Læsetid: 7 min.

Femen i alle lande, foren jer!

En ny feministisk bølge er over os, og våbnene er ikke intellektuelle svadaer, men nøgne kvindekroppe; den udspringer ikke af café latte-segmentet i Vestens storbyer, men af volden og vodkaens hverdag i et mandsdomineret Ukraine
Femen-aktivisterne deler især feministerne i to lejre: Enten er de seje eller også gør de sig selv til objekter ved at vise bryster. Her ses en gruppe ved aktionen i Notre Dame-katedralen i Paris i  november, der slog et slag for at indføre homoægteskaber.

Etiennne Laurent

8. marts 2013

Billeder af en kønskamp i vor tid: Den 31. oktober 2011 marcherer en gruppe kvinder gennem gaderne i Paris. De sætter kurs mod Place des Vosges, de internationale diamanthandleres mekka og de styrtende riges hotelparadis. De unge aktivister tager opstilling foran den sexskandaliserede, detroniserede IMF-chef, Dominique Strauss-Kahns (DSK) privatbolig. De er bevæbnede med mopper og gulvspande og udklædt som klassiske pornostuepiger: sort kjole, hvidt forklæde, kyse og netstrømper. Omhyggeligt giver de sig til at spule DSK’s hoveddør med bagdele vrikkende i retning af allerede skydeklare kameraer, imens de smægter sangen »Voulez-vous couchez avec-moi, ce soir ...?«

Med ét hører den æggende dans op. De retter sig op i kamppositur og råber: »Kom ud, hvis du er en mand!«, »Skam dig, Strauss-Kahn«, »med dine penge og forbindelser kan du slippe for straf, men din skam kan du ikke skrubbe væk«. Og så skråler de »Vive la liberté des femmes!«

Er det franske kvinder, som protesterer imod den fallerede ekspræsidentkandidat og hans sexistiske forulempelser? Nej, det er den ukrainske agitprop-gruppe Femen, der er kommet hertil fra Kiev for at tilkendegive sit mishag ved en »svinsk kvindeundertrykker«.

Strategien er lige så dramatisk som spektakulær: »Vil I se bare bryster? Okay, så giver vi jer bare bryster, masser af bare bryster. Men så skal I fandme også høre efter, hvad vi siger. Eller rettere læse det på vores flagrende barme: »Stop al prostitution!« »Ned med korruption!« »Shame on you, Strauss-Kahn!« Og »Fuck også dig, Silvio!«

Spektakulære bryster

For det er præcis meningen. At de bare bryster stikkes lige op i ansigtet på folk, så de næsten af sig selv må spørge, om det ikke var det, vi kom efter. Paradokset springer i øjnene, siger Karen Sjørup, lektor ved Institut for Samfund og Globalisering på Roskilde Universitet.

»Det er klart, at det er en del af feminismen at kæmpe imod en seksualisering af kroppen. Så det giver jo en dobbelthed at bruge kroppen til at skabe opmærksomhed omkring det paradoks, at vi ikke må vise bare bryster frem på gaden, men at det offentlige rum samtidig er fyldt med kvindekroppe, der reducerer kvinden til et seksuelt objekt,« siger Karen Sjørup og trækker en parallel til 1970’ernes feminisme:

»Dengang protesterede vi også mod seksualiseringen af kvindekroppen ved netop at vise kroppen frem i det offentlige rum. Dog knapt så offensivt som i de her tilfælde, hvor de bare bryster stikkes direkte op i hovedet på folk. I 1970’erne var det mere i sammenhæng med ø-lejre eller til demonstration i Fælledparken, hvor vi smed bluserne.«Men i dag er Femens topløse amazoner kommet til Vesten. De vil have deres budskaber frem, og de gør det med blitzlys og potente digitalkameraer sigtet på deres kroppe. Retter vi mobiltelefonens kamera den anden vej, ser vi så også et billede: verdenspressen med overfrakker og zoom på, talstærke som til filmfestivalen i Cannes. Det virker.

»Alle medier står jo på hovederne af hinanden for at få gode billeder. Der er jo noget indbydende og næsten pirrende ved at se alle de her smukke, nøgne kvindekroppe demonstrere foran grå jakkesæt eller politiuniformer,« lyder det fra Karen Sjørup.

