Baggrund
Læsetid: 2 min.

Chaufføren, der blev præsident

Vælgerne lyver ikke. De har stemt på mere Chávez - og nu skal Maduro levere varen. Men hvem er han, buschaufføren fra Caracas?
Nicolas Maduro er hverken nogen novice eller helt så tandløs, som han til tider beskrives. Igennem hele sit liv har han været politisk aktiv. 
 Foto/ Scanpix
Udland
16. april 2013

Han nåede kun lige akkurat at blive officielt velsignet som Chávez’ retmæssige politiske arving, før Chávez selv døde d. 5. marts i år. Men velsignelsen gav ham sejren, og de kommende seks år kan han kalde sig Venezuelas folkevalgte præsident.

Nicolas Maduro, der igennem 1990’erne var buschauffør i Caracas’ offentlige transportselskab, og som skabte en tidlig karriere inden for fagbevægelsen, er dog hverken nogen novice eller helt så tandløs, som han til tider beskrives. Han har igennem hele sit liv været politisk aktiv og har fulgt sin mester, Hugo Chávez, siden 1994, da Chávez blev benådet efter to års fængsel idømt for medvirken til statskup to år tidligere i 1992.

Dengang sluttede Nicolas Maduro – i øvrigt sammen med Cilia Flores, der senere blev Maduros samlever og den venezuelanske stats chefanklager - op i rækkerne omkring Venezuelas nye politiske håb. Og i 1998, da Chávez vandt sit første præsidentvalg af tre, udgjorde Nicolas Maduro allerede en del af den politiske platform, og han fulgte med Chávez ind i det nye parlament. Siden har han over forskellige perioder fungeret som parlamentets formand, vicepræsident og igennem seks et halvt år været Venezuelas udenrigsminister.

En nær ven

At Nicolas Maduro stod endog meget nært den nu afdøde præsident Chávez, er der ingen tvivl om. Under Chávez’ sygdom og langvarige indlæggelse på Cuba, hvor Chávez over tre omgange blev opereret, var det Maduro, der fulgte ham. Og det var fra Nicolas Maduro, at offentligheden, dog ganske sparsomt, blev informeret om præsidentens tilstand.

Maduro selv er skolet indenfor en marxistsik-maoistisk retning og delte på mange måder politiske idealer med Chávez, der med tiden blev mere radikal. Men Nicolas Maduro har også tidligere måtte gøre en del af det beskidte arbejde for Chávez. I 2009 måtte han, i sin egenskab som Venezuelas udenrigsminister, udlevere den colombianske guerillagruppe FARC’S pressechef, Joaquin Pérez Becerra, til naboen og ærkefjenden, Colombia. Det skabte en del ballade i egne rækker, da mange mente, at udleveringen stred imod de idealer, som Venezuela burde stå for. Men bag udleveringen lå en lang og besværlig magtkamp mellem de to lande samt et internationalt pres, som Chávez kunne se fordelen i at udvise velvilje overfor.

Truslen indefra

Maduro kan imidlertid hurtigt blive en presset mand. Utilfredsheden i Venezuela kommer ikke kun fra landets opposition, men også blandt egne kernevælgere er der en stigende uforståenhed overfor problemer med fødevaremangel, el-nedbrydelser og voksende kriminalitet, som dagligt plager landets befolkning. Maduro skal derfor vise, at han kan skabe noget uden Chávez’ magi og evner til at få alt til at lyde som vejen mod paradis. Samtidig skal Maduro kigge sig over skulderen. Internt i Venezuelas socialistiske parti, PSUV, er der højtstående medlemmer, der føler sig forbigået.

En lille advarsel kom søndag nat. Kort efter at valgresultatet forelå, udsendte Diosdado Cabello, der i øjeblikket fungerer som parlamentets formand og regnes som en af partiets mest magtfulde, en noget kritisk besked. På sin twitter-profil skrev han, at valgresultatet »nødvendigvis må betyde, at vi må igennem en grundig selvkritik«.

Sejren blev ikke så stor, som mange i Chávez’ gamle parti havde håbet på. Og fra nu af er alt, hvad der lykkedes og ikke lykkedes, Maduros ansvar.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Thorbjørn Kühl

Tjah, jeg kan jo kun give ham ret, hvis ikke det var for USA og deres strategiske støtter til diverse korrupte despoter i sydamerika ville vi næppe kunne få al den dejlige billige kaffe herhjemme, og er der en økonom som kan forklare hvordan man plukker en banan, sender den halvvejs jorden rundt og til slut og efter diverse mellemled vel har fået deres, sælger den for den nette sum af en krone?