Læsetid: 4 min.

Irak-krig gjorde briterne kyniske

Godt 10 år efter at et flertal i det britiske Underhus besluttede at invadere Irak, har briterne lært meget mere om, hvad der førte til beslutningen. Men landet er stadig lige splittet
Britiske soldater søger dækning under invasionen af Irak i 2003. I Storbritannien er befolkningen trods talrige høringer om krigsdeltagelsen stadig splittet, og mistanken om, at folket blev vildledt, har resulteret i en udbredt kynisme.

Alan Chin

19. marts 2013

Intet land var mere splittet over beslutningen om at invadere Irak for 10 år siden end Storbritannien. Og intet land har efterfølgende haft et grundigere opgør med den hjemlige Irak-arv.

Pres på videnskabsmænd; kvaliteten og procedurerne i efterretningstjenesterne; beslutningsprocessen forud for invasionen; planlægningen af krig og besættelse; soldaternes behandling af irakerne. Alt sammen er blevet endevendt i seks større høringer – hvoraf flere stadig er i gang.

Alligevel er den kløft, Irak-krigen skabte, ikke blevet mindre, fortæller flere iagttagere.

»Der er ringe chance for at mindske kløften mellem de, som mente, at indgrebet byggede på bedrag, og de, som sagde, at der måske nok var fejl i efterretningsmaterialet, men at et afskyeligt, fascistisk regime blev væltet og det irakiske folk befriet,« siger Gary Kent, formand for gruppen Labour Friends of Iraq, i et e-mail-interview fra Irak.

Piers Robinson, lektor i international politik ved University of Manchester, mener heller ikke, at høringerne indtil videre har haft en helende effekt på befolkningen. Men meget afhænger af, hvad den største og bredeste Irakhøring, den såkaldte Chilcot-høring, konkluderer senere på året, påpeger han.

»Med mindre høringen leverer en klar bedømmelse af, hvem der var ansvarlig på hvilket tidspunkt, tror jeg, at der fortsat vil være en kløft mellem de, der mente, at der forekom noget uærligt i opløbet til krigen, og de, der mente, at krigen var legitim,« siger han og skyder på, at kun en »sønderlemmende kritik af Blair og Campbell (spindoktor, red.)« vil tilfredsstille krigsmodstanderne.

Robinson tilføjer dog, at det langt fra er sikkert, at høringen vil levere en sådan kritik: »Historisk har britiske høringer været tilbøjelige til at være temmelig forsigtige med kritik. Butler-høringen kom faktisk – tror jeg – tæt på sandheden om spørgsmålet om vildledningen og misbruget af efterretningsmaterialet, men værgede sig imod at komme med en egentlig bedømmelse.«

Vedvarende effekt

En af årsagerne til, at briterne mere end nogle andre europæere diskuterede invasionen i opløbet til den, var – ifølge Robinson – parløbet mellem Tony Blair og George Bush, og at »der var et element af uærlighed« i argumentationen om truslen fra Irak, »som antændte den britiske opposition«.

Denne opposition voksede hurtigt, og i februar 2003 gik omkring en million briter på gaden i London i en protestmarch mod krigen. Der var ifølge Ian Taylor, lektor i medier og kommunikation ved University of Leicester og deltager i marchen, en »følelse af festlig optimisme på dagen«.

»’De kan ikke ignorere os nu’ lød et almindeligt omkvæd,« skriver han i bladet New Statesman og tilføjer: »Men selv om de ikke kunne ignorere os, så kunne de underkende os«.

Den skuffelse, som så mange briter efterfølgende følte, har fået konsekvenser for demokratiet, påpeger han: »Mange, som deltog i marchen d. 15. februar, har sikkert ikke deltaget i en march siden. ’Hvorfor skulle vi?’ kunne de med rimelighed spørge.«

Piers Robinson er enig i, at Irak – trods høringerne – har ændret briternes forhold til deres politikere: »At marchen ikke fik nogen effekt, har efterladt et varigt indtryk, som har været meget negativ for offentlighedens tro på både de demokratiske institutioner og demokratiet som helhed,« siger han.

