Læsetid: 14 min.

’Hvordan kan vi skabe en sammenhængende, meningsfuld fortælling om de seneste ti år?’

USA’s invasion i 2003 nedbrød det gamle Irak. Men nu har flere af det irakiske samfunds mest ondartede kræfter samlet sig på ny. Resultatet er et frustrerende og demoraliserende dødvande, der har taget landets fremtid som gidsel
Foto: Patrick Baz/AFP

Foto: Patrick Baz/AFP

20. marts 2013

Livet i Irak har så småt fundet en ny form for normalitet, efter en årrække med krig, borgerkrig og ekstrem vold, som har kostet op mod 200.000 mennesker livet, rystede det irakiske samfund i dets grundvold og efterlod næsten alle irakiske familier med en tragisk historie at fortælle.

Men det er en højst mærkværdig normalitet, som umiddelbart er uden retning og uden en klar fremtid.

»Hvordan kan vi skabe en sammenhængende, meningsfuld fortælling om de seneste ti år?« spørger en romanforfatter, der forsøger netop dette.

»Fortællingens udgangspunkt giver sig selv, men hvor slutter den? Historien om Algeriets borgerkrig kunne først skrives, da den var forbi. Her står vi stadig midt i en række af begivenheder, hvis endelige udfald vi ikke kender.«

Strukturen i hans roman, hvor kapitlerne forholder sig til hver sit årstal, resulterer i, at vores romanforfatter må konstatere, at han stadig er gidsel i et politisk system, der fortsat fastholder landet i uvished.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Robert Ørsted-Jensen
  • Olaf Tehrani
Robert Ørsted-Jensen og Olaf Tehrani anbefalede denne artikel

Kommentarer

Andreas Trägårdh

’Hvordan kan vi skabe en sammenhængende, meningsfuld fortælling om de seneste ti år?’

Det kan "vi" ikke, uden et retsopgør med de danske krigsforbrydelser og terror handlinger i mellemøsten.

Når man lyver (som medierne, kulturpersoner og politikere har gjort det) kan man ikke længere genkende verden. "Vi" (?) har ikke fortjent nogen sammenhænge. Det skulle da lige være plastiske næse operationer, alle de skyldige til hope.

Torben Nielsen, erling jensen, Viggo Helth, Martin Hansen , Gry Wagner, Lasse Kold, Anders Krog, Mette Hansen og Troels H. Poulsen anbefalede denne kommentar
Børge Rahbech Jensen

Det har Europa gjort adskillige gange bare i løbet af de seneste hundrede år.
http://www.youtube.com/watch?v=nq0KNfS_M44
el. http://www.liveleak.com/view?i=f54_1337075813 fra ca 2:40.

I Danmark har vi svært nok ved at finde ud af, hvad der skete med Europa i 1945 og dernæst i årene 1989 - 1991. Her var så fredeligt, mens Europa var delt.
Polen er flyttet flere gange, og Europa fik flere nye lande i løbet af de seneste 20 år.

Problemet ved vor ensidige historieskrivning demonstreres ved overskriftens singularis; én fortælling. Men én fortælling ville være en simplificering af de mange komplekse forhold, som har bidraget til den nuværende situation i og omkring Irak. Eller for dén sags skyld alle mulige andre steder. Der er brug for flere fortællinger - og dem behøver vi altså ikke at skabe; de findes allerede. Det er bare med at opsøge dem, underkaste dem lødig kritik og derpå udbrede dem. Til gavn for oplysning, diversitet og demokratiudvikling. Jagten på metafortællingén er intet andet end en (diskursiv) magtkamp, en politiserende manøvre. Indskrænkende.

erling jensen, Morten Pedersen, Viggo Helth, Andreas Trägårdh og Philip B. Johnsen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Meget om religiøse gruppering, ikke meget om kultur og hvordan Irakere ser sig selv, om klanloyalitet samt familiebånd.

