tunesien er hidtil gået fri af blodige opgør og har ikke oplevet politisk motiveret vold siden 1952, hvor stifteren af den tunesiske fagbevægelse blev myrdet af franske agenter.

Som en kilde i hovedstaden, Tunis, som Information talte med i går, sagde: »Det her er jo ikke Libanon!«

Men i går bebudede Ennahdas premierminister, Hamdi Jebali – påvirket af tusinder af demonstranter ikke kun i Tunis, men i en række provinsbyer – en samlingsregering bestående af ikkepolitiske teknokrater, der kan regere, indtil det er muligt at afvikle et parlamentsvalg.

»Jebali har handlet hurtigt og meget rationelt,« siger politilogen Imad Salamey fra Libanons Amerikanske Universitet i Beirut, der har specialiseret sig i arabiske demokratibevægelser.

»Og han har givetvis handlet i erkendelsen af, at islamisterne ikke enevældigt kan styre de arabiske samfund uden andre politiske gruppers medvirken. Han har set, hvor galt det er gået i Egypten, og det er baggrunden for hans hurtige beslutning.«

Politiske spændinger

Shokri Belaid var blandt initiativtagerne til den netop dannede sekulære folkefront, en sammenslutning af centrum-venstre-partier, der ved et kommende valg vil forsøge at fravriste det islamistiske Ennahda-parti dets dominerende position i tunesisk politik. Og spørgsmålet efter onsdagens uopklarede attentat er: Ganske vist er Tunesien ikke Libanon, hvor politiske mord hører til samfundets uorden, men er det stadig Tunesien – rollemodellen for de arabiske revolter?

Tuneserne, der på godt tre uger og med relativt minimale tab jog Zine el-Abidine Ben Ali på porten i januar 2011 – komplet med familie og en veritabel mafia – kom tilsyneladende hurtigt til hægterne i noget, der set udefra minder om et demokratisk konsensusstyre mellem islamister og sekulære. En midlertidig regering blev samlet og kørte landet frem til oktober 2011. Da gjorde et valg til en forfatningsgivende forsamling Ennahda til det største parti (med 89 af forsamlingens 217 medlemmer), og det dannede regering med to mindre, sekulære partier, CPR (kongrespartiet) og det venstreorienterede Ettakatol.

Denne forsamling skal dels udarbejde en ny forfatning, et arbejde som trækker ud, dels fungere som parlament med en overgangsregering, indtil der efter et nyt valg bliver sammensat et egentligt parlament, der så udpeger en regering. Konstruktionen har været et forbillede i den arabiske verden, hvor Tunesiens revolution opleves som den eneste, der konkret resulterede i sekulær-islamistisk konsensus.

Gadeterror

Set indefra så virkeligheden lidt anderledes ud. Da tuneserne vågnede op om morgenen den 15. januar 2011 i Mellemøstens indtil da mest sekulære og frisindede samfund, var radikale islamister allerede på gaden med køller, knive og Koran-citater. Og der er de stort set blevet, langt hen ad gaden med det styrende islamistiske Ennahda-partis stiltiende samtykke. Gennem de to år, der er gået, siden Ben Ali og konsorter steg på et fly til Saudi-Arabien, har fundamentalistiske salafister og en organisation, der kalder sig ’Ligaen til Beskyttelse af Revolutionen’, bestående af Ennahda-medlemmer og radikale islamister, været stort set straffri for overgreb mod sekulære modstandere og institutioner. Og Ennahdas ’åndelige vejleder’ og reelle styrmand, den islamiske intellektuelle Rached Ghanoucchi, har ikke håndfast taget afstand fra overgrebene. Han har heller ikke som den reelle leder af regeringen evnet at gennemføre de tiltrængte sociale og økonomiske reformer såvel som reformer af retsvæsen, medielov og uddannelser, som befolkningen ellers har krævet jævnligt med strejker og demonstrationer.