Han påpeger, at andre skandaler – såsom parlamentarikernes udlægsskandale, finanskrisen og telefonaflytningsskandalen – også har været med til at puste til politikerleden, men tilsammen har disse begivenheder »skabt en langt større grad af kynisme i offentligheden, end der var forud for Irakinvasionen«.

Mistanke om vildledelse

Kynismen bliver holdt i live af nye historier, der stadigvæk dukker op, og som synes at bekræfte kritikernes mistanke om, at borgerne blev vildledt. Så sent som i går fremlagde BBC’s dokumentarprogram Panorama beviser for, at efterretningstjenesterne MI6 og CIA kort før invasionen fik at vide af den irakiske udenrigsminister, at Irak ikke havde nogen fungerende masseødelæggelsesvåben.

I forrige uge kom det frem, at den britiske regering har afvist at afklassificere en række e-mails mellem Tony Blair og George Bush, som ifølge Chilcot-komiteen ville kunne »belyse Hr. Blairs position på kritiske tidspunkter« i opløbet til invasionen.

Journalisten Andrew Gilligan er enig i, at det britiske demokrati har taget skade af hele forløbet. Han blev selv en af periodens ufrivillige hovedpersoner, da en af hans kilder til en kritisk Irak-rapport – videnskabsmanden David Kelly – begik selvmord.

»Det ændrede sandsynligvis permanent forholdet mellem den britiske befolkning og deres ledere. Jeg kan personligt aldrig se vores regering – eller vores svage demokratiske institutioner, som gjorde så lidt for at forhindre katastrofen – i helt det samme lys igen,« skriver han i The Daily Telegraph.

Robinson mener dog, at der stadigvæk kan komme noget positivt ud af episoden og de efterfølgende høringer. Der er allerede gennemført ændringer i måden, efterretningsmateriale behandles på, og det forventes, at den kommende Chilcot-rapport vil kritisere den måde, hvorpå regeringens centrale ministre og rigsadvokaten blev holdt udenfor af Blair i månederne op til beslutningen om at gå i krig. Dette forventes at føre til ændringer i procedurerne.

Men også den strategiske position, som Blair-regeringen – såvel som forrige og efterfølgende regeringer – indtog, og som givetvis påvirkede beslutningen, kan blive genstand for en sund debat som følge af den kommende Chilcot-rapport, mener Robinson.

»Det kan starte en produktiv debat om, hvor godt dette ’særlige forhold’ mellem Storbritannien og USA egentlig er,« siger han.

 

Serie

Irak-krigen – 10 år efter

I anledning af tiåret for invasionen af Irak har Information sat fokus på Irak-krigens konsekvenser. Hvor er Irak i dag? Hvad har Danmarks deltagelse i krigen betydet for danskernes selvforståelse? Hvilke konsekvener har krigen haft for briterne, amerikanerne og ikke mindst FN? Og hvordan ser fremtiden ud? Er Irak på vej mod en ny borgerkrig? hvem er Irak-krigens egentlige vindere? Og hvad kommer krigens udfald til at betyde for evt. fremtidige interventioner?

Seneste artikler

  • Er Irak på kanten af en ny borgerkrig?

    21. marts 2013
    De etniske og sekteriske spændinger vokser i dagens Irak, hvor shiitterne har sat sig tungt på magten. Men spørgsmålet er, om risikoen for en ny, blodig borgerkrig er overhængende
  • ’Hvordan kan vi skabe en sammenhængende, meningsfuld fortælling om de seneste ti år?’

    20. marts 2013
    USA’s invasion i 2003 nedbrød det gamle Irak. Men nu har flere af det irakiske samfunds mest ondartede kræfter samlet sig på ny. Resultatet er et frustrerende og demoraliserende dødvande, der har taget landets fremtid som gidsel
  • Tre lande i ét

    19. marts 2013
    Der er i virkeligheden tre lande i ét land. Kurdere i nord, shiaer i syd, og i midten er det primært sunnier. Nogle prøver at spille de forskellige grupper ud mod hinanden Men vi tror alle sammen på gud, og det er det vigtigste. Jeg er hverken sunni eller shia – jeg er muslim. Der er en opdeling på vej
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu