Våbenhandel skal reguleres af traktat

I juni 2003 måtte en oprørshær i Liberia udsætte indtagelsen af det vestafrikanske lands hovedstad Monrovia. Den var løbet tør for ammunition.

Men i løbet af nogle uger genoptog oprørerne bombardementet af Monrovia og præsident Charles Taylors regeringsstyrker med store civile tab til følge. De havde fået indsmuglet nye forsyninger af ammunition fra nabolandet Guinea, selv om FN forinden havde vedtaget en embargo mod salg af våben til parterne i borgerkrigen. I årevis har menneskeretsorganisationer og regeringer påpeget, at ureguleret handel med våben og ammunition på tværs af landegrænser forværrer konflikters voldelige karakter. I nogle tilfælde medfører let adgang til våben grove overtrædelser af menneskerettighederne, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Listen over de berørte konflikter er lang – f.eks. Elfenbenskysten, Sudan, Libyen og i dag Syrien.

»Det er en kendsgerning, at der er mere vold og flere krænkelser i konflikter, hvor det flyder med våben og ammunition. Det udsætter civile for større fare,« siger Jeff Abramson fra den internationale våbenkontrolgruppe Control Arms.

»Omvendt er konflikter døet ud, fordi de stridende parter løb tør for ammunition. Det tvinger dem til forhandlingsbordet.«

’Lænestole reguleres’

Det er derfor, man i FN siden 2006 har prøvet at vedtage en våbenhandelstraktat, som vil forpligte medlemslandene til at foretage en risikovurdering ved eksport af våben til lande eller oprørsgrupper, der er involveret i en væbnet konflikt.

I mandags startede den afsluttende runde af en konference i FN i New York. Målet er at have en traktat færdigforhandlet og vedtaget skærtorsdag.

»Vi har internationale standarder for alt mellem himmel og jord – selv lænestole. Så det er meningsløst at undlade at regulere våbenhandel. Hvert år bruges ulovligt erhvervede våben til at dræbe 500.000 mennesker,« sagde FN’s generalsekretær Ban Ki-moon i sin åbningstale.

Blandt ministre, delegerede og ngo-grupper er der behersket optimisme med hensyn til et positivt udfald.

»Nogle lande fremfører de samme indvendinger som tidligere, men vi sporer en meget stor villighed til at opnå et resultat,« siger udenrigsminister Villy Søvndal (SF), der deltog i FN-konferencen i tirsdags.

Værdien af den årlige handel med våben og ammunition løber ifølge Amnesty International op i 100 mia. dollar. Halvdelen af dette beløb deles mellem de fem faste medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd – USA, Kina, Rusland, Storbritannien og Frankrig.

Som verdens største våbeneksportør anses USA’s holdning for vigtig – dog ikke afgørende – for udfaldet af de næste seks dages forhandlinger. I modsætning til sin forgænger George W. Bush bakker præsident Barack Obama op om en traktat, omend med visse forbehold.

De to andre store våbeneksportører, Rusland og Kina, har derimod betydelige indvendinger og vil måske undlade at stemme. Frankrig og Storbritannien forventes sammen med de øvrige EU-lande og mange udviklingslande at støtte traktaten.

De eneste kendte modstandere er Iran og Nordkorea. Eftersom traktaten skal vedtages ved konsensus, vil en nej-stemme fra et af disse to lande forpurre den.

Men FN-diplomater har for det tilfældes skyld forberedt en nødløsning.

»Hvis det går galt, vil man senere stemme om traktaten i FN’s Generalforsamling, og her kræves kun godkendelse af et flertal,« oplyser den danske nedrustningsambassadør, Uffe Balslev.

For tilhængere er det afgørende at få vedtaget en traktat med så stærke forpligtelser for de enkelte lande som muligt.

»Medlemslandene vil være forpligtede til at have et eksportkontrolapparat, som vurderer, om der er fare for at krænke FN’s konventioner ved salg af våben. Og processen skal være gennemsigtig, så andre kan se, hvem der bliver solgt til,« understreger ambassadør Balslev.

Det lange træk

De fleste industrilande har et eksportkontrolapparat, men de kriterier, der lægges til grund for tilladelse til salg af våben og ammunition, afviger fra land til land. Nogle har strengere regler end andre. Disse kriterier vil blive ensrettet af en traktat.

Omtrent 100 lande regulerer slet ikke import og eksport af våben. Nogle af dem vil modtage støtte i form af ekspertise og penge til at opfylde traktatens bestemmelser. Danmark vil bidrage med 12 mio. kroner gennem en særlig støttefond oprettet af FN.

Ingen forventer hurtige resultater efter vedtagelsen af en våbenhandelstraktat. Først skal den ratificeres af de enkelte stater; dernæst skal reglerne indbygges i nationale love.

»Det er først efter traktaten, at det store arbejde begynder,« siger Tine Christensen, policychef for Amnesty International i Danmark.

»Det giver os et udgangspunkt til at diskutere og opbygge et fælles normsæt i stedet for som nu at have et morads af nationale og regionale regler.«

Ingen tror på, at det sorte marked for våbenhandel bare vil forsvinde, mener Tine Christensen.

»Men lige nu er det alt for nemt at eksportere våben til steder med konflikt. En traktat gør det noget sværere. Færre våben i omløb vil f.eks. hæve prisen, og det kan virke som en dæmpende faktor.«