Pentagon vil nu iværksætte en officiel undersøgelse af opsigtsvækkende beskyldninger rettet imod USA’s hær for at være impliceret i de omfattende menneskerettighedsovergreb, som blev begået af kommandoenheder fra irakisk politi, der var ansvarlige for at drive et netværk af internerings- og torturcentre. Beskyldningerne underbygges af et omfattende dokumentationsmateriale, som et hold af undersøgende journalister fra The Guardian og BBC Arabic har tilvejebragt. Disse blev fremlagt i offentligheden tidligere på ugen i form af en tv-dokumentar. Det 50 minutter lange dokumentarprogram kan ses på The Guardians hjemmeside (se artiklens slutning). Af journalistholdets 15 måneder lange kulegravning af sagen fremgår det bl.a., at USA satte en veteran fra ’de beskidte kriges tid’ i Latinamerika i spidsen for at føre opsyn med de irakiske kommandoenheder, som var involveret i nogle af de værste eksempler på tortur under den amerikansk ledede besættelse af Irak fra 2003 – overgreb, der var med til at fremskynde landets kurs mod egentlig borgerkrig.
Beskyldningerne, som bygger på en stor mængde udsagn fra amerikanske og irakiske vidner, implicerer for første gang direkte amerikanske rådgivere i disse overgreb. Det er ligeledes første gang, at USA’s daværende militære øverstbefalende i Irak, David Petraeus, via en rådgiver sættes i forbindelse med overgrebene.
Veteranen, som Pentagon betroede overopsynet med de sekteriske kommandoenheder, var oberst James Steele – en 58-årig pensioneret veteran fra specialstyrkerne, der af forsvarsminister Donald Rumsfeld var udpeget til at bistå med at organisere paramilitære irakiske grupper i en bestræbelse på at knuse en sunnimuslimsk opstand imod besættelsesmagten.
Da Pentagon ophævede forbuddet imod, at shiamuslimske militssoldater kunne blive medlem af sikkerhedsstyrkerne, blev specialpolitiets stab i stigende grad hvervet netop iblandt voldelige shiagrupper såsom Badr-brigaderne.
Yderligere en særlig rådgiver, den pensionerede oberst James H. Coffman, arbejdede sammen med Steele i de interneringscentre, som blev oprettet med amerikansk bistand på millioner af dollar.
Coffman rapporterede direkte til general Petraeus og blev sendt til Irak i juni 2004 for at træne og organisere de nye irakiske sikkerhedsstyrker. I et interview med den amerikanske militæravis Stars and Stripes, kaldte Petraeus ham vores »øjne og ører på jorden« i Irak. Steele, som var i Irak fra 2003 til 2005 og vendte tilbage til landet i 2006, rapporterede direkte til Rumsfeld.
»De arbejdede hånd i hånd,« siger general Muntadher al-Samari, som arbejde sammen med Steele og Coffman i det år, hvor kommandogrupperne blev dannet.
»Jeg så dem aldrig hver for sig i de 40-50 timer, jeg så dem inde i interneringscentrene. De vidste alt, hvad der foregik dér … også torturen, de mest modbydelige former for tortur.«
Opfølgende journalistik fra The Guardian har bragt yderligere oplysninger om, hvordan afhøringssystemet virkede, for en dag.
En følsom sag
»Hvert enkelt interneringscenter skulle have sin egen afhøringskomité,« hævder Samari – det er første gang, han udtaler sig om den amerikanske rolle i afhøringsenhederne.
»Hver enkelt komité bestod af en efterretningsofficer og otte forhørsledere. Disse komiteer kunne bruge ethvert tænkeligt torturmiddel for at få de tilbageholdte til at tilstå, herunder strøm eller at hænge en mand med hovedet ned, flå neglene af og slå ham på de mest følsomme kropsdele.«
Oberst Jack Miller, en talsmand for Pentagon, siger til The Guardian. »Selvfølgelig har vi studeret jeres undersøgelse, og vi er nu i gang med at kigge nærmere på disse forhold.«
I en e-mail tilføjer han: »Som I ved, er hele spørgsmålet om beskyldninger for mulig mishandling og tortur af irakiske tilbageholdte en kompliceret og følsom historie. Det vil tage os lang tid at udarbejde en grundig redegørelse.«
Pentagons argument er, at man dels behøver tid, fordi det er vanskeligt at udrede de juridiske implikationer, dels fordi de navngivne personer, som optræder i dokumentationen, ikke længere er tilknyttet militæret.
