’Hvordan kan vi skabe en sammenhængende, meningsfuld fortælling om de seneste ti år?’

USA’s invasion i 2003 nedbrød det gamle Irak. Men nu har flere af det irakiske samfunds mest ondartede kræfter samlet sig på ny. Resultatet er et frustrerende og demoraliserende dødvande, der har taget landets fremtid som gidsel
Foto: Patrick Baz/AFP

Foto: Patrick Baz/AFP

20. marts 2013

Livet i Irak har så småt fundet en ny form for normalitet, efter en årrække med krig, borgerkrig og ekstrem vold, som har kostet op mod 200.000 mennesker livet, rystede det irakiske samfund i dets grundvold og efterlod næsten alle irakiske familier med en tragisk historie at fortælle.

Men det er en højst mærkværdig normalitet, som umiddelbart er uden retning og uden en klar fremtid.

»Hvordan kan vi skabe en sammenhængende, meningsfuld fortælling om de seneste ti år?« spørger en romanforfatter, der forsøger netop dette.

»Fortællingens udgangspunkt giver sig selv, men hvor slutter den? Historien om Algeriets borgerkrig kunne først skrives, da den var forbi. Her står vi stadig midt i en række af begivenheder, hvis endelige udfald vi ikke kender.«

Strukturen i hans roman, hvor kapitlerne forholder sig til hver sit årstal, resulterer i, at vores romanforfatter må konstatere, at han stadig er gidsel i et politisk system, der fortsat fastholder landet i uvished.

Irakere vender tilbage

Ti år efter den amerikanske invasion, der væltede Saddam Husseins regime, er Irak fortsat i krise, selv om man måske ikke skulle tro det, når man besøger Bagdad. Selvmordsangrebene, bilbombeaktionerne og de øvrige voldelige aktioner, som Iraks stridende militser greb til under borgerkrigen – enten vendt imod besættelsesmagten eller i egne sekteriske opgør – er mindre hyppige end for et par år siden. I dag glider trafikken en del lettere gennem den labyrint af vejspærringer og betonbarrierer, der førhen gjorde det til et mareridt at nå frem.

Mange af de irakere, der flygtede fra volden i 2006 og søgte tilflugt i Kurdistan eller i udlandet, er vendt tilbage. Irakere, som tidligere var ildesete for at samarbejde med USA, har igen fundet en plads i det irakiske samfund. Og de høje leveomkostninger afholder ikke de irakere, som drager fordel af indtægterne fra olieeksporten, fra at praktisere en hektisk forbrugerisme; sandt at sige er der større travlhed i Bagdads shopping-gader end i magtens korridorer, hvor politikere fra alle sider reagerer på de seneste politiske slagsmål ved at være bemærkelsesværdigt tilbagelænede.

Kritikken af Iraks shiamuslimske premierminister, Nuri al-Maliki, er blevet stadig skarpere, i takt med at han har tiltaget sig flere beføjelser. Hans magtkamp med den kurdiske ledelse om olieindtægterne og omstridte landområder i nordvest har måske nok styrket hans anseelse i det arabiske befolkningsflertals øjne – både shiitter og sunnier opfattede ham som en stærk for-svarer af deres interesser og af Iraks integritet – men siden da er al-Maliki gået langt længere, hvad denne støtte legitimerer. Det har han gjort ved at gribe til ’terrorisme’-argumentet for at udmanøvrere politikere som Rafi al-Issawi, hans sunnimuslimske vicepremierminister, i et politisk system, hvor de vigtigste regeringsembeder fordeles efter etnisk-sekteriske linjer.

Det har ført til enorme folkelige protester mod al-Maliki og har tvunget de sunnimuslimske politikere, han havde samlet omkring sig, til at tage afstand fra ham.

Den næsten uundgåelige følge af dette har været en genopblussen af den shiamuslimske identitetspolitik i et samfund, der stadig er mærket af sekterisk vold i især perioden fra 2006 til 2008.

Men ikke alle i Iraks brogede shiamuslimske befolkningsgruppe støtter al-Maliki, der kun har været i stand til at øge sin person-lige magt ved at mindske sine rivalers indflydelse.

Al-Malikis isolation

Premierministeren står derfor overraskende isoleret. Han er sårbar over for kurderne og er selvforskyldt blevet trukket ind i et sekterisk spil, hvor han end ikke kan være sikker på opbakning fra sit eget shiamuslimske bagland.

Han har dog stadig en del trumfer på hånden – blandt disse er: kontrollen over statsfinanserne; hans modstanderes manglende evne til at enes om en troværdig modkandidat og en stiltiende forståelse mellem USA og Iran om at sikre stabilitet frem for alt. USA er opsat på at lægge sin irakiske fiasko bag sig, mens Iran frygter, at eventuelle omvæltninger i Irak kan svække landets indflydelse i Syrien. Desuden nyder han godt af den kyniske opportunisme, der holder det politiske system oppe, og en massiv offentlige apati, som udmønter sig i, at selv voldsomme folkelige protester har en tendens til at løbe ud i sandet.

