Baggrund
Læsetid: 5 min.

En kvinde vil ændre Kenya

Kun 10 pct. af medlemmerne af det kenyanske parlament er kvinder, så der er blevet taget initiativ til en forfatningsændring, så andelen kommer op på mindst 33 pct. Men processen er blevet forhalet, og ændringen er ikke trådt i kraft forud for valget i dag. Det er kun én af udfordringerne for kvindelige kandidater som Sophia Abdi Noor
Kun 10 pct. af medlemmerne af det kenyanske parlament er kvinder, så der er blevet taget initiativ til en forfatningsændring, så andelen kommer op på mindst 33 pct. Men processen er blevet forhalet, og ændringen er ikke trådt i kraft forud for valget i dag. Det er kun én af udfordringerne for kvindelige kandidater som Sophia Abdi Noor

Jakob Dall

Udland
4. marts 2013

En hvirvelvind af støv snurrer hastigt rundt i udkanten af landsbyen Gababa, der består af nogle få blikskure og mindre lerhuse samt en sort 10.000 liters vandtank, som står på jorden. Gule vanddunke er linet op i en lange rækker foran vandtanken, så de står klar til næste gang, der kommer vand. Tanken har været tom i et par dage. I udkanten af landsbyen har flere hyrdefolk slået sig ned med deres runde flytbare hytter og flokke af får, æsler og kvæg. Heriblandt de såkaldte somali-kenyanske pastoralister – et folk, som vandrer over lange afstande i søgen efter græs til deres livsnødvendige dyr.

Pastoralisterne har haft det ekstra svært siden den kraftige tørke i 2011, hvor deres flokke af dyr blev kraftigt decimeret, og deres evige søgen efter græsgange blev vanskeligere. Og selv om den altid vandrige Tana-flod kun ligger 12 kilometer væk, er det for langt at gå efter vand og for farligt et område at bo for tæt på. De seneste år har der været flere alvorlige sammenstød med dødelig udgang mellem Ormo-pastoralister og Pokomo-stammens bønder langs floden.

Sammenstødene har handlet om adgang til vandressourcer og græsning til pastoralisternes får og kvæg på den frugtbare jord langs floden. Seneste sammenstød var den 9. januar i år, hvor 10 blev dræbt på begge sider, og i december blev mere en 40 dræbt og mange flere såret, selv om den afgående præsident Kibaki har udstationeret paramilitære styrker for at stoppe sammenstødene.

I det fjerne rejser støvet sig fra bushen, da Sophia Abdi Noor nærmer sig Gababa i en stor hvid landcruiser. Skarpt fulgt af to pickup-kampagnebiler, hvor billedet af Sophia Abdi Noor er påklistret kølerhjelmen, og hendes navn står skrevet på swahili, Safiya Abdi Noor, som oversat kan betyde ’Clean slave of God’, så somali-kenyanerne tydeligt forstår, at hun er deres politiker og vil kæmpe på deres side for et bedre Kenya. Sophia Abdi Noor lyser op i dette sandforblæste sted med sin grøn- og blåmønstrede kjole og lyseblå hovedbeklædning. Hun bliver modtaget af kvinderne rundt om vandtanken med åbne arme og de typiske høje triller, som kvinderne her udtrykker deres begejstring med. Mændene stimler langsomt sammen, mens Sophia Abdi Noor og hendes medhjælpere deler plakater og gule flag med hendes navn og billede ud til vælgerne.

Sophia Abdi Noor er allerede parlamentsmedlem. Hun kom ind efter seneste valg, da hun blev nomineret for Raila Odingas parti (ODM), men denne gang stiller hun op for Uhuru Kenyattas parti (TNA). Sophia Abdi Noor har i de seneste fem år, hvor hun har siddet i parlamentet, kæmpet for kvinders rettigheder og bedre levevilkår for de fattigste i landområderne.

’Kvinder er mindre korrupte’

Daisy Amdany, der er en af Kenyas mest kendte kvindeaktivister, har arbejdet sammen med bl.a. Sophia Abdi Noor i et nationalt kvindenetværk, som har skabt et fælles kvindepolitisk manifest, National womens’ charter. Det er udviklet, så kvinder i alle politiske sammenhænge fra amtsråd til parlament kan bruge det og få de vigtigste udfordringer som f.eks. lige rettigheder på den politiske dagorden. Daisy Amdany siger om sine forventninger til kvinder som Sophia Abdi Noor:

»Kvinderne vil sætte vigtige sociale emner på dagsordenen, og det vil give dem politisk lederskab, for mændene tænker kun på penge. Korruption er blevet en slags politisk kultur her i Kenya, og kvinder er mindre korrupte end mændene, da kvinder tænker på andre end sig selv.«

Sophia Abdi Noor arbejder specielt for pastoralistkvinderne i den somali-kenyanske befolkning, som hun selv stammer fra, og grundlagde organisationen WomanKind Kenya, som arbejder for at fremme kvinders rettigheder. WomanKind Kenyas arbejde er blevet støttet af Mellemfolkeligt Samvirke gennem 10 år. Spørger man mændene i pastoralistsamfundet, ønsker de flere penge, men snakker man med kvinderne, er deres ønsker mere sociale, de tænker på hele familien og samfundet som helhed.

