Nyhed
Læsetid: 4 min.

Latinamerika mødes på midten

Med Hugo Chávez’ død svækkes visionen om en topstyret socialistisk stat i Latinamerika. I stedet styrkes en model, der hverken er højreorienteret eller explicit venstreorienteret: En markedsbaseret velfærdsstat, der ikke er bange for at lade markedskræfterne regere, men hvor man samtidig ønsker mere social lighed
Hugo Chávez’ død har vakt stor sorg blandt hans mange tilhængere. Men samtidig markerer hans død et skifte, hvor de latinamerikanske regeringer bevæger sig fra både venstre og højre mod midten

Hugo Chávez’ død har vakt stor sorg blandt hans mange tilhængere. Men samtidig markerer hans død et skifte, hvor de latinamerikanske regeringer bevæger sig fra både venstre og højre mod midten

Santi Donaire

Udland
7. marts 2013

Mens kondolenceskrivelserne i går strømmede ind til Venezuelas regering efter Hugo Chávez’ død, var det mest logiske spørgsmål, om kondolenceskrivelserne også omfattede den latinamerikanske leders vision for hele kontinentet.

Mens korruption, nepotisme og tiltagende magtbrynde for mange har tegnet den kontroversielle leders 15 år lange lederskab, har Chávez også stået som kontinentets mest markante venstreorienterede tilhænger af en mere rimelig fordeling af kontinentets velfærd.

Men den vision dør ikke med Chávez, den forandrer sig bare.

For Chávez er blevet overhalet indenom af en række lande med et mere pragmatisk forhold til socialismen.

»Tendensen er klar. Mens Venezuela og få allierede har skruet tiden tilbage og forsøgt med en mere planøkonomisk model med en altdominerende stat, har de fleste andre lande i Latinamerika bevæget sig mod en model med åbne økonomier og en mindre stat, der både sigter på at tiltrække investeringer og fremmer socialpolitik,« siger Carlos Salas Lind, lektor ved CBS og Niels Brock.

Et synspunkt, der deles af andre iagttagere af latinamerikansk politik.

»Regionen har ændret sig, og hvis man ser på lande som Brasilien og Uruguay, hvis regeringer formelt er venstreorienterede, og lande som Chile og Colombia, hvis lande tilhører centrumhøjre, så minder de politisk så meget om hinanden, at man kan tale om en egentlig sammensmeltning, som gælder både økonomisk politik og socialpolitik,« siger Diego Sanchez-Ancochea, ekspert i Latinamerikas politiske økonomi ved Oxford Universitets Latin American Center.

Mindre betydning til ALBA

Det gør sig endda også til dels gældende i Venezuela uanset hvem, der vinder det præsidentvalg, der skal afholdes inden for de næste 30 dage.

Også her er oppositionen begyndt at flytte sig fra den fastlåste venstre-højre-inddeling, som har tegnet kontinentet, og i retning af en mere retfærdig fordeling af velfærden.

»Der er meget at være kritisk overfor i forbindelse med Chávez, og vinderen af valget vil have en stor og vigtig opgave med at afpolitisere Venezuelas institutioner. Men man må give Chávez, at han efterlader sig en arv med sociale programmer, som heller ikke oppositionen vil kunne bryde med. De er kommet for at blive,« siger Victor Bulmer-Thomas, tænketanken Chatham House’s analytiker af Latinamerika.

Til gengæld vil Chávez’ død med stor sandsynlighed betyde en svækkelse af den venstrefløjsideologi, Chávez har støttet op omkring i organisationer som ALBA, hvor lande som Ecuador, Bolivia, Cuba, Nicaragua og Honduras har sluttet sig sammen om et mere radikalt venstreorienteret projekt – og hvor de andre stater ofte er blevet understøttet med Venezuelas oliepenge. Især i Cuba og Nicaraguas tilfælde.

»Uanset om oppositionen eller Chávez’ udvalgte efterfølger, Nicolas Maduro, vinder, vil subsidieringen af de andre stater ændre sig. Hvis oppositionen vinder, vil tingene ændre sig markant og støtten forsvinde. Hvis Maduro vinder, vil den imidlertid også blive trappet ned, omend i et langsommere tempo, fordi økonomien tvinger Chávez’ efterfølgere til det.