En fremtidig konfrontation kan dog langtfra udelukkes i betragtning af den meget store frustration, som hersker blandt sunnimuslimerne, den genopblussende sekteriske polarisering og de materielle og moralske problemer ved et sikkerhedsapparat, der er dårligt til at bekæmpe oprør og mangler national legitimitet. Det kan heller ikke udelukkes, at det langvarige politiske tomrum vil efterlade al-Maliki lammet eller endda tvinge ham til at gå af, uden at der på forhånd er enighed om en efterfølger.

Hertil kommer, at det fortsat er uklart, hvad det egentlig er for et styre, Irak har.

Al-Malakis modstandere fordømmer hans politik som autoritær, og han har da også koncentreret så mange beføjelser på egne hænder, at selv en simpel visumansøgning kan kræve en godkendelse fra hans kontor.

Det billede, han forsøger at tegne af sig selv som en stærk mand, der er udvalgt af forsynet til at lede Irak, er en del af en lang tradition, som stadig lever hos mange irakere.

Forbløffende nok følger de menneskerettighedskrænkelser, der finder sted under hans styre, det velkendte mønster fra Saddams gamle regime. Al-Maliki står imidlertid også over for en ny og stærkere pluralisme, som gør det mindre sandsynligt, at han skulle få held til at udvikle sig i endnu mere tyrannisk retning

Ikke desto mindre står al-Malikis store personlige magtbeføjelser i vejen for, at Irak kan udvikle et ægte demokrati. Al-Malaki har bygget sin magt på en målrettet udnyttelse af det politiske spils tvetydige spilleregler til at omfordele ressourcer og indgå skiftende alliancer i et politisk klima, der er præget af konstante konflikter.

Den tidligere vicepræsident, Adel Abdul Mahdi, forklarer situationen på denne måde:

»Vi kan ikke længere forestille os et system, hvor en enkelt sekt, et parti eller en enkelt person fastsætter reglerne. Sunnierne har prøvet dette, og måske vil shiaerne forsøge sig med det, men det vil ikke komme til at fungere. Omvendt kan vi på dette politiske udviklingstrin heller ikke sætte vores lid til et politisk system, der ikke er baseret på religiøse tilhørsforhold. Pluralisme, decentralisering, ja, selv føderalisme er uomgængelige i den nuværende fase. Så vi har brug for et parlamentarisk system, men for øjeblikket står vi med et politisk system, der ikke virker. Statsinstitutionerne fungerer ikke, og forfatningen gælder ikke rigtig.«

Gammel kolonial tankegang

Denne situation er et af de to vigtigste resultater af USA’s otte år i Irak.

Mellem invasionen i 2003, der blev set som ’et kirurgisk snit’ uden medfølgende ansvar, og den forhastede exit, som Barack Obama gennemførte i 2011, udfoldede der sig flere års politisk ingeniørkunst, som i bedste fald kan betegnes som improvisationer.

Til USA’s fejltrin hører: kriminaliseringen og demonteringen af infrastrukturen i det tidligere regime; indførelsen af et bevidst sekterisk politisk system; promoveringen af politikere med mange års eksilbaggrund og ringe forbindelse til det irakiske samfund; underhåndsaftaler mellem shiamuslimer og kurdere på sunniernes bekostning; stadfæstelsen og fastlåsningen af alt dette igennem en række valg, der cementerede sunniernes marginalisering.

Alle disse fejl kunne havde været korrigeret hen ad vejen. USA’s primære synd er imidlertid rækken af undladelser. Amerikanerne ignorerede de mål, de selv havde stillet op, og forlod Irak, før der var fundet en afklaring på problemerne. Og det plager nu Irak og vil gøre det i mange år fremover.

Blandt undladelsessynderne er en nødvendig revision af den irakiske forfatning; en aftale om fordeling af de omstridte områder i nord og en aftale om fordelingen af især olieressourcerne; en fastlæggelse af forholdet mellem de centrale og de regionale myndigheder; en fastlæggelse af premierministerens beføjelser, indførelse af mekanismer, der kan holde premierministeren i skak, regler for den parlamentariske proces; omstrukturering af sikkerhedsstyrkerne osv.

Intet af alt dette er forhandlet på plads – det genforhandles i stedet fra den ene politiske krise til den anden.

»De problemer, vi oplever, er et normalt udtryk for de unormale omstændigheder, vi befinder os i,« som en rådgiver, der står al-Maliki nær, udtrykker det.