Jesus-sperm

Nyt billede: Femen er ikke bange for nogen. I november 2012 iscenesætter de endnu en aktion i Paris, og denne gang har de fået følgeskab af fremtrædende franske feminister som Caroline Fourest og Safia Lebdi.

Aktionen gælder et forsvar for Frankrigs legalisering af homoægteskaber og består af en moddemonstration imod Civitas, en militant højrekatolsk bevægelse med uniformerede voldsmænd i midten af kortegen. Udklædt som nonner og med slogans som »Fuck the church«, »Gay is ok« »Fuck religion« sætter otte Femen-aktivister kurs mod Civitas’ demo. Da de når frem, flår de nonnedragterne af og blotter brysterne. Derpå oversprøjter de forsamlingen af katolske fundamentalister med en hvid væske fra spraydåser med inskriptionen ’Jesus’ sperm’, imens de højlydt råber: »In Gay We Trust!, In Gay We Trust!«.

Folkemængden kan ikke se komikken. Stemningen forvandler sig på sekunder fra civiliseret fjendtlighed til faretruende angreb.

Der opstår tumult og håndgemæng, og højreaktivistiske katolikker giver sig til at tæve løs på de unge kvinder, der umiddelbart stikker halen mellem benene. Men som opsætsige og ukuelige teenagere standser Femen-aktivisterne op længere nede ad gaden, sender fingerkys efter deres rasende forfølgere og råber provokerende Jesus’ budskab tilbage i hovedet på de så stærkt troende: »We Love You«. Det virker improviseret. Men er det mon det?

Resultatet lader ikke vente på sig. De fanatiske katolikker indhenter dem og overdænger deres næsten nøgne kvindekroppe med spark og slag. Tililende politi forhindrer, at det kommer til lynchning. Missionen er lykkedes. Totalt forudsigeligt og nærmest velforberedt udvikles situationens indbyggede logik, som havde man skrevet drejebogen på forhånd. Cut.

Redaktionerne sidder klar. Fotograferne var jo inviterede med en pressemeddelelse.

Billederne går verden over. Bare bryster, feminisme, katolicisme og slagsmål, hvilken nyhedschef m/k kan modstå det?

»Vi kom, vi strippede, vi sejrede«, triumferer Femens talskvinde i Vesten, Inna Sjevtjenko, efterfølgende.

Femens feminisme er subversiv og politisk ukorrekt. Den overskrider dermed den intellektualiserende og institutionaliserede feminismes terræn, siger Maïte Abram, der er leder af den belgiske feministgruppe Amazone til magasinet Le Nouvel Observateur.

Abram peger på, at Femen griber tilbage til en gammel anarkistisk tradition: »At få volden til at bryde ud er en pointe i sig selv. Voldsscenerne skal være de smittende eksempler, der får de undertrykte til at revoltere imod deres undertrykkere. Synet af store brutale urobetjente, der med fysisk magt fjerner unge skrigende piger, skal være et symbol på den konstante vold, som det patriarkalske samfund udøver mod kvindekroppen.«

Der findes en vittighed om en mand, som leder efter sine nøgler under en gadelygte. Adspurgt om, hvorfor han leder dér, svarer han, at det er fordi, det kun er dér, der er lys.

Noget tyder på, at Femen-aktivisterne har udøvet en virtuel flytning af tabte nøgler i verdens kvindefrigørelseskamp. Gakker medierne ikke til undertrykkelse, må undertrykkelsen gakke til medierne. Femen-aktivisterne gør det i et tempo, der tager fusen på de fleste, som står og tror de aflæser blondiner, der har tabt nøgler i mørket.

Den kvinde, som udtænker aktionerne, er 27-årige ukrainske Anna Hutsol. Hun kender sine klassikere – bøger som August Bebels Kvinden og socialismen fra 1879 – og regnes for Femen-aktivisterne store agit-propteoretiker. For man skal ikke tage fejl: Der tænkes bag den nøgne provokation.

