Læsetid 3 min.

Irak bevæger sig mod diktatur – ikke demokrati

Ti år efter Irak-krigens begyndelse er der ikke meget tilbage af det demokrati, der skulle have været resultatet af invasionen i 2003. Siden USA forlod landet i 2011, har premierminister Nouri al-Maliki systematisk ryddet alle politiske modstandere af vejen og sat sig tungt på det 930.000 mand store sikkerhedsapparat
Den irakiske befolkning blev stillet demokrati i udsigt, da den internationale koalition invaderede landet i 2003. Men løfterne er langtfra blevet indfriet. Her ses familier på flugt fra Basra kort efter invasionen begyndte i 2003.

Den irakiske befolkning blev stillet demokrati i udsigt, da den internationale koalition invaderede landet i 2003. Men løfterne er langtfra blevet indfriet. Her ses familier på flugt fra Basra kort efter invasionen begyndte i 2003.

Dan Chung
19. marts 2013

Irak er på vej mod et nyt diktatur. Så enkelt kan en række eksperters vurdering af den politiske udvikling i Irak opsummeres. Økonomisk går det fremad i Irak, olieeksporten sætter rekorder, levestandarden er på vej op, og volden er nogenlunde under kontrol. Men demokrati og respekt for menneskerettighederne er der ikke meget af.

Selv om eksperterne viger tilbage for at sammenligne Iraks shiitiske premierminister, Nouri al-Maliki, med den brutale diktator Saddam Hussein, er al-Maliki bestemt ikke nogen demokrat. Allerede under borgerkrigen, der rasede fra 2004-2009, placerede al-Malaki sine egne folk på samfundets topposter. Og siden USA forlod Irak i 2011, har han haft travlt.

I dag sidder Iraks nye magthavere, der går under betegnelsen al-Malakiyiin (Malakisterne), på al politisk magt i landet, og premierministeren har personligt kontrol over Iraks talstærke sikkerhedsstyrker.

Da den sidste amerikanske soldat forlod landet, talte hæren, politiet og efterretningstjenesterne ifølge den amerikanske tænketank Brookings Institute 670.000 ansatte.

I dag tæller sikkerhedsapparatet ifølge den britiske Irak-ekspert Toby Dodge fra International Institute of Strategic Studies imponerende 930.000 mand.

Shia-vælde

Al-Malaki baserer sin magt på en lille udvalgt skare, der består af nære familiemedlemmer, betroede topfolk fra hans eget shia-islamiske Dawa-parti og en række loyale generaler, der er sat til at kontrollere sikkerheden i provinserne.

De seneste to år er stort set alle al-Malakis politiske modstandere blevet sat uden for indflydelse, heriblandt næsten alle sunni-muslimer og alle de øverste repræsentanter for den ikke-sekteriske koalition Irakiya, der vandt det seneste parlamentsvalg i 2010. De fleste er sat ud af spillet ved hjælp af falske anklager for terrorisme.

»Al-Maliki har i praksis sat demokratiet ud af funktion,« konstaterer Henrik Andersen, der er underviser ved American University i Sulaimaniya i det nordlige Irak.

Andre iagttagere udtrykker det endnu skarpere.

»Irak har fået en ny diktator, men denne gang er det en religiøs diktator, som ikke bare vil kontrollere Irak politisk, men også socialt og kulturelt,« siger Osama al-Habahbeh, der tilbringer halvdelen af året i Irak som leder af den danske ngo International Media Supports projekter.

Med livet som indsats

Kernen i Al-Malikis autokratiske styre er det enorme sikkerhedsapparat, som på papiret ledes af premierministeren søn, Ahmed al-Maliki, men i praksis ofte af premierministeren selv. Ved hjælp af hæren, politiet og efterretningstjenesterne forfølger, udrydder, torterer og truer al-Maliki politikere, journalister og andre, der vover at udfordre styret.

»De allerfleste uafhængige journalister er for længst flygtet til Kurdistan,« fortæller Osama al-Habahbeh. »Der er meget få, som efterhånden tør lægge sig ud med Al-Maliki, og de, der gør det, gør det med livet som indsats.«

Blandt dem, som har betalt den højeste pris, nævner han en radiojournalist, som i nogle af sine programmer havde givet ordet til nogle unge demonstranter.

»Han blev dræbt i sit hjem, af ukendte gerningsmænd,« fortæller al-Habahbeh, der ikke er i tvivl om, de skyldige skal findes i al-Malakis sikkerhedsstyrker.

Human Rights Watch og Amnesty International bekræfter da også i deres seneste rapporter, at både politiske mord, forfølgelse og tortur hører til dagens orden i det nye Irak. Og at de ansvarlige meget sjældent bliver retsforfulgt.

Både Henrik Andersen, Osama al-Habahbeh og Toby Dodge beskriver den politiske situation som kaotisk.

Mens Kurdistan i nord klarer sig godt både økonomisk og politisk, og det sydlige Irak også er forholdsvist stabilt, er de fem centrale sunni-provinser fortsat præget af selvmordsbombeangreb, omend volden er på et væsentligt lavere niveau end under borgerkrigen.

Korruptionen gennemsyrer det irakiske samfund fra top til bund, men det største problem er ifølge eksperterne den manglende politiske vilje til at løse problemerne. Den civile statsadministration er ekstremt svag og formår hverken at levere tilstrækkelig sundhed, uddannelse eller el til den irakiske befolkning. Ti år efter at Saddam Hussein blev væltet, har irakerne i gennemsnit kun strøm 7,5 time om dagen, som Toby Dodge påpegede i forbindelse med præsentationen af hans nye Irak-bog, From War to Autotarianism.

Henrik Andersen peger på den manglende politiske vilje til at skabe forandring som hovedproblemet i dagens Irak.

»Irakerne er enormt trætte af vold. De ønsker bare, at udviklingen skal gå i den rigtige retning. Med hensyn til demokrati er de skeptiske. Der er i øjeblikket ingen politisk vilje til at udvikle Irak i en demokratisk retning,« siger han.

Det er Osama al-Habahbeh enig i, men han understreger, at der stadig er håb om et demokratisk Irak.

»Irak er i øjeblikket på vej mod et nyt diktatur, men jeg har stor tiltro til den nye generation. Mange unge irakere er inspireret af Det Arabiske Forår i Nordafrika, og de tør meget mere end de ældre generationer. Derfor tror jeg stadig på, at det kan lade sig gøre at demokratisere Irak,« siger han.

»Men det vil tage generationer, før det sekteriske had, der blev sået under borgerkrigen, er blegnet tilstrækkeligt til, at de forskellige etniske og religiøse grupper kan samarbejde igen.«

 

Irak – 10 år efter

Seneste artikler

  • Er Irak på kanten af en ny borgerkrig?

    21. marts 2013
    De etniske og sekteriske spændinger vokser i dagens Irak, hvor shiitterne har sat sig tungt på magten. Men spørgsmålet er, om risikoen for en ny, blodig borgerkrig er overhængende
  • ’Hvordan kan vi skabe en sammenhængende, meningsfuld fortælling om de seneste ti år?’

    20. marts 2013
    USA’s invasion i 2003 nedbrød det gamle Irak. Men nu har flere af det irakiske samfunds mest ondartede kræfter samlet sig på ny. Resultatet er et frustrerende og demoraliserende dødvande, der har taget landets fremtid som gidsel
  • Tre lande i ét

    19. marts 2013
    Der er i virkeligheden tre lande i ét land. Kurdere i nord, shiaer i syd, og i midten er det primært sunnier. Nogle prøver at spille de forskellige grupper ud mod hinanden Men vi tror alle sammen på gud, og det er det vigtigste. Jeg er hverken sunni eller shia – jeg er muslim. Der er en opdeling på vej
Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Gorm Petersen
Gorm Petersen

At USA blot ville udskifte een despot med en anden blev forudsagt allerede i 2002.

Den egentlige årsag er, at Israel ikke tåler nye demokratier i dets nærområder.

Af samme grund vil også "Det Arabiske Forår" mislykkes - måske med undtagelse af det aller-vestligste Nordafrika.

Desuden vender Vesten allerede nu ryggen til, at despoterne langs golfen - f.ex. Bahrain fængsler demonstranter - bruger tortur o.s.v.

Der er altså en grund til, at ingen araber med en IQ over 60 stoler på nogen som helst "vesterlænding" (læs USA/Israel sympatisør).

Lars Peter Simonsen, Gorm Ridder-Jensen, Martin Hansen og Morten Lind anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Olaf Tehrani

I ’Chok-doktrinen’ har Naomi Klein på forbilledlig vis redegjort for, hvordan Bush/Bremers okkupation og påfølgende plyndring af landet måtte lede til kaos og ødelægge mulighederne for etablering af et levedygtigt demokrati.
Irakerne fik aldrig en chance!

