Nyhed
Læsetid: 4 min.

Rød Khmer-leder blev aldrig dømt

Ieng Sary, minister under det folkemorderiske regime De Røde Khmerer, døde i går. Dermed afsluttes den igangværende retssag mod ham uden dom. Utilfredsheden med tribunalet ulmer, fordi endnu en krigsforbryder ikke bliver dømt. Millioner kan være spildt, og hele processen kan ryge på gulvet
Udland
15. marts 2013
Ieng Sary.

Torsdag klokken 8.45 lokal tid i Cambodja udåndede en 87-årig patient på Khmer Soviet Friendship Hospital i landets hovedstad, Phnom Penh. Efter i månedsvis at have været for syg til at kunne komme ud af sengen, døde Broder Nummer Tre, Ieng Sary, og reaktionen i Cambodja er entydig: Det er et slag for landets retsfølelse, at den højt rangerende tidligere Røde Khmer-leder nåede at dø, før han blev dømt.

»Jeg kan ikke føle nogen sorg over en mand, der ledte et regime, hvor millioner af cambodjanere døde. Hans død har ingen værdi for ofrene for hans forbrydelser, der tålmodigt har ventet på at se retfærdigheden ske fyldest,« siger Youk Chhang, direktør for organisationen DC-Cam, der de sidste to årtier har indsamlet dokumentation af folkemordet.

Cambodjas FN-støttede krigsforbrydertribunal, Extra Ordinary Chambers of The Courts of Cambodia, har til opgave at dømme »de mest ansvarlige« for det folkemord, som De Røde Khmerer gennemførte i årene 1975-79. Under regimet døde to millioner cambodjanere, enten af sult, udmattelse – eller også blev de slået ihjel af regimets soldater.

Sary var en del af inderkredsen i De Røde Khmerer. Han blev venner med Saloth Sar – der senere tog navnet Pol Pot – allerede i de tidligere skoleår. Efter endt uddannelse arbejdede han som skolelærer, indtil han måtte flygte ud af landet af politiske årsager. Fra sit eksil arbejdede han for en magtovertagelse, og da De Røde Khmerer marcherede ind i Phnom Penh den 17. april 1975, blev Ieng Sary udnævnt som ny udenrigsminister. I det embede rejste han rundt som landets repræsentant og blev De Røde Khmerers ansigt udadtil.

I 2007 blev han tiltalt for folkemord og forbrydelser mod menneskeheden. Men tribunalet dømmer ikke post mortem, så retssagen mod ham stopper i dag.

»Det, der nu er vigtigt, er, at krigsforbrydertribunalet færdiggør sit arbejde og dømmer de to overlevende anklagede,« siger Youk Chhang.

Sary blev arresteret i 2007, sammen med de andre fire ledere, som skulle stilles til ansvar for De Røde Khmerers grusomheder: Kaeng Kek Eav, tidligere fængselsinspektør og ansvarlig for 14.000 menneskers død. Dømt i 2010. Ieng Tirith, regimets alzheimersramte tidligere socialminister, der blev erklæret uegnet til straf i 2012. Khieu Samphan, regimets tidligere præsident, og Nuon Chea, Broder Nummer To og chefideolog.

»Det er FN og den cambodjanske regerings løfte til Cambodja, at de færdiggør de sidste retssager. Problemet med de tiltaltes høje alder er velkendt, også i tribunalet, så det er nu deres ansvar at sørge for, at resten af tribunalet går gnidningsfrit,« siger Youk Chhang med slet skjult henvisning til, at Cambodjas krigsforbrydertribunal er blevet kritiseret for politisk indblanding og for nøl.

FN’s talsmand for det cambodjanske krigsforbrydertribunal, Lars Olsen, forsikrer, at retssagerne vil blive gennemført: »Konsekvensen af Ieng Sarys død i dag er, at vi stopper de igangværende høringer og afslutter hans sag. I forhold til Nuon Chea og Khieu Samphan, så fortsætter retssagerne som hidtil,« siger han.

I Cambodja er der dog ikke megen tiltro til, at tribunalets arbejde bliver fuldført uden forhindringer. I disse dage er tribunalet lammet af en strejke, fordi det er i så voldsomme økonomiske problemer, at mange cambodjanske ansatte har arbejdet uden løn siden november. For to uger siden besluttede personalet sig for at strejke, og alle høringer blev aflyst på ubestemt tid.

»Uden dom til Ieng Sary – og meget sandsynligt også uden dom til de to andre tiltalte, der begge ligeledes er oppe i årene – falder tribunalet til gulvet,« siger Tallyn Gray, der er ph.d.-studerende på Westminster University i England med speciale i cambodjansk retssystem.

Det gør det, fordi tribunalet også fejler på et andet afgørende punkt, mener han: Et internationalt tribunal vil kunne sætte en højere standard for retspraksis i dette land, hvor den dømmende magt i høj grad er styret af regeringen, mener Gray.

»Men som tribunalet kører nu, med strejke og politisk blokering i konkrete sager, så er den juridiske kapacitetsopbygning en katastrofe. Regeringen er helt åbenlyst indblandet i rettens afgørelser,« siger han og nævner til eksempel en liste over yderligere mistænkte, som FN’s personale i tribunalet gerne så retsforfulgt. Listen blev blankt afvist af de cambodjanske dommere, der er i overtal og derfor har det sidste ord.

»Den juridiske lære, vi i dag har fra tribunalet, er, at regeringen kan slippe af sted med at blande sig i konkrete retslige afgørelser, at blokere for tiltag og at manipulere med hele tribunalet bag scenen. Det er en katastrofe,« siger han.

Nu er håbet, at tribunalet når at dømme den 86-årige Nuon Chea, før også hans fremskredne alder sender ham samme vej som kammeraten. Chea har helbredsproblemer, og tilses ugentligt af læger. Hans sag er den næste, der behandles i retten – når den ikke længere er strejkeramt.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her