»Vi befinder os i en permanent omstillingsproces.«

Den anden del af arven efter USA er irakernes uafklarede identitet. USA forvandlede Irak til en parodi på sig selv ved at opdele det irakiske samfund efter primitive begreber som baathisme, saddamisme, terrorisme, sekterisme og tribalisme. Et helt politisk system blev etableret på grundlag af disse klicheer. Sådanne selvforstærkende stereotyper minder om tidligere tiders koloniale tankegang, selv om meningen med den amerikanske invasion ikke på noget tidspunkt var at kolonisere Irak.

Besættelsesstyrkerne behandlede alle sunnimuslimer, som om de støttede Saddam Hussein, gjorde dem til fjender, marginaliserede dem inden for det politiske system og tvang dem til at tage afstand fra fortiden. Selv om også sunnierne havde lidt under Saddams regime. Amerikanerne inddelte desuden shiamuslimerne i gode og onde og skærpede de allerede eksisterende klassemodsætninger ved at støde Muqtada al-Sadrs proletariske Mah-di-hær fra sig og anklage den for at agere på vegne af Iran. Kurderne derimod forekom at være USA’s naturlige allierede, hvilket forstærkede deres separatistiske ambitioner og deres krav på omstridte landområder i Nordirak.

Karikaturer

I et vist omfang er irakerne blevet fanget i det billede, som USA efterlod sig. De grupper, der tydeligst gør opmærksomme på sig selv, ligner fortsat de rene karikaturer. Islamisterne lader håret gro, trimme eller beskære for at demonstrere deres tilslutning til den ene eller den anden bevægelse: kort eller langt skæg, med eller uden overskæg, skaldet eller ej.

Soldater og politifolk har overtaget den forbløffende optagethed af deres udseende, som deres amerikanske mentorer havde, hvilket bl.a. giver sig udslag i, at knæbeskyttere systematisk bæres omkring anklerne. Næsten alle kvarterer i Bagdad markerer i dag deres identitet med portrætter af ’martyrer’, flag og graffiti, så ingen kan være i tvivl om, hvilken gruppe de tilhører. Og i et land, hvor de nationale symboler er blevet overskygget af sekteriske emblemer, forskånes end ikke statsinstitutionerne. Shiamuslimske bannere vajer nu over de fleste politivejspærringer og militære stillinger omkring Bagdad.

Den politiske debat i dagens Irak præges også af et sekterisk sprogbrug, som nok blev anvendt i Irak før 2003, men ikke i det offentlige rum. Fordomme udtrykkes nu åbent fra alle sider. De tider er forbi, hvor irakerne mekanisk aflirede standardfraser om harmoni mellem de forskellige trossamfund og fælles national stolthed. Nu falder maskerne hurtigt, og inden for få minutter kan en tilfældig borger, jeg møder, skyde skylden for den seneste protestbølge i det vestlige Irak på en kombination af Baath-tilhængere, al-Qaeda og udenlandske agenter og samtidig erklære, at »enhver epoke har sin leder, og nu er det vores tur, shiamuslimernes tur, til at herske«.

Oppositionens flag og slagord, der oprindeligt henviste til det gamle Saddam-regime, hylder nu i stedet jihad-kulturen, hvilket selvfølgelig ikke bidrager til at mindske de sekteriske spændinger.

Sammenfiltrede identiteter

Selv i et samfund, der flyder over af oppustede klicheer og polariserede fortællinger, findes der dog stadig masser af påmindelser om, hvor sammensat Iraks identitet faktisk er.

Som nu denne gruppe af unge venner, der hver aften mødes for at snakke, ofte med undertoner af sekterisme, selv om de selv er en lykkelig blanding af sunnier, shiaer og kurdere.

Eller som kunstfotografen, der flygtede fra volden i 2006 og søgte tilflugt i et rent shiamuslimsk kvarter, hvor han fortsat fører sig frem som erklæret ateist.

Eller som den shiamuslimske læge, der fortæller om de lidelser, han oplevede, da han var i hænderne på en shiamilits, og en sunnikollega, der til gengæld beretter om de risici, som han løb ved vejspærringer kontrolleret af (det sunnimuslimske) al-Qaeda.

Selv i dag forekommer blandede ægteskaber.

Mangeårige venskaber kan også resultere i interessante blandinger, som når en venstreorienteret intellektuel, der nu er blevet moderat islamist og tilhænger af al-Maliki, ikke ser noget forkert i at bede sin daglige bøn midt i det kommunistiske partis hovedkvarter, når han kommer forbi for at besøge gamle kammerater.

Skræmmebilledet fra ’de sorte dage’ eller ’de sekteriske begivenheder’ – eufemismer for den frygtelige borgerkrig, som ramte dem så hårdt – hænger stadig over byen.