Lars Peter Simonsen, Karen Grue, Christel Gruner-Olesen, Martin Hansen , Morten Lind og Mette Hansen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Nils Bøjden

Og amerikanernes idiotiske opførsel bliver ikke mildnet at at eksistere i et land hvor en undertrykkende ideologi/teologi er fremherskende, samt den totale mangel på parlamentariske traditioner.

Men det ser dog ud til at kurderne i nord er ved at få etableret en fungerende stat.

Og hvorfor amerikanerne ikke allerede første gang S. Hussein overfaldt Kuwait i '91 sørgede for at afsætte det diktatoriske styre, må betragtes som værende en mærkværdighed af de større.

Brugerbillede for Philip B. Johnsen
Philip B. Johnsen

FN's sikkerhedsråd anførte, at de ikke mente, at resolution 1441 gav folkeretsligt grundlag for at gå i krig.

Nato sagde nej til krig, Frankrig, Belgien, Tyskland og Luxembourg afviste helt, at diskutere spørgsmålet om militær støtte i en krig, så længe ikke alle diplomatiske muligheder var udtømt.

Den formelle beslutning om dansk krigsdeltagelse blev taget i marts 2003, den efterfølgende krig var en krigsforbrydelse, til dato er ingen danskere dømt, for denne forbrydelse.

Forslaget blev vedtaget i folketinget den 21. marts. Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti stemte for.

Ulf Timmermann, Stig Bøg, Karen Grue, Niels-Holger Nielsen, Jakob Lilliendahl, Martin Hansen , Morten Lind og Verner Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Morten Pedersen
Morten Pedersen

Det samme billede tegner sig i Afghanistan og Libyen.
Det må vi sørge for at huske når det bliver vigtigt at invadere/angribe Iran og hvem det ellers måtte blive.

Per Torbensen, Niels-Holger Nielsen, Martin Hansen , Morten Lind og Morten Lange anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Morten Lind

Der er to tydelige successkriterier for USA-UK-DK (mfl.) som dermed er opfyldt:

1) "olieeksporten sætter rekorder" var vel først og fremmest formålet, og jeg formoder da kraftigt, at USA og UK har god kontrol over hvem der sælges olie til, og til hvilken pris.

2) "al-Maliki bestemt ikke nogen demokrat" Så er der gjort klar til næste præsident i USA, som ikke kan finde ud af at lede og har brug for at distrahere sin befolkning med endnu en ny mellemøstekskursion. At det hjælper det israelske militærdiktatur med at holde fast i en hård kurs overfor palæstinænserne er jo så bare en fjer i hatten til USA.

Brugerbillede for Gorm Petersen
Gorm Petersen

Hovedårsagen til at Bush d. ældre ikke gik efter af afsætte Saddam i 1991 kan meget vel være erkendelsen af, at Irak er et etnisk kludetæppe, hvor specielt de sunni-er der bebor den centrale del af landet, bor i et værdiløst ørkenområde uden olie, andre råstoffer eller potentiale for landbrug.

Deres - yderst forståelige - nervøsitet over hvad fremtiden kan bringe, er en væsentlig kilde til også den nuværende ufred.

Særlig kurderne opfattes som en trussel af de to andre befolkningsgrupper - men åbenbart ikke stor nok til at de har lært at holde sammen mod den fælles fjende. De samme kurdere, som ikke lægger skjul på, at de agter at erobre de mest olierige dele af det sydøstlige Tyrkiet.

Er de forvirret ? (citat fra tv-serien "skum").

Brugerbillede for Peter Ole Kvint
Peter Ole Kvint

Irak er skabt af europæere med en lineal. Og som andre af verdens kunstige stater så er det kun frygt og undertrykkelse som kan holde sammen på misfostret.

Sabine Behrmann, Dennis Berg, Christel Gruner-Olesen og Morten Lind anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Tor Brandt

Der er vel ikke nogen, der sådan helt rigtigt har troet på, at hensigten med krigen var at udbrede demokratiet, er der?

Karen Grue, Niels-Holger Nielsen og Morten Lind anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Dennis Berg

Gorm Petersen, jeg er sgu godt nok forvirret over dit indlæg, men det er altså din skyld, ikke min.
Det sydøstlige Tyrkiet er beboet af kurdere, som i flere menneskealdre har ført en uafhængighedskamp imod den tyrkiske regering. Disse føler selvfølgelig et naturligt tilhørsforhold til andre kurdere, heriblandt det såkaldte "Kurdistan" i nordirak.

Om der er olie eller ej her, er komplet irrelevant, da de ville have kæmpet for selvstændighed uanset hvad.

Dertil tror jeg ikke, at kurderne ses som en speciel trussel i Irak af de andre befolkningsgrupper. Kurderne passer sig selv og ønsker at blive ladt alene. De har ingen ambitioner i forhold til magten i Bagdad.

