Læsetid: 7 min.

’Vi var ikke klar over, at så mange bliver myrdet’

Nedskydningen af 20 småbørn og seks lærere i en skole i Newtown i december har åbnet hvide amerikaneres øjne for de daglige skyderier i landets sorte bydele og latino-kvarterer, hvor 30 mennesker – mange børn og unge – hver dag mister livet
I delstaten Connecticuts hovedstad er der siden 2000 blevet myrdet 358 mennesker med skydevåben, hvilket skal holdes op mod Hartfords indbyggertal på kun 125.000. Den 14. februar strømmede folk til delstatsparlamentet i Hartford for at deltage i en demonstration for krav om strengere våbenkontrol. Foto: Spencer Platt

I delstaten Connecticuts hovedstad er der siden 2000 blevet myrdet 358 mennesker med skydevåben, hvilket skal holdes op mod Hartfords indbyggertal på kun 125.000. Den 14. februar strømmede folk til delstatsparlamentet i Hartford for at deltage i en demonstration for krav om strengere våbenkontrol. Foto: Spencer Platt

4. marts 2013

På en kold vinterdag for lidt over 11 år siden blev en ung mand skudt i sin bil på en gade i Hartfords sorte kvarter.

Randy Beckman var hverken medlem af en kriminel bande eller involveret i den livlige narkohandel i East Hartford. Tværtimod havde den 21-årige sorte mand en lovende fremtid foran sig. Kort før sin død havde han fået en søn, og den nye farhavde lige fået et job i et forsikringsselskab.

Men det gør ingen forskel, hvis man opholder sig på det forkerte sted på det gale tidspunkt i en amerikansk storbyghetto. Her i delstaten Connecticuts hovedstad er der siden 2000 blevet myrdet 358 mennesker med skydevåben, hvilket skal holdes op mod Hartfords indbyggertal på kun 125.000. Mindst 100 af af de dræbte var uskyldige ofre.

I Chicago blev 500 mennesker – de fleste unge mænd – dræbt med håndvåben i 2012. I hele USA løb tallet sidste år op i 12.000; hertil skal lægges næsten 20.000 selvmord begået med skydevåben.

Randy Beckmans mor, Henrietta,konfronteres dagligt med tabet af sin søn. Hun går eller kører hver dag forbi stedet, hvor hendes søn blev dræbt med et enkelt skud gennem en bilrude.

»Politiet har ikke opklaret mordet, men folk med pålidelige kilder her i nabolaget har ladet os vide, at der var tale om en misforståelse. Morderen troede, Randy var en anden,« fortæller den sørgende mor på gerningsstedet.

Den grønne hue

I dagens anledning har hun et foto af Randy om halsen – et billede, som faren, Ron Beckman, normalt bærer. Hun har også en grøn hue trukket ned over hovedet.

Grøn og hvid er de officielle farver for grundskolen Sandy Hook i Newtown, hvor 20 børn i alderen 5-6 år og seks lærere blev myrdet 14. december 2012 af en mentalt forstyrret ung mand udstyret med en halvautomatisk Bushmaster AR-15-riffel.

Det var den værste og mest chokerende massenedskydning af skolebørn i USA siden massakren på Columbine High School i Colorado i 1999.

Efter mordet på Randy Beckman opfordrede gadepræsten Henry Brown moren til at lede en organisation, de to startede sammen i 2003. Den hedder Mothers United Against Violence, og medlemmerne er familier til børn og unge, der er blevet myrdet med skydevåben i Hartford.

Det var i den egenskab, at Henrietta, andre sorte familier og pastor Brown tog til Newtown i den anden ende af delstaten i dagene efter skolemassakren: »Vi ville udtrykke vores medfølelse og støtte,« siger Henry Brown, hvis arbejde som præst fortrinsvist består i at hjælpe beboere i Hartfords sorte kvarterer.

Isoleret fra hvide

Gennem 10 år har familien Beckman og Henry Browns gruppe eksisteret uden at få støtte fra det hvide samfund i Connecticut. Hvert år siden 2007 har de på en bestemt dato afholdt en demonstration foran delstatens folkeforsamling i Hartford for at få lovgiverne til at gøre noget ved salget af narko og håndvåben, som foregår ganske åbenlyst, samt ved de daglige skudepisoder i byen.

»Vi har ikke kunnet mobilisere mere end 350 mennesker til den årlige march, og det hører til sjældenhederne, at man ser en hvid borger deltage,« fortæller pastor Brown over en kop kaffe på den lokale McDonald’s.