Alle har deres eget mentale bykort over, hvor de velkendte, trygge områder er, og hvor de områder ligger, som de ikke tør vende tilbage til. Beboere i et kvarter, der nu er roligt, er chokerede over det blodige ry, som kvarteret har blandt dem, der ikke tør færdes der.

Og selv er de lige så bange for at begive sig til andre dele af Bagdad, som typisk er lige så fredelige. Det manglende kendskab til hinanden går også igen på det politiske niveau, hvor politikerne sjældent vover sig ind i områder, der tilhører den modsatte lejr.

Politikerne spiller også ofte på modsætningsforholdene, når de rutinemæssigt mobiliserer frygten for ’de andre’ og tilbyder ’beskyttelse’ af lokale interesser.

Ægte normalisering

Mens irakerne higer efter en ægte normalisering, der lader vente på sig, forsøger de at sammenflikke en hverdag og formår med imponerende behændighed at finde vej gennem et sindrigt politisk system, et rystet samfund, en sekterisk sønderlemmet by og en økonomi, der kompliceres af utallige former for korruption og grådig udnyttelse.

For eksempel har de fleste hjem tre forskellige strømkilder: Det statslige elnet, som fungerer op til et par timer om dagen, en lokal privatejet generator og deres eget lille backup-anlæg, som kan bruges, når de andre strømkilder sætter ud. Det er et absurd system, men det fungerer forbavsende godt.

Et andet eksempel er korruptionen ved de utallige vejspærringer, der er blevet en del af hverdagen. Nogle af dem tjener ikke andet formål end at plukke de forbipasserende. Nye udtryk har også vundet indpas i hverdagssproget for at beskrive fænomenet. For eksempel bliver det uoversættelige udtryk ’hawasim’, som stammer fra Saddams propaganda i 2003, da krigen skulle være ’afgørende’ og ’konkret’, i dag brugt til at omtale en bred vifte af ulovlig adfærd, som er mulig på grund af det irakiske samfunds mangel på lov og orden.

Accept af situationen

Mest bekymrende er det, at de irakiske politikere ikke gør noget forsøg på at ændre situationen. De tilpasser sig i stedet. Det nye regime i Irak ser ud til ubesværet at have iført sig de sko, som det gamle regime stillede fra sig.

Regeringsembedsmændene er rykket ind i de samme overdådige boliger, som før husede Saddams embedsmænd. Der er heller ikke bygget meget ny infrastruktur i Bagdad de seneste 10 år – hvis man ser bort fra den lokale regerings hovedkvarter, vejen til lufthavnen og et par motorvejsbroer. Færdselspolitiets læskure ved vejkryds er stadig markeret med et ’doneret af rådhuset’ som en arv fra Saddam-tidens donationssystem – ’makarim’ – hvor de faciliteter, som en stat uden videre burde stille til rådighed, anonymt blev doneret som personlige gunstbevisninger.

Lønningerne i den offentlige sektor er fortsat helt utilstrækkelige, hvilket tvinger de ansatte til at finde supplerende indtægtskilder, uanset om de er inden for lovens rammer eller ej. Korruption på højeste niveau tolereres, dokumenteres og bruges åbent som løftestang, når det er nødvendigt. Nepotisme og inkompetence forgifter nationens institutioner.

Det Republikanske Palads i Bagdads hjerte blev til ’den grønne zone’, den amerikanske besættelses nervecenter, og zonen rummer stadig det værste af den nye orden. Ligesom den gjorde i Saddam-tiden.

Dette enorme, stærkt befæstede område er en eksklusiv politisk oase, et sted, som er forbeholdt de privilegerede, og som gør sit yderste for at holde alle andre ude.

En hel vifte af adgangskort definerer den ny tids elite og afslører medlemmernes position inden for det ny hierarki. Lukningen af Karrada-Mansour-hovedvejen, der gik tværs gennem den grønne zone, har tvunget almindelige mennesker til at køre og gå latterligt lange omveje. I princippet burde det vel være muligt at genåbne vejen, men den grønne zone er blevet det umistelige privilegium for en ny højkaste, der sætter pris på ikke at skulle stå til ansvar for nogen.

Alt dette minder mange irakere om det gamle regime. Og ofte kritiserer de da også det nuværende system med udtryk fra fortiden. At drage paralleller mellem Saddam-tiden og nutiden er heller ikke længere tabu, selv ikke blandt dem, der føler sig bedre stillet i dag. Den samme person, som insisterede på, at »nu er det vores tur til at regere« sagde også: »I Saddam-tiden var det kun en enkelt mand, der skulle have melet sin kage. I dag er der mange om kagen, og deres sult er umættelig.«

Prisen for tennisbolde

I sidste ende står det triste spørgsmål stadig tilbage: Har Irak udholdt ti års lidelser for ingenting? Det gamle regimes fald var utvivlsomt nødvendigt, hvis Irak skulle bringes ud af den gamle rille og kortene fordeles på ny. Det gamle velhaverkvarter Yarmuk, der engang var hjemsted for Baath-partiets højest rangerende officerer, er nu forfaldent og miskrediteret, mens det tidligere så nedslidte Hay al-Jawadain-kvarter har fået legepladser og endda en tennisbane.