Det, Femen-aktivisterne har forstået og udnytter, er, at nøglen i dag altid er i mediernes lys. Om det så virker logisk eller ej, når de stripper på Place de Vosges, mens patriarkatet hersker så langt voldsommere i Ukraine.

Kvælende patriarkat

For hvad er det for en virkelighed, de purunge kvinder er oppe imod?

I Ukraine tæller kvinder i dag blot otte procent af parlamentet. Der er ikke et eneste kvindeligt regeringsmedlem. Samtidig eksporterer landet ’kvindekød’ til Vestens prostitutionsmarkeder og til de mere fancy catwalks. En tung dyne af patriarkat ligger over hele det tidligere Sovjetunionen. Religiøse traditioner har taget over, hvor kommunismen slap.

»Unge ukrainske piger kan valget groft sagt reduceres til tre ting,« siger Tamara Marsenyuk, sociolog ved Kiev-Mohyla-universitet til avisen Le Monde:

»Til samme skæbne som deres bedstemødre, det vil sige at gifte sig ind i parforhold, hvor de er underlagt manden. De kan arbejde i sexindustrien. Eller de kan udvandre.«

»Femen bryder med den gamle ukrainske køkkenaktivisme, hvor man sætter sig hen og jamrer i en krog, imens man venter på, at løsningen kommer ovenfra,« tilføjer hun.

Hvad gør man så, har Femen-aktivisterne spurgt sig selv og hinanden, i kvindegrupper fjernt fra vestlig storbymondænitet. Hvad gør man, når man er omkring 20, har studeret filosofi, økonomi, kunst, historie og medier og ser sin fremtid i øjnene? Sætter man sig ned og venter på, at kultiverede avisredaktører skal rette blikket mod sammenhængen mellem kvindekamp og demokratiseringsprojekter langt fra deres egne magelige verdener?

Det er ikke den vej, de hyperbevidste globaliserede Femen-aktivister har valgt med Anna Hutsol som ledende teoretiker. De har flyttet kampen derhen, hvor den er synlig. Og selv i vore dages medieverden er intet så synligt som en nøgen kvindekrop. Fra Kiev til Paris.

’I gør jer selv til objekter’

»Selv om Sovjetunionen er blevet opløst omkring ørene på folk her, så er det stadig de samme gamle og stokkonservative værdier, der dominerer. Derfor virker bare bryster stærkt provokerende. Og som Femen-aktivisterne selv siger, så er det netop formålet at komme i medierne. For er man ikke dér, findes man ikke. Derfor er de bare bryster først og fremmest et middel for at sætte fokus på større og vigtigere problemstillinger som sexturisme, undertrykkelse og manglende ligestilling,« siger Johannes Wamberg Andersen, der er journalist og bosiddende i Kiev.

Der er derfor intet nyt under solen, når feminister i både Rusland og i Vesten kritiserer Femen-aktivisternes aktionsform.

Især franske feminister har i årevis kæmpet mod udnyttelsen af den nøgne kvindekrop i medierne, og for dem er Femen-aktivisternes udtryksform forræderi. Mediet er budskabet, hævder de, og det eneste budskab, der når frem, er de nøgne bryster. Ikke de beskeder, der står skrevet på dem.

»Når du tager blusen af for at få sexistiske medier til at tage foto af dig selv, spiller du jo netop an på seksualiseringen og objektgørelsen af kvindekroppen og forstærker derved den opfattelse, at kvinders kroppe er til beskuelse. Femens taktik ender som et selvmål. I stedet for kvinder, der kontrollerer deres egen krop, får du medier, som kontrollerer kvinders kroppe og siger: ’Vi gider kun høre efter, hvis I er lækre og nøgne.’ Så hvem har kontrollen. Femen går i sin egen fælde,« mener således Megan Murphy, redaktør af den canadiske feministavis, Feminist Current.

Men det er Femen-aktivisterne fløjtende ligeglade med, midt i deres nøgne sandhed: At de har sat ukrainsk feminisme på den globale dagsorden.