Ved valget i dag kommer de gamle 42 forskellige stammer til at have en meget stor betydning, for folk stemmer i Kenya meget efter deres oprindelige tilhørsforhold, specielt efter det seneste valg, hvor det medførte uroligheder mellem flere stammer. Efter valget i 2007 blev cirka 1.300 mennesker dræbt, og mere end 350.000 blev fordrevet fra deres hjem netop på grund af de gamle stammeopdelinger.

Før Sophia Abdi Noor får sin taletid, beder imamen en kort bøn for alle, og derefter taler hendes mandlige kampagneleder til den lille forsamling. Mest for at forsøge at overbevise de kritiske mænd, som står lidt væk, om, at en kvinde godt kan repræsentere dem i parlamentet.

Det er nemlig langtfra sikkert, at Sophia Abdi Noor bliver stemt ind, da hendes vælgere har rødder i det somali-kenyanske samfund, hvor hovedopfattelsen blandt mændene er, at kvinder ikke kan være ledere. En kvindeundertrykkelse, som Sophia Abdi Noor har kæmpet mod det meste af hendes liv.

»Vi er somali-kenyanere, og mændene bruger fejlagtigt koranen til at undertrykke os kvinder,« fortæller Sophia Abdi Noor.

Kun 10 procent af Kenyas nuværende parlamentsmedlemmer er kvinder. Men den nye forfatning foreskriver, at mindst hver tredje sæde skal besættes af kvinder efter valget. Den del af forfatningen er dog endnu ikke implementeret og gælder derfor ikke ved dette valg. Så ved valget i dag er kvinderne kun sikret med en kvinde fra hvert amt, hvilket giver 47 pladser i det 349 store parlament.

»Vi kæmpede for tredjedelsreglen, men en række mandlige parlamentsmedlemmer forhalede processen. Jeg kan vinde en plads alligevel, for jeg repræsenterer ikke kun kvinder, men alle mine vælgere,« siger Sophia Abdi Noor.

Vand til tiden

Men måske er tiderne ved at skifte, i takt med at pastoralisternes tilværelse er truet af klimaændringer og ufred. I udkanten af rundkredsen, der dannet rundt om Noor, står 64-årige Muhammud Osman, pastoralist med kun en kone, to børn og nogle geder, får og køer.

»Vand er det vigtigste for os. For vi står i en vanskelig situation, og selv om det har regnet lidt, er det ikke nok til, at græsset gror. Sophia forstår vores problemer, og hendes udviklingsarbejde i området gør, at jeg vil stemme på hende,« fortæller Muhammud Osman.

Og budskabet er klart fra Sophia Abdi Noor, som hun står dér ved siden af den tomme vandtank.

»Jeg vil sørge for forandringer og sikre de vigtigste rettigheder: adgang til vand, mad, skolegang og sundhedsklinikker.«

I bedste valgkampstil har Sophias kampagneleder nøje tilrettelagt, at vandlastbilen kommer kørende hen til den begejstrede skare og begynder at fylde byens tomme vandtank, samtidig med at Sophia Abdi Noor afrunder sin tale. Kvinder stimler derefter hurtigt sammen med vanddunkene og begynder at fylde dem til randen. Howa Abdi Ahuria står med sin lille datter på armen.

»Vi har brug for vand og uddannelse. Det vil hjælpe kvinderne her til at blive stærkere. Mama (Sophia Abdi Noor, red.) er den eneste, der kender vores hverdag – den eneste, der bekymrer sig om os. Derfor vil jeg stemme på hende. Jeg vil stemme på hende, uanset hvem mændene vil have mig til at stemme på.«

Sophia Abdi Noor har tydeligvis hørt kvindernes ønsker og siger personligt farvel til flere fra det lille samfund, inden hun sætter sig ind på det bløde læderbagsæde og forsvinder med hvirvelvindens hast ud i horisonten med sine politiske budskaber – på vej mod den næste landsby og nye vælgere.

 

Rejsen til Kenya er betalt af Mellemfolkeligt Samvirke

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ja når fattigdommen truer og er en del af dagligdagen og gamle traditioner,som er overlevet under vores herredømme,så er der lang vej endnu.
Men glædeligt at intentionerne er der.

Jørn Stjerneklar

Øv, hvorfor skal man helt ned i bunden før I skriver, at det er en ludertur fotografen er på, betalt af MS. Det kan i gøre bedre. Så vidt jeg husker er Information uafhængig af politiske interesser. Not. MS er om noget en politisk spiller i det danske landskab.

I bør skrive det i toppen, når rejsen er betalt af en interesseorganisation, som det hed da jeg gik i skole. Kan I få chefredaktøren til at love, at I vil ændre den politik?

KH
Stjerneklar

Peter Nielsen

Tja, lad os få nogle flere kvinder til at lede landene i verden. Pigerne i toppen af vor samfund gør det jo så godt.