Derfor vil ALBA også i fremtiden komme til at betyde mindre i latinamerikansk politik,« siger Diego Sanchez-Ancochea, der dog understreger, at især de venstreorienterede projekter i Bolivia og Ecuador i vid udstrækning også har deres egen dynamik.

En midtersøgende region

Sagen er bare den, at Chávez’ model fremstår mindre attraktiv for en række lande, hvor en midtersøgende konsensus om både social og økonomisk fremgang tager sig bedre ud end en model, der i vid udstrækning er bygget på flygtige oliepenge, og som har splittet Venezuelas befolkning. En model, der har ført til et samfund, som både er langt mere voldeligt, end da han kom til, og som samtidig er langt mere forgældet, fordi det bolivarianske projekt ikke har fundet en bæredygtig økonomisk model.

»Det er sigende, at ingen anden regering i regionen har forsøgt at kopiere hans eksempel. Størstedelen af regionens ledere proklamerer stærkere støtte til Lulas (Brasiliens tidligere præsident, Luiz Inácio da Silva,red.) tilgang, end de gør til Chávez’ tilgang. Med mere effektive regeringsmodeller præget af pragmatisme og mådehold er udsigterne for fortsat velstand bedre i lande som Colombia og Peru end i Venezuela,« skriver Latinamerika-analytikeren Michael Shifter fra tænketanken Inter-American Dialogue i en kommentar til Chávez’ død.

»Chávez insisterede på at skrue tiden tilbage og søgte at genskabe en samfundsmodel, som i højere grad skulle ligne den økonomiske model, vi kendte fra østblokken under Den Kolde Krig; en model som den cubanske med en altdominerende stat og et altdominerende parti i midten af det hele,« siger Carlos Salas Lind.

»Som modsætning står Brasilien, der er et langt mere alsidigt land, hvor der igennem snart 20 år har været et fokus på både at fremme den sociale mobilitet, men også at udvikle en sund og varieret økonomi. Blandt andet ved at holde stat og produktion adskilt og ved at sikre magtens tredeling og uafhængige institutioner,« siger Carlos Salas Lind.

Derfor vil en polariserende retoriker som Hugo Chávez også næppe komme til at fylde så meget i latinamerikansk politik i fremtiden.

»Latinamerikas venstreorienterede regeringer er vidt forskellige og arbejder under ganske forskellige betingelser,« understreger Victor Bulmer-Thomas.

»Men hvis man skulle pege på en person, der skulle lede en bevægelse, ville det snarere være en midtersøgende pragmatiker som Brasiliens Dilma Rousseff (nuværende præsident, red.) end en populistisk retoriker inspireret af Chávez som Argentinas præsident, Cristina Kirchner,« siger den velestimerede Latinamerika-analytiker, der i højere grad er urolig for, om de nye midtersøgende styrer kan finansiere at etablere velfærdsstater, end om de vitterlig ønsker en mere retfærdig fordeling af velfærden.

»Der er en solid midtergrund i Latinamerika. Selv i Peru, som er kontinentets mest vækststærke land, har man de samme socialprogrammer, som Venezuela har. Det, der deler, er holdningen til, hvor autoritær en stat skal være.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Jeg bliver lidt træt af at læse, at specielt diverse råstoffer skulle være "flygtige". Hvad er så ikke flygtigt, hårdt arbejde?

så længe de gode hensigter får lov at vare.

Michael Kongstad Nielsen

Ualmindelig dårlig artikel.

Emil Edelgart, Bjarne Nielsen, Dennis Berg, Gry Wagner, Holger Madsen, Per Torbensen, Benjamin Bach, Claus Oreskov, Bjarke Madsen, Bo Carlsen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Bjarke Madsen

Fantasisk hvorledes Havmand/Løvenbalk/Information utrætteligt forsøger at tale/skrive den revolutionære proces i Latinamerika ihjel, til fordel for et socialdemokratisk skrivebordsprojekt. Hver gang en markant begivenhed indtræder, bliver der slået på trommer herfor. Måske anvendelsen af lokale informatiomskilder ville kunne skabe lidt mere klarsyn fremadrettet.