 

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ervin Lazar
  • mariann offersen
  • Storm Lillevang
  • Anders Krog
  • Troels Klinke Hansen
  • Jørn Vilvig
Ervin Lazar, mariann offersen, Storm Lillevang, Anders Krog, Troels Klinke Hansen og Jørn Vilvig anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Jeg synes vi skal have det overalt. Topløse i kommunekontoret, bare bryster i billetlugen, buschaufførerne sidder afklædte med nøgne kroppe, og avisredaktørernes ansigter er ikke længere relevante, kun deres afklædte kroppe. Det bliver et eldorado af nøgenhed, hvor provokationen forlængst har mistet sin appeal, og er blevet til dvask tomhed, ingen gider tage notits af disse provokationer længere, provokatørerne har solgt sig selv.

Subhana Ahmed, lars abildgaard, Peter Nielsen, Peter Ole Kvint og Henrik Rude Hvid anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Heh.
Tænk jer engang, at det ikke var 20-30 årige unge kække mandeøjnefængslende strutbryster, der foretog den kønspolitiske protest,
men 45-66 -77 årige bryster, som havde levet et liv, bare lidt længere.

Men nej, DET ville aldrig falde i mediernes kameralys på den sympatiserende måde.
Føjfordapokker.
Alderdom.
Rynker.
Erfaringer.
Aaaaaaadr!
Uanset hvad sagen så måtte være.

Estermarie Mandelquist, Benjamin Bach, Rasmus Kongshøj, Sabine Behrmann, lars abildgaard, Nick Mogensen og Henrik Rude Hvid anbefalede denne kommentar
Peter Nielsen

Vietnam siges at have de mest feminine piger i verden. Så kan vi mænd, som ønsker rigtige piger - føjelige, bøjelige, følgagtige, underdanige, osv. - jo flytte dertil.

Feminismen er meningsløs kvinde-hysteri. En råben og skrigen for ingenting. Barnligt...

Dorte Sørensen

PS: I P1-morgen kunne fortælles at Kvindernes kampdag i Rusland blev holdt som dagen, hvor alle kvinde skulle have blomster fra deres mænd, brødre,osv.....
Det er jo grotest at Kvindernes internationale kampdag er blevet en sådan dag , når der er så megen kvindeundertrykkelse tilbage i verden.
Ja i Danmark halter kvindernes lønniviau endnu bagefter trods ligelønnen blev indført på papiret i 1973.

Henrik Brøndum

Sex-turisme under EM-fodbold etc. er en grim sag - og det er staerkt at de vrede kvinder har modet til at aktionere.

Jeg mener dog det er en slem skaevert at angribe Dominique Strauss-Kahns privatbolig. Manden blev frikendt i retten og det ville have vaeret nemt at aktionere i forbindelse med hans optraeden i offentligheden.

Information demonstrerer saa beskedent journalistisk niveau ved at omtale Dominique Strauss-Kahn som "...sexskandaliserede, detroniserede IMF-chef, Dominique Strauss-Kahns ..." og i noterne bringes

" .... gymnasten Alina Kabelava, som ifølge rygter skal være Putins elskerinde."

(Sex)skandalisering og rygtesmedien hoerer til boulevard-pressen og er ekstra traettende naar den rettes mod personer der ganske let kan kritiseres for faktuelle handlinger.

Henrik Strøm

"(...) udspringer ikke af café latte-segmentet i Vestens storbyer (...)"

Ja, der er da helt klart tale om gennemsnitsukrainere der har råd til at tage til Paris for at demonstrere.

Og hvad skal vi med et retssamfund, når vi har et feministisk gadens parlament til at bestemme hvem der er forbrydere?

Peter Nielsen, kvindekamp er ikke bare pjat og hysteri i Vietnam
Her kan du læse lidt om hvilket system du, med din holdning til vietnamesiske kvinder er med til at opretholde...

http://www.unhcr.org/refworld/pdfid/46c191170.pdf

Håber du oplever den dag, hvor også de "søde og føjelige og bøjelige" piger får nok af mandschauvinister som dig.

Man kan da ikke være forarget over, at en gruppe kvinder går ud og manifesterer deres synspunkter på nogle forhold , som der bør gøres noget ved.

Det er, så vidt man kan skønne, spektakulære og effektive aktioner, som ikke bruger brosten, bål og brand som middel til at nedkæmpe "fjenden" og kommunikere budskaberne.

