Nyhed
Læsetid: 4 min.

Storbritanniens eliteuniversiteter foretrækker hvide studerende

Universiteterne Oxford og Cambridge diskriminerer ikke bevidst, men gør sig tilsyneladende skyldige i institutionel ’bias’: På de mest populære fag har hvide studerende op til dobbelt så stor chance for at blive optaget som studerende fra andre etniske grupper
Illustration: Katrine Bælum/iBureauet

Illustration: Katrine Bælum/iBureauet

Udland
6. marts 2013

Opsigtsvækkende beskyldninger for institutional bias i forhold til sorte elever og elever fra etniske minoriteter rettes nu mod Oxford University. Det sker, efter at der er kommet tal frem, som viser, at hvide ansøgere til nogle af de mest eftertragtede studiefag har op til dobbelt så stor chance for at blive optaget som andre ansøgere med samme karaktergennemsnit.

Tal for ansøgninger til universitetet i 2010 og 2011, som The Guardian har fået i hænde via aktindsigt, viser, at 25,7 procent af de hvide ansøgere blev optaget på universitetet mod 17,2 procent studerende fra etniske minoriteter. Hvide ansøgere til medicin – et af de mest prestigefyldte og søgte fag – havde dobbelt så stor chance for at blive optaget som studerende fra etniske minoriteter, selv når deres karakterer lå på det samme niveau. Ældre tal fra universitetet antyder et lignende mønster.

David Lammy, parlamentsmedlem valgt for Labour i Tottenham og en skarp kritiker af universitetets ansøgningssystem, siger, at tallene tyder på ’institutionel bias’ og dækker over en institutionel fiasko.

Oxford og Cambridge, Storbritanniens mest prestigefyldte universiteter, har begge måttet svare på spørgsmål om, hvorfor tallene falder så forskelligt ud hos ansøgere fra forskellige etniske grupper. Forskellen er ofte blevet udlagt sådan, at studerende fra etniske minoriteter skulle være mere tilbøjelige til at søge de mest eftertragtede fag, herunder medicin. Men de seneste tal, der for første gang opgør fordelingen på både etnicitet og studieegnethed for nogle af Oxfords mest eftertragtede fag, sår nu betydelig tvivl om den type forklaringer.

Tallene viser, at hvide studerendes chance for blive optaget på lægestudiet var dobbelt så stor som studerendes fra etniske minoriteter. Og tendensen gjorde sig også gældende for de dygtigste studerende: 43 procent af de hvide studerende, der havde tre eller flere topkarakterer – dvs. karakterer på A-niveau – blev optaget imod kun 22,1 procent af de minoritetsstuderende med tilsvarende topkarakterer.

Afviser kategorisk anklagerne

På Økonomi og Ledelse, universitetets mest eftertragtede studiefag, blev 19,1 procent af de hvide ansøgere optaget mod 9,3 procent af ansøgerne fra etniske minoriteter. I gruppen af bedst kvalificerede studerende var optagelsesraterne henholdsvis 44,4 og 29,5 procent.

Derimod var der på jurastudiet ingen statistisk signifikant forskel i optagelsesraten mellem hvide og ikkehvide elever på universitetet. Cambridge University har tidligere afvist en anmodning om aktindsigt i dokumenter, der viser fordelingen efter baggrund og faglig dygtighed tilsvarende detaljeret. Men tal fra 2007-2009 viste et lignende mønster som i Oxford.

Begge universiteter afviser kategorisk, at diskrepanserne i studieoptag de forskellige etniske grupper imellem skulle være et resultat af diskrimination. Oxfords ledelse siger, at man agter at granske fænomenet nøje. »Oxford University ser det som sin forpligtelse altid at udvælge de bedst egnede studerende uden hensyn til race, etnicitet eller nogen anden faktor,« siger en talskvinde. »Ikke kun fordi det er det rigtige at gøre, men også fordi det er i vores egen interesse. Forskelle i studieoptag mellem etniske grupper er derfor noget, vi fortsætter med at undersøge grundigt med henblik på afdække mulige forklaringer. Vi ved, at der er en tendens til, at studerende fra bestemte etniske grupper i uforholdsmæssigt stort tal søger ind på de mest populære studiefag. Men vi har aldrig påstået, at det var den eneste årsag til forskellen på optagelsesprocenten studerende med eksamenskarakterer på samme niveau imellem.«

Tid til selvransagelse

En talskvinde for Cambridge siger, at analysen er overfladisk og »ser bort fra et betydeligt antal relevante variable«, herunder præstationer ved optagelsesprøver og ved de personlige interview, der foretages for at bedømme ansøgernes studieegnethed.

»Udvælgelsen af, hvem der skal optages, foretages udelukkende på grundlag af en vurdering af de studerendes evner, engagement og potentiale for at gennemføre,« siger hun og fortsætter: »Vores indsats for at forbedre adgangen til universitetet går langt tilbage og er en vedvarende bestræbelse ... Vi skal sikre, at alle med evne, passion og engagement nok til at søge ind på Cambridge får al den støtte, der behøves, for at de bedst kan udnytte og vise deres potentiale.«

Rachel Wenstone, der er næstforkvinde for de videregående uddannelser i Storbritanniens Nationale Studenterunion, siger:

»Min første reaktion på disse tal var chok. Det er helt klart meget skræmmende, at der ser ud til at være en vis strukturel diskrimination på flere af Oxfords studiefag. Det er noget, universitetet må skride ind over for med det samme. Det mest bekymrende er, at ingen har bemærket det tidligere. For selv om årsagerne til forskellen måtte henligge i det dunkle, er selve forskellen i sig selv temmelig åbenlys og konkret. Oxford bliver nødt til at foretage en selvransagelse og forsøge at komme frem til, hvorfor dette foregår.«

 

© The Guardian og Information, Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Underlig sag.

Jeg er faktisk ret sikker på at den samme historie var fremme for et par år siden.

Men historien kan jo ikke rigtigt komme videre før der kommer nogle konkrete eksempler på banen.

Iøvrigt undrede det mig også dengang, hvad f... universitet skal med race i forbindelse med udvælgelsen af hvilke studerende der skal optages.

Kristian Rikard, Bo Carlsen og Christian Harder anbefalede denne kommentar
John Vedsegaard

Da vi taler om det mest imperialistiske land i verden, kan ingen vil være forundret over det.

Kristian Rikard

Tak for spreadsheet, men uden procenter er det lidt uoverskueligt :-)

John Robert Parkins

A friend who went up to Cambridge wrote to me a month into his first term: "It seems foolish to say that I wasn't aware I was black until I came here but I truly wasn't. Now, I cannot forget it."
Get it

Katrine Jensen

Sort!....hvis det ikke ligefrem stod på hvidt.

Så må tilskuddet for at optage ikke-briter på universiteterne i Oxbridge være blevet ændret.