Karsten Aaen, Torben K L Jensen, søren andersen, Bjarne Nielsen, Bo Carlsen, Dennis Berg, Rasmus Kongshøj, Gry Wagner, Mona Jensen, Torben Nielsen, Holger Madsen, Per Torbensen, Benjamin Bach, Claus Oreskov, Henrik Jensen, Heinrich R. Jørgensen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Claus Oreskov

”har Chávez også stået som kontinentets mest markante venstreorienterede tilhænger af en mere rimelig fordeling af kontinentets velfærd.” Skulle der ikke have stået ”garant” i stedet for ”tilhænger”? Udover denne lille detalje syntes jeg, artiklen manipulere for meget med læseren.

Karsten Aaen, søren andersen, Bjarne Nielsen, Torben Nielsen og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Alan Strandbygaard

Endnu en konkurrencestat?

Der er virkelig bud efter de liberale markedskræfter for tiden.

Bjarne Nielsen, Rasmus Kongshøj, Mona Jensen og Torben Nielsen anbefalede denne kommentar

Salg og afbrænding af fossile brændstoffer som Chaves har bygget Venezuelas økonomi op omkring, og et land hvor benzin er billigere end rent drikkevand, er på ingen måder bæredygtigt. Det kan kun blive en rollemodel for de få. Det er ligesom ikke oppe i tiden længere.

Lars B. Jensen

Chaves RIP var den første leder der havde mod til at udfordre de lukrative aftaler olieselskaber havde fået ved at bestikke diktatorer, gid det kunne brede sig til Danmark.

Karsten Aaen, Per Torbensen, Claus Oreskov og Bjarne Nielsen anbefalede denne kommentar

Men man må give Chávez, at han efterlader sig en arv med sociale programmer, som heller ikke oppositionen vil kunne bryde med. De er kommet for at blive,«

Fra 1999 til 2011: Ekstrem fattigdom reduceret fra 23,4% til 8,4% og børnedødeligheden fra 20 til 13 pr 1000 fødsler.
Arbejdsløshed reduceret fra 14,5 til 7,6 %.(2009)

Lad os håbe det holder stik.
Han har pumpet olie op og brugt pengene på at løfte de de aller fattigste ud af elendigheden. Hos dem har han tændt et lys i mørket, et håb om et bedre liv som bliver svært at slukke.

Lukas Bo Lützer, Karsten Aaen, Bill Atkins, Torben K L Jensen, Per Torbensen, Claus Oreskov, Bjarne Nielsen og Bjarke Madsen anbefalede denne kommentar
Bjarne Nielsen

Det ulækre ved artiklen er, at den er uærlig og manipulerende.
Det ville være en ærlig sag at gå ind for det kapitalistiske markedssamfund med konkurrence og ulighed som drivkraft. Jeg er uenig med dem, men respekterer ærlige konservative.

Et samfund som hverken er til venstre eller til højre findes ikke.
Man er nødt til at tage parti, og valget står mellem et markedsdiktatur, som vi i Danmark ligger under for, eller et samfund, som aktivt styrer økonomien og prioriterer økonomisk demokrati, større lighed og menneskeværd.

Kan man virkelig leve i den danske og internationale virkelighed i 2013 uden at se, hvordan det står til med muligheden for mere retfærdig fordeling af velfærden i et rent markedssamfund, hvor staten ikke blander sig?

De store multinationale selskaber er klar til at overtage landet økonomisk, hvis højrefløjen inviterer dem indenfor.

Lukas Bo Lützer, Per Torbensen, Karsten Aaen, Olav Bo Hessellund og Claus Oreskov anbefalede denne kommentar

Spørgsmålet er om kommandoøkonomi er bedst med eller uden kommandant.

Martin Lund, jeg var henne på Statoiltanken og der købte jeg en halv liter kildevand uden brus: 22,50 kr. - det er ca. 3,5 gange dyrere end benzin.

I øvrigt er der masser af i sær fattige lander der subsidiere benzinen. I Malaysia koster en liter benzin 2,50 kr. literen.

Per Torbensen, Niels Mosbak og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Det er ret sjovt at læse nøgletallene i denne her artikel fra Foxnews:

http://www.foxnews.com/world/2010/07/18/socialism-private-sector-dominat...

