Nyhed
Læsetid: 4 min.

En lidt for normal præsident i strid modvind

Den franske præsident Hollande og hans premierminister Ayrault står historisk lavt i meningsmålingerne med en økonomisk situation, der tvinger socialisterne til at opgive en række valgløfter, mens en voldsomt stigende skare arbejdsløse falder stadig længere tilbage i feltet
Udland
12. marts 2013
Francois Hollande lovede et præsidentskab med færre udsving end forgængeren, og det har han da også leveret, men mest ved at skuffe på næsten alle parametre ifølge den menige franskmand.

BERTRAND LANGLOIS

Min mor sagde, at hvis jeg stemte François Hollande til præsidentvalget, ville det blive Le Pen som præsident næste gang.«

Julie på 28 trækker på skuldrene. Information fanger hende på vej ud fra en resultatløs samtale på et jobcenter i nærheden af metro Stalingrad. Det er et folkeligt kvarter i Paris langt fra turister og Eiffeltårn, og køerne er lange. Julie har været tidligt oppe, men har ellers nærmest resigneret.

Franskmænd skal næsten tredive år tilbage for at have været så utilfredse med en præsident blot 10 måneder efter hans indtræden, som de nu er med François Hollande. Kun 30 procent tror på den socialistiske præsidents bestræbelser, mens premierminister Jean-Marc Ayrault vipper på kanten af sit ministersæde med kun 28 pct. tilfredse vælgere.

Også Kamel er en af de 3,16 millioner arbejdsløse franskmænd på en kurve, der efter 10 måneders socialistisk regering ikke viser det mindste tegn på at ville bremse sin himmelflugt. Som ufaglært med et hav af småjobs på cv’et har hans tur på jobcenteret været ren rutine.

»Jeg er ikke specielt skuffet, hvad i alverden havde folk forventet? De fleste er utålmodige,« forklarer han og langer en hånd tilbage mod køen. »Når man ender på RSA, er det utrolig svært at overleve.«

RSA, fransk kontakthjælp udgør under 3.000 kr. for en ung enlig arbejdsløs.

Ingen går fri – kun millionærer

Et af François Hollandes vigtigste løfter som præsidentkandidat var at knække den arbejdsløshedskurve, der siden krisens start i 2007 er eksploderet. De manglende resultater er nu ved at ramme ham som en boomerang. Blandt unge er arbejdsløsheden oppe på næsten 26 pct. Og mens procentdelen for arbejdsløse over 50 stadig begrænser sig til lidt over 7 pct., er den i voldsom stigning. Pensionsreformen gennemført under Sarkozy har forlænget det antal år, man skal arbejde.

Og der er stadig ikke arbejde at få. Alle landets barometre står på lavtryk for den private sektor, og regeringens forsøg på at trække i land på valgløfterne forstærker fornemmelsen af afmagt. Løftet om at få statsgælden ned under 3 pct. baseret på en vækst på 0, 8 pct. faldt med Bruxelles forudsigelser på kun 0,4 pct. vækst. Det indrømmede Hollande nødtvunget i januar og begravede samtidig planen om at nå budgetbalance i 2017.

Løftet om ikke at ramme middelklassen med skatteforhøjelser kan næppe indfries, ikke mindst da den stærkt omdiskuterede millionærskat faldt forfatningsmæssigt til jorden.

Samtidig skal finansminister Jérôme Cahusac i 2014 finde besparelser for seks milliarder og har truet med, at ingen ministerier går fri. Det tegner ikke godt for de mange arbejdspladser, Hollande havde lovet i den offentlige sektor, især til skole og uddannelse.

»Hollandes politik er nu reduceret til at være en økonomisk redningsplan«, påpeger den politiske iagttager Hervé Gattegno i le Point. »Det betyder i realiteten, at Hollande har måttet opgive alle forsøg på at genstarte vækst på en ny måde«. Gattegno slår fiaskoen fast med syvtommersøm: »I politik kan man godt med overdreven optimisme skabe en slags selvopfyldende profeti. Det har på ingen måde været tilfældet. Det er gået fra rosa mod sort«.

Ingen fleksibilitet

Det ser derfor på alle måder sort ud for Hollande, der heller ikke har formået at indgyde erhvervslivet tillid. Tiltag fra regeringen, der gik ud på at modernisere det franske arbejdsmarked, har været uden virkning på optimismen, men har givet bagslag hos de socialistiske kernevælgere. En arbejdsmarkedsreform, der blev fremlagt i februar, gjorde nærmest UMP-oppositionen mundlamme af forbavselse over ligheden med den politik, de selv førte under Sarkozy. Den midtersøgende fagforening CGT og den ekstremt marxistisk inspirerede FO fandt fælles fodslag mod reformen, der derfor endnu ikke er gennemført.

Ayraults socialistiske og grønne regering havde ellers – ganske som den foregående regering – forsøgt at indføre den fleksibilitet på det rigide franske arbejdsmarked, de misunder især nordiske land. Den har erhvervslivet længe efterspurgt. Lukningstruede virksomheder skal kunne genforhandle løn og arbejdstider. Men fagforeningerne betragter det udelukkende som gidseltagning af arbejdere. Det var netop, mens bølgerne om arbejdsmarkedsreformen var på det højeste, at den borgerlige avis Le Figaro bestilte den meningsmåling fra TNS Sofres, der sendte både præsident og premierminister til tælling.

Præsident Hollande gik ind i sit embede med en ambition om at være en »normal« præsident – i modsætning til Sarkozy, hvis præsidenttid blev gennemført med nærmest manisk turbo. Nu er der nærmest ikke et eneste område, hvor Hollande ikke har vist sig nærmest beskæmmende normal. Selv som politisk taktiker.

Det synes franskmænd så lidt om, at de nærmest savner Sarkozys faste hånd. Ikke engang den umiddelbart vellykkede militære intervention i Mali har for alvor pyntet på præsidentens omdømme. Dødsfaldene blandt de franske soldater tikker faretruende ind. Det er mest regningen for den militære indsats, der nu tales om i de franske medier. Sarkozy har da også netop været ude med sit første interview siden præsidentvalget. Til det borgerlige magasin Valeur actuelles, forudsiger han, at regeringen er på vej med fuld fart lige ind i muren.

For mange om kagen

På jobcenteret ved metro Stalin-grad er de fleste helt ligeglade med, hvem der er præsident. En gruppe stimler sammen, da Information interviewer Bruno på 59, der har været arbejdsløs i årevis.

»Det har jo ikke noget at gøre med, hvem der er præsident. Kagen er for lille, og vi er for mange om den,« forklarer han og tilføjer, at han ikke giver meget for Hollandes løfter om flere offentlige job.

»Hvem skal betale dem? Næ, problemet er, at der for mange kinesere,« siger han og bliver afbrudt af en anden: »Og polakker«.

En tredje, der stammer fra Algeriet, giver sig til at grine.

»Jeg troede ellers, det var arabere, der var for mange af.«

Alt imens fortsætter samtalerne om de stadigt manglende job indenfor glasvæggene til Pôle Emplois.

 

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her