Det relativt afdæmpede svar fra officielt amerikansk hold står i kontrast til reaktionerne i Irak. I Samarra, en af bastionerne for den sunnimuslimske opstand imod de amerikansk ledede styrker, hvor tilbageholdte irakere samtidig skal være blevet torteret i et bibliotek, hilste borgerne dokumentarfilmens afsløringer velkomne, da irakisk tv viste et klip fra den forleden.
Vi var der, og vi blev torteret
Ifølge Waleed Khalid, en lokal borger, var de tusindvis af mennesker, som havde samlet sig i byen for at deltage i en regeringskritisk demonstration, især interesserede i det udsnit af dokumentaren, som blev vist. I går var der planer om at vise hele dokumentaren på storskærme opsat i byen.
Khalid siger: »Som borgere i Samara kender vi godt hele denne historie, da mange af os var tilbageholdt og blev udsat for tortur. Nogle af os har også set, at de lig, vi fik udleveret i lighuset, var mærket efter tortur. Men det er virkelig vigtigt for os, at hele verden hører vores historie og kan se disse grusomheder mod fanger, som svarer til forbrydelser mod menneskeheden.
The Guardians undersøgelse blev udløst af lækagen fra Wikileaks af hundredvis i dokumenter i oktober 2010, der pegede på, at irakiske regeringsstyrker var involveret i tortur og systematisk mishandling af tilbageholdte. Human Rights Watch krævede dengang, at USA’s regering skulle indlede en undersøgelse af, hvorvidt deres egne styrker brød internationale love ved at overføre tusindvis af irakiske tilfangetagne fra amerikansk varetægt til irakisk til trods for en klar risiko for, at de kunne blive udsat for tortur.
Erin Evers, der er mellemøstundersøger for Human Rights Watch siger til The Guardian:
»Disse oplysninger leverer nye beviser på det problematiske forhold mellem den amerikanske regering og det irakiske indenrigsministerium, som omfatter brugen af hemmelige fængsler. USA bør undersøge mulig amerikansk meddelagtighed eller ansvar i de menneskeretsovergreb, som blev begået af irakiske sikkerhedsstyrker.«
Noah Weisbord, juraprofessor ved Floridas Internationale Universitet, der bistod med at formulere statutterne til Den Internationale Straffedomstol (ICC) i Haag, og som har fungeret som retsassessor ved ICC, siger, at amerikanske soldater i teorien kan retsforfølges ved ICC, men USA anerkender ikke domstolen.
Men givet at sagerne skal passere via FN’s Sikkerhedsråd er det meget usandsynligt, at retsforfølgelse vil ske, da USA her kan gøre brug af sin vetoret. Og lande, der anerkender ICC, kan ikke arrestere amerikanske statsborgere og sende dem til Haag.
Weisbord tilføjer: »Der findes dog en række instanser, hvor amerikanske soldater kan retsforfølges for tortur. F.eks. har visse stater egne love, der giver deres domstole universel jurisdiktion eller gyldige udleveringsaftaler. Dette har intet at gøre med ICC. Jurisdiktionen bygger på disse landes egen lovgivning.«
Kat Craig, der er chefjurist for Reprieve, en ngo, der arbejder for afskaffelse af dødsstraf, siger:
»Denne seneste dokumentation for menneskeretskrænkelser viser, at tortur gennemsyrer den amerikanske udenrigspolitik. Der er tale om velovervejede og forsætlige handlinger, som ikke blot er sanktioneret af, men også udviklet fra de højeste niveauer i de amerikanske sikkerhedstjenester. Det er på tide at gøre de retslige og politiske omkostninger ved torturovergreb større og udsende det utvetydige budskab, at tortur ikke har nogen berettigelse overhovedet i vor tid. Men uden en retssag – i dette tilfælde mod Petraeus og andre højtstående embedsmænd – og et vedvarende offentligt fokus på sådanne sager, bliver det næppe muligt nogensinde at bryde torturens cyklus.«
Se dokumentarprogrammet her: http://www.guardian.co.uk/world/2013/mar/06/pentagon-iraqi-torture-centres-link
© The Guardian og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen
Kan I huske filmen Casablanca? Scenen, hvor Kaptajn Renault siger: "I'm shocked, shocked to find that gambling is going on in here."