Som en kilde, der foretrækker at være anonym, siger: »Priserne stiger og sikkerheden falder. Det er, hvad der bekymrer almindelige tunesere mest. Mange siger, at det eneste, der kom ud af revolutionen, er ytringsfriheden. Derfor ser du de gentagne udbrud af uro og strejker. Folk råber op.«

For ja, frygtens mur er faldet, og den voldsomme reaktion på Belaid-mordet har givetvis været afgørende for Ennahda-premierministerens hurtige beslutning om, at der skal dannes en samlingsregering. De liberale demonstranter, der gik på gaden onsdag efter snigmordet, angreb politistationer. I Tunis samledes de typisk foran Indenrigsministeriet, men også foran Ennahda-kontorer i byer som Sfax, Gafsa, Monastir og Sidi Bouzid, hvor revolten opstod i december 2010, da en 26-årig vred gadehandler antændte sig selv foran rådhuset.

Den myrdede politiker, som var formand for et mindre, sekulært venstreparti, var en højrøstet kritiker af Ennahda-regeringens åbenlyse laden stå til over for salafistekstremisters hærgen på universiteter, i kunstgallerier, i biografer og medier og deres chikane af vestligt klædte kvinder i det offentlige rum. Hans efterladte var da også ude med beskyldninger mod Ennahdapartiet for at stå bag mordet – om ikke bogstaveligt så moralsk.

»Rached Ghanoucchi gør bedst i at holde sig væk fra begravelsen«, sagde den afdødes bror, Abdel Majid, til en reporter fra web-avisen www.tunisia-live.net.

Og perspektivet? Sami ElBergy, som er den ekskluderede leder af Det Muslimske Broderskabs politiske ungdomsfraktion i Egypten og nu i ledelsen af det islamisk-demokratiske parti Egyptens Strømning, sagde pr. telefon i aftes: »Det skræmmende er, at mordet på Shokri Belaid kan inspirere en bølge af voldelige vendettaer i det politiske opgør, vi også står i her (i Egypten, red.). Og der er galninge på begge sider. Jeg vil ikke blive forbavset, hvis en egyptisk islamist er det næste offer for et attentat. Som vil blive gengældt. Sker det, har en fredelig overgang til et civilt samfund lange udsigter.«

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Erik Karlsen
  • Morten Pedersen
Erik Karlsen og Morten Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Iflg.det anerkendet analyseinstitur Pew, blev der sidste år foretaget en 'poll' i bl.a. Tunesien, der viste flg. resultat:

63% går ind for demokrati, men

23% mener man skal 'strictly follow the Koran'
64% mener at man skal følge Islams principper og værdier

d.v.s. at 63% af befolkningen vil have både demokrati og islam, hvordan det så skal kunne lade sig gøre. 87% går ind for Islam.

Man må derfor nok spørge sig selv, hvad tuneserne forstår ved demokrati.

Langt hovedparten af tuneserne vil have en bedre materiel tilværelse, og det er primært det et såkaldte 'arabiske forår' handler om. De har set på TV, at den Vestlige verden med demokrati, er noget bedre stillet materielt end dem selv. De slutter formentlig deraf, at blot man får 'demokrati', så vil det gå bedre. Det er altså bare ikke nok, og frie valg i Egypten og Tunesien, har på knapt to år ikke bragt dem videre.

Det synes som om at rådvildheden hersker i store dele af MØNA, og at man både vil det ene og det andet. Indtil videre fortsætter den globaliserede verden med at løbe fra dem, og de kan ikke stille noget op som tingene ligger.

det var vel aldrig meningen at noget land med revolte skulle overgå til virkeligt demokrati, nationalistisk, midtsøgende, måske endda en smule venstreorienteret demokrati?
Revolter er gode nok så længe de gør det muligt at bringe et land ind i den kapitalistiske fold

@Ole Olsen
Jeg har ikke så meget forstand på Islam - men hvorfor kan Islam og demokrati ikke forenes?

Martin Hansen , Michael Kongstad Nielsen og Anders Feder anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Igen går Tunesien foran. Regeringen går af. Der indsættes en teknokratregering og der udskrives nyvalg. Man kan kun håbe på, at det lykkes for Tunesien at vise vejen.