200000 døde? Tallet er vidst nærmere 1.3 million. Det er en tragedie og skandale af rang den måde man ikke vedkender sig at man deltog i en ulovlig krig med en uskyldig befolkning som gidsler og ofre. Føj.

erling jensen, Viggo Helth, Andreas Trägårdh og Martin Hansen anbefalede denne kommentar

olie, olie, olie

- og selvfølgelig 1000% forøgelse af både fødselsdefekter og kræft som følge af den anvendte depleted uranium ammunition.

Mere sammenhængende kan det vel dårligt gøres?

Det er klart for mig at informationen ikke er i stand til at publicere tekster der forholder sig realistisk mht Irak.

Jeg anbefaler at man får tyskeren Hans Christof von Sponecks ord på vej.

"Iraq and the Betrayal of a People – Impunity Forever?”
http://www.brussellstribunal.org/article_view.asp?id=759#.UUfU56XRfd7

"Depleted uranium, the armour-piercing radio-active munition, and white phosphorus used by the US military in 1991 and 2003 have created serious health and environmental dangers in Iraq. In early 2000 the US Government sought to prevent WHO from surveying areas in southern Iraq where DU had been used. It also rejected any causality with increases in lung cancer, leukaemia and congenital birth defects. Fortunately national and international efforts have not deterred the collection of more evidence to show the relevance of these war contaminants."

Vi blandede os i Iraks interne affærer og slap ikke godt fra det.

Men betyder det at Irak ville have haft det bedre med en Saddam Hussein stadig ved magten i dag? En Saddam, som med verdens 4. største hær havde indlemmet Kuweit og sikkert havde erobret det meste af Saudiarabien og sad på det meste af verdens olie?

Amerikanerne er naive. De troede irakerne ville blive henrykte over at blive befriet fra tyrannen. I stedet blev de henrykte over at kunne tage alle de opgør Saddam havde lagt låg på i så mange år.

Men nu er det nu. Nu kan irakkerne gøre hvad de bestemmer sig til. De kunne leve i fred med hinanden og bygge et stort samfund financieret af oliepengene. Og de vælger..........?

Men det er deres valg nu!

Stig Rasmussen

Irak blev kun holdt sammen af det klister som bestod af Saddams despotiske styre og del og hersk politik der forfordelte hans egen klan og sunnierne, men behandlede kurdere og shiiter som undermennesker.

Spørg shiiterne og kurderne der udgør 75% af befolkningen om de savner "de gode gamle dage" trods ustabiliteten i Iraq.

Andreas Trägårdh

Alvoren der gik forud for Irak krigen var ikke al mulig bavl om diktatorer og slyngelstater. Det der gik forud var et styrket EU der var ved at forhandle med Irak, et olie land der havde sat sig for at handle olie i EURO i stedet for US$.

Fravalget af $ bundede i et opgør med USA pga. dets stadig tiltagende terror kampagner rettet imod landets infrastruktur og civilbefolkning, bla. systematiske bombetogter og snigmord. Disse kampagner blev den endelige årsag til at FN blev forhindred i at være til stede og gøre sit arbejde i regionen, og dette var bla. at søge efter masse ødelæggelses våben (?) USA argument for at besætte var at FN ikke fik lov at være i Irak. De glemte bare at understrege at retreten ikke skyldes Irak men alene FN's egne regler for tilstedeværelse. Irak samarbejde med FN og EU og USA, hele vejen. Landet var i knæ. De havde ingen ødelæggelses våben, de havde der imod det svageste militær i hele mellemøsten. Og det vidste alle.

erling jensen

Hvorfor lade sandheden stå i vejen for en god historie

Det kunne være den første regel, man skal gøre sig klart, hvis man seriøst ønsker et opgør med denne krig.
En altafgørende forudsætning for at komme videre, er, at man skal gøre sig klart, at vestlige lande har begået den ultimative krigsforbrydelse med deres invasion af Irak og de politikere, der stemte for invasionen, skal holdes ansvarlige. Krige drejer sig om at slå ihjel, lemlæste og forkrøble mennesker. De er så afskyvækkende og forfærdelige, at alle danske medier afholder sig fra at vise deres sande følger, eller indvier os i deres altid meget komplekse karakter og baggrund.

