Læsetid: 3 min.

Rolf Sørensen indrømmer brug af doping

Cykelrytteren Rolf Sørensen indrømmer, at han har brugt epo og kortison i sin aktive karriere i 1990'erne
Rolf Sørensen under Tour de France 1997, da han kørte for cykelholdet Rabobank. Foto: Scanpix

Rolf Sørensen under Tour de France 1997, da han kørte for cykelholdet Rabobank. Foto: Scanpix

18. marts 2013

Cykelrytteren Rolf Sørensen indrømmer nu, at han har benyttet sig af doping i sin tid som aktiv.

Efter at flere tidligere danske cykelprofiler for længst har tilstået, at de benyttede sig af ulovlige præstationsfremmende midler, står TV2-kommentatoren nu også frem.

»Det må vist være på tide, at også jeg - længe ventet - indrømmer, at have været en del af den Epo-epoke der var en del af cykelsporten i 90'erne.«

»Mit navn er Rolf Sørensen og, ja, jeg har også brugt epo periodevis i 90'erne. Jeg har ligeledes i enkelte tilfælde benyttet stoffet kortison.«

»Der er ingen andre undskyldninger, end at jeg gjorde hvad jeg følte mig tvunget til, for at være lige blandt ligesindede,« skriver Sørensen blandt andet i en pressemeddelelse.

Her fortæller han også, at tilståelsen falder, fordi han vil videre med sit liv og fortsætte sit engagement i cykelsporten.

Han forklarer, at han følte, at han var nødt til at benytte sig af doping for at konkurrere med de andre ryttere på lige fod.

Rolf Sørensen erkender også, at indrømmelsen er kommet alt for sent, og at han langt tidligere burde have gjort rent bord.

»At dette ikke er sket, er alene mit ansvar og jeg undskylder oprigtigt og med stor ydmyghed for min sendrægtighed.«

Nye toner

Indrømmelsen af, at han benyttede sig af ulovlige midler for at nå sine resultater, er nye toner fra den tidligere cykelrytter Rolf Sørensen.

Som en af efterhånden meget få ryttere fra 1990'erne har han indtil tirsdag hårdnakket hævdet aldrig at have dopet sig.

Tilbage i maj 2007 sagde den tidligere Rabobank følgende til Ritzau i kølvandet på Bjarne Riis' dopingindrømmelse:

»Selvfølgelig har jeg hørt om epo dengang, og det er da muligt, at man har været fristet, og måske har tankerne snurret. Det kunne da godt være, at jeg kunne have vundet Italien Rundt på den måde, men jeg har stadigvæk skabt mig en flot karriere på det, jeg kunne.«

Senere samme år rettede Sørensen et hårdt angreb på dem, der først efter karrieren lagde kortene på bordet. Det skete i Lars Werges bog Mellem tavshed og løgn:

»Jeg har ikke så meget tilovers for dem, som åbner op bagefter og siger, at de har gjort det ene og det andet, og at det hele er råddenskab i cykelsporten.«

»Så er det fordi, de ikke har kunnet følge med alligevel. Det giver jeg ikke en skid for. Det er hyklere. Det er ikke altid rigtigt at åbne op, fordi vi bliver hængt ud gang på gang,« lød bredsiden.

Den tidligere Rabobank-rytter har siden da fastholdt sin historie, og det fortsatte hen med, da Søndagsavisen i april sidste år interviewede den tidligere cykelstjerne i forbindelse med tv-programmet Stjernerne på slottet.

»Jeg har taget beslutningen om ikke at tage doping. De andre har gjort, hvad de har gjort. Men folk, der er gode til det, de gør - uanset om de cykler, har succes i erhvervslivet eller er talentfulde fodboldspillere - er ikke kommet sovende til deres succes. Man kan ikke dope sig til succes,« sagde han til avisen.

Den seneste benægtelse leverede han i begyndelsen af januar, hvor Ekstra Bladet i forbindelse med Lane Armstrongs dopingbekendelser gav Sørensen endnu en chance for at fortælle sandheden.

Det gjorde han imidlertid ikke:

»Man skal være godt dum, hvis man nægter overhovedet at have vidst, at der var doping i feltet, for det er jo åbenlyst, at det eksisterede. Men det har ikke været et tema for mig. Jeg kan godt se mig selv i øjnene,« sagde Sørensen ved den lejlighed.

Rolf Sørensen er den mest vindende danske cykelrytter nogensinde på landevejen.

Han har vundet klassikere som Flandern Rundt (1997) og Liege-Bastogne-Liege (1993), ligesom det også er blevet til etapesejre i Tour de France og Giro d'Italia.

Han vandt desuden sølv ved OL i Atlanta i 1996.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Mon tiden ikke er inde til at holde op med de barnlige drengeforestillinger om toppræstationer på "tom mave"? Lad os få det frem i lyset, så folk kan bruge deres midler under kontrol, så vi og videnskaben kan blive klogere på deres virkninger på både kort og langt sigt - og så de skide cykelryttere kan gøre bare en smule nytte.

ulrik mortensen

RudOLF er ren !

Stig Bøg, Carsten Hansen, Anders Krog, Rune P-B, lars abildgaard, Steffen Gliese og Kristian Rikard anbefalede denne kommentar
olivier goulin

Det er sandelig blevet populært at bekende sine fortidens synder i den branche.

Hvem bliver den næste?
Eddy Merckx kan stadig nå at være med.

/O

lars abildgaard, Anders Feder og Kristian Rikard anbefalede denne kommentar
Niels Engelsted

Måske ikke en overraskelse, men det forklarer en hel del, hvad angår Jørgen Leth.

Steffen Gliese

Det eneste for alvor bekymrende er, at der er nogen, der mener, at det betyder nogen - der er oven i købet nogen, der mener, at det betyder så meget, at det ikke blot skal være nogle overtrædelser af regler for sportsmanship, men decideret strafbart. Så, synes jeg, man er langt ude.

Jørgen Lambert

ROLF ER REN! BASTA!
Han vil bare have lidt opmærksomhed!

Nicolai Niemeyer, Jakob Lilliendahl, Anders Krog, Anders Feder og Torben Bruhn Andersen anbefalede denne kommentar

Selv de rene kommer snart med i klubben af urene. Men gør det snart. Lidt endnu er det den sikre vej tilbage i rampelyset. Mon det bliver ved, eller mættes vi som med så mange andet.

Carsten Hansen

Hvem mangler vi ?

Er der nogen danske "top"cyklister tilbage fra 90 og 00érne, der ikke er gået til bekendelse ?

Som danske cykleryttere klarer sig (eller rettere, ikke klare sig) i disse år, ser de rene ud. Men hvad med nogle af deres helt suveræne konkurrenter, der ser overmenneskeligt stærke ud?

Det her er ikke enden på dopinghistorierne.