Henrietta Beckman tilføjer: »Nogle få politikere har lyttet til vores budskab, men der er ikke kommet noget ud af det. Det er som at slå i en dyne.«

De efterlyser hvide amerikaneres indignation, når sorte børn og latinobørn bliver skudt.

»En toårig pige ser sin far blive myrdet på gaden. En syvårig bliver dræbt under en caribisk parade. En baby på seks måneder bliver ramt i låret af skud. Hvor er folkets vrede?« spørger pastor Brown.

Efter skolemassakren i Newtown modtog Sandy Hook-skolen så mange tøjdyr, at den ikke ikke have plads til at opbevare dem, og der blev indsamlet otte millioner dollar til ofrenes familier: »Selvfølgelig skal Newtown have vores støtte, men Henrietta og andre mødre har aldrig fået nogen støtte. Aldrig,«siger han.

Forskelsbehandling

Mange sorte føler sig forskelsbehandlet i det amerikanske samfund, og massakren i Newtown har pustet til den ild hos flere. I New York-bydelen Harlem tog nyheden om skolemassakren i Newtown hårdt på Jackie Rowe-Adams, der har mistet to af sine fire børn.

»Jeg havde en brændende lyst til at omfavne forældrene. Jeg vidste, hvad de gik igennem. Jeg kunne føle deres smerte. Men efter et stykke tid spurgte jeg mig selv: Hvordan kan det være, at Newtown får så megen opmærksomhed,mens vi ingen får?«siger Rowe-Adams, medstifter af gruppen Harlem Mothers Stop Another Violent End. Hun er ikke tilfreds med præsident Barack Obamas indsats.

»Han er fra Chicago. Han ved, hvad der foregår i ghettoerne. Selvfølgelig skulle han tage til Newtown og trøste familierne, men hvor var han alle de gange, små sorte børn blev myrdet? Før Newtown talte han aldrig om vold med skydevåben.«

New Yorks hvide borgmester, Michael Bloomberg, har derimod engageret sig dybt i problematikken og bruger en del af sin enorme private formue på at støtte kandidater til politiskeposter, som advokerer for strengere våbenlove.

Hvis det var sort skole …

Et spørgsmål, man ofte hører stillet i sorte familiers hjem, er, hvordan det hvide samfund og medierne ville have reageret, hvis nedskydningen af de 20 småbørn havde fundet sted i en skole med sorte børn og latinobørn?

»Jeg tror ikke, at reaktionen ville have været den samme. Her i Connecticut og i Washington D.C. ville man ikke have diskuteret en stramning af våbenlovene,« siger pastor Brown.

Men det er lederen af delstatens største antivåbengruppe, Connecticut Against Gun Violence, uenig i.

»Det er ikke så meget hudfarven som rædslen over så mange små børn myrdet i en massakre, der rammer folk. Det udløser en reaktion. Folk begynder at spørge, hvad der er galt. Den daglige vold i storbyghettoerne opleves derimod drypvis. Så jeg er sikker på, at chokeffekten havde været den samme,« siger Marty Isaac, der selv er hvid.

Siden Newtown-massakren er flere hvide amerikanere blevet opmærksomme på de mange skudofre i USA’s storbyer. Medierne har skrevet flere artikler om fænomenet.

Antallet af døde fortsætter med at stige i samme takt som før. I de få måneder, der er gået siden 14. december 2012, er 2.358 mennesker blevet myrdet med skydevåben i USA. »Det hjælper ikke at forbyde salg og besiddelse af halvautomatiske rifler som den type, der blev brugt af gerningsmanden i Newtown,«siger pastor Brown og fortsætter:

»I storbyerne går de kriminelle ikke rundt med rifler. De bærer skjulte håndvåben. Det er dem, der skal sættes ind imod.«

Koalition af hvide og sorte

Trods det har Newton-massakren vakt et håb om, at hjælpen er på vej til de voldsplagede storbykvarterer.

Den 14. februar organiserede to hvide mødre, Nancy Leifkowitz og Meg Staunton, fra den relativt velhavende by Fairfield i Connecticut en demonstration foran delstatsparlamentet. Folk fra hele staten strømmede til – nogle af dem i skolebusser – også fra Newtown.

De to arrangører havde bedt Henrietta Beckman om at tale til de fremmødte – omkring 5.500. Guvernøren og ledende lokalpolitikere var også tilstede.

