Læsetid: 3 min.

Grønland tættere på uranmine

Aleqa Hammond fra det sejrende Siumut har ophævelse af den 25 år gamle nultolerance-politik over for uran højt på dagsordenen ved regeringsdannelsen
Med det politiske skifte i Grønland intensiveres snakken om uranmine i Kvanefjeld ved Narsaq.

Morten Rasmussen

15. marts 2013

En uranmine kan være på vej i Sydgrønland som konsekvens af det politiske skifte i det grønlandske selvstyre efter tirsdagens valg. Valgets vinder, Siumut og dets leder Aleqa Hammond, ønsker et opgør med den hidtidige ’nultolerance-politik’ for at bane vej for udvinding af uran og sjældne jordarters metaller i Kvanefjeld ved Narsaq.

Hammond sagde onsdag på et pressemøde i Nuuk, at et af hovedpunkterne i forhandlingerne om en ny regeringskoalition, der var i fuld gang ved redaktionens slutning, er »spørgsmålet om fastsættelse af maxgrænse for uranindhold i udvinding af mineralske råstoffer.«

Og Siumut-formanden får stærk opbakning fra sin lokale partifælle, borgmester Simon Simonsen fra Kujalleq kommune, som Narsaq og Kvanefjeld ligger i.

»Vores mål er at få fjernet nul-tolerancepolitikken, og bortset fra Inuit Atagatigiit går alle partier ind for det. Og mange i Narsaq ønsker, at minen kan komme i gang,« siger borgmesteren.

Ekspert i international uranpolitik og for tiden gæsteforsker ved Center for Strategic and International Studies i Washington, Cindy Vestergaard, advarer imidlertid om, at der forestår et langvarigt analyse- og forberedelsesarbejde, før man i givet fald kan have den regulering og viden på plads, der er nødvendig for at kunne give grønt lys til et mineprojekt.

»Jeg kan ikke sige det tit nok: Uran er ikke bare en bjergart. Radioaktiviteten gør forskellen,« påpeger Cindy Vestergaard.

Enorm betydning

I dag forhindrer den siden 1988 gældende nultolerance over for radioaktive stoffer, at det australske selskab Greenland Minerals and Energy (GME) kan gå videre med sine efterforskningsaktiviteter i Kvanefjeld. Nultolerance-reglen siger, at man i Grønland ikke må bryde mineralske råstoffer med et radioaktivt indhold over det naturlige niveau på 4-60 gram per ton malm, og det udelukker malmen i Kvanefjeld, hvor uran-koncentrationen er omkring 365 gram per ton.

Siumut har længe talt for at ophæve reglen for at få gang i mineprojektet, og partiets tidligere formand og landsstyreformand Lars-Emil Johansen har sågar været bestyrelsesformand for GME frem til 2011.

Partiet ser store muligheder for ny erhvervsvirksomhed, beskæftigelse og indkomst i Sydgrønland, hvis en udvinding af uran og sjældne jordarters metaller kan realiseres.

»Det kan få enorm betydning for hele regionen. Erhvervslivet vil blive løftet gevaldigt, og vi vil via nye servicejob kunne aktivere tre gange så mange mennesker som dem, der kommer til at arbejde i selve minen. Der er mange uddannede unge mennesker her, som ønsker, at der begynder at ske noget. Vi har jo på det sidste kun oplevet fald i aktivitetsniveauet,« siger Simon Simonsen.

»Selvfølgelig må det ikke gå ud over befolkningens sundhed eller vores natur og miljø, og så længe det ikke gør det, går vi ind for det. Det forudsætter, at vi får udformet krav og rammer, som gør, at vi kan holde styr på mineselskabet. Det tror jeg på, at vi kan.«

Mange forberedelser

Hurtigt kommer det imidlertid næppe til at gå.

»Alle aktiviteter forbundet med en produktion – fra etablering af en mine over brydning af malm og håndtering af affald til eksport af uranet – skal godkendes, reguleres og kontrolleres,« siger Cindy Vestergaard.

»At opbygge et sådant kontrolsystem fra bunden tager minimum fem år, måske op til 10 år, hvis man tager bestik af de internationale erfaringer. Jeg synes, nultolerance-politikken er en god politik at opretholde, indtil et regulerings- og kontrolsystem er etableret.«

Cindy Vestergaard understreger, at der foruden undersøgelser af en eventuel mines betydning for lokal sundhed og miljø må laves »dybtgående dansk-grønlandske undersøgelser af de sikkerhedspolitiske spørgsmål forbundet med uraneksport.«

»Hvem bør man for eksempel sælge til? Bør man sælge til et land som Indien, der har atomvåben? Eller til andre nationer med atomvåben for den sags skyld?«

Forskeren gør opmærksom på, at der også hersker usikkerhed om projektets økonomiske perspektiver.

»Den lange forberedelsestid taget i betragtning er det svært at bruge viden om dagens internationale marked for uran til at bedømme, hvordan markedet ser ud om måske 10 år. Men også det er noget, der bør analyseres grundigt.«

Borgmester Simon Simonsen håber, at en mine ved Kvanefjeld kan være i drift om fem-otte år.

Før det grønlandske landstingsvalg udsendte den grønlandske miljøorganisation Avataq i fællesskab med Det Økologiske Råd, Vedvarende Energi, NOAH og den norske miljøorganisation Bellona en appel til de grønlandske politikere om at holde sig fra uranet i Kvanefjeld. Man frygter, at EU nu vil lægge pres på Grønland for at få gang i produktionen af uran til et EU, der i dag må importere 97 procent af uranbrændslet til unionens atomkraftværker.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steen Sohn
Steen Sohn anbefalede denne artikel

Kommentarer

randi christiansen

De 56.000 inuitter vil også have ´en bid af kagen´ - så er bæredygtighed og ansvar for resten af menneskeheden åbenbart ikke så højt på dagsordenen - hvem mon vil påtage sig ansvaret for at have været forbilleder og foregangsmænd-og kvinder for denne agenda ?