Det forventes, at vi helhjertet støtter krige, men uden at få adgang til at se deres virkelighed. Medier giver som regering og folketing et steriliseret billede, fordi de, under dække af et hyklerisk hensyn til vores sarte nerver, ikke ønsker at vise folk ligene, før de puttes i kisterne. Man merkt die Absicht und wird verstimmt.

Vi har endnu til gode at se et eneste lig af en dræbt dansk soldat. Regeringer og massemedier ønsker at vise os krig som et elektronisk spil, med strålende lys i baggrunden og gode lydeffekter, eller nærbilleder af tapre krigere, som affyrer deres geværer mod en usynlig fjende, eller en jetjager, der tager af fra en base i Irak.
De ønsker ikke, at vi skal se sønderrevet kød, afrevne lemmer, kroppe knust til ukendelighed, blod, indvolde, afføring, urin. Hvis folk så det, kunne man risikere at miste opbakning til krigen, og andre interesser, som intet har med frihed, demokrati og hjælp til nødlidende mennesker at gøre, er fuldstændigt afhængige af vælgernes støtte.
Med et flertal i Folketinget bag den seneste krig, er der en nærliggende fare for at blive karakteriseret som et ufølsomt menneske, som ikke vil det bedste for ens medmennesker, hvis man ikke følger trop og støtter op om krigen.
Desværre er der ikke nogen, der tænker, når alle tænker det samme.

Medier glorificerer krig og militarisme, og vi bliver bombarderet med de samme kvalmende budskaber om krigens nødvendighed. Vi hører intet om den virkelige baggrund for krigen, hverken den i Irak eller i Afghanistan og vores altafgørende medansvar for, at en Saddam Hussein kunne undertrykke sin befolkning i årtier. Det er det gode mod det onde, og så kan det vist ikke blive mere forløjet. Mange mennesker er besjælet af den tyrkertro, at demokratiske samfund er vaccineret mod at begå endda horrible krigsforbrydelser; det er kun diktaturer, der begår dem - en ualmindeligt primitiv indfaldsvinkel til beskrivelse af verden.

I dag er Saddam Hussein et monster, i går en intim samarbejdspartner, som havde olie, vi kunne bruge, og som var mere end villig til at aftage vort militære isenkram og indgå andre profitable handelsaftaler. Donald Rumsfeld, der trykker hånd med Saddam i 1983, under krigen med Iran, og mens han begik de værste overgreb, står stadig i frisk erindring. Disse sammenhænge bliver, selv om de er dokumenteret til overflod, aldrig draget frem i noget medie. Jovist gassede han sin egen befolkning og nogle iranere, men ikke et ord om, hvem der forsynede ham med gassen. Fy fan, hvis vore læsere forventer et helhedsbillede – det bliver ikke hos os. Vi har helt andre interesser.

I 2006 dokumenterede et forskerteam fra Johns Hopkins School of Public Health, at krigen indtil da havde kostet 656.000 irakere livet. Deres resultater blev offentliggjort i the Lancet, et af verdens højest estimerede lægevidenskabelige tidsskrifter. Madeleine Albright, amerikansk udenrigsminister under Clinton, udtalte på Sixty Minutes i 1996, at det var prisen værd, at sanktionerne mod Irak havde kostet en halv mio. irakiske børn livet; fjernelse af Saddam Hussein havde første prioritet. Nogle kunne fristes til at mene, at en sådan udtalelse var udtryk for en perverteret, depraveret moralopfattelse - jeg er en af dem. Hun er siden blevet lovprist for sin medmenneskelighed.
I dag er tallet for ofre i Irak 1,4 mio.

Hele det massive propagandaapparat, som mainstream medier råder over, i al deres hykleri, svulstige patriotiske udladninger og dobbeltmoral, er kørt i stilling for at beskrive monstret, despoten, diktatoren, men aldrig "vores" rolle. Jeg bruger citationstegn, for jeg ønsker under ingen omstændigheder at blive taget til indtægt for dansk deltagelse i en ultimativ krigsforbrydelse, som uden lovhjemmel blev iværksat af USA og en koalition af villige, herunder Danmark.