De standpunkter, som kvinderne står for, har min sympati.

Maja Såby, Per Torbensen, steen nielsen og Søren 2 Jensen anbefalede denne kommentar
Søren 2 Jensen

"en militant højrekatolsk bevægelse med uniformerede voldsmænd i midten af kortegen"
Jamen var Jesus ikke pacifist?

Rasmus Kongshøj

Selvom man måske ikke er enig i alt Femen foretager sig, så må man respektere deres mod og evne til at blive hørt.

Det giver jo stof til eftertanke at den eneste måde at få de kapitalistiske medier til at tale om forstokkede kønsroller, er ved at skrive budskabet på et par lækre unge bryster.

Derudover, så er det også lækkert at de ikke lader parnasset af levebrødsfeminister bestemme over deres aktionsform, men i stedet gør det der giver mening for dem selv.

steen nielsen

Mekanik
I må undskylde men, jeg er en af de ubegavede der ikke forstår hvordan det kan være kvindekamp at smide tøjet. Det som altid har været symbol på kvinde undertrykkelse og som i 70`erne betød at man ikke måtte bruge sminke og tog tykke strikketrøjer på, så man skjulte sine kvindelige former for mændenes ustyrlige begær. Hvordan kan det være frigørende at appellere til mændenes drift i stedet for deres intellekt? Er det Madonnas kvindekamp der har taget over? Hvis det er mændene man ønsker i tale, så tror jeg ikke de er egnede til at føre lange dybsindige samtaler med nøgne kvindekroppe, det er simpelthen ikke teknisk muligt.

randi christiansen, Subhana Ahmed og Vibeke Rasmussen anbefalede denne kommentar

Hvad vedkommer det her os.
Her styrer kvinderne det meste, både upstairs og downstairs. Tak for det.
Feminisme : Bestemme som mænd, klæde sig som mænd, ryge som mænd, lede som mænd - bestemme over mænd. Danske kvinder har europarekord i rygning og pillemisbrug.

Gorm Petersen

Hver gang jeg vil åbne en debat om forskellen på bøssisk og ikke-bøssisk maskulisme, tror folk, at det bare er for sjov.

Prøv at google artikler om forskellen på lesbisk og ikke-lesbisk feminisme - der er masser af hit.

Hvorfor denne forskel ?

steen nielsen

Når det så er sagt, så kan vi jo godt sende en tanke, på denne dag, til det pårørende til en ung ukrainsk kvinde der blev massevoldtaget og dræbt. Da de unge mænd der gjorde det, var børn af indflydelsesrige borgere og havde gode bekendte indenfor politiet blev de pure frikendt. Det kom der en kraftig opstand ud af og masser af sympati for den og den senere lignende opstand i Indien der bundede i det samme problem.

Fortæl mænd i alle lande disse historier på en dag som i dag, uden at blotte dig om muligt.

Anders Krog, Per Torbensen og Vibeke Rasmussen anbefalede denne kommentar
Kim Øllgaard

Jeg har lige fået dagens avis og har opdaget en fæl smutter fra Inf.'s side på denne åbenbart så vigtige dag: Doonesbury handler ikke om ligestillibg. Hvordan kan det gå til. Hvem er ansvarlig? Ingen tvivl om, at det er en mand som på denne skammelige måde bryder hele avisens rytme.

Mikkel Nielsen

Hele debatten om ligeløn mangler i den grad nuancer, hvor ofte er der nogen der påpeger fordelingen af kønnene, i henholdsvis private, offentlige samt faggrupper.

Ser man på dette billede og timebeskæftigelsen, så ville man nok opdage to væsentlige grunde til hvorfor mænd generelt stadig tjener mere.

Man kan derfor ikke forvente ligeløn i vores nuværende system, det er komplet utopisk at forstille sig to vidt forskellige funktioner skulle give der samme i lønningsposen.

Desuden er der da langt vigtigere kvindekampe end denne overklasse kvindekamp.

F.eks. Barsel, mangel på kvinder i religiøse institutioner, universiteternes fakuliteter, problemer med at få job i typiske mandejobs såsom håndværkere orienterede Jobs mm..

Ligeløn i 2013 er bare ikke det største problem her i dagens Danmark, de fleste har en ganske solid indkomst, når vi ser helt nøgternt på det.

Desuden er sexskandaler en fis i en kasket, der er intet skandaløst i at mænd og kvinder har affære og begære hinandens kroppe. ikke mindst fordi vi mennesker fra naturens side er et et sexual dyr som ikke er homogene.

Al denne skam over vores krop og sygelig fokusering på det forkerte og det skamfulde over begær og seksualitet er hovedsagelig en social og religiøs konstruktion som er påduttet os igennem moralprædiken. Der er jo Intet mærkeligt i at se et par bare kvindebryster eller en penis. Det er sådan vi ser ud! Grunden til at vi reagere er pga af forsmået religiøse nonsens indoktrinering om at kroppen er syndig og ja nærmest ulækker og derfor helst skal dækkes ind.

steen nielsen

Fortæl mænd i alle verdens lande om anna politkovskaja, der kritiserede Putin og Ruslands tilstedeværelse i tjetjenien. Hun smed ikke tøjet men sagde sandheden, det kostede hinde som bekendt livet.

Anders Krog, randi christiansen og Vibeke Rasmussen anbefalede denne kommentar
Vibeke Rasmussen

"Det er klart, at det er en del af feminismen at kæmpe imod en seksualisering af kroppen. Så det giver jo en dobbelthed at bruge kroppen til at skabe opmærksomhed omkring det paradoks, at vi ikke må vise bare bryster frem på gaden, men at det offentlige rum samtidig er fyldt med kvindekroppe, der reducerer kvinden til et seksuelt objekt"

– forklarer Karen Sjørup. Det kan jeg sagtens se logikken, eller rettere det bizarre, i … men først efter at have fået det forklaret. Og jeg tvivler stærkt på, at ret mange andre, og ganske sikkert færre mænd end kvinder, forstår budskabet rent umiddelbart … hvis overhovedet.

Jeg mener som Megan Murphy er citeret for sidst i artiklen, at disse aktioner ender som rene selvmål for kvinder – ikke kun for gruppen (/grupperne). Hvilke forandringer til det bedre har de hér nævnte aktioner f.eks. betydet for ukrainske kvinder eller for den ukrainske kvindesag? Udover selvfølgelig at bringe de topløse kvinder fra Femen – snarere end ukrainsk feminisme – på 'den globale dagsorden'. Eller rettere: i de 'globale medier'.

"… som Femen-aktivisterne selv siger, så er det netop formålet at komme i medierne. For er man ikke dér, findes man ikke."

OK, nu 'findes' de altså, og så …?

Mikkel Nielsen

Kamp mod seksualisering af kroppen

lyder ærlig talt som en kristelig bevægelse der ser kroppen som noget syndig!!

Der er ligesom en grund til hvorfor, reklame industrien konstant køre på det erotiske. fordi det virker og sælger, ellers gjorde de det ikke. Det handler slet ikke om at "seksualisere" hverken kvinder eller mænd det handler om opmærksomhed og om at få solgt noget bras til dig som forbruger.

Endvidere er vi mennesker kønsliggjorte og seksualiseret fra fra fødslen af, vi er født som henholdsvis dreng / Pige og dermed er vi allerede der seksualiseret. Børns leg indeholder faktisk Også "erotiske" elementer.

Så hvad er der at seksualisere når vi er seksualiseret, det virker som om folk til tider er forskrækket.

Kom nu væk fra den der "middelalder" tankegang. Og Anerkend at mennesket er er erotisk dyr ligesom Delfinen foriøvrigt.

Problemt for mig set er at vi er sygeligt fokuseret på det, lod vi være med det, ville det automatisk fjerne noget af det, da det så mister sin provokerende effekt.

Ifølge google er det slet ikke en kampdag. Blot "international kvindedag". Jeg ser frem til hvad der kommer til at stå den 1. Maj. International arbejderdag?

Hasse Gårde-Askmose

Det er vel efterhånden en relativ kendt sag, at hankønsvæsner ofte tænker med det forkerte hoved.

Jeg spekulerer "bare" lidt over:
Tænker kvinder også ofte med "det forkerte hoved"?
Hvis I forstår, hvad jeg mener.

@Brian Larsen:
Ifølge google er det slet ikke en kampdag. Blot "international kvindedag". Jeg ser frem til hvad der kommer til at stå den 1. Maj. International arbejderdag?
Arbejdernes internationale drukdag?

Søren Rehhoff

Femens aktionsform afspejler vel meget forholdene og det mediebillede de kan spejle sig i, i Ukraine. Hvis ukrainske kvinder dybest set kun kan se frem frem til at blive gift, arbejde i sexindustrien eller udvandre og måske også¨har svært ved at få deres forhold debatteret, er de vel nødt til at gribe til så "desperate" virkemidler for at blive set og hørt. Jeg har også set nogle billeder af Femen kvinder med en blomsterkrans på hovedet, noget man nok skal være ukrainer for helt, at kunne afkode. Så deres aktionsform udspringer vel meget af en ukrainsk kontekst, ligesom f. eks. de indiske kvinders i de lyserøde sarier udspringer af forholdene i Indien. Men deres problem er så nok, at den aktionsform ikke vil blive tolket på helt samme måde i Vesten, som i Ukraine, eksemplificeret ved den kritik, Femen f.eks. har mødt fra visse feministiske kredse.

"@Brian Larsen:
Ifølge google er det slet ikke en kampdag. Blot "international kvindedag". Jeg ser frem til hvad der kommer til at stå den 1. Maj. International arbejderdag?
Arbejdernes internationale drukdag?"

Ja det kunne lige ligne dem. Også selvom vores drukdage ligger i julen og påsken

Synes ikke lige de virker alt for spidse de her Femens. Kan de ikke forstå at det er ris til egen røv, fordi de stripper. Det er jo nøjagtig det vi alle vil se: Nøgne, lækre kvinder. Vi er sgu aldeles ligeglade med budskabet, der står på deres bryster eller på hvilken krops-del det nu måtte være Det er der ingen der kigger efter.
Hvis de vil sende et budskab, skulle de måske gøre det mere raffineret og diskret, feks som de gjorde i 70'erne og tage en stor, tyk sweater på eller på en eller måde fjerne fokus fra deres krop. Det ville nok også hjælpe hvis de fik noget medhold, feks fra mænd, som også synes der er meget kvinde-undertrykkelse. De ville nok ikke få så meget opmærksom, hvis de var "påklædte", men så må man jo gøre sig opmærksom på en anden måde.

Jeg vil dog give dem medhold i at religion er noget forbandet noget, i den grad islam og katolicismen. De to undertegnede er voldsom stok-konservative og trænger i den grad til en saltvandsindsprøjtning, i form af modernisering.

robert jensen

Synes nu heller ikke de virker videre begavede.

Her er en video af nogle canadiske feministiske studerende, der er meget vrede på en mand der hedder Warren Farrell, forfatteren af bogen, "The Myth of Male Power".

http://www.youtube.com/watch?feature=player_embedded&v=iARHCxAMAO0#!

Det virker som om de har det sjovt, men som så meget andet feministisk aktivisme fremstår det idiotisk og usympatisk.

randi christiansen

Mikkel Serup
08. marts, 2013 - 13:37
"Kamp mod seksualisering af kroppen" Hvilket du har ret i, er noget gedigent sludder og ikke ønskværdigt i og med det jo er menneskehedens drivkraft bag formeringen.

Menneskelig undertrykkelse og pornoficering af seksuallivet og af den menneskelige krop i det offentlige rum er derimod en modaktion værd. Kan nøgne damebryster på en konstruktiv måde henlede opmærksomheden på kvindeundertrykkelse i Ukraine? Det skal man måske være ukrainer for at vide, men her i Dk og andre lignende lande, vil reaktionen nok nærmere være erektiv blandt maskulinum og hos femininum måske sorg, over at en sådan desperation er nødvendig hos deres ukrainske medsøstre

Alexander Carolinus

Femen er ikke bare unge kvinder der spontant laver demonstrationer mod undertrykkelse. Det er gonzo marketing med henblik på at skabe konflikt mellem kønnene, latterliggøre traditionelle værdier og fremme LGBT særinteresser