Hvilken pris har det mon været nødvendigt at betale for et par tennisbolde – eller en stilling i statsapparatet?

Alt for ofte er personlig berigelse den eneste ambition i et land, der må kæmpe hårdt for overhovedet at definere et fælles mål. Og i dette land, der har måttet gennemleve alt for mange sammenbrud, er den nye elite lige så meget et produkt af Iraks uafklarede politiske situation som en del af problemet.

Under alle omstændigheder kræver enhver nostalgisk længsel efter Saddam-tiden en god portion glemsomhed. For eksempel må man glemme, hvordan Uday, Saddams voldelige og psykopatiske søn, sendte sine bøller ud til populære irakiske feriesteder for at bortføre piger fra respektable familier, så han ustraffet kunne voldtage dem. Irak havde et desperat behov for forandring, og Saddam og hans slæng havde hverken midlerne eller viljen til at forandre noget som helst.

I dag er stort set alle problemer i Irak uløste, men det er stadig muligt at håbe på alt. Potentialet og ressourcerne er der i det mindste. Landet er rigt på olie, selv om den allestedsnærværende korruption udhuler de offentlige indtægter. En katastrofal hjerneflugt vil en dag kunne blive vendt, hvis den irakiske stat forstår nødvendigheden af at pleje talenter i stedet for at dyrke klanloyalitet, kammerateri og familiebånd.

Men først skal Irak bryde ud af det politiske dødvande, der holder landet i konstant uvished om, hvad fremtiden har at byde på.

© Le Monde Diplomatique & InformationOversat af Niels Ivar Larsen

Seneste artikler

  • Er Irak på kanten af en ny borgerkrig?

    21. marts 2013
    De etniske og sekteriske spændinger vokser i dagens Irak, hvor shiitterne har sat sig tungt på magten. Men spørgsmålet er, om risikoen for en ny, blodig borgerkrig er overhængende
  • Tre lande i ét

    19. marts 2013
    Der er i virkeligheden tre lande i ét land. Kurdere i nord, shiaer i syd, og i midten er det primært sunnier. Nogle prøver at spille de forskellige grupper ud mod hinanden Men vi tror alle sammen på gud, og det er det vigtigste. Jeg er hverken sunni eller shia – jeg er muslim. Der er en opdeling på vej
  • Ingen grund til at bombe

    19. marts 2013
    Jeg spørger ofte familiemedlemmer i Irak, om folk har økonomiske muligheder. De svarer, at ja, det er der, hvis man er med på den værste og kender en milits eller har forbindelser i regeringen. Men så skal man sælge sin sjæl på samme måde, som man skulle under Baath-regimet. Før havde du én diktator, men nu har du en masse militser og politiske grupperinger i stedet
Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Journal

10 år efter Irak-krigen har sat sig afgørende spor i både USA, Europa, Danmark og ikke mindst i Irak

Irak 10 år efter

10 år efter Irak-krigen har sat sig afgørende spor i både USA, Europa, Danmark og ikke mindst i Irak

Ti år efter USA’s invasion forsøger irakerne at affinde sig med en ny ’normalitet’.

Matilde Gattoni

Peter Hartling

Harling er leder af den ansete tænketank International Crisis Groups projekter i Irak, Syrien og Libanon. Hans speciale er Irak, hvor han har boet frem til 2003 og siden rejst og arbejdet i. Blandt de emner, han særligt beskæftiger sig med, er de irakiske oprørsbevægelser, Sadr-bevægelsen, stamme-politik og islamisme. Derudover underviser han på Centre de Recherches Internationale de la Sorbonne.

Harling taler fransk, engelsk og arabisk og har tidligere arbejdet som uafhængig konsulent for offentlige og private institutioner i Frankrig.

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen
    Robert Ørsted-Jensen
  • Brugerbillede for Olaf Tehrani
    Olaf Tehrani
Robert Ørsted-Jensen og Olaf Tehrani anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Andreas Trägårdh
Andreas Trägårdh

’Hvordan kan vi skabe en sammenhængende, meningsfuld fortælling om de seneste ti år?’

Det kan "vi" ikke, uden et retsopgør med de danske krigsforbrydelser og terror handlinger i mellemøsten.

Når man lyver (som medierne, kulturpersoner og politikere har gjort det) kan man ikke længere genkende verden. "Vi" (?) har ikke fortjent nogen sammenhænge. Det skulle da lige være plastiske næse operationer, alle de skyldige til hope.