Da den sorte kvinde stod på talerstolen, blev hun så bevæget, at hun havde svært ved at sige mere end blot nogle få ord. Pastor Brown, som stod ved hendes side, beroligede hende.

»Tag en dyb indånding. Giv dig tid. Vi kan sagtens vente,« sagde han.

Forsamlingen – overvejende bestående af hvide – brød ud i spontane klapsalver.

»Vi elsker dig. Vi er med dig,« råbte flere kvindelige tilhørere.

Randy Beckmans mor genvandt fatningen og sagde:

»Jeg vil gerne sige til familierne fra Newtown, at vi sympatiserer med jeres smerte. Den vil aldrig forsvinde, men vi kan ære vores børns minde ved at stå sammen og kæmpe for retfærdighed.«

Indignationen

Under talerne gik Amy Barnouw, forretningsdrivende og mor til to fra Fairfield, rundt og delte grønne huer ud til de fremmødte.

»Vi må nu se direkte i spejlet og spørge, hvorfor vi lod Newtown ske hver dag i storbyghettoerne i så mange år uden at røre en finger? Hvorfor har vi ikke tidligere været vrede, som vi er nu? Det er en skændsel,« sagde Barnouw.

Et par uger efter demonstrationen fortæller de to arrangører i Meg Stauntons hjem i Fairfield, at de i forbindelse med deres aktivisme efter Newtown er blevet chokeret over det, de har lært om situationen i storbyghettoerne:

»Vi var ikke klar over, at 30 mennesker bliver myrdet hver dag. At det ikke får så megen opmærksomhed, skyldes nok racisme, så vi forstår, hvorfor de sorte er bitre. Men vi håber også, at vi kan stå sammen og få gennemført nogle love, som kan stoppe noget af volden,« siger Meg Staunton, mor til tre.

Megs og Nancys gruppe, March for Change, vil opfordre sine medlemmer til at deltage i Beckmans og Browns årlige march til parlamentet i Hartford 30. marts.

»Vi kommer med sikkerhed,« lover de to hvide forstadskvinder.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • torsten jacobsen
  • Per Torbensen
  • Lone Christensen
  • Anders Krog
  • Steen Sohn
torsten jacobsen, Per Torbensen, Lone Christensen, Anders Krog og Steen Sohn anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lars R. Hansen

"Vi var ikke klar over, at 30 mennesker bliver myrdet hver dag. At det ikke får så megen opmærksomhed, skyldes nok racisme..."

At det ikke får så meget opmærksomhed som Sandy Hook - at 30 unge og gamle mennesker af alle racer dræbes dagligt - skyldes nærmere at disse forventelige drab overvejende sker mellem kriminelle spredt over hele USA - mens Sandy Hook på engang ramte 20 sagesløse børn et sted og kom som et shock for nationen samt at massemorden målrettede gik efter sagesløse børn - end det skyldes racisme.

Men at folk bag denne 'antiguns organisation' - resonerer sig frem til årsagen er racisme - fortæller noget om væsentligt om samme.

Jens Overgaard Bjerre

Mentaliteten er den samme herhjemme. For ca. 5 år siden blev der for eksempel skudt fem ned af arabisk afstamning i et almentnyttigt boligkvatér i Lyngby, nord for København med et automatvåven. Ved et tilfælde overlevede de ramte, men blev hårdt kvæstetede. DR satte en praktikant til at udspørge nogle børn om mordforsøgene. Det var alt. Kort tid efter blev der skudt på en løber i Ordrup med et luftgevær. Så var DR ved at gå i smadder med daglige historier fra 'deres egne leders' villakvartér. Historien kørte en lille måneds tid, så fandt politiet en formodet skyldig, men som måtte løslades, da det ikke var ham alligevel.

Da rockerne var så ubetænksomme at skyde i gennem et restautionsvindue i Hellerup, gik der også hysteri i sagen. Men når det sker i de områder, hvor der bor mange arbejdere, så er det stort set ligegyldigt i følge hovedmediernes dækning. DR og TV2, begge statsejet, det ene gennem direkte licensmidler og det andet gennem A/S, hvor staten har hovedparten af aktierne, er totalt kolde. Og vil hellere vise alt andet. Så der er store lighedspunkter.

Politiet efterlyser debat omkring rockerkriminalitet, men kan spørge sig selv hvorfor hashhandlen har fået lov til at fortsætte i Christiania, under rockernes styring. Og hvorfor hovedmedierne er så ligeglade med skyderier når det ikke lige sker i 'deres egne' områder, men i de 'danske-nigger-arbejderes' byområder.