Læsetid: 4 min.

Efter Chávez: Et nyt forhold mellem USA og Latinamerika?

Obama kan efter magtskiftet i Caracas løse mange af de problemer, der plager forholdet med USA og Latinamerika
Chavez var ikke bare populær i Venezuela, men også i meget af resten af Latinamerika, f.eks. som i Ecuador, hvor sørgende gik på gaden for at mindes den afdøde præsident. Foto: Scanpix

Chavez var ikke bare populær i Venezuela, men også i meget af resten af Latinamerika, f.eks. som i Ecuador, hvor sørgende gik på gaden for at mindes den afdøde præsident. Foto: Scanpix

6. marts 2013

Hugo Chávez død udstyrer ikke kun Barack Obama med en gylden mulighed for at reparere forholdet til Venezuela, men også med de andre latinamerikanske lande hvis forbindelser med Washington led stor skade under Chávez’ polariserende politik og Bush-administrationens ideologiske tilgang til Latinamerika.

Navnlig kunne lederskiftet i Caracas være med til at låse den fastlåste situation omkring Cuba op, hvis Det Hvide Hus formår at samle den nødvendige politiske vilje.

Diplomatisk åbning

Washington har i længere tid arbejdet på de indre linjer for at skabe en diplomatisk åbning i Caracas i forventning om et snarligt magtskifte i landet. Det lykkedes i november sidste år efter flere års langvarig diplomatisk dødvande, hvor begge lande havde trukket deres ambassadører hjem.

Roberta Jacobson, USA’s viceudenrigsminister, ringede til Nicolás Maduro, Venezuelas vicepræsident og Chávez’ foretrukne efterfølger, og drøftede blandt andet genoprettelse af de diplomatiske forbindelser.

»Ifølge amerikanske embedsmænd tilbød den venezuelanske vicepræsident at udveksle ambassadører i forbindelse med ​​præsident Barack Obamas anden valgperiode. Jacobson, til gengæld siges at have foreslået en trin-for-trin tilgang til at forbedre de bilaterale forbindelser, begyndende med øget samarbejde om narkobekæmpelse, terrorbekæmpelse og energispørgsmål,« skrev the Miami Herald.

Der er også meget at indhente, da »forholdet mellem USA og Venezuela har vekslet fra vanskelig til direkte fjendtlig siden Chávez kom til magten i 1999 og begyndte at gennemføre, hvad han kalder det 21. århundredes socialisme,« skriver den tidligere amerikansk ambassadør i Caracas, Charles Shapiro, og fortsætter.

»Chávez beskyldte USA for at stå bag det mislykkede militærkup mod ham i 2002 (ikke sandt), nationaliserede amerikanske virksomheder, fornærmede præsidenten og beskyldte  ’imperiet’– Chávez’ betegnelse for USA – for enhver dårligdom (...) I udenrigsanliggender støtter regeringen i Caracas aktivt Assads regime i Syrien, afviser sanktioner mod Iran og er generelt imod USA ved enhver given lejlighed.«

Vedvarende økonomiske forbindelser

Trods det anstrengte forhold har økonomisk egeninteresse fra amerikansk side altid forhindret et fuldstændigt diplomatisk og bilateralt brud med Venezuela.

USA forblev Venezuelas vigtigste handelspartner i hele Chávez regeringstid og køber næsten halvdelen af al den olie, Venezuela eksporterer. Det gør Caracas til den fjerde største leverandør af olie til USA. Faktisk importerer USA mere råolie årligt fra Mexico og Venezuela end fra hele den Persiske Golf.

Den store samhandel mellem de to lande giver et formidabel incitament og en platform for en frisk start mellem de to.

Hvorvidt den mulighed gribes afhænger dels af vicepræsident Maduro, en Chávez loyalist, der dog har ry for at være pragmatiker og har bånd til Raúl Castro i Cuba.

Men det afhænger endnu mere af Obama, hvis første valgperiode – efter en lovende start – endte med at fortsætte Washingtons historiske forsømmelse af Latinamerika. Det kan Obama råde bod på nu.

Obamas chance

Dels er det politiske klima i Washington gunstigere end før, og dels er de økonomiske og kulturelle bånd mellem Nord- og Latinamerika blevet meget tættere de senere år. Handel mellem USA og Latinamerika voksede med 82 procent mellem 1998 og 2009. I 2011 alene steg eksporten og importen med hele 20 procent i både nord og syd.

»Vi laver tre gange så meget forretning med Latinamerika som med Kina og dobbelt så meget forretning med Colombia [som] med Rusland,« fortalte en Obama-embedsmand til Julia Sweig fra den amerikanske tænketank Council on Foreign Relations.

Latinoer udgør nu 15 procent af den amerikanske befolkning, og USA er verdens næststørste spansktalende land (efter Mexico). På trods af dette har den amerikanske strategiske tilgang til Latinamerika haltet, hævder Sweig.

»I de sidste to årtier har amerikansk indenrigspolitik ofte været afgørende for Washingtons dagsorden for Latinamerika – hvorvidt det så handler om handel, immigration, narko, våben eller Cuba,« siger hun.

Obama kunne ændre denne tendens, hvis han prøvede. En måde at gøre det på ville være at løse det cubanske problem, som fortsat er afgørende for den måde, latinamerikanerne ser på Washington.

»Efter at have vundet næsten halvdelen af ​​de cubanske stemmer i Florida i 2012 – en fremgang på 15 procentpoint i forhold til 2008 – har Obama mulighed for hurtigt at gøre noget ved det cubanske problem. Hvis han gør, ville han finde en forsigtig, men villig partner i Raúl Castro, der har brug for tilnærmelsen til Washington for at fremme sin egen reformdagsorden,« siger Sweig.