Jeg er chokeret, chokeret over at dødspatruljer har operereret i Irak..
Det her har sydamerikanerne vidst siden - nå ja, læs selv denne profils C.V.
http://en.wikipedia.org/wiki/John_Negroponte
USAs ambassadør i Hounduras fra 1981 - 85? Og i Mexico under Carlos Salinas de Gortari???
Jeg er chokeret. Chokeret. Chokeret.
Hmm. Hvem vil væde på, at det samme foregår i Afghanistan? Det er Will McRaven, der er chef for specialstyrkerne, og han havde et meget tæt samarbejde med Petraeus og McChrystal
http://www.b.dk/globalt/karzai-beordrer-amerikanere-ud-af-provins
Efter beskyldninger om bortførelser og tortur mod amerikanske specialtropper kræver den afghanske præsident, at amerikanerne forlader Vardak-provinsen.
Og Patreus blev senere belønnet af Obama til at blive chef for CIA.
Der tegner sig et billede af 'efterretningstjenester' i dobbeltroller:
http://www.b.dk/globalt/usas-mystiske-mand-i-irak
http://www.b.dk/globalt/al-qaeda-gruppe-har-frit-lejde-i-danmark
Det ville vist være på sin plads med nogle anholdelser.
Google "operation northwoods"
Og det er en nyhed, fordi..?
Subhana Ahmed: Fordi der medfølger dokumentation.
Synes efterhånden at jeg har set så meget godt materiale vedrørende USA's involvering globalt, at jeg må konkludere at USA står øverst på listen over slyngel nationer i verden.
Nu handler denne artikel om deres krigs-'etik', men tillad mig lige at træde to skridt tilbage. Nettet bugner med glimrende historier om deres 'du er dig selv nærmest mentalitet' og en uhyggelig blanding af forretningsliv, militær, fundamentalistisk religion og banan-politik. Historierne involverer tvang, svindel, bedrag, punkt/masse drab og manipulation af både 'venner' og fjender - internt/globalt.
Der er kraftige indikationer på at deres militær og forretningsliv fungerer efter samme principper, og i nogen tilfælde er det samme.
Vi har alle en tendens til at se nogen der ligner os, igennem vores egne øjne ('Projection Bias'). De ting vi ikke lige husker/ved om USA erstatter hjernen med hvordan det er herhjemme. USA er verdens største sociale eksperiment: Hvad sker der når man sætter x antal mennesker fra y kulturer sammen i stor skala, og siger "Klar jer selv". Et sådan samfund skaber tilsyneladende en kraftig 'den stærkeste har ret' tendens med dertil hørende systemer/organisationer med ekstremerne i magtfulde positioner. Min pointe her er at deres kultur/system er fundamentalt anderledes end vores (endnu).
I forhold til artiklen her, så ser jeg nogle ekstreme amerikanere, sat i en ekstrem situation, af ekstreme ledere - alt sammen guidet af en ekstrem kultur.
Tror vi kommer til at høre mere til den her slags nyheder, de kommende år.
Simon Gramstrup:
"USA er verdens største sociale eksperiment: Hvad sker der når man sætter x antal mennesker fra y kulturer sammen i stor skala, og siger "Klar jer selv". Et sådan samfund skaber tilsyneladende en kraftig 'den stærkeste har ret' tendens med dertil hørende systemer/organisationer med ekstremerne i magtfulde positioner. Min pointe her er at deres kultur/system er fundamentalt anderledes end vores (endnu)."
Mener du man løsningen er at indføre racehygiene?
Men den unge dame med snor og halsbånd har da fået en dom.
Dette er ikke en nyhed. USA er verdens største slyngel stat og det der er værre. Hvad der er en kedelig oplevelse er at vi er allierede med dem og fører en udenrigspolitik der behager dem.
General Petraeus er vel bare endnu en i en lang række af amerikanske generaler, selv om ikke alle har været så åbenhjertig som general Smedley Butler, der i sin tid var USA's højst dekorerede og hele folkets yndling:
“I spent 33 years and four months in active military service and during that period I spent most of my time as a high class muscle man for Big Business, for Wall Street and the bankers. In short, I was a racketeer, a gangster for capitalism. I helped make Mexico and especially Tampico safe for American oil interests in 1914. I helped make Haiti and Cuba a decent place for the National City Bank boys to collect revenues in. I helped in the raping of half a dozen Central American republics for the benefit of Wall Street. I helped purify Nicaragua for the International Banking House of Brown Brothers in 1902-1912. I brought light to the Dominican Republic for the American sugar interests in 1916. I helped make Honduras right for the American fruit companies in 1903. In China in 1927 I helped see to it that Standard Oil went on its way unmolested. Looking back on it, I might have given Al Capone a few hints. The best he could do was to operate his racket in three districts. I operated on three continents.”