Lars Peter Simonsen og Gorm Ridder-Jensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Morten Lind

@ Sophie Hytteballe

"Nu er USA stort set selvforsörgende med olie, saa den med olien holder vist ikke mere."

Wow! Hvor har du den fra? På det seneste er USAs netto-olieimport ganske vidst på vej nedad, nok både på grund af fracking-gas og finans-, gælds-, økonomi-, og produktionskrise. Men den udgør stadig (i 2012) 45%(!) [1] af USAs olieforbrug. Det må vel siges at USA stadig er meget langt fra at være selvforsørgende med olie!

[1] http://www.fas.org/sgp/crs/misc/R42465.pdf

Martin Hansen , Tor Brandt, Stig Bøg og Dennis Berg anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Dennis Berg

Sophie:
Fracking-udvindingen i USA er en kæmpe boble, som brister inden for få år. Brøndenes udbytte halveres indenfor det første år, og den eneste løsning man lige nu har på at holde profitten oppe, er at bore nye brønde hurtigere end de andre løber tør.
Samtidig resulterer den megen ekstra gas i, at prisen presses ned, og dermed profitabiliteten i udvindingen. Resultatet er, at aktørerne allerede nu kører med blodrøde bundlinjer.
Der er investeret uhyggelige summer i fracking i USA. Penge som kunne have hjulpet med at gøre noget ved global opvarmning og sikret forsyning i form af vedvarende energi istedet.

Lars Peter Simonsen, Tor Brandt og Morten Lind anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars-Bo Abdullah Roland Jensen
Lars-Bo Abdullah Roland Jensen

Dennis:

Kurderne i Nord Irak er en trussel ud fra tanken om at de ved en selvstændighed fjerner en ikke uvæsentlig del af olieindtægten. De er for Tyrkiet en trussel fordi deres større selvstændighed motivere de Tyrkiske kurdere til ønsket om samme.

Der har været en stigende spænding mellem irakiske og kurdiske styrker på det seneste, med frygt for at det ville blusse op til kampe. Frygten så reel at der er blevet sendt mere militær til det nordlige Irak fra central styret.

Dette er vel heller ikke uvæsentligt i den nuværende magtkamp i Irak at Talibani kommer fra en region der ønsker selvstændighed, en lidt mærkelig situation for et land, at have en præsident, der repræsentere en befolkningsgruppe, der heller vil have lov at passe sig selv. En premireminister, der levede i landsflygtighed under de hårde år for Irak, både i Syrien og Iran, sidste et land som mange Irakiske familier har mistet folk til, i løbet af de 8 år krigen varede.

De lider bestemt under dette, og så at de er et levn fra tiden hvor Irak var besat af USA og koalitionen af de villige. At de så samtidig ikke har formået at samle Irak, ikke har formået at løse de infrastruktur problemer der stadig hæmmer udviklingen af Irak, og at hele regeringen anses som en flok korrupte personer, hvis formål først og fremmest er at berige sig på bekostning af folket, gør at de aldrig vil kunne samle noget som helst, andet end de penge de regner med at skulle leve af, når de bliver jaget fra posterne, enten ved valg eller oprør.

Brugerbillede for Dennis Berg

Det er måske på tide, at de fik deres Kurdistan.
Det kunne løse en masse problemer i regionen.

Brugerbillede for Gorm Petersen
Gorm Petersen

DB:
Kurderne passer sig selv og ønsker at blive ladt alene. De har ingen ambitioner i forhold til magten i Bagdad.

GP:
Det er netop problemet. De vil stikke af med "deres" olie. Hvis shiaerne i syd også stikker af med "deres" olie, har central-irakerne noget af et problem.

Kurderne har "af-arabiseret" Kurdistan de seneste år, d.v.s. lavet etnisk udrensning under henvisning til, at Saddam tidligere har ladet arabere flytte til området (for 15-25 år siden).

DR1 orientering er kilde til disse oplysninger.

Brugerbillede for Philip B. Johnsen
Philip B. Johnsen

Hvad mente befolkningerne i Europa januar 2003?

I januar 2003 - altså to måneder før krigens begyndelse - viste en Gallupundersøgelse følgende tal for holdningerne til en eventuel krig mod Irak:

Tyskland: 50% var imod en krig under alle omstændigheder, 39% var for en krig, hvis der var FN-mandat til den, og 9% var for en krig gennemført af USA med eventuelle allierede.

