Analyse
Læsetid: 3 min.

Cyberangreb afløser terror som største trussel

I forbindelse med et stigende antal hackerangreb på sårbare amerikanske mål er forsvarsministeriet begyndt at ruste sig til fremtidens cyberkrig. Denne gang er det Kina – ikke Rusland – som er hovedfjenden
Udland
18. marts 2013

Midt i den eskalerende krigeriske retorik mellem Nord- og Sydkorea i sidste uge hævdede Pyongyang, at krigen mellem de to nationer faktisk allerede er begyndt. Blot bliver den ført i cyberrummet.

»Der har fundet intensive og vedvarende virusangreb sted mod internetudbydere i Nordkorea. De ansvarlige for disse nedrige angreb må være blevet bestyrtede over Nordkoreas stærke sikkerhedsforanstaltninger,« skrev Nordkoreas statslige nyhedsbureau KCNA.

I Nordkorea har officielle websites enten været nede eller dårligt fungerende i flere dage i sidste uge. Sydkoreas regering afviser at have stået bag cyberangreb mod det. Den amerikanske regering vil ikke kommentere nedbruddet.

Det er selvfølgelig muligt, at årsagen til internetnedbruddet bare er Nordkoreas elendige netværk. Ikke desto mindre viser episoden, at en ny form for ’kold’ krig mellem de to lande er under udvikling – nemlig brugen af internettet til at lamme en modstanders militære eller økonomiske infrastrukturer.

Øverst på trusselsskalaen

Hvor potentielt nyskabende cyberkrig kan blive i kappestrider mellem stater, blev klart, da præsident Barack Obamas hovedrådgiver i efterretningsanliggender, James Clapper, fremlagde den årlige trusselrapport i Kongressen.

Siden terrorangrebet på USA i 2001 har rapporten år for år vurderet, at den internationale terrorisme udgør den største trussel mod USA’s sikkerhed. I 2013 indtager truslen fra cyberangreb mod den amerikanske forbundsstat og det private erhvervsliv førstepladsen på listen. Afsløringen af dette paradigmeskifte i amerikansk sikkerhedspolitik er blevet ledsaget af en række tiltag, som alle har et fælles træk: At USA anser Kina – ikke Rusland – for at være den farligste cybermodstander i den internationale arena.

I januar forkyndte forsvarsministeriets afdeling for cybersikkerhed, at man snarest muligt vil øge antallet af medarbejdere fra i dag 900 til 4.000. En gruppe får til opgave at beskytte computernetværk, der styrer USA’s elektricitetsnet og anden vigtig infrastruktur. En anden gruppe bliver ansvarlig for at gennemføre cyberangreb mod fjender og en tredje skal beskytte Pentagons computere. I denne måned sagde øverstbefalende for cyberkommandoen, general Keith Alexander, at USA ikke længere vil forholde sig defensivt over for den voksende trussel.

»Vi udvikler offensive våben for at forsvare landet i tilfælde af, at vi skulle blive angrebet i cyberrummet,« sagde Alexander.

Helt tilbage i oktober sidste år advarede daværende forsvarsminister Leon Panetta mod risikoen »for et nyt Pearl Harbor« (Japans luftangreb på USA’s flådebase i Hawaii i 1943). »Et cyberangreb kan blive en national katastrofe,« forudså Panetta. USA har traditionelt været varsom med at nævne eksempler på cyberangreb mod sårbare mål. Men nu taler man mere åbent om nylige cyberangreb på f.eks. to vigtige gasrørledninger, et elektricitetsværk, centralbanken og private banker. Sikkerhedsministeriet rapporterer, at 158 af denne type angreb fandt sted i 2012.

Cyberspionage mod amerikansk industri og teknologi er af langt større omfang. I sidste uge beskyldte Obamas sikkerhedsrådgiver Thomas Donilon Kina med navns nævnelse for at være involveret i tyveri af patentbeskyttet teknologi. Hidtil har USA undladt at nævne Kina direkte af frygt for en overreaktion fra Kinas side, der ville kunne skade de tos samarbejde om Nordkorea og Iran.

Men set i et internationalt historisk perspektiv er det USA – ikke Kina – der har været først til at anvende cybervåben i regulære krige. Det skete mod Serbien i 1990’erne, Irak i 2004 og Iran i 2009. USA bruger også flest midler til at opruste på dette område, og besidder de mest avancerede og destruktive cybervåben.

Det forhold bliver imidlertid sjældent nævnt i den amerikanske debat.

 

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Skaarup

Rart at se at der kommer en mere nuanceret udgave af weekendens artikel om samme emne.
Det er ligeledes godt at se at der skelnes imellem cyberterrorisme og cyberspionage.

Internettet og elektronisk kommunikation er et vigtigt mål for stater og private aktører, der ønsker at afvriste hemmelig infomationer fra offentlige og private virksomheder, og derfor også er vigtige områder at sikre. - På det område er der intet nyt under solen.
Forskellien imellem den klassiske efterretningsagent, der under dække infiltrere fjenden, og videregiver informationer til hjemlandet/moderorganisationen, og som nu er blevet erstattet af dygtige programmører, der på sikre vis og lang afstand skaffer vigtigt og sårbar information fra fjenden. Er tid, og måden hvorpå informationerne fremkommer.

'Pentagon siger ..'
'forsvarsministeriet forkyndte ..'

Og blablabla blablablablabla .
Ikke ET ENESTE stykke dokumentation fremlægges .
Det eneste vi ved med nogenlunde sikkerhed er at USisrael havde succes
med at få en eller anden iraner til at smitte noget Siemens-hardware med en virus ..
Og det skete IKKE 'over nettet', der kræves FYSISK ADGANG til den slags systemer .

Pas På : Russerne kommer og nuker os !

Søren Johannesen

busulykker, ulykker i hjemmet, faldskærmsulykker, folk som kommer til skade i trafikker, uforsvarlig håndtering af papirclps osv ..... afløser Terror som største trussel!!

Jesus Kristus ........ det er jo rablende vandvittigt. Hvis det ikke var fordi opgaven ville være uoverkommelig, så skulle USA sgu en tur henover knæet og ha' en ordentlig røvfuld (den lende kalsse forstås)

Dan Johannesson

Tjae, så ved vi at tiden til en ny internet censurlov, som feks. ACTA og PIPA (der ikke lykkedes pga. massivt folkeligt pres) igen er kommet. Civilsamfundet har fået mulighed for at organisere sig, og skabe noget der minder om folkelig styrke.
Dette skal naturligvis afspores hurtigst muligt gennem nye censur og kontrol love. Og som altid når demokratiske processer skal elimineres, findes den gode gamle terror buh-mand frem fra gemmerne igen.

Spørgsmålet er alene hvor mange borgere der stadig falder for mytologien, uden at se terrormytens politiske funktion?