Skal dansk flexicurity redde Spaniens syge økonomi?

Selv om Spaniens offentlige budgetter viser et underskud på 10 procent, og arbejdsløsheden fortsætter med at stige, så en fjerdedel af arbejdsstyrken nu står uden arbejde, skal vi ikke begynde at sætte spørgsmålstegn ved EU og euroen. Tværtimod er den eneste løsning tættere integration mellem EU-medlemsstaterne, stærke velfærdsstater og liberaliserede arbejdsmarkeder. Det var budskabet fra Spaniens tidligere socialistiske statsminister fra 2004 til 2011, José Luis Rodríguez Zapatero, til de over 2.000 djøf’ere, der var troppet op for at høre ham tale på Djøf’s konference om EU og vejen ud af krisen forleden i København.

Globaliseringen er over os, forklarer Zapatero, og hvis de europæiske lande skal have en chance i konkurrencen med fremadstormende økonomier som Kina, Indien og Brasilien, er de nødt til at blive mere konkurrencedygtige. Den nuværende økonomiske krise, der er gået hårdest ud over de vestlige økonomier, og det derfor ikke blot kan forklares som et udefrakommende onde skabt af grådige banker.

Krisen og især krisens varighed er derimod et tegn på større strukturelle problemer i de europæiske økonomier.

De kan simpelthen ikke konkurrere med den billigere og snart også bedre uddannede arbejdskraft fra de fremadstormende udviklingslande.

»Ungdomsarbejdsløshed og manglende sikkerhed er produktet af en økonomi, der ikke er konkurrencedygtig nok,« slår han fast denne eftermiddag i Øksnehallen i København.

55 pct. unge er ledige

Både studerende, embedsmænd og for længst pensionerede djøf’ere følger Zapatero på en af de tre storskærme, imens de koncentrerer sig om at forstå den engelske tale, der bliver fremlagt med en formfuldendt spansk accent.

Opråb om konkurrencedygtighed er ikke hverdagskost fra en socialistisk politiker, men hans recept på et mere konkurrencedygtigt EU går heller ikke på de offentlige nedskæringer, som Europas borgerlige regeringer udskriver som medicin i stor stil. EU skal derimod tage ved lære af den danske flexicurity-model.

»Indtil videre er det bedste svar på arbejdsløshed flexicurity, og den danske model har vist sig at være den bedste,« siger Zapatero til salens udbredte anerkendelse.

Ifølge Zapatero er EU’s hovedbekymring den store ungdomsarbejdsløshed, der især præger hans eget land, hvor arbejdsløsheden for de 15-25 årige nu er oppe på 55 procent. Samtidigt er han bevidst om, at de unge ikke ønsker at bytte en stærk socialstat ud med et liberaliseret arbejdsmarked.

»Især de unge er meget bekymrede. De er ikke imod Europa, men de vil have et solidarisk Europa. Et Europa som søger en social sammenhængskraft, som fastholder velfærdsstaten og som samtidig er konkurrencedygtigt,« forklarer han. Og her kan flexicurity være det værktøj, der både skaber job og fastholder velfærden.

Han forklarer, at Spanien allerede er i gang med at udvikle et arbejdsmarked efter det danske forbillede, men at der er behov for et større samarbejde mellem arbejdsmarkedets parter, hvis flexicurity skal blive en realitet:

»Vi har brug for en social pagt mellem fagforeninger, virksomheder og regeringerne – både på nationalt og europæisk plan,« siger han.

Mere sikkerhed end fleksibilitet

Netop trepartsforhandlingerne har vist sig at være et problem for Zapatero. Ligesom vi ser i Danmark, har der hersket store uenigheder mellem de spanske arbejdstagere og arbejdsgivere over, hvordan sikkerhed og fleksibilitet i praksis skal fordeles.Caroline de la Porte, der er lektor ved Center for Velfærdsforskning på Syddansk Universitet, forklarer, at det spanske arbejdsmarked overordnet er præget af to store grupper af arbejdstagere med modsatrettede interesser: »De, der har faste stillinger, er næsten umulige at fyre, og de har traditionelt også haft bedre pensioner og andre sociale goder end dem på tidsbegrænsede kontrakter, som der er rigtig mange af. I stedet for at gøre det lettere at fyre de fastansatte, oprettede man i opgangstiderne en masse flere tidsbegrænsede stillinger – også i det offentlige. De blev så fyret under krisen«.

Modsat Italien har Spanien dog under opsvinget investeret massivt i bl.a. børnepasning og uddannelse, der øgede konkurrencedygtigheden, og indført aktivering, der har hjulpet på fleksibiliteten. Men hun fortæller, at regeringen ikke fik gjort de fastansatte mere fleksible, da fagbevægelsen har sat sig stærkt imod.

»Fagbevægelsen beskytter kun de fastansatte, så det endte med, at regeringen fik øget sikkerheden for dem uden faste stillinger, men man fik ikke gjort meget for fleksibiliteten«.

Efter den økonomiske krise satte ind, havde Zapatero held til at forhandle pensionsalderen op fra 65 til 67 år og at få nedsat lønningerne i den offentlige sektor. Men da det kom til at decentralisere overenskomsterne for netop at øge fleksibiliteten, satte fagbevægelsen hælene i. Det endte i stedet med et regeringsindgreb, der blev vedtaget i parlamentet, men som hverken fagbevægelsen eller arbejdsgiverne støttede.

Den nuværende arbejdsmarkedspolitik er præget af lappeløsninger i stedet for de store reformer, fortæller Caroline de la Porte.

»Man gjorde alt det rigtige før krisen, men efter krisen er det gået helt tilbage, og man har bl.a. sløjfet aktiveringen. I Spanien kan man få arbejdsløshedspenge på 400 euro (knap 3.000 kr.) i seks måneder. De seks måneder er først blevet forlænget to gange af den socialistiske regering og nu to gange af den konservative regering. Det er lappeløsninger, men samtidigt en kæmpebyrde for den spanske stat.«

»Mange af de spanske arbejdsløse er højt uddannede, men der ikke noget arbejde til dem,« siger hun.