Frankrig: 60% var imod en krig under alle omstændigheder, 27% var for en krig, hvis der var FN-mandat til den, og 7% var for en krig gennemført af USA med eventuelle allierede.

Storbritannien: 41% var imod en krig under alle omstændigheder, 39% var for en krig, hvis der var FN-mandat til den, og 10% var for en krig gennemført af USA med eventuelle allierede. Hele 86% af briterne mente, at våbeninspektørerne burde have længere tid, før en beslutning om krig blev taget, og kun 25% mente, at der var fundet beviser nok til at gennemføre en krig.

Rusland: 23% bakkede op om tanken om en krig, hvis den blev gennemført med FN-mandat.

Portugal og Polen: Et flertal af befolkningerne var positive over for en krig uden FN-mandat.

Danmark: Ved krigens begyndelse var 49% af danskerne imod deltagelse i krigen, mens 37% var for. Danskerne var på dette tidspunkt mere positive over for den forestående krig end både englændere, franskmænd, tyskere og italienere.

Link: http://www.faktalink.dk/titelliste/iraa/print_iraahele

Jens Falkesgaard, Robert Ørsted-Jensen, Tor Brandt og Morten Lind anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Per Dørup  Jensen
Per Dørup Jensen

Det kan godt undre, hvorfor der var så relativ stor modstand mod USA`s krig og ødelæggelse af Irak, mens USA og Nato nærmest modstandsløst kunne smadre det ex-jugoslaviske og libyske samfund. Det var trods alt den samme diktator- og menneskerettigheds-retorik, USA og Nato brugte til at retfærdiggøre deres ugerninger.
Ingen af de tre "diktatorer" havde a-våben (så var de nok ikke blevet angrebet) endsige masseødelæggelsesvåben. Og ingen af dem slagtede civilbefolkningen, som USA- og Nato-propagandaen messede, men Milosevic, Karadzic, Saddam og Gaddafi slog naturligvis hårdt ned på de ekstremistiske muslimer, der idag har magten i Bosnien, Kosovo, Irak, Libyen, og - via Nato`s regionale jihad-udrykningshær - er godt på vej til at få i Syrien

Brugerbillede for Tor Brandt

@Per Dørup Jensen:
Muligvis gør sådan noget som internettet, som i høj grad har vundet indpas siden, en forskel for befolkningens grad af selvstændig tænkning.
Ifm. den jugoslaviske krig var de fleste mennesker overladt til den ensidige dækning fra fjernsyn og aviser.
Og udover den bredere dækning, som internettet forestår, giver det også meget bedre muligheder for at aktivister kan gøre deres informationer synlige for omverdenen, hvilket giver de krigsførende befolkninger et langt bedre grundlag for at danne sig selvstændige meninger.

Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen
Robert Ørsted-Jensen

Det lader sig ikke benægte at kurderne har vundet på den krig - de har idag et blomstrende demokrati - og et som bør forsvares mod enhver trussel. Hvad der sker med Irak er i mine øjne stadig uklart - jurister er i alle tilfælde ikke dem man først skal spørge nå man vil vide noget hvad det angår - politiske historikere - især dem med viden om demokrati og demokratiudvikling ville være et langt bedre valg.

De vil givet i manmge tilfælde påpege at end ikke Hitlerismen evnede at fjerne den da meget unge og spirende demokratiske bevidsthed fra det tyske folk. Husk at Weimarrepublikken reelt var tysklands første demokrati og at det fra starten undergravedes af Verseillestraktaten. Alligevel var der ingen tvivl i det tyske folk at demokrati var vejen frem efter 1945.

Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen
Robert Ørsted-Jensen

I sidste ende, så er demokrati ikke noget man kann påtvinge andre. Det er og bør altid være resultatet af et krav der vokser indefra i et samfund. Derfor fungere demokratiet også i de kurdiske provinser medens sunnier og shia islamister springer hiunadnen i luften i bombeattentater for at indføre en islamisk stat i resten af landet. At kalde disse islamister for 'insurgence' eller frihedskæmpere burde straffes som blasfemi - hvis noget overhovedet burde straffes som sådan - de er islamiske facister der myrder for at kunne indføre teorkrati.

Irak kannikke laves om til et teokrati - det er ganske enkelt ikke muligt - der er for mange af mudsætnibnger blandt islamisterne til at dette kan lade siig gøre. Irak har kun to muligheder - diktatur eller demokrati - i længden er kun demokrati en mulighed - netop grundet på de indre modsætninger i landet. Det er vanskeligt at forestuille sig at kurderne vil finde sig i endnu et Bagdad baseret diktatur og despoti