Når vi er færdige med vores besættelser i Irak og Afghanistan vil politikere søge efter flere monstre for kommende generationer at bekæmpe. Patrioter taler altid om at dø for deres land, aldrig om at slå ihjel for deres land eller hvem, der skal slås ihjel. Vi har ikke det mindste imod at slå millioner af andre forældres børn ihjel, så længe det ikke er vores børn. "Vores" begrundelse for at intervenere bliver solgt som et hensyn over for nødlidende mennesker. Dette hensyn viste vi ikke i 1965 i Indonesien, da USAs nære allierede, Suharto, og i samme klasse som Saddam, slog et folkeligt oprør ned, med drab på op mod 1 million mennesker – og naturligvis med overvældende aktiv støtte fra USA. Eller i Chile i 1973, eller i Korea med 3-4 mio ofre, eller i Indokina, (Vietnam, Laos og Cambodia), med 4 mio. ofre, eller i Nicaragua, eller i Guatemala, eller i Østtimor i 1975, da Suharto slog en tredjedel af befolkningen ihjel, igen med altafgørende støtte fra gæt hvem, eller i ….

Der er nok at tage fat på, men oprydningen skal først og fremmest ske hos os selv. Siden Anden Verdenskrig har USA med lethed indtaget førstepladsen som den førende udøver af vold på den globale scene - de afspejler den mørke side af en politisk kultur, der med overvældende propaganda sælger sig selv som den fremmeste forkæmper for frihed, demokrati og fred. Intet andet land kommer tilnærmelsesvis i nærheden af det barbari, de har påført verden. Et konservativ skøn over antallet af civile, som er blevet dræbt af amerikansk militær siden verdenskrigen ligger på 8 mio., med andre vurderinger der ligger på det dobbelte.

USAs invasion og besættelse af Irak udgør en af de længste perioder af krigsforbrydelser i moderne historie, og ingen ledere er blevet holdt ansvarlige, selv i disse år, hvor man nedsætter den ene krigsforbryderdomstol efter den anden. Før dette sker kan man bare glemme alt om et opgør med de sidste 8 års krig i Irak. I modsætning til de fleste menneskers opfattelse, var invasionen en lige så stor forbrydelse som invasionen af Irak. D.7.10.2001 påbegyndte USA og Storbritannien et skånselsløst bombardement af landet - en klar suverænitetskrænkelse, som man hængte folk for efter Anden Verdenskrig. Den fik først grønt lys d.20.12.2001 af FNs Sikkerhedsråd.

Erling Jensen, cand.jur.

Lilly Irene Nielsen og Troels H. Poulsen anbefalede denne kommentar
erling jensen

Afghanistan!!!
I sidste afsnit af min kommentar havde der sneget sig en meningsforstyrrende fejl ind. Jeg glemte navnet på det land, der også blev offer for den ultimative krigsforbrydelse. Det drejer sig om Afghanistan - naturligvis. Siden 20.12.2001 har den if. international ret været lovlig. I mine øjne er den ikke desto mindre stadig moralsk forkastelig.
Beklager!

Erling Jensen. cand.jur.

Troels Bang, Lilly Irene Nielsen og Philip B. Johnsen anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Fremragende afdælkkende og nuanceret analyse - langt bedre end det overfladiske nonsens vi har kunnet læse den foregående uge.

Erling - dette er Irak - ikke afghanistan og der er en verden til forskel.

Under et møde om situationen i Irak i 2004 med USAs National Security Team og højtstående generaler, er GW Bush citeret for følgende peptalk:
"Kick ass! If somebody tries to stop the march to democracy, we will seek them out and kill them! We must be tougher than hell! This Vietnam stuff, this is not even close. It is a mind-set. We can't send that message. It's an excuse to prepare us for withdrawal. There is a series of moments and this is one of them. Our will is being tested, but we are resolute. We have a better way. Stay strong! Stay the course! Kill them! Be confident! Prevail! We are going to wipe them out! We are not blinking!"