Torben Nielsen, erling jensen, Viggo Helth, Martin Hansen , Gry Wagner, Lasse Kold, Anders Krog, Mette Hansen og Troels H. Poulsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Børge Rahbech Jensen
Børge Rahbech Jensen

Det har Europa gjort adskillige gange bare i løbet af de seneste hundrede år.
http://www.youtube.com/watch?v=nq0KNfS_M44
el. http://www.liveleak.com/view?i=f54_1337075813 fra ca 2:40.

I Danmark har vi svært nok ved at finde ud af, hvad der skete med Europa i 1945 og dernæst i årene 1989 - 1991. Her var så fredeligt, mens Europa var delt.
Polen er flyttet flere gange, og Europa fik flere nye lande i løbet af de seneste 20 år.

Brugerbillede for Peter Jensen

Problemet ved vor ensidige historieskrivning demonstreres ved overskriftens singularis; én fortælling. Men én fortælling ville være en simplificering af de mange komplekse forhold, som har bidraget til den nuværende situation i og omkring Irak. Eller for dén sags skyld alle mulige andre steder. Der er brug for flere fortællinger - og dem behøver vi altså ikke at skabe; de findes allerede. Det er bare med at opsøge dem, underkaste dem lødig kritik og derpå udbrede dem. Til gavn for oplysning, diversitet og demokratiudvikling. Jagten på metafortællingén er intet andet end en (diskursiv) magtkamp, en politiserende manøvre. Indskrænkende.

erling jensen, Morten Pedersen, Viggo Helth, Andreas Trägårdh og Philip B. Johnsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Philip B. Johnsen
Philip B. Johnsen

Meget om religiøse gruppering, ikke meget om kultur og hvordan Irakere ser sig selv, om klanloyalitet samt familiebånd.

Brugerbillede for Gry Wagner

200000 døde? Tallet er vidst nærmere 1.3 million. Det er en tragedie og skandale af rang den måde man ikke vedkender sig at man deltog i en ulovlig krig med en uskyldig befolkning som gidsler og ofre. Føj.

erling jensen, Viggo Helth, Andreas Trägårdh og Martin Hansen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bob Jensen

olie, olie, olie

- og selvfølgelig 1000% forøgelse af både fødselsdefekter og kræft som følge af den anvendte depleted uranium ammunition.

Mere sammenhængende kan det vel dårligt gøres?

Brugerbillede for Troels Bang

Det er klart for mig at informationen ikke er i stand til at publicere tekster der forholder sig realistisk mht Irak.

Jeg anbefaler at man får tyskeren Hans Christof von Sponecks ord på vej.

"Iraq and the Betrayal of a People – Impunity Forever?”
http://www.brussellstribunal.org/article_view.asp?id=759#.UUfU56XRfd7

"Depleted uranium, the armour-piercing radio-active munition, and white phosphorus used by the US military in 1991 and 2003 have created serious health and environmental dangers in Iraq. In early 2000 the US Government sought to prevent WHO from surveying areas in southern Iraq where DU had been used. It also rejected any causality with increases in lung cancer, leukaemia and congenital birth defects. Fortunately national and international efforts have not deterred the collection of more evidence to show the relevance of these war contaminants."

Brugerbillede for Ivan Tønder

Vi blandede os i Iraks interne affærer og slap ikke godt fra det.

Men betyder det at Irak ville have haft det bedre med en Saddam Hussein stadig ved magten i dag? En Saddam, som med verdens 4. største hær havde indlemmet Kuweit og sikkert havde erobret det meste af Saudiarabien og sad på det meste af verdens olie?

Amerikanerne er naive. De troede irakerne ville blive henrykte over at blive befriet fra tyrannen. I stedet blev de henrykte over at kunne tage alle de opgør Saddam havde lagt låg på i så mange år.

Men nu er det nu. Nu kan irakkerne gøre hvad de bestemmer sig til. De kunne leve i fred med hinanden og bygge et stort samfund financieret af oliepengene. Og de vælger..........?

Men det er deres valg nu!

Brugerbillede for Stig Rasmussen
Stig Rasmussen

Irak blev kun holdt sammen af det klister som bestod af Saddams despotiske styre og del og hersk politik der forfordelte hans egen klan og sunnierne, men behandlede kurdere og shiiter som undermennesker.

Spørg shiiterne og kurderne der udgør 75% af befolkningen om de savner "de gode gamle dage" trods ustabiliteten i Iraq.

Brugerbillede for Andreas Trägårdh
Andreas Trägårdh

Alvoren der gik forud for Irak krigen var ikke al mulig bavl om diktatorer og slyngelstater. Det der gik forud var et styrket EU der var ved at forhandle med Irak, et olie land der havde sat sig for at handle olie i EURO i stedet for US$.

Fravalget af $ bundede i et opgør med USA pga. dets stadig tiltagende terror kampagner rettet imod landets infrastruktur og civilbefolkning, bla. systematiske bombetogter og snigmord. Disse kampagner blev den endelige årsag til at FN blev forhindred i at være til stede og gøre sit arbejde i regionen, og dette var bla. at søge efter masse ødelæggelses våben (?) USA argument for at besætte var at FN ikke fik lov at være i Irak. De glemte bare at understrege at retreten ikke skyldes Irak men alene FN's egne regler for tilstedeværelse. Irak samarbejde med FN og EU og USA, hele vejen. Landet var i knæ. De havde ingen ødelæggelses våben, de havde der imod det svageste militær i hele mellemøsten. Og det vidste alle.

Brugerbillede for erling jensen
erling jensen

Hvorfor lade sandheden stå i vejen for en god historie

Det kunne være den første regel, man skal gøre sig klart, hvis man seriøst ønsker et opgør med denne krig.
En altafgørende forudsætning for at komme videre, er, at man skal gøre sig klart, at vestlige lande har begået den ultimative krigsforbrydelse med deres invasion af Irak og de politikere, der stemte for invasionen, skal holdes ansvarlige. Krige drejer sig om at slå ihjel, lemlæste og forkrøble mennesker. De er så afskyvækkende og forfærdelige, at alle danske medier afholder sig fra at vise deres sande følger, eller indvier os i deres altid meget komplekse karakter og baggrund.

Det forventes, at vi helhjertet støtter krige, men uden at få adgang til at se deres virkelighed. Medier giver som regering og folketing et steriliseret billede, fordi de, under dække af et hyklerisk hensyn til vores sarte nerver, ikke ønsker at vise folk ligene, før de puttes i kisterne. Man merkt die Absicht und wird verstimmt.

Vi har endnu til gode at se et eneste lig af en dræbt dansk soldat. Regeringer og massemedier ønsker at vise os krig som et elektronisk spil, med strålende lys i baggrunden og gode lydeffekter, eller nærbilleder af tapre krigere, som affyrer deres geværer mod en usynlig fjende, eller en jetjager, der tager af fra en base i Irak.
De ønsker ikke, at vi skal se sønderrevet kød, afrevne lemmer, kroppe knust til ukendelighed, blod, indvolde, afføring, urin. Hvis folk så det, kunne man risikere at miste opbakning til krigen, og andre interesser, som intet har med frihed, demokrati og hjælp til nødlidende mennesker at gøre, er fuldstændigt afhængige af vælgernes støtte.
Med et flertal i Folketinget bag den seneste krig, er der en nærliggende fare for at blive karakteriseret som et ufølsomt menneske, som ikke vil det bedste for ens medmennesker, hvis man ikke følger trop og støtter op om krigen.
Desværre er der ikke nogen, der tænker, når alle tænker det samme.

Medier glorificerer krig og militarisme, og vi bliver bombarderet med de samme kvalmende budskaber om krigens nødvendighed. Vi hører intet om den virkelige baggrund for krigen, hverken den i Irak eller i Afghanistan og vores altafgørende medansvar for, at en Saddam Hussein kunne undertrykke sin befolkning i årtier. Det er det gode mod det onde, og så kan det vist ikke blive mere forløjet. Mange mennesker er besjælet af den tyrkertro, at demokratiske samfund er vaccineret mod at begå endda horrible krigsforbrydelser; det er kun diktaturer, der begår dem - en ualmindeligt primitiv indfaldsvinkel til beskrivelse af verden.

I dag er Saddam Hussein et monster, i går en intim samarbejdspartner, som havde olie, vi kunne bruge, og som var mere end villig til at aftage vort militære isenkram og indgå andre profitable handelsaftaler. Donald Rumsfeld, der trykker hånd med Saddam i 1983, under krigen med Iran, og mens han begik de værste overgreb, står stadig i frisk erindring. Disse sammenhænge bliver, selv om de er dokumenteret til overflod, aldrig draget frem i noget medie. Jovist gassede han sin egen befolkning og nogle iranere, men ikke et ord om, hvem der forsynede ham med gassen. Fy fan, hvis vore læsere forventer et helhedsbillede – det bliver ikke hos os. Vi har helt andre interesser.

I 2006 dokumenterede et forskerteam fra Johns Hopkins School of Public Health, at krigen indtil da havde kostet 656.000 irakere livet. Deres resultater blev offentliggjort i the Lancet, et af verdens højest estimerede lægevidenskabelige tidsskrifter. Madeleine Albright, amerikansk udenrigsminister under Clinton, udtalte på Sixty Minutes i 1996, at det var prisen værd, at sanktionerne mod Irak havde kostet en halv mio. irakiske børn livet; fjernelse af Saddam Hussein havde første prioritet. Nogle kunne fristes til at mene, at en sådan udtalelse var udtryk for en perverteret, depraveret moralopfattelse - jeg er en af dem. Hun er siden blevet lovprist for sin medmenneskelighed.
I dag er tallet for ofre i Irak 1,4 mio.