― Smedley D. Butler, War is a Racket: The Antiwar Classic by America's Most Decorated Soldier.
En journalist og en fotograf fra New York Times mødte "Pentagon betroede overopsyn" Jim Steele i Beirut, der åbenhjertigt inviterede dem ind til en afhøring:
"We were taken to a side office where the Saudi was brought in, and there was actually blood dripping down the side of this desk in the office. We were in a room in the library interviewing Steele and I look around and I see blood everywhere, you know. He (Steele) hears the scream from the other guy who's being tortured as we speak, there's the blood stains in the corner of the desk in front of him. And while this interview was going on with this Saudi with Jim Steele also in the room, there were these terrible screams, somebody shouting Allah Allah Allah. But it wasn't kind of religious ecstasy or something like that, these were screams of pain and terror."
Direkte billeder fra hvad vore helte foretager sig under krig, har altid været undergravende for opbakningen til de ansvarlige politikere - og ødelæggende for deres evige forsøg på at foregøgle os, at "vore tropper opfører sig efter reglerne", og at "de intet kendte til det".
Vores nuværende regering, vores forrige regering og Folketingets flertal ( nu og gennem mange år siden 2.verdenskrig) er vist helt faste m h t, at USA er blandt Danmarks aller nærmeste ( måske nærmeste) allierede.
Danmarks stærkt "aktivistiske udenrigspolitik" er også bredt støttet af dem, der er valgt ind i Folketinget.
Så vælgerens flertal er vel massivt enige om den danske udenrigspolitik og om forholdet til vores allierede i EU og NATO m v.?
Bundlinjen i artiklen er på længere og langt sigt reelt et spørgsmål om hvorvidt shia muslimerne, der er flertallet og sidder på "magtapparatet"i Irak ender med at "tryne" sunni muslimerne ? - og om de lande, der indgik i den koalition, der "gik ind" i Irak, begik en fejl ved ikke i tide at sikre sunni'erne beskyttelse ( - de radikale sunni'er er i parantes bemærket ej heller "helgener").
Irak har historisk været og er stadig (og vil formentlig i en del år endnu være ) et sted, hvor dødsstraf anvendes med fuld opbakning i den irakiske befolkning , og hvor religiøst ledede/inspirerede "domstole" forordner stening af kvinder, piskning o m a - hvis en befolkning finder noget sådant OK, så er det "ret let" at gå over stregen og lave terror og tortur ? ( hvor er "nuancen" mellem at stene en kvinde og at torturere ?)
Robert Kroll:
Gider du dokumentere at domstole i Iraq dømmer til stening, piskestraf. Jeg er ret overbevist om at du får særdeles vanskeligt ved at finde den dokumentation.
Jeg tror du skal se hos et par af deres naboer for at finde den type afstraffelse.
Kære Abdullah Jensen.
Bemærk venligst, at jeg har sat "...." omkring ordet domstole ,og ydermere kvalificeret dem som religiøst ledede/inspirerede for netop derved at sondre mellem de officielle ved lov organiserede domstole og disse "hævdvundne" /"sædvanemæssige" religiøse ditto,
Shia'er og sunni'er begge ligestillede i den henseende , at de mere ortodokse praktikanter af disse trosretninger går ind for straffe , som er rædselsfulde for civiliserede mennesker i vores kulturkreds , og ydermere straffer for forhold, som er straffrie /tilladte /legitime i vores kulturkreds.
Heldigvis er der flere og flere muslimer ( dog indtil videre hovedsagelig blandt dem, der lever i de vestlige lande), som læser Koranen med fornuft og skiller det fra, som er "uciviliseret" - ganske ligesom kristne nu om dage skiller de ting fra i Biblen, som er ude at trit med sund fornuft og aktuel videnskabelig erkendelse .
Poul Simonsen
Du skriver ''Men den unge dame med snor og halsbånd har da fået en dom.''
