Læsetid: 4 min.

Mindre pres har ført til mindre ambitioner

Det blev de små diskussioners frem for de store visioners dag, da EU’s finansministre mødtes i Bruxelles i går. Som ventet. Og det er netop problemet, siger flere eksperter. Ambitionsniveauet er faldet, i takt med at presset fra markederne er aftaget
6. marts 2013

De europæiske finansministre »kiggede fremad« på deres møde i Bruxelles i går og diskuterede, »hvor vi måske vil bevæge os hen i den fremtidige udvikling af den Økonomiske og Monetære Union«, sagde den irske finansminister, Michael Noonan, efterfølgende på et pressemøde.

»Vi hørte et antal nye ideer i dag, og vi vil sende dem tilbage til formand Van Rompuy som et bidrag til færdiggørelse af hans rapport til juni,« fortsatte Noonan i monoton, oplæsende stil efter en halv dag ved forhandlingsbordet.

En ’vent og se’-holdning, som var ventet, men som ifølge flere iagttagere er problematisk.

Siden den Europæiske Centralbank (ECB) annoncerede sit program for opkøb af statsobligationer i kriseramte lande – de såkaldte Outright Monetary Transactions – i september sidste år, er markederne faldet til ro og har – ifølge EU-ekspert Janis Emmanouilidis – ført til en følelse af, at det værste nu er ovre.

»Hvis du ser på de seneste måneder, så har folk i stigende grad fået følelsen af – og har sagt – at krisen ikke var så slem. Overdrev vi ikke lidt? Det er forkert. EU’s fundament blev rystet som følge af denne krise,« siger Emmanouilidis, senioranalytiker i tænketanken European Policy Centre, i en debat i det internationale pressecenter i Bruxelles.

Problemet er, tilføjer han, at reparationsarbejdet af den utilstrækkelige Økonomiske og Monetære Union–ØMU’en–som konsekvens er gået i stå.

»I takt med at faren for en euro-implosion er aftaget, er selvtilfredsheden sat ind. Der er mindre beslutsomhed i forhold til at skabe bankunionen, og der har været en tilbøjelighed til at trække i land i forhold til tidligere beslutninger,« tilføjer han.

Financial Times’ Bruxelles-redaktør, Peter Spiegel, er enig.

»Siden december-topmødet er tingene så godt som gået i stå. Vedtagelsen af et fælleseuropæisk banktilsyn var en kæmpe bedrift, men for at få en reel Økonomisk og Monetær Union må du både have centraliseret kontrol og centraliserede forpligtigelser. Nu har vi fået centraliseret kontrol og er kommet til forpligtigelsesdelen, og pludselig er alle mindre entusiastiske,« siger Spiegel i samme debat.

Han peger på, at den eneste grund til, at der er sket et fremskridt i forhold til bankunionen, er, at der sidste sommer var en overhængende fare for, at Spanien ville få brug for en økonomisk redningspakke.

»Der var panik, og når markederne går i panik, reagerer folk. Her – seks måneder senere – siger alle: ’Det handlede ikke om Spanien, men om at undgå fremtidige kriser’. Det er, mener jeg, selvtilfredshed, for vi er stadigvæk midt i den nuværende krise. Disse redskaber blev skabt i forhold til den nuværende krise,« fortsætter han.

»Vi er gået fra en følelse af akut krise til en følelse af at have tid. Når det kommer til banksektoren, så har vi ikke den tid.«

Nicolas Véron, seniorforsker i tænketanken Bruegel i Bruxelles, er helt enig.

»Vi taler om bankreform, som om vi ikke har en bankkrise. Vi har haft en krise siden 2007, men vi har aldrig formået at løse krisen, og emnet bliver altid skjult bag andre emner. Først bag den amerikanske subprime-krise, derefter bag den græske gældskrise. Der har altid været en grad af fornægtelse,« siger han i en debat om bankunionen.

Farligt

Alle tre iagttagere mener, at den manglende udvikling er yderst farlig.

»Krisen forbliver en tillidskrise og alt, hvad der underminerer tilliden skaber problemer. Italien har skabt ny usikkerhed, men det er ikke kun Italien. Situationen i den europæiske banksektor er stadigvæk farlig, der er uløste spørgsmål–se på Cypern. Den græske krise truer stadig. Og vi ved endnu ikke, hvor det hele ender,« siger Janis Emmanouilidis.

Véron påpeger, at de manglende fremskridt er endnu værre i forhold til de to andre søjler af ØMU’en–den finanspolitiske og politiske union.

»Der er ingen fremskridt i forhold til den finanspolitiske union i øjeblikket–vi vil ikke få nogle euroobligationer. I hvert fald ikke inden det tyske valg (i efteråret, red.),« siger han.

»Politisk union–det ønsker vi slet ikke at tale om.«

Peter Spiegel er enig og mener, at »det er der, det bliver virkelig farligt« med henvisning til, at de europæiske befolkninger i øjeblikket ikke har nogen indflydelse på den førte politik på EU-niveau.

»Problemet er, at toget er kørt. Alle lande har ratificeret enhver traktat, som nu fastslår, at de må gøre dette for altid. Intet valg i Grækenland, Italien, Frankrig vil ændre det. Så hvad sker der, når du stemmer? Du får Golden Dawn–et fascistisk parti,« påpeger han.

»Der er en masse klappen sig selv på ryggen i Bruxelles, fordi total destruktion blev afværget, men folk glemmer, at prisen for at undgå det er, at folk stadigvæk gennemlever den værste krise siden Anden Verdenskrig,« siger han.

Emmanouilidis’ værste frygt er ligeledes »en politisk og social eksplosion«. Men han forventer dog ikke, at der sker større fremskridt i år.

»Vil vi få en dybere koordination af den økonomiske politik? En form for gældsdeling? Alle de ting vil kræve traktatændring, og jeg fornemmer, at der mere og mere er en appetit blandt medlemsstaterne for at lede efter undskyldninger for ikke at gå i den retning,« siger han.

 

 

Turen, der førte til denne artikel, blev betalt af European Journalism Centre

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu