Læsetid: 4 min.

’Hvis ikke nu, hvornår så?’

For blot to generationer siden gjorde de færreste italienske kvinder sig forhåbninger om at få en karriere. I dag tager kvinderne selvbestemmelsesretten for givet, men bliver alligevel ofte tvunget til at vælge mellem arbejde eller børn
Silvio Berlusconi er ikke ligefrem kendt for en progressiv ligestillingspolitik, men det vakte opsigt, da parlamentarikeren Licia Ronzulli fra hans parti tog datteren med i Europa-Parlamentet.

Vincent Kessler

8. marts 2013

Der er håb forude for ligestillingen i Italien. Hvis udviklingen fortsætter med sikre skridt, vil mænd og kvinder have lige muligheder for at nå til tops i diplomatiet i 2660, fremgår det af demografen Rosella Palombas fremskrivninger for socialforsknings-instituttet IRPPS. Og hvis man som italiensk kvinde ikke kan vente små 650 år på at få gang i diplomatkarrieren, er der andre veje: I 2425 vil der være lige mange mænd og kvinder i ledende stillinger i retsvæsnet, i 2143 i virksomhedernes bestyrelser, i 2138 blandt universitetsprofessorer og i 2087 i sundhedssektoren. Men allermest lovende ser det ud for kvindelige funktionærer i centraladministrationen, hvor der allerede om 25 år vil herske fuld ligestilling.

»I dag betragter unge kvinder retten til både at få børn og karriere som noget, der ikke er til diskussion,« siger journalisten og forfatteren Chiara Valentini, som 8. marts i fjor udgav bogen O i figli o il lavoro (Enten børn eller arbejde): »For bare to generationer siden var det ikke sådan. Helt indtil 1970’erne var ideen om, at kvinder realiserede sig selv fuldt ud i hjemmet, fremherskende,« siger Valentini til Information og tilføjer: »Kvinders deltagelse i samfundslivet blev ikke betragtet som naturligt. Det er slut nu, kvinders selvbestemmelse bliver taget for givet. Det betyder ikke, at alle kvinder vil have et job, men de vil have muligheden for selv at vælge.«

Nye rettigheder

Selv om kvinder ifølge Italiens forfatning fra 1948 har samme borgerrettigheder som mænd, blev forskellene længe fastholdt i lovgivningen. Først i 1975 blev hustruvold forbudt, og tre år senere blev aborten legaliseret. Skilsmisselovgivningen fra 1970 blev samtidig forsøgt afskaffet ved folkeafstemning.

»Hvis skilsmissen fastholdes, vil det sågar blive muligt for homoseksuelle at indgå ægteskab,« spåede Amintore Fanfani, kristendemokratisk regeringsleder fem gange i perioden 1954-1987, og advarede: »Og så vil jeres koner måske forlade jer og stikke af med et pigebarn.«

Skilsmisse blev ikke afskaffet, og homoseksuelle kan fortsat ikke blive gift eller registreret som partnere. Og abortlovgivningen har ikke betydet, at der er fri abort i Italien, understreger Chiara Valentini.

»Katolske læger kan af samvittighedshensyn nægte at udføre indgrebet. På mange hospitaler benytter 80-90 procent af lægerne sig af den ret. Det betyder, at det i nogle byer og regioner kan være praktisk svært at få foretaget en abort.«

På samme måde har den katolske kirkes modstand mod kunstig befrugtning indskrænket italienske kvinders selvbestemmelsesret sammenlignet med andre vestlige lande.

»At moderniteten for italienske kvinder er fuld af fortvivlelse bekræftes af alle vores negative rekorder. Vi ligger nederst i de europæiske statistikker for udearbejdende kvinder med kun 46 pct. Vi får dårligere løn, har dårligere karrieremuligheder og bliver ydmyget af kvindefjendske tv-udsendelser og reklamer.«

Prekære jobs

Mens stadig flere italienske kvinder i løbet af de seneste årtier er kommet ind på arbejdsmarkedet, har fødselstallet været støt faldende. I gennemsnit får italienerne 1,2 børn, en halvering i forhold til for 30 år siden og en af de laveste fødsels-rater i verden.

»Bag disse tendenser skjuler der sig et afgørende spørgsmål, som de færreste stiller: Kan kvinders frihed og ligestilling forenes med at få børn?« siger Chiara Valentini og påpeger, at mange mødre ikke vender tilbage til jobbet efter fødslen: »Ifølge en statistisk undersøgelse er 800.000 kvinder blevet fyret eller tvunget til at sige op i forbindelse med eller efter en graviditet. Kun 40 procent af disse har fået nyt job, mens resten er blevet tvunget til enten at blive hjemme eller arbejde sort.«

Som følge af reformer på arbejdsmarkedet er de fleste unge italienere i dag ansat på midlertidige kontrakter. Kontrakten bliver som oftest ikke fornyet, hvis en kvindelig ansat bliver gravid. Desuden bliver mange kvinder bedt om at underskrive et udateret opsigelsesbrev, når de endelig får en fast ansættelse.

»Under Romano Prodis regering (2006-2008, red.) blev der indført et system, hvor formularen til opsigelsesbreve skulle hentes på en ministeriel hjemmeside. På den måde bekæmpede man genopblomstringen af den gamle praksis med opsigelsesbreve, der er underskrevet på forhånd. Men det system blev afskaffet igen, da Berlusconi kom til magten i 2008,« fortæller Valentini. »Sammen med den økonomiske krise, som gør forholdene på arbejdsmarkedet, endnu mere usikre, har lovændringer og offentlige besparelser indskrænket kvindernes autonomi. Vi oplever, at italienske kvinder forsøger skjule over for deres arbejdsgivere, at de venter barn – ligesom ugifte kvinder før i tiden. Økonomer og sociologer påpeger, at børn er det, der gør det sværest at få job.«

Et vendepunkt

På omslaget til Chiara Valentinis bog er der et fotografi af EU-parlamentarikeren Licia Ronzulli fra Silvio Berlusconis parti, Popolo della Libertà (Frihedens folk). Ronzulli vakte opsigt, da hun tog sin nyfødte datter med på arbejde i parlamentet: »Det er et symbolsk billede, selv om hun næppe har de samme problemer med børnepasning som så mange andre,« siger Valentini.

Men Ronzulli blev først kendt i den italienske offentlighed som ansvarlig for logistikken ved Berlusconis berygtede fester. Nu risikerer den tidligere regeringsleder en dom for udnyttelse af en mindreårig prostitueret.

»Berlusconi forvandlede de offentlige institutioner til et bordel,« siger Valentini. »Det er en stor ting, at retssagen mod ham overhovedet bliver ført. Da sagen kom frem, var der en stærk reaktion blandt italienske kvinder under mottoet Se Non Ora Quando? (Hvis ikke nu, hvornår så? red.). Det var efter min mening et vendepunkt, og Berlusconi har mistet mange kvindelige vælgere.«

Efter valget for knap to uger siden er 30 procent af medlemmerne i Italiens parlament kvinder, mens det europæiske gennemsnit er på 23 pct.

»Berlusconis brug af kvinder som blikfang har paradoksalt nok øget kvindernes politiske repræsentation,« siger Valentini: »Det er godt, at tendensen fortsætter.«

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Berlusconi købte stemmer, så Prodi kunne blive politisk aflivet. Undrer mig, at vestlig medier er tavse omkring Grillo og det der foregår politisk i Italien i øjeblikket. Er i nervøse?