Ja sikkert, men...hvordan ''hjaelper'' en dom over et monster?? Mon ikke hun er oedelagt for altid? Et saadant totalt hjernevasket individ tror jeg naeppe igen kan blive til et normalt fungerende menneske.....hvor gammel var hun mon da hun startede med at udoeve denne - og alle de andre - form for tortur mon.....18 - 20??
De levende vaesner, der staar bage disse grusomheder...baade torturen af manden men, ogsaa torturen af den unge kvinde, - kan nogen normalt taenkende mennesker saette sig ind i deres tankegang...hvis de da har en...uanset om der staar Pentagon (USA), Danmark eller hvad der staar paa deres toej....og, er deres formaal ikke ligeledes udelukkende vanvid, for intet...altsaa ud over menneskelig oedelaeggelse, kommer vel ud af dette, vel.....indroemmelser ja....men ville de fleste ikke indroemme hvad som helst under omstaendigheder som ofrene af den tortur de vestlige lande udoever ....???
Poul Simonsen: Men, Lynndie England med snor og halsbånd har da fået en dom.
Havde hun ikke ordre om at stille sig op?
Var det hende som stod bag?
Var der andre med ansvaret som gik fri?
Hvad var der ikke billeder af?
Ville du selv stille op til fotografering?
Er du ikke bare naiv og godtroende?
http://www.vvaw.org/veteran/article/?id=534
Har man et system, som appellerer til menneskets værste instinkter, så får man også mennesker - og et samfund - derefter.
Peter og Jette, jeg lärte i skolen at i et demokrati, er alle lige for loven.
Og det ser man illustreret her ligesom retsopgöret i DK efter besättelse.
Demokratiets varedeklaration er meget smukkere end det der kommer tilsyne når varen er pakket ud.
Det er uhyggeligt, især fordi de fleste ofre er uskyldige - som fx taxachauføren der havde samlet et par terrorister op og efterfølgende blev tortureret ihjel.
Det eneste man kan gøre er vel at boykotte amerikanske virksomheder, jo færre penge de har jo færre mennesker kan de torturere.
Hermed en opfordring til alle samvittighedsfulde mennesker:
Boykot USA !!!
Mener at have læst at Philip Zimbardo, manden bag Stanford Prison Experiment, vidnede til fordel for de anklagede amerikanske soldater i Abu Graihb.
@Anders Feder
---
Simon Gramstrup: "USA er verdens største sociale eksperiment: [bla bla] Min pointe her er at deres kultur/system er fundamentalt anderledes end vores (endnu)."
Mener du man løsningen er at indføre racehygiene?
---
Nej. Jeg har ikke argumenteret for en løsning.
Det er jo ikke det mest elegante billede fra Irak-aktionen. Gensynet bringer et par alternative tanker frem, for :
1: USarmys kvindelige personel må ikke 'løfte mullaher'. men de skal transportere dem fra punkt A til punkt B på en eller anden måde ?!
2 : Fangerne er nøgne i cellerne for at forhindre selvmord ?!
3 : Fangen nægter at tage sin slåbrok på, - og alt muligt anden samarbejdsattitude også ?!
Voila - du kan fange dette motiv med din mobil.
Ikke at jeg betvivler at man i visse tilfælde har gjort sig klart forståeligt på upassende måder. Men lige dette billede er i al sin visuelle spektakulærhed måske meget mere banalt end det ser ud til.
Der er intet - absolut intet, der kan overraske mig mht. til den slags afsløringer udover folks naivitet...
Alle krige er afskyelige, uanstændige og beskidte. En soldats primære funktion er at slå ihjel eller uskadeliggøre andre mennesker, og det gør han/hun så...
Lars:
Jeg lærte i min tid, at man ikke skulle slå ihjel, man skulle såre, der bindes flere til behandling af den sårede, end der bindes til en død.
Det tilside, nej man skal ikke torturere, eller påføre mere smerte end højst nødvendigt, særligt ikke på våbenløse personer, som man må antage at fanger er. Er de ikke det, har man misforstået opgaven der ligger i at tage fanger.
Ønsker man at bruge tortur, må man erkende det, fraskrive sig de konventioner der forbyder det, og offentlig erkende det, samtidig må man erkende at man ikke længer kan brokke sig over andres tortur, det bliver jo til en diskution om graden af sort.