Uanset, hvor meget de anstrenger sig med vinklingen, så lyder Chavez's "røde" Venezuela stadig som noget LAs Ungdom ville drømme om at kunne opnå. :-D

Og benzin og strøm uden moms og afgifter ville vel heller ikke møde den store modstand på landsmødet?

Michael Kongstad Nielsen

Lidt bedre var denne oversatte artikel:
http://www.information.dk/452204

@Bill Atkins

I venezuela er det ikke tilrådeligt at drikke andet end flaskevand modsat her.

I Venezuela koster en liter benzin ca. 1 øre!!!!!
Det vil sige at en tankfuld til en personbil koster i omegnen af 6 kr i Venezuela - verdens billigste benzin. En tilsvarende tankfuld koster her over 700 kr.

Er det bæredygtig og klog energipolitik?

Vel er det ej. Det er ren populisme og bestikkelse af befolkningen.

Michael Kongstad Nielsen

Markedsprisen på olie er alt for høj. Den har ikke noget rimeligt forhold til det, det koster at udvinde den. Det samme gælder kildevand. Markedet er ikke frit for nogle af produkternes vedkommende. Olienprisen styres af OPEC og de vestlige landes skatter og afgifter og overdrevne efterspørgsel, vandprisen styres af risikoen for forureningen af grundvandet, hvilket markedet er bedøvende ligeglad med.

@Martin Lund, Hvis vi et øjeblik ser bort fra det uøkologiske i at fremme bilkørsel, så må jeg fastholde at et 'folk' ikke kan bestikkes med deres eget lands ressourcer.

Interessant at kontrastere denne artikels nordatlantiske ’åh så akademiske’ US-EU- perspektiv på Hugo Chavez med et mere ’folkeligt’ fra den sydlige halvkugle, som det den brasilianske undersøgende journalist Pepe Escobar (http://en.wikipedia.org/wiki/Pepe_Escobar ), der skriver i Asia Times’, f.eks. anlægger i denne artikel:
’El comandante has left the building’:
http://www.atimes.com/atimes/World/WOR-02-060313.html

Et par citater:
”Washington and that crumbling Kafkaesque citadel also known as the European Union sing All You Need is Love non-stop to those ghastly, feudal Persian Gulf petro-monarchs (but not to "the people") in return for their oil. By contrast, in Venezuela El Comandante came up with the subversive idea of using oil wealth to at least alleviate the problems of most of his people. Western turbo-capitalism, as is well known, does not do redistribution of wealth and empowerment of communitarian values.”

”El Comandante became immensely popular among "the people" of not only vast swathes of Latin America but also all across the Global South. These "people" - not in the Barack Obama sense - clearly saw the direct correlation between Neoliberalism and the expansion of poverty (now millions of Europeans are also tasting it). Especially in South America, it was popular reaction against Neoliberalism that led - via democratic elections - to a wave of leftist governments in the past decade, from Venezuela to Bolivia, Ecuador and Uruguay.”

”... poverty accounted for 71% of Venezuelan citizens in 1996. In 2010, the percentage had been reduced to 21%. For a serious analysis of the Venezuelan economy in the Chavez era, see here.”

”...in terms of a Global South narrative, history will record that El Comandante may have left the building; but then, after him the building was never the same again.”

Med venlig hilsen

Mark Thalmay, tak for dine relevante uddrag fra teksten. Må det blive en generel vane når der refereres fra fremmedprogede tekster i en debat.

Niels-Holger Nielsen
Holger Madsen

Især Chavez' bemærkning på mødet i København om, at hvis klimaet var en bank, ville det allerede være reddet, - er lige i øjet.!

Holger Madsen

Hugo Chavez og Evo Morales tog under COP 15 i København, ikke med til gallamiddagen hos dronning Margrethe, men tog i stedet for til folkemødet i Valbyhallen, - på opfordring af Fidel Castro, sagde Chavez på mødet.
Efter mødet gik Chavez og Morales ned blandt tilhørerne og trykkede hånd, hvilket stod i stor kontrast til hvordan de øvrige landes statsledere under COP 15 var beskyttet af politiet, for ikke at komme for tæt på befolkningen.