Hvis USA stopper sine rejserestriktioner og handelsembargo over for Cuba, ville det blive værdsat i hele regionen, ligesom det ville ødelægge gamle stereotyper om hvide undertrykkere og hjælpe med at opbygge Venezuelas tillid til USA – Cubas nøgleallierede i regionen, vurderer Sweig.

Hvis Obama derudover også begrænser det amerikanske våbensalg (en stor bekymring for det voldsplagede Mexico), reducerer den indenlandske efterspørgsel efter narkotika (en prioritet for Colombia) og vedtager lempeligere regler for indvandring, ville han være godt på vej til at genstarte forholdet til Latinamerika.

Simon Tisdall er udenrigskorrespondent

© The Guardian og Information. Oversat af Simon Fancony.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Jensen

Nåsådetkandet

Simon Tisdall tænker med røven. Præsidenter som Dilma, Daniel og Jose Mujica fra Uruguay har alle det til fælles, at de har siddet inde under diktaturerne og er blevet tortureret i hoved og røv. I månedsvis. I Mujicas tilfælde i årevis.

Med amerikanske "rådgivere" i torturrummene.

Og nu spekuleres der så om, hvorvidt de mennesker er på vej til at få et varmt forhold til gringoerne.

Ni modo. Nunca jamas.

Amerikanerne kan blive venner med nulnumrene.

John Bonde, Torben Nielsen, Per Torbensen, Bjarke Madsen, Martin Hansen , Niels Mosbak, Peter Ole Kvint, Holger Madsen, Benjamin Bach, Troels Bang, Henrik Darlie og Heinrich R. Jørgensen anbefalede denne kommentar

Et eller andet siger mig, at en velvillig Castro og en Obama med halvdelen af cubansk Florida bag sig er endog meget vanskeligt forenelige udenfor fantasiens verden!

Men hvad ved jeg. Jeg er jo ikke udenrigskorrespondent. Til gengæld har jeg engang snakket med nogle cubanere fra begge sider af Florida-strædet.

Claus Oreskov

”gamle stereotyper om hvide undertrykkere” måske aner Simon Tisdall ikke hvad stereotyper betyder? Eller forudsætter han, at Informations læsere er så tilpas dumme, at vi uden videre lader os manipulere?

Benjamin Bach

Washington led stor skade under Chávez’ polariserende politik og Bush-administrationens ideologiske tilgang til Latinamerika.

Seriøst, er Chavez "polariserende", mens Bush bare er "ideologisk"?

Chávez beskyldte USA for at stå bag det mislykkede militærkup mod ham i 2002 (ikke sandt)

Den slags må aldrig stå uden modsætning. Masser af indicier og motiver peger i retning af USA, f.eks. at de havde møder med oppositionslederen i Det Hvide Hus og havde semi-formelt anerkendt den nye kup-regering. Wikipedia

(...) fornærmede præsidenten

Wikipedia: Bush denied any involvement of the U.S. government in the coup attempt and asked Chávez to "learn a lesson" from it.[106] Asked whether the administration now recognizes Mr. Chávez as Venezuela's legitimate president, one administration official replied, "He was democratically elected," then added, "Legitimacy is something that is conferred not just by a majority of the voters, however."

USA forholder sig problematisk til Venezuelas demokratiske selvstændighed så længe det ikke tjener amerikanske interesser. Det har længe været det venezuelanske folks holdning, at de er bedre tjent med Hugo Chavez end den rige elites opposition. Hvorfor i alverden de danske medier skal følge den amerikanske medie-diskurs, er svært at forstå, her er ellers en glimrende anledning til at bevise sin journalistiske integritet. Ovenstående kommentar er et eksempel på, hvordan man kan læsse hele ansvaret for en konflikt over på den ene part og spekulere i, hvordan denne ene parts DØD kan løse konflikten. Virkelig dumt.

henrik hansen, Bjarke Madsen, Claus Oreskov og John Bonde anbefalede denne kommentar
Per Torbensen

USA`s økonomi og selvforståelse bygger på udbytning af den tredje verden-råt og brutalt-uanset om en mester i retfærdighed er død-hvorfor dør de gode altid før de onde?
Tak Chavez for dit mod.

henrik hansen, Bjarke Madsen, Claus Oreskov og John Bonde anbefalede denne kommentar
Holger Madsen

Per Torbensen
- hvorfor dør de gode altid før de onde.?

Ikke alle, - Fidel Castro har overlevet utallige forsøg, fra efterhånden elleve usanske præsidenter, på at gøre ham tavs.!

Per Torbensen, Bjarke Madsen, Claus Oreskov og John Bonde anbefalede denne kommentar

EU og NATO er skruet sammen af lande, der har to verdenskrige plus en masse mindre konflikter i "bagagen" - og det fungerer trods historiske uretfærdigheder og overgreb - hævn og had er faktisk væk.

Med økonomisk fremgang og forbedret livskvalitet, så vil Nord- og Sydamerika fra Canada i nord til sydspidsen af Sydamerika udvikle et stadigt tættere partnerskab - og disse landes fælles hovedinteresse vil nok ligge i Stillehavsregionen - EU vil kun blive interessant, hvis det integreres så meget, at det ( mod alle ædruelige forudsigelser ) også bliver en militær supermagt .

Per Dørup Jensen

Det venezuelanske borgerskab med USA i ryggen, vil selvfølgelig udnytte situationen og arbejde på fuld propagandakraft så deres kandidat kan vinde om seks måneder. I så fald kan de fattige og arbejderklassen stensikkert se frem til hurtigst muligt at miste deres goder: adgang til bolig, sundhed og uddannelse, og igen blive trækdyr for de rige og borgerskabet