Læsetid 4 min.

Voldtægt er hverdag i USA’s forsvar

En ny dokumentarfilm afslører, at USA’s militær er plaget af seksuelle overfald – herunder 20.000 voldtægter om året – og at de bliver mødt med næsten total tavshed. Kun få voldtægsforbrydere bliver stillet for en domstol, og de bliver højest idømt et års fængsel
Løjtnant Ariana Klay har været udstationeret i Irak. Da hun kom hjem, blev hun overfaldet og voldtaget af  to overordnede. Foto fra filmen

Løjtnant Ariana Klay har været udstationeret i Irak. Da hun kom hjem, blev hun overfaldet og voldtaget af to overordnede. Foto fra filmen

7. februar 2013

Da løjtnant Ariana Klay vendte hjem fra Irak i 2009, fik hun som én af kun få underofficerer i USA’s marinekorps den ære at blive optaget i Det Hvide Hus’ sikkerhedsgarde.

»Det var sådan en hæder. Jeg glædede mig,« fortæller hun i den nye dokumentarfilm The Invisible War, et chokerende vidnesbyrd om seksuelle overgreb og voldtægt i USA’s væbnede styrker.

Ariana Klay forstod hurtigt, at den hæderfulde tjans på marineinfanteriets kaserne i Washington, D.C. ville blive en blandet fornøjelse. Den første dag på jobbet sagde en officer til hende: »Kvindelige soldater er her kun for at blive kneppet.«

»Vi blev kaldt ludere og omvandrende madrasser,« fortæller en tårevædet løjtnant i instruktøren Dick Kirbys Oscar-nominerede film, som blev vist af tænketanken New America Foundation i New York i denne uge.

Løjtnant Klay og kollegaen Elle Helmer beretter, at kvindelige marinesoldater ved Det Hvide Hus blev tvunget til at deltage i rituelle drikkegilder på irske værtshuse i hovedstaden. Her kunne de ikke takke nej til spiritus, for man adlyder ordrer fra en overordnet.

Voldtægten

I beruset tilstand blev Ariana en aften overfaldet af en overordnet og af kasernens civile chef i et værelse oven på et værtshus. Hun blev fysisk mishandlet og voldtaget.

I USA’s militær skal seksuelle overgreb anmeldes til ofrets øverstkommanderende, men i nogle tilfælde bliver kvindelige soldater voldtaget af deres chefer; så hvor skal de henvende sig? Der findes ingen uafhængig civil politienhed, som efterforsker.

Det var løjtnant Klays dilemma. Hun valgte modigt at indgive en anmeldelse. Den blev mødt af en mur af tavshed og kaserneledelsen forsøgte at bebrejde ofret.

»Jeg fik at vide, at det var min egen skyld, fordi jeg var klædt i nederdel og brugte make-up, men jeg fulgte blot den officielle dress code,« fortæller hun i filmen.

I årtier har seksuelle overgreb i USA’s væbnede styrker været tys tys-emne. Af og til er sexskandaler på officerskoler og hoteller kommet frem i offentligheden og har resulteret i udtalelser fra forsvarsministre om, at militæret for eftertiden ikke vil tolerere den slags. Men af Kirby og hans producer Amy Zierings film fremgår det, at der praktisk talt intet er blevet gjort for at stoppe en ’epidemi’ af seksuelle overgreb, som hvert år synes at vokse i omfang. Ifølge Forsvarsministeriets egne tal bliver næsten 20.000 kvinder voldtaget om året, og 20 pct. af alle kvindelige ansatte i forsvaret rapporterer om seksuel chikane, overgreb og voldtægt.

Ligesom incest

Tavsheden omkring disse forbrydelser er så udbredt, at kun 3.000 sager bliver ført til protokols; i 2011 blev blot 180 soldater idømt frihedsberøvelse. Ingen var fængslet i længere end 364 dage, fordi fængselsstraffe over et år skal rapporteres til det nationale register over sexforbrydere – en utænkelig plet på forsvarets renommé.