Hele det massive propagandaapparat, som mainstream medier råder over, i al deres hykleri, svulstige patriotiske udladninger og dobbeltmoral, er kørt i stilling for at beskrive monstret, despoten, diktatoren, men aldrig "vores" rolle. Jeg bruger citationstegn, for jeg ønsker under ingen omstændigheder at blive taget til indtægt for dansk deltagelse i en ultimativ krigsforbrydelse, som uden lovhjemmel blev iværksat af USA og en koalition af villige, herunder Danmark.

Når vi er færdige med vores besættelser i Irak og Afghanistan vil politikere søge efter flere monstre for kommende generationer at bekæmpe. Patrioter taler altid om at dø for deres land, aldrig om at slå ihjel for deres land eller hvem, der skal slås ihjel. Vi har ikke det mindste imod at slå millioner af andre forældres børn ihjel, så længe det ikke er vores børn. "Vores" begrundelse for at intervenere bliver solgt som et hensyn over for nødlidende mennesker. Dette hensyn viste vi ikke i 1965 i Indonesien, da USAs nære allierede, Suharto, og i samme klasse som Saddam, slog et folkeligt oprør ned, med drab på op mod 1 million mennesker – og naturligvis med overvældende aktiv støtte fra USA. Eller i Chile i 1973, eller i Korea med 3-4 mio ofre, eller i Indokina, (Vietnam, Laos og Cambodia), med 4 mio. ofre, eller i Nicaragua, eller i Guatemala, eller i Østtimor i 1975, da Suharto slog en tredjedel af befolkningen ihjel, igen med altafgørende støtte fra gæt hvem, eller i ….

Der er nok at tage fat på, men oprydningen skal først og fremmest ske hos os selv. Siden Anden Verdenskrig har USA med lethed indtaget førstepladsen som den førende udøver af vold på den globale scene - de afspejler den mørke side af en politisk kultur, der med overvældende propaganda sælger sig selv som den fremmeste forkæmper for frihed, demokrati og fred. Intet andet land kommer tilnærmelsesvis i nærheden af det barbari, de har påført verden. Et konservativ skøn over antallet af civile, som er blevet dræbt af amerikansk militær siden verdenskrigen ligger på 8 mio., med andre vurderinger der ligger på det dobbelte.

USAs invasion og besættelse af Irak udgør en af de længste perioder af krigsforbrydelser i moderne historie, og ingen ledere er blevet holdt ansvarlige, selv i disse år, hvor man nedsætter den ene krigsforbryderdomstol efter den anden. Før dette sker kan man bare glemme alt om et opgør med de sidste 8 års krig i Irak. I modsætning til de fleste menneskers opfattelse, var invasionen en lige så stor forbrydelse som invasionen af Irak. D.7.10.2001 påbegyndte USA og Storbritannien et skånselsløst bombardement af landet - en klar suverænitetskrænkelse, som man hængte folk for efter Anden Verdenskrig. Den fik først grønt lys d.20.12.2001 af FNs Sikkerhedsråd.

Erling Jensen, cand.jur.

Lilly Irene Nielsen og Troels H. Poulsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for erling jensen
erling jensen

Afghanistan!!!
I sidste afsnit af min kommentar havde der sneget sig en meningsforstyrrende fejl ind. Jeg glemte navnet på det land, der også blev offer for den ultimative krigsforbrydelse. Det drejer sig om Afghanistan - naturligvis. Siden 20.12.2001 har den if. international ret været lovlig. I mine øjne er den ikke desto mindre stadig moralsk forkastelig.
Beklager!

Erling Jensen. cand.jur.

Troels Bang, Lilly Irene Nielsen og Philip B. Johnsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen
Robert Ørsted-Jensen

Fremragende afdælkkende og nuanceret analyse - langt bedre end det overfladiske nonsens vi har kunnet læse den foregående uge.

Erling - dette er Irak - ikke afghanistan og der er en verden til forskel.

Brugerbillede for Tom Paamand

Under et møde om situationen i Irak i 2004 med USAs National Security Team og højtstående generaler, er GW Bush citeret for følgende peptalk:
"Kick ass! If somebody tries to stop the march to democracy, we will seek them out and kill them! We must be tougher than hell! This Vietnam stuff, this is not even close. It is a mind-set. We can't send that message. It's an excuse to prepare us for withdrawal. There is a series of moments and this is one of them. Our will is being tested, but we are resolute. We have a better way. Stay strong! Stay the course! Kill them! Be confident! Prevail! We are going to wipe them out! We are not blinking!"