Faktisk slipper de fleste syndere med en reprimande, eller også mister de et par ugers løn. Filmen afslører, at de kvindelige ofre nogle gange bliver bebrejdet og sigtet for at have været deres ægtefælle utro, hvilket ifølge det militære reglement er tilstrækkelig grund til afskedigelse uden løn og pension.

At så få kvinder anmelder seksuelle overfald skyldes ifølge pensioneret kontreadmiral og viceforsvarsminister Susan Blumenthal i høj grad skam.

»Militæret er ligesom en familie. Når man udsættes for voldtægt, giver det udslag i en følelse af tillidsbrud og skam. Ligesom med incest er det en horribel oplevelse for disse unge kvinder at blive voldtaget af deres forældre (overordnede) og brødre (soldaterkammerater),« sagde Blumenthal efter filmens forevisning i New York. Måske det mest overraskende i Invisible War er, at homoseksualitet er et endnu større tys tys-emne. Hvert år bliver flere mandlige end kvindelige soldater voldtaget, men her er tavsheden endnu mere massiv. Den pensionerede sergent Michael Matthews fortæller sin historie i filmen: Hans liv blev ødelagt af tre voldsmænd, da han var 19. Han lider af depression og har forsøgt selvmord fem gange.

Ingen hjælp

Det mest markante vidne i denne dokumentarfilm hedder Kori Cioca. Som de seks andre kvinder lider hun af posttraumatisk stress syndrom og har flere gange været tæt på selvmord. Hun er gift med en soldat, et sympatisk menneske, der gør alt, hvad han kan for at hjælpe sin kone over traumet. Sammen har de en datter på tre år.

Kori lider af konstant hovedpine, fordi voldsmanden – en officer – brækkede hendes kæbe og flåede nogle nerver i stykker. I tre år har hun desperat søgt at få krigsveteranernes styrelse til at dække omkostningerne til en operation. Men tiden trækker ud, og henimod slutningen af filmen får hun afslag. End ikke en ansøgning om at få tildelt invalidepension bliver imødekommet.I mellemtiden er Kori blevet et pillevrag. Hun viser i filmen en omfattende samling af medikamenter, hun bruger til at dulme smerterne. Hun lider af mareridt og kan sjældent dyrke sex med sin mand, der tydeligvis er frustreret. Kori tager os med på en tur til det sted i Ohio, hvor hun havde planlagt at tage livet af sig selv, inden hun blev mor.

De syv kvindelige soldater i filmen lægger sag an mod Forsvarsministeriet ved en forbundsdomstol i Washington, D.C. Den bliver afvist med begrundelsen, at seksuelle overfald i militæret må anses for at være »en arbejdsrisiko«. Ofrene er altså selv ude om det.

Politiske reaktioner

Nogle vil måske tro, at de utalllige overfald på kvinder og mænd hænger sammen med seksuel tiltrækning. Det er ifølge tidligere brigadegeneral og militærpsykiater Loree Sutton ikke tilfældet.

»Det handler dels om at demonstrere sin magt over for underordnede og dels om et lille mindretal af mandlige sexforbrydere, der i gennemsnit angriber 300 ofre i deres militære karriere,« sagde Sutton.

Den deprimerende historie kan dog få en lykkelig udgang. Filmen er blevet et must see for generalstaben i Pentagon og på samtlige officerskoler. Forsvarsminister Leon Panetta og hans efterfølger, Chuck Hagel, har set filmen, og der er allerede blevet taget administrative foranstaltninger for at komme ’epidemien’ til livs.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Steen Sohn
    Steen Sohn
Steen Sohn anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Tom Paamand

USA har generelt en syg kultur. Anslåede tal fra Justitsministeriet viser, at mænds voldtægt af mænd i fængsler tegner sig for hovedparten af alle voldtægter begået i USA. Mon ikke der er tilsvarende "